Fra saksesex til dildo-schweizerkniv på 30 sekunder

Grill i stiv kuling (det er åbenbart en form for tradition) med Bedstebøsserne og Lebberne E. og K. forleden endte med en (faktisk kun en ja) øl på Sommerstedet og en snak - inklusiv illustrationer - om tribbing.

Som det "at sakse" åbenbart hedder på fint.

Illustrationerne desangående i min notesbog er affotograferet og bor på min telefon. Men min telefon ligger helt henne på køkkenbordet. Og jeg sidder så godt lige nu. Så det må vente. I skal nok få dem at se.

Det korte af det lange er:

Kan man ikke godt holde om hinanden samtidig med, man sakser? Eller er det så ikke "at sakse" (holder meget af at sætte termen i "gåseøjne". "GÅSEØJNE")?

Jeg ved det ikke. Ved I det?

Jeg brokkede mig i øvrigt efter to timers snak om sex, lesbianisme og åh-den-kærlighed over, at vi aldrig talte om voksenting. Boliglån og job og sådan.

Men det gør vi jo. Også. Det er bare sjovere at tale om tribbing. Og dildoer. Jeg bør snart lave et blogindlæg om dildoer. Egentlig.

Vi talte meget om at investere i den helt rigtige dildo. En der var multifunktionel. Harness eller ikke.

Nogen (nærige sataner) efterlyste en form for dildo-svejtserkniv. Der kunne det hele. Også åbne vin, når man er på camping. Så det.

Jeg holder i øvrigt meget af at stave Schweiz sådan her: Svejts. Det er en slags hobby.

Og endnu et addendum: Hvis man læser meget med på bloggen, må det virkelig ligne, at jeg kun kender tre mennesker. Det er ok med mig.

---

DOMA er forfatningsstridig. Yeah.

Nåeh jo. Det her er jo sket. Og det er faktisk bare helt fantastisk. Der er ikke så meget at tilføje, når man er så relativt ukendt med detaljerne, som jeg er.

Det er bare godt (eller er der ting, jeg ikke ved? Ret mig endelig!).

Især er det meget godt for de rigtig, rigtig mange grænseoverskridende homopar, der nu kan søge om familiesammenføring i staterne på lige vilkår med deres heteroseksuelle ligesindede.

Jeg hørte i mit yndlingspodcast Savage Love for nogle uger siden om et amerikansk/kuwaitisk (eller var det Abu Dhabi'sk?) bøssepar, der måtte bo i Kuwait (eller et andet emirat), fordi USA på grund af åndssvage DOMA ikke anerkendte deres ægteskab, så de kunne flytte sammen der. Det vil sige, at de var nødt til at bo i et land, hvor homoseksualitet var strafbart. Kan ikke huske, om det var dødsstraf eller 'bare' en årrække i fængsel, der ville stå på regningen, hvis de blev opdaget. Flot.

Så: HURRA!

---

Blæk på skærm. Juni 2013. Uden titel (men det handler om en strap-on).

A: "Jeg har faktisk lige købt en helt ny strap-on, vi kan indvie?"

B: "Det siger du sikkert til alle søde piger, du møder."

(PS. Jeg elsker, når jeg kan tagge indlæg med "hahaha". Det er seriøst noget af det bedste, jeg ved. Selvom jeg stadig overvejer at omdøbe til det mere passende, "høhø".)

---

Derfor er jeg ikke hetero.

Jeg elsker Seinfeld. Elsker. Det sværeste ved Seinfeld er at bestemme, hvem af karaktererne, der egentlig er min yndling. 

Nogle gange er det Elaine, nogle gange Kramer. Engang imellem Neumann (Neumann!). Men som oftest er det altså George. I think I could go straight for George. 

(Jeg tror i øvrigt snart, jeg skal se Seinfeld igen. Altså alle sæsoner. Fra start til slut. Nonstop. Jeg har ikke et liv.)

---

Lidt - ikke meget - om oralsex og mænd med skæg.

Tilbage i København. Fyraftenskaffe med Bedstebøssen på Sdr. Boulevard. Snakken falder på mænd med skæg. Eller helt specifikt: At kysse mænd med skæg.

Jeg husker det, som om det kradser ad helvede til at kysse mænd med skæg.

Bedstebøssen spørger:

"Men er det egentlig samme fornemmelse at kysse en mand med skæg, som det er at give en kvinde oralsex?"

Den såkaldte lebbe (moi) konkluderer:

"Nej. Skæg er meget mere stridt og stift end kønshår."

