Ih! Jeg har så travlt – også med at skrive om al den kærlighed – og det betyder, at jeg helt har glemt at fortælle, at jeg blev outet fredag aften.
Altså. Der var ikke som sådan nogen, der pegede på mig og råbte "hun er lesbisk" (jeg er typisk selv så hurtig til at råbe op om det, at det er svært at komme mig i forkøbet). Nej, det var sgu bloggen!
For første gang nogensinde blev jeg koblet med Mit Såkaldt Lesbiske Liv ude i virkeligheden.
Der var drinks på work efter fyraften, og en øl blev hurtigt til rigtig mange og musikquiz og nye kolleger og højt humør. Senere på aftenen drog vi videre på en cocktailbar nede ved kanalerne. Snakken går, og det er alt i alt bare rigtigt fornøjeligt. Omkring midnatstid er der opbrudsstemning. Selv skulle jeg jo ligesom bare hjem, så jeg kunne være nogenlunde frisk til lørdagens kærlighedsekstravaganza, og de andre ville vist videre på some bar or other.
Og der sidder vi så. Mig og ny - i øvrigt skideflink - kollega, idet han læner sig frem med følgende ord og et sigende blik - jeg citerer frit efter hukommelsen, der på daværende tidspunkt muligvis er lidt sløret af stærke sager i martiniglas:
"Du skriver jo pissegodt."
Jeg svarer med et kort tak og tænker, at jeg jo også har lidt en kommunikationsstilling, så mon ikke det er det, han hentyder til?
Men han fortsætter:
"Jeg kender til bloggen."
Øhmmwhat?
Han lover straks – i øvrigt uden at jeg behøver at bede ham om det – at holde tæt over for de resterende kolleger, der heldigvis ikke lytter med på samtalen. Og egentlig er han bare fuld af komplimenter og beundring. Det viser sig, at han har en god lebbeveninde, som for tusind (eller i hvert fald et enkelt) år siden regnede min sande identitet ud.
Hun sendte dengang en mail til mig med sit bud, jeg bekræftede og kaldte hende en snu ræv, hvilket i øvrigt betød, at jeg fik det her virkelig fine billede retur:
Men hvordan hun har koblet, at det er mig, der er begyndt på hendes kammerats arbejde – det blev faktisk aldrig gjort mig klart. Må lige diskret-tjekke med ny kollega næste gang, vi fulder os.
Altså. Der var ikke som sådan nogen, der pegede på mig og råbte "hun er lesbisk" (jeg er typisk selv så hurtig til at råbe op om det, at det er svært at komme mig i forkøbet). Nej, det var sgu bloggen!
For første gang nogensinde blev jeg koblet med Mit Såkaldt Lesbiske Liv ude i virkeligheden.
Der var drinks på work efter fyraften, og en øl blev hurtigt til rigtig mange og musikquiz og nye kolleger og højt humør. Senere på aftenen drog vi videre på en cocktailbar nede ved kanalerne. Snakken går, og det er alt i alt bare rigtigt fornøjeligt. Omkring midnatstid er der opbrudsstemning. Selv skulle jeg jo ligesom bare hjem, så jeg kunne være nogenlunde frisk til lørdagens kærlighedsekstravaganza, og de andre ville vist videre på some bar or other.
Og der sidder vi så. Mig og ny - i øvrigt skideflink - kollega, idet han læner sig frem med følgende ord og et sigende blik - jeg citerer frit efter hukommelsen, der på daværende tidspunkt muligvis er lidt sløret af stærke sager i martiniglas:
"Du skriver jo pissegodt."
Jeg svarer med et kort tak og tænker, at jeg jo også har lidt en kommunikationsstilling, så mon ikke det er det, han hentyder til?
Men han fortsætter:
"Jeg kender til bloggen."
Øhmmwhat?
Han lover straks – i øvrigt uden at jeg behøver at bede ham om det – at holde tæt over for de resterende kolleger, der heldigvis ikke lytter med på samtalen. Og egentlig er han bare fuld af komplimenter og beundring. Det viser sig, at han har en god lebbeveninde, som for tusind (eller i hvert fald et enkelt) år siden regnede min sande identitet ud.
Hun sendte dengang en mail til mig med sit bud, jeg bekræftede og kaldte hende en snu ræv, hvilket i øvrigt betød, at jeg fik det her virkelig fine billede retur:
Men hvordan hun har koblet, at det er mig, der er begyndt på hendes kammerats arbejde – det blev faktisk aldrig gjort mig klart. Må lige diskret-tjekke med ny kollega næste gang, vi fulder os.
