Har I læst denne her artikel på Information.dk?
Den er så tankevækkende, synes jeg. Især når folk vover at sige, at der "ikke er mere at kæmpe for". At homoer jo har lige muligheder i DK. For det passer simpelthen ikke.
Artiklen starter sådan her - resten kan I læse ved at følge linket:
"Desværre. Vi kan ikke hjælpe dig med et eneste navn, lyder beskeden. Christian Bigum fra Pan-idræt har ledt, men ikke fundet en eneste åbent mandlig homoseksuel eliteidrætsudøver i bare en enkelt af de store tilskuersportsgrene i Danmark.
Den er så tankevækkende, synes jeg. Især når folk vover at sige, at der "ikke er mere at kæmpe for". At homoer jo har lige muligheder i DK. For det passer simpelthen ikke.
Artiklen starter sådan her - resten kan I læse ved at følge linket:
"Desværre. Vi kan ikke hjælpe dig med et eneste navn, lyder beskeden. Christian Bigum fra Pan-idræt har ledt, men ikke fundet en eneste åbent mandlig homoseksuel eliteidrætsudøver i bare en enkelt af de store tilskuersportsgrene i Danmark.
Ingen. Hverken i fodbold, håndbold eller ishockey.
Det er ikke, fordi de ikke eksisterer – Pan Fodbold har kendskab til tre homoseksuelle superligaspillere lige nu, men ingen af dem har lyst til at stå offentligt frem, mest fordi de er bange for fansene."
Shiiiit?
Jeg er i starten af halvtredserne, og har levet åbent lesbisk siden jeg var i starten af tyverne, altså i knap 30 år. Både på samtlige arbejdspladser i København og nu her i provinsen, langt ude på landet, midt i Vendsyssel.
SvarSletJeg har aldrig haft brug for at gøre karriere på arbejdsmarkedet, så jeg ved naturligvis ikke, om det har haft nogen betydning for mine karriere-muligheder, at jeg er åben omkring min seksualitet. Men jeg kan sige så meget, at jeg ALDRIG fra bekendte, kollegaer eller venner har oplevet nogen som helst form for diskrimination, ikke direkte til mit ansigt, kun lidt nysgerrighed i starten af mit udspring.
Men jeg har oplevet, at enkelte andre homoseksuelle (kvinder) siger, at "man" skal passe på med at være for åben i arbejdssammenhænge, og det undrer mig: er det egne fordomme eller er de blot bange for at stå alene???
Det er squ' da tankevækkende, at mandlige homoseksuelle inden for karrieresporten ikke tør stå frem...
Er det åh så berømte danske frisind på retræte? Og har krisens kradsen noget med det at gøre?
Lad os da få en debat om dette ikke helt så uvæsentlige emne!!
Jeg løber til jobsamtaler for tiden. Og er, til min egen monsterstore irritation, meget tilbageholdende med at oplyse noget som helst om min seksuelle orientering. Pis!
SvarSletTror, at min tilbageholdenhed til dels skyldes, at jeg sidste år blev gjort til genstand for en politiefterforskning grundet mit forhold til min Lady Godiva.
Jeg har således i de seneste år været igennem en afskyvækkende skilsmisse, i hvilken forbindelse jeg og min eksmand har været i kontakt med pænt mange myndigheder. Ved samtlige møder og i al korrespondance med disse myndigheder har min eks omhyggeligt sørget for at plante den oplysning, at jeg forlod ham til fordel for en kvinde. Det gjorde han selvfølgelig i et åbenlyst forsøg på at støde på en homofob et eller andet sted i systemet, der ubetinget ville tage hans parti og dermed diskriminere mod mig.
Og til systemets ros skal det siges, at ingen tilsyneladende lod sig påvirke. Jeg vandt i både by- og landsret.
Men så skulle Statsforvaltningen i Ringkøbing en tur på banen for at udmåle størrelsen af det ægtefællebidrag, min eksmand var blevet dømt til at betale mig. Og her gætter jeg altså på, at han langt om længe fandt sin homofob.
I et brev til denne myndighed serverede han nemlig de sædvanlige oplysninger om min seksualitet ledsaget af en begæring om, at mit ægtefællebidrag grundet mit faste forhold til kvinden Godiva (et forhold, som alle dommere under retssagerne VAR blevet gjort bekendt med, uden at det havde påvirket sagernes udfald) skulle bortfalde.
Og VUPTI, så bankede det en dag på døren til mit hjem. Udenfor stod to uniformerede betjente. Et par usædvanlig forlegne stykker af slagsen. Og forlegne var de, fordi de aldrig nogensinde før var blevet sendt ud for at tælle tandbørster og heller aldrig havde hørt om kolleger, der var blevet sendt ud i samme ærinde. Ej heller min advokat, som ellers ikke beskæftiger sig med andet end skilsmisser, havde nogensinde hørt om nogen, der på den måde var gjort til genstand for en politiefterforskning.
Tre måneder senere fik Godiva også uanmeldt besøg af ordensmagten, som ville høre lidt om hendes forhold til mig.
Hvor ydmygende!
Funktionæren ved Statsforvaltningen har altså beføjelser til at koste politiet ud for at løfte dyner. Og det tilmed i en tid, hvor pressen flød over med artikler om politiets manglende ressourcer, og hvor en god bekendt, jeg har i Kriminalforsorgen, fortæller, at politiet ikke en gang kunne finde tid og økonomi til at efterforske et tilfælde med begrundet mistanke om pædofili. Mine dyner kunne de godt finde tid og økonomi til at løfte, for det var en lodret ordre fra damen i Ringkøbing.
Jeg er nu i besiddelse af hele to politirapporter, der totalt frikender mig og Godiva.
Og jeg synes altså, det lugter fælt af homofobi, når ingen andre åbenbart har oplevet tilsvarende efterforskning.
Derfor min tilbageholdenhed i ovennævnte jobsamtalesituationer. Man kan jo ikke kende en homofob på udseendet.