Men lebben er helt på afveje. Vi er på et langt mere lavpraktisk niveau, viser det sig nemlig, idet Bedstebøssen efterrationaliserer:

"Hmm. Nå nej. Munden vender jo selvfølgelig sidelæns dernede."

Punktum.

(PS. Jeg ved, at BB læser med. Og jeg ved, at han, når han læser nærværende indlæg, vil kræve, at jeg understreger, at han altså godt ved en ting eller to om kvindelig intimanatomi. Så det gør jeg hermed. Altså understreger: BB er skideklog på kvinders kønsorganer.)

---

Århus + minoritetssnak. Iblandet fødselsdag.

Lebben har fødselsdag og fejrer den - efter alt for tidlig fødselsdagsmorgenmadsvækning - under dynen inkl. kaffe, computer og afsindigt ligegyldig krimi i århusiansk gråvejr.

Rygterne siger imidlertid, at solen skinner hjemme i København. Det var så lidt.

Jeg spiste middag med min far og bror i går og havnede - sædvanen tro - i ophedet omend venligstemt homodiskussion. Det evige minoritetsrettighedsspørgsmål, selvfølgelig.

Har man ret til som lebbe engang imellem at foretrække etablissementer kun for homoer?

Min bror, der er meget chillet og fx besatte en århusiansk kulturbunker for et par år tilbage, mente (forkortet version):

Nej.

Han mener ikke, der foregår nogen diskrimination - i hvert fald ikke i de kredse, han færdes i, og han foretrækker sine crowds så diverse som muligt. Og han forstår ikke, hvorfor jeg kan have det anderledes.

Jeg trak "Den Hvide Mands Hegemoni"-kortet (under bæltestedet, I know) og understregede, at jeg simpelthen ikke tror, han fatter, hvor røvtræls (jeg er århusianer for fanden) det er altid - selv i de mest venstredrejede miljøer - at møde mænd, der synes, det er på sin plads at spørge, hvordan jeg og en evt. kæreste "gør". I sengen, forstås.

Min bror vovede dernæst et øjeblik at sammenligne min homoseksualitet med sin hestehale:

"Jamen, det er lidt ligesom når jeg får kommentarer, fordi jeg er mand og langhåret. Man må jo bare afværge venligt."

For real?

Broren ved meget præcist, hvilke knapper der får Lebben op i rødt felt, og han trykker elegant på dem, hvorefter han trækker sig, når jeg hysser. Netop på samme måde, som han har gjort i størstedelen af sit 26 år lange liv. Møgbror. Og samtidig også verdens bedste.

---

Som jeg altid siger...

Åhada. Som en kær kollega og ven sagde til mig forleden, da snakken - igen - faldt på, at lebber sladrer, som gjaldt det deres liv:

"Ja, ja. På Vela bliver en fjer hurtigt til en hel fjerboa på en lipstick lesbian."

Sande ord. Sande ord.

Jeg er i øvrigt på vej til Århus (bolle-å) for at fejre min fødselsdag. Sgu. Det er på søndag, hvis nogen har lyst til at sende kage. 

Så vi ses muligvis først på den anden side af weekenden. 

---

Grimme lebber uden succes, ja tak. (Ordn' det, Slettigud)

Var på vennedate med Min Nye Bøsse forleden. Og tre rigtige dates inde i foretagendet tegner der sig allerede en form for mønster: Vi går lange ture. Og spiser sammen. På restauranter. Fordi vi er voksne og ret rige.

Første gang spiste vi dim sum (seriøst, hvis du bor i København og ikke har spist på Fu Hao, er du selv ude om, at du ikke er lykkelig), næste gang spiste vi sushi og nogle lidt uhyggelige fiskeskælsnudler, der bevægede sig (seriøst!), og forleden stod den på indisk (smør, mandler, lam og karry. Hvad er der ikke at holde af?).

Nu har vi aftalt, at vi også skal drikke kaffe på sofaer engang imellem. Vores forhold er parat til et sådant næste skridt. Selvom mad nu er dejligt. Meget dejligt. Og vi har fx ikke spist os gennem hverken Thailand eller Frankrig endnu. Eller USA. Åh, USA.

Nå.

Men det handlede - som altid (kan man etablere et "altid" efter tre dates?) - lige dele om livet og kærligheden. Selvfølgelig.

Og jeg tog mig selv i at blive en lille smule irriteret - ikke meget, bare lidt - når MNB fortalte om sine fantastiske parforholdslebbeveninder. Som både var lækre og succesfulde og "meget glade for hinanden".

Ret småligt af mig. Især fordi jeg tog mig selv i at blive en lille smule gladere, da jeg så et billede af den ene, og hun slet ikke havde lige så pænt hår, som jeg havde forestillet mig.

