Om lesbisk pølse og samliv

Fredag tilbragte jeg i selskab med tre gode damer og rigtig mange gode stærke pølser. Og ja, det sagde hun også i går.

Mine to lebber E. og K. er jo lykkeligt genforenet - jeg tager 100 pct. af æren - og havde inviteret mig og en anden veninde på pølse. (Jeg øver mig i øvrigt ihærdigt på ikke at skrive det-sagde-hun-også-i-går, hver gang jeg nævner pølser. Det holder hårdt. Små skridt, små skridt).

Og det var skidehamrende hyggeligt at hænge med dem. Stemmebåndene blev løsere og løsere efterhånden som paproséen blev tømt, og samtalen nåede forbi både parforholdsgrundirritation og sprøjteorgasmer (begge emner skal jeg nok vende tilbage til en anden dag, når jeg igen føler mig anonym og incognito og dermed momentant kan ignorere, at I er nogle stykker, der har regnet ud hvem jeg er ude i virkeligheden).

Vi snakkede også om, hvor svært det kan være at bo med en kæreste. Fordi man nogle gange - lige meget hvor meget man elsker nævnte kæreste - simpelthen ikke gider tale med vedkommende overhovedet. Og at der (i heteroland) kan være kønnede kommunikationsbarrierer i den sammenhæng. Hvilket jeg i dag synes er noget værre vrøvl. Altså at det har med køn at gøre.

Jeg ved ikke, hvordan M., der er hetero, nåede frem til det. Men pludselig udbrød hun i samtalen:

"Lesbianisme lyder jo simpelthen, som om det er at finde den perfekte roomie, man også kan knalde."

I øjeblikket - og med temmelig meget vino inden for vesten - blev selskabet hurtigt enige om, at det var den sjoveste og sandeste sandhed i universet. I en sådan grad, at jeg straks fandt min telefon og skrev det ned. Uden stavefejl. Selv med promille staver jeg som en dygtig korrekturpony:

"Lesbianisme lyder, som om det er lidt at finde den perfekte roomie, som man også kan knalde."

I dag hvor jeg tænkte, det ville være stof til verdens bedste blogindlæg, kan jeg godt se, at det nok lidt var boozen, der talte. For det er hverken synderligt sjovt eller synderligt sandt.

Det føltes præcis som dengang jeg vågnede fra en drøm og følte, jeg havde opfundet den bedste vittighed nogensinde. Og så sagde den højt til min ven. Og allerede idet jeg fortalte første halvdel, kunne jeg godt fornemme, jeg havde oversolgt den.

Den lød for øvrigt sådan her:

Spørgsmål: Hvad hedder Bengt Burgs datter?

Svar: Lykke-Julie

(PS. Jeg har tagget det her indlæg under 'hahaha'. Men burde måske oprette søgeordet 'haha' til lejligheden. Intet i ovenstående har fortjent et tredje ha. To ha'er max. Måske endda snarere et 'høhø'.)

---