Der er sket to virkeligt sjove ting i dag, som jeg havde glædet mig til at blogge om. Fordi de var så skønne og lesbiske og lå lige til den her lebbebloggers skrivelystne højreben.
Men det må blive en