Kæft, jeg er et ringe menneske.

I øvrigt: "Ordn' det, Slettigud" er en form for sikring mod jinx. Kommer man til at sige noget, man ikke rigtigt mener, kan man altid lige påberåbe sig Slettiguden og bede om at få det fjernet fra referatet. Det var min ret formidable veninde S., der lærte mig det i sin tid. Skidegodt trick.

---

Breaking! Reklamer lyver!

I dag skulle jeg finde nogle gamle Bianco-kampagnebilleder. (Don't ask).

I den sammenhæng faldt jeg over de der "Double your shoe collection"-reklamer. Dem med homoerne. I kan godt huske dem. De var ret fine:

Ud over, at det - naturligvis - viser sig, at jeg kender fire ud af fire lebber (omend perifert). Hvilket er sjovt. Idet alle lebber jo kender hinanden. Og historien om, hvor jeg mødte de to på det nederste billede faktisk fortjener sit helt eget indlæg (note to self). Så er reklamens præmis en stor, fed løgn.

Jeg har i hvert fald kun delt min meget præcise str. 39,5 med én af tre lebbekærester. Men det var da bestemt en god tid. Især fordi hun er en sneaker-tøs (eller: var - jeg mødte hende tilfældigt på gaden for nyligt, hvor hun stolt kunne berette, at hun var begyndt at gå med hæle. Flot. Jeg mistænker dog, at der er tale om wedges, som ikke rigtigt gælder). For når man i perioder er typen, der er lidt en klovn til det der med praktisk fodtøj, kunne man altid låne en god, flad sko.

Og hun lærte mig om glæden ved Converse. Jeg er på mit tredje par nu.

Ellers har damernes fødder været enten et par numre mindre eller større end mine.

Men det har nu ikke forhindret mig i:

1) At låne et par to numre for små sandaler med gode gummisåler, da jeg og min første damekæreste N. skulle ned fra Sinai-bjerget, som jeg havde valgt at bestige i spejlglatte guldsandaler. Apropos det der med det upraktiske fodtøj. Og i øvrigt meget galant af N., der måtte foretage nedstigningen barfodet(!).

2) At sjoske i parken i den andens et par numre for store trainers, fordi jeg var for magelig til at gå i hæle på en søndag.

---

En form for FYI

Jeg er blevet single.

Det er ved at være et par måneder siden, og jeg har ikke lyst til at gå i detaljer. Jeg tænkte bare, at jeg måtte forklare, hvorfor der pludselig var pokkers langt mellem blogindlæg om Livslebben.

Er man klog og trofast, havde man måske allerede regnet den ud.

Nu skal jeg bare lige finde mine ben. Dem finder jeg blandt andet på mine løbeture. Som fx foregår her. Vestre Kirkegaard. Et af de rareste steder i København.

(Og til de nysgerrige: Det var udramatisk og enigt og fyldt med kærlighed.)
(Og til de bekymrede: I'm OK.)
(Og til dem, der mest tænker på Homohunden: LL har ham. Og det er ok og var aftalen fra starten. Og jeg må gerne låne og besøge og sådan.)

---

Shh.

Jeg er løbet tør for ord. Det føles mærkeligt.

Og der er nok mere tale om et lager, der lige skal fyldes op igen (det sagde hun også i går) end om en ressource, der er for evigt udtømt (og dét sagde hun også).

Men der har I forklaringen på stilhed.

---

"I seng med" = fingersex. Ikke?

Det der øjeblik, hvor man sidder til et middagsselskab med fin blanding af heteroer og lebber. Og en af lebberne spørger, hvor mange kvinder man har været i seng med. Og man så svarer.

Og en af heteromændene (vi snakker venstrefløjsbløde-fløjlsfyre) spørger, hvordan man egentlig definerer 'at være i seng med', når man er lebbe?

Og man svarer, "fingersex og opefter".

...Og de to heterofyre kigger på hinanden og high-fiver, fordi de lige har kunnet lægge alle dem, de var sammen med i ottende klasse oven i deres bollelister.

---

Fredagsporno(agtigt): Drag king eller bøvet brugtvognsforhandler?

Kvinder i drag spiller et farligt spil. Jeg tager stadig mig selv i at kigge en ekstra gang, når jeg passerer korthårede kvinder. Deres yderligere ydre karaktertræk underordnet. Bare lige kigge. Korthårede kvinder er bare så PÆNE.

Og præcis på samme måde, når kvinder er klædt ud som mænd - det være sig heterokvinder såvel som homo-ditto.

