Jeg har været i Paris et par gange. Måske fire. Men jeg har aldrig boet så bøssoidt i Marais, som jeg gør på denne tur.
Når jeg drejer af min gade og ud på Rue des Archives, er der sort af mænd, der går hånd i hånd med andre mænd. Det er meget fint og gør glad. Jeg tænker hele tiden, at jeg skal herned med mine bøsser på et tidspunkt. Det ville være godt for alle.
Det eneste, der mangler, er noget lebbe. Jeg har ikke set en eneste.
Til gengæld har jeg siddet med skoene plantet på orange syntettæppe ude i et kongrescenter ved den nye triumfbue fra klokken ni i morges til klokken halv syv. Nu har jeg ditchet min kollega, købt cherrycoke og chokoladekiks og skal sove temmelig meget tidligere end tilfældet var i går. Hvor jeg oven i købet vågnede af mareridt ved nul-tretiden, da min krop endelig synes, den var færdig med bare at ligge søvnløst og rulle frem og tilbage.
Første nat i ny og fremmed seng er hård.Selvom sengen er så fin og blød og god.
Åh ja.
Vi - min gode kollega og mig - gik for øvrigt aftentur ned forbi Notre Dame (asyyyylum!) i går aftes. Jeg ved ikke, hvordan jeg har undgået den katedral på mine hidtidige ture til Paris, men jeg har seriøst ikke set den før. Og jeg var VILDT imponeret. Og tilskriver dele af min fascination, at jeg holder meget af 90'ernes Disney-tegnefilm. Mest Skønheden og Udyret. Men også den med Quasimodo ... selvom jeg måske mest så Klokkeren fra Notre Dame hen over skulderen på min lillebror.
Teknisk set var jeg vel for stor til at se tegnefilm af egen drift i 1996. Teknisk set.
Omkring årtusindskiftet gik jeg på højskole, hvor hele holdet var i London. Inklusiv musicaltur. Vi så netop Klokkeren fra Notre Dame, og selvom jeg også svagt husker de tonserdårlige sange, er det minde, der står klarest, helt bestemt, at min veninde og jeg måtte løbe ud af teatersalen med den slags fnis som absolut kun hører 19-årige kvinder til, fordi det simpelthen er det mest corny teaterstykke i universet. Især når man sidder så tæt på, at man kan høre hvert et utilsigtet tramp i gulvet og se hvordan Quasimodo ser ud under sminken.
Med andre ord: Mine allermest iskolde anbefalinger til The Hunchback of Notre Dame. Hvis det da stadig kører. Og hedder sådan. Jeg husker det ikke. Ha. Jeg googlede det lige. Musicalen hed(der?) Notre Dame de Paris, og jeg kan ikke finde noget omtale fra efter 2000. Det kan være, det var mit og N's grineanfald, der fik dræbt dét West End-foretagende. Så undskyld.
Nå. Vi kom fra de chokoladekiks.
Når jeg drejer af min gade og ud på Rue des Archives, er der sort af mænd, der går hånd i hånd med andre mænd. Det er meget fint og gør glad. Jeg tænker hele tiden, at jeg skal herned med mine bøsser på et tidspunkt. Det ville være godt for alle.
Det eneste, der mangler, er noget lebbe. Jeg har ikke set en eneste.
Til gengæld har jeg siddet med skoene plantet på orange syntettæppe ude i et kongrescenter ved den nye triumfbue fra klokken ni i morges til klokken halv syv. Nu har jeg ditchet min kollega, købt cherrycoke og chokoladekiks og skal sove temmelig meget tidligere end tilfældet var i går. Hvor jeg oven i købet vågnede af mareridt ved nul-tretiden, da min krop endelig synes, den var færdig med bare at ligge søvnløst og rulle frem og tilbage.
Første nat i ny og fremmed seng er hård.Selvom sengen er så fin og blød og god.
Åh ja.
Vi - min gode kollega og mig - gik for øvrigt aftentur ned forbi Notre Dame (asyyyylum!) i går aftes. Jeg ved ikke, hvordan jeg har undgået den katedral på mine hidtidige ture til Paris, men jeg har seriøst ikke set den før. Og jeg var VILDT imponeret. Og tilskriver dele af min fascination, at jeg holder meget af 90'ernes Disney-tegnefilm. Mest Skønheden og Udyret. Men også den med Quasimodo ... selvom jeg måske mest så Klokkeren fra Notre Dame hen over skulderen på min lillebror.
Teknisk set var jeg vel for stor til at se tegnefilm af egen drift i 1996. Teknisk set.
Omkring årtusindskiftet gik jeg på højskole, hvor hele holdet var i London. Inklusiv musicaltur. Vi så netop Klokkeren fra Notre Dame, og selvom jeg også svagt husker de tonserdårlige sange, er det minde, der står klarest, helt bestemt, at min veninde og jeg måtte løbe ud af teatersalen med den slags fnis som absolut kun hører 19-årige kvinder til, fordi det simpelthen er det mest corny teaterstykke i universet. Især når man sidder så tæt på, at man kan høre hvert et utilsigtet tramp i gulvet og se hvordan Quasimodo ser ud under sminken.
Med andre ord: Mine allermest iskolde anbefalinger til The Hunchback of Notre Dame. Hvis det da stadig kører. Og hedder sådan. Jeg husker det ikke. Ha. Jeg googlede det lige. Musicalen hed(der?) Notre Dame de Paris, og jeg kan ikke finde noget omtale fra efter 2000. Det kan være, det var mit og N's grineanfald, der fik dræbt dét West End-foretagende. Så undskyld.
Nå. Vi kom fra de chokoladekiks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!