Min eneste heterokvinde-scoring skete da også kun, fordi vi dengang for godt to år siden var til en kostumefest, hvor hun var klædt som - you guessed it - mand. Den kunne jeg ikke lige lade passere.

Så vidt jeg husker sagde jeg til min veninde, at jeg ikke gik, før jeg havde scoret hende. Og som sagt så gjort. På den måde er jeg ret stædig vedholdende.

Det minder mig om den her sang med Magnetic Fields. Bare med omvendte fortegn. Det er i øvrigt en af mine yndlingssange lige for tiden. Læs lige teksten også  - den er fab.

(OMG! Jeg havde ikke set musikvideoen, før jeg lige i dette øjeblik youtube'de sangen. Der er jo en sindssygt hot drag king med i den. Jeg ser den lige igen. Og igen. Og igen.)

Selv har jeg også forsøgt mig med herretøj og -makeup et par gange. Uden det mindste held. Det mindste.

Min krop og mit ansigt er nemlig indrettet således, at så snart jeg iklæder mig malet skæg og tilbagestrøget hår, ligner jeg uværgerligt en afsindigt bøvet brugtvognsforhandler.

Eller ham der, der synger "Lampen er diiiiiin, lampen er miiiiin" i Aladdin. Noget med nogle meget utroværdige øjenbryn i hvert fald.

Så den disciplin lader jeg andre om.

Shit. Nu kom jeg vist nærmest i første afsnit til at kalde korthårede kvinder for drags. Flot.

---

Fejlfyldt og selvmodsigende. Sgu.

Det her er bare en anbefaling. Jeg synes, det er så godt og præcist skrevet:

Debatindlæg i Politiken: Jyllands-Postens homoleder er fejlfyldt og selvmodsigende

Og så er jeg i øvrigt en karrierehøne, der kører med karriereklatten these days  (Stine Bosse, move over. Uden at jinxe). Derfor en smule blogfravær. Undskyld-agtigt. Men jeg gør det jo for vores alle sammens skyld. For ligestillingens skyld. Agtigt.

---

"Hun spillede bordfodbold på en [unavngiven] bar i København." Godt så.

Nå. Men i mangel af et liv, sad jeg lige og læste et - i øvrigt glimrende - interview med Marie Key (hvem ellers?) på Politiken.

Den første halvdel af portrættet er - nærmest bemærkelsesværdigt - fri for referencer til seksualitet. Men så afsløres alt - alt - ellers i følgende afsnit:

"En vinteraften i februar 2009 stod [Marie Key] med en veninde på en bar i København og spillede bordfodbold og drak øl, da lynet slog ned via musikken fra højttalerne. Det var lyden af Medinas gennembrudshit 'Kun for mig', og den rene, kølige lyd og den sårbare stemme fik Marie Key til at stoppe op."

Hold nu kæft, Vela, hvor er du dårlig til at gemme dig.

Læs interviewet her - det er godt.

---

Hvis blikke kunne dømme...

Nåjo. Jeg var til et formidabelt middagsselskab i fredags. Eller grill, som de unge kalder det. Med en noget nær perfekt blanding af nogle af de allerældste og allerbedste. 

Havde ondt i kæbemusklerne af bar' latter, da jeg vågnede lørdag.

Der faldt simpelthen så mange one-liners den aften. Så mange, at jeg vågnede op dagen-derpå med et dokument på min iPhone, hvor der bare stod en masse umiddelbart sorte sætninger, blandt andet:

"Hvis blikke kunne dømme." (Nu griner jeg faktisk af det igen. Min gode gamle ven K. sagde forkert, da jeg sendte ham et - naturligvis velment (host-host) - dræberblik. Og coinede på den måde en helt formidabel fejlfrase. Hvis blikke kunne dømme. Ja. Hvis bare blikke dog kunne det.)

I dokumentet står der også:

"Pik er en tilstand."

Jeg kan for min gud ikke huske, hvorfor pik er en tilstand. Det generer mig lidt, at jeg svagt erindrer, vi også blev enige om at fisse er stilstand. Men det virkede meget sandt i det øjeblik i en baggård i aftensol på Nørrebro. Og alt handlede om pik. Alt blev pik. Og igen faldt snakken på kødpik og blodpik. Og jeg er stadig lige (lesbisk?) frastødt af koncepterne.

Man skulle tro, vi havde været pisseskæve, men i virkeligheden er vi bare helt enormt sjove. Punktum.

Nå. I selskabet var også de gode lebbeskuder lebbe-E. og lebbe-K., som jeg vist har nævnt en gang eller to tidligere. Halvvejs gennem middagen fortalte K., at hun de gange, hun har været i Afrika, hvor hun har rejst en del, har oplevet hvordan mænd dernede lægger vildt og voldsomt an på hende alle steder, hun kommer frem. Ja - som hun sagde (og jeg nedskrev):

"Der er store dele af Afrika, der er meget tiltrukket af mig."

Al generalisering til side, blev vi enige om, at det måtte skyldes, at når man færdes i lande, hvor homoseksualitet overhovedet ikke anerkendes, endsige ses, er det sværere at aflæse tegn som mohawk, baggy bukser, trainers og stretches i øreflippen som lesbiske konnotationer. 

Som lebbe-E. udtrykte det, mens hun pegede på sin lady:

"Hvis det her (vifter med armene rundt om K.) ikke er det universelle tegn for 'lesbisk', hvor er vi så henne? Hvad skal der så blive af os?" 

Og jeg kan faktisk lidt godt huske det, fra de gange min lille eks N. og jeg var i Cairo og Alexandria, hvor vi havde venner. Vi holdt åbenlyst hinanden i hånden på gaden, og mændene - og kvinderne - troede helt tydeligt bare, vi var veninder (eller endda: at N. var en mand - hvilket jeg nu synes var en svær forveksling at begive sig ud i. Jovist, N. er korthåret, men derudover også meget lille og med ret feminine træk, egentlig). 

Vi opførte os kort sagt præcis, sådan som vi havde fået at vide, vi "nok helst skulle lade være med i et muslimsk land", og ingen løftede et øjenbryn.

Forklaring, tak?

---

Sådan tænker ældre mennesker om homosex

Faktisk er det alt, alt, alt for godt vejr til at blogge for tiden. Så I må nøjes med lidt ultralight stof. For min dejlige bøsse M. sendte mig denne video forleden, som jeg meget gerne vil dele med jer.

Man bliver i ret godt humør af den, hvis solen ikke skulle have gjort tricket.

---

Alle de følelser for alle de eks'er

Det handler altså lige om Dan Savage igen. Beklager. Men jeg tror, jeg elsker ham.

Episode 344, tid: 31:58:

Lesbisk kvinde ringer ind og er bekymret for, om hendes ret nye kæreste stadig har følelser for sin eks?

Dan Savage svarer:

"Nu er jeg er ikke lesbisk. Men det, jeg kan forstå på alle lesbiske, jeg kender, er at de bestandigt forbliver forelskede i deres ekskærester i al evighed. Så at udelukke en kæreste, fordi hun stadig har følelser for sin eks, er måske en dårlig ide. For hvad sker der, når du så dumper hende? Well, du møder sandsynligvis en ny damekæreste med en eks, hun stadig har følelser for."

Åhada. Du er altså en lille bitte smule 100 pct. spot on, sødeste Dan.

Jeg ved godt, det er farligt at generalisere og afskrive sorte svaner med afsæt udelukkende i egne erfaringer. Men. Jeg holder i hvert fald helt personligt stadig ganske afsindigt meget af alle mine ekskærester. Måske er det ikke decideret romantiske følelser, der er på spil længere. Men masser af følelser anyways.

So there's that.

---

Fredagsporno - eller: Ud&Se med Lebberne

Er det kun mig, der har bemærket, at Ud&Se kører lesbisk tema i år? Jeg er VILD med det.

For godt en måned siden så jeg, at nogen havde efterladt februarudgaven med Marie Key på forsiden i stueetagen af den bygning, hvor jeg arbejder.

Jeg gik forbi bladet to dage i træk (hej til rengøringspersonalet, by the way), før jeg tog det med mig op.

Gemte det i tasken, til jeg kom hjem. Hvorefter jeg åbnede og lynlæste portrættet (det var ret kedeligt), lige inden jeg skulle ud af døren.

Da jeg var på vej hjemmefra, top-travl og godt i gang med at smække bag mig, styrtede jeg alligevel tilbage og lukkede bladet i, så det ikke lå opslået på Marie Key-portrættet. Fordi jeg synes det var flovt, hvis nogen skulle opdage det.

Det var faktisk det, jeg efterfølgende var mest flov over: At jeg tilsyneladende er så bevidst besat, at jeg forsøger at skjule besættelsen. (Især fordi jeg i virkeligheden ikke er så besat. S'jøst. Jeg kan godt selv se, det lyder som en stor fed løgn. Men! Jeg har faktisk fx ikke billedgooglet hende nogensinde før i dette øjeblik, hvor jeg skulle finde coverbilledet. Jeg kan bare nogle gange virkelig godt lide at gøre en god historie bedre. Halvdelen af hvad jeg skriver er på bloggen er heftigt pyntet og pumpet. Jeg lyver med andre ord hurtigere end berømte ponyer kan løbe.)

Linda P. faldt jeg over her til aften, da jeg var på vej hjem med toget fra spontan-tur i Amager Strandpark og verdens bedste selskab.

Jeg troede først, at forsidemodellen var ham-der-fra-Sort-Sol-hedder-han-måske-Steen-Jørgensen-jeg-gider-ikke-lige-google-selvom-det-havde-været-hurtigere-end-at-skrive-den-her-idiotiske-bindestregssætning.

Hun får lov at være godnatlæsning (som vi kalder det) snart. Altså Linda P. Hun er ret hot på det billede.
 

---

Tænk at være tvunget til at lyve om, hvem man er.

Har I læst denne her artikel på Information.dk?

Den er så tankevækkende, synes jeg. Især når folk vover at sige, at der "ikke er mere at kæmpe for". At homoer jo har lige muligheder i DK. For det passer simpelthen ikke.

Artiklen starter sådan her - resten kan I læse ved at følge linket:

"Desværre. Vi kan ikke hjælpe dig med et eneste navn, lyder beskeden. Christian Bigum fra Pan-idræt har ledt, men ikke fundet en eneste åbent mandlig homoseksuel eliteidrætsudøver i bare en enkelt af de store tilskuersportsgrene i Danmark. 

Ingen. Hverken i fodbold, håndbold eller ishockey. 

Det er ikke, fordi de ikke eksisterer – Pan Fodbold har kendskab til tre homoseksuelle superligaspillere lige nu, men ingen af dem har lyst til at stå offentligt frem, mest fordi de er bange for fansene."

Shiiiit?

---

Lebber sladrer, og det er altså ikke bare noget, jeg siger

Nu siger jeg lige noget. Og jeg ved godt, jeg generaliserer og skærer alle over én kam og muligvis får ti dage ekstra i skærsilden. Men det må ud alligevel, så her kommer det:

Lebber sladrer ad helvede til. Ad helvede til.

Og jeg tror, det er lige præcis det, man nogle gange kan mærke bølgeeffekten af, når man træder ind på Vela og bliver megautilpas, fordi der bliver kigget så...undersøgende. En form for post-sladder-effekt.

For ved I, hvorfor lebber kigger sådan? Nej? Nevermind, for det ved jeg:

Det er fordi lebberne på Vela lige affotograferer dit ansigt og efterfølgende for deres indre blik sammenlignings-scanner og krydsrefererer med horden af veninder og ekskærester og elskere - og veninders og ekskæresters og elskeres veninder og ekskærester og elskere.

Og tjekker, om man mon er en af dem.

Og med relativt få lebber i byen, er chancerne reeet store.

Jeg ved ikke, hvad det er der er så vigtigt ved at stikke næsen i andres business, og det freaker mig helt vildt at få post på lebbelivets mail a'la: "Jeg så dig på Vela i fredags."

For hvordan jävlan ved du, hvem jeg er (altså i høj nok grad til at kunne kæde et navn eller et ansigt sammen med bloggen)?

Jeg er hverken vigtig eller kendt eller dj (bemærk hvordan jeg skelner mellem de to sidste).

Jeg gik totalt glip af den der periode med et gigantisk lebbe-slæng og tre ugentlige homobyture, da jeg var yngre. For jeg var ikke lebbe, da jeg var teenager. Eller. Jeg vidste det i hvert fald ikke.

Jeg har ikke en milliard lebbe-ekskærester. Og jeg har været aktivt lesbisk single med aktivt scoringsliv i max to måneder af mit såkaldt lesbiske liv. Jeg har måske været i seng med ni damer i alt. Måske lidt flere. Lidt.

Min berøringsflade med "MILJØET" (gåseøjne og versaler, ja tak) er ultralille, på nær måske her på bloggen, men her aner flertallet af jer (forhåbentligt) ikke, hvordan jeg ser ud.

Alligevel kan jeg laaaangsomt mærke, hvordan jeg bliver suget ind i det. Hvordan jeg ved, hvem lebberne er, fordi jeg har set deres profilbilleder på Boyfriend, sammenlignet det med homokommentarer på Facen og trukket fra og lagt til og forhørt mig.

Jeg bryder mig faktisk ikke så meget om den side ved mig selv. Hvor kommer den fra?

---

Flovt. Lebben jubler over heteroseksuelle svinere

Jeg har fortalt om Dan Savage og hans vidunderlige (!) Savage Love Podcast før. Men det kan sagtens gentages:

Hvis I er bare det mindste til podcasts, så er det en sikker vinder (om ikke andet så fordi det er megaspecielt at sidde i bussen omgivet af mennesker og høre Dan give gode råd til blefetichister og andet godtfolk. Love it!).

For nogle måneder siden hørte jeg en episode, som sad fast. Og nu tog jeg mig endelig sammen og genfandt den.

Da jeg hørte den første gang, stod jeg i Silvan og kiggede på stikdåser. Så lesbisk er jeg. Men jeg gik helt i stå og måtte glo ind i en væg og holde mig for munden for ikke bare at råbe YEEEEEAH så højt jeg kunne.

Jeg har fundet et link til episoden, og det indslag, der fik mig til at juble, finder du 38 minutter og 19 sekunder inde i klippet. Men hør hele episoden - det er altid god underholdning.

Mød Dan Savage. Ser han ikke bare rar ud?

Lydkvaliteten er desværre lidt dårlig, men kort fortalt handler det om en (hetero-)kvinde, der ringer ind og vil høre, hvordan hun skal forholde sig til følgende situation:

Heterodamen har nemlig været i byen med en lesbisk kollega, er blevet sygt stiv, har flashet sin lebbeveninde gentagne gange og vågner op dagen efter i lebbens seng - lebben sover på sofaen, og der er ikke 'sket noget' - de har ikke været sammen. Heterodame har brækket sig i sengen. Heterodame 'gør rent så godt hun kan', og smutter fra lejligheden.

Heterodamen får senere på dagen en sms fra lebbekollegaen, der siger, at hun føler sine grænser heftigt overtrådt af heterokvindemennesket, der har lagt an på hende i aftnens løb, flashet hende, forsøgt at kysse hende og bare været generelt girls gone wild-upassende.

Og dét kan hetero-lady bare sleeet ikke forstå. Og svarer (med egne ord på Dan Savages telefonsvarer) lidt ironisk på sms'en med et "errrmm, undskyld, men jeg er altså slet ikke interesseret i dig på den måde." Hvorefter lebbekollega skriver, at det måske er bedst, de ikke er venner mere.

Kort fortalt.

Og man kan bare høre på heterodamens stemme på Dan Savages telefonsvarer, at hun forventer, at Dan Savage skal give hende ret.

Men dét gør Dan Savage ikke.

Og det er Dan Savages svar, der fik mig til at fryde mig midt i Silvan (det kræver en form for mirakel). Og igen, da jeg lige genhørte det. Han er så fucking sej.

Hør lige indslaget (38:19) og fortæl mig, hvad I synes.

Går Dan Savage for meget i 'heterosexual privilege'-grøften, eller hvad? (Jeg synes det ikke.)

---

Hvor vover I, Gylle-Post!

Det her er simpelthen så creepy, at jeg bliver nødt til at indlede med en advarsel.

Det er svært at læse dagens leder i Jyllands-Posten i dag uden at smage sin morgenmad i mundhulen igen.

Det handler om priden, om flag og om homoers ret til (tilsyneladende ikke) at leve åbent og ærligt.

Eller, som det formuleres i lederen:

"Homo-, trans- og biseksuelle personer [nøjes] ikke med i ro og mag at dyrke deres seksualitet sammen med ligesindede, men arrangerer veritable byfester og farverige optog alene med det formpål at stille deres seksualitet til skue."

Vi lader lige stave- og kommafejl stå, for indholdet er mere graverende end grammatikken. Seriøst? Hvis priden handler om vores seksualitet, handler samtlige andre byfester så om heteroernes ditto? Kunne der være et stænk at rettighedskamp i løjerne, monstro, Gyllo?

Lederen - ikke et tilfældigt debatindlæg eller en kommentar fra en læser, nej, men lederen, I ved, den der giver udtryk for redaktionens holdning - indledes i øvrigt med:

"Vi skal nok være lidt forsigtige med ordvalget her, for der skal erfaringsmæssigt ikke ret meget til, før forbandelser som intolerance, diskrimination, homofobi, forskelsbehandling og foragt for minioriteter fyger gennem luften, og enhver nuancering af debatten dermed er udelukket."

Hvilket i princippet er akkurat det samme som at indlede en topracistisk svada med et, "altså jeg er ikke racist, men..."

Jeg er totalt målløs. Og dybt, dybt forarget. Og nu glemte jeg helt at skrive, hvordan det hele ender. Men det må I læse jer til. Jeg er for vred.

Hvor fanden vover I, Gylle-Post.

---

Som om transkønnethed er en sygdom. Som om.

Nå. Men sådan endte det så. I denne omgang:

Transkønnethed optræder stadig på listen over mentale sygdomme.

Det er fandeme kikset.

Stine Brix, til gengæld, er megasej. Jeg har haft æren af at dele et par fantastisk dejlige middagsselskaber med hende på Nørrebro. Og jeg ved, hun har gjort alt, hvad der stod i hendes magt i denne sag.

Næste gang lykkes det. Ellers må vi jo bare sygemelde i sympati ligesom svenskerne.

---

Om lesbisk pølse og samliv

Fredag tilbragte jeg i selskab med tre gode damer og rigtig mange gode stærke pølser. Og ja, det sagde hun også i går.

Mine to lebber E. og K. er jo lykkeligt genforenet - jeg tager 100 pct. af æren - og havde inviteret mig og en anden veninde på pølse. (Jeg øver mig i øvrigt ihærdigt på ikke at skrive det-sagde-hun-også-i-går, hver gang jeg nævner pølser. Det holder hårdt. Små skridt, små skridt).

Og det var skidehamrende hyggeligt at hænge med dem. Stemmebåndene blev løsere og løsere efterhånden som paproséen blev tømt, og samtalen nåede forbi både parforholdsgrundirritation og sprøjteorgasmer (begge emner skal jeg nok vende tilbage til en anden dag, når jeg igen føler mig anonym og incognito og dermed momentant kan ignorere, at I er nogle stykker, der har regnet ud hvem jeg er ude i virkeligheden).

Vi snakkede også om, hvor svært det kan være at bo med en kæreste. Fordi man nogle gange - lige meget hvor meget man elsker nævnte kæreste - simpelthen ikke gider tale med vedkommende overhovedet. Og at der (i heteroland) kan være kønnede kommunikationsbarrierer i den sammenhæng. Hvilket jeg i dag synes er noget værre vrøvl. Altså at det har med køn at gøre.

Jeg ved ikke, hvordan M., der er hetero, nåede frem til det. Men pludselig udbrød hun i samtalen:

"Lesbianisme lyder jo simpelthen, som om det er at finde den perfekte roomie, man også kan knalde."

I øjeblikket - og med temmelig meget vino inden for vesten - blev selskabet hurtigt enige om, at det var den sjoveste og sandeste sandhed i universet. I en sådan grad, at jeg straks fandt min telefon og skrev det ned. Uden stavefejl. Selv med promille staver jeg som en dygtig korrekturpony:

"Lesbianisme lyder, som om det er lidt at finde den perfekte roomie, som man også kan knalde."

I dag hvor jeg tænkte, det ville være stof til verdens bedste blogindlæg, kan jeg godt se, at det nok lidt var boozen, der talte. For det er hverken synderligt sjovt eller synderligt sandt.

Det føltes præcis som dengang jeg vågnede fra en drøm og følte, jeg havde opfundet den bedste vittighed nogensinde. Og så sagde den højt til min ven. Og allerede idet jeg fortalte første halvdel, kunne jeg godt fornemme, jeg havde oversolgt den.

Den lød for øvrigt sådan her:

Spørgsmål: Hvad hedder Bengt Burgs datter?

Svar: Lykke-Julie

(PS. Jeg har tagget det her indlæg under 'hahaha'. Men burde måske oprette søgeordet 'haha' til lejligheden. Intet i ovenstående har fortjent et tredje ha. To ha'er max. Måske endda snarere et 'høhø'.)

---

Kvalitet frem for kvantitet, eller: En smal årgang

Nå. Men der begynder så småt at ske det, at jeg bliver afsløret. I tide og utide. Jeg er muligvis ikke helt så incognito-lebbeblogger-snu, som jeg går og tror.

Forleden henvendte en kvinde sig således på Facebook. Altså på min private og helt egen Facebook. Ikke på Lebbelivets (like mig nu! Like mig nu!).

Hun spurgte (heftigt forkortet version), om det ikke var mig, der skrev hendes yndlingsblog?

(Tænk engang at jeg skriver nogens yndlingsblog. Mig! Modeblogger-ladies med five units-jeans og sko fra Acne, go home.)

Og vejen til denne lebbes hjerte går, som I ved, gennem smiger (og også gennem maven, hvis nogen skulle have lyst til at stille på Vbro med en bradepande brownies asap?), så naturligvis gav jeg mig til kende.

Men netop denne lebbe fremlagde en yderst interessant teori:

Hun nævnte nemlig, at vores fælles årgang - 1981 - er en meget lillebitte lebbeårgang. Hun spurgte mig: Kender du måske andre lebber fra 1981? Og hun har sgu ret. Jeg kender måske én anden lebbe, måske to, der er 81'ere. Ellers er de fra en kant af enten et par år yngre eller ældre end mig.

OMG.

Er det en konspiration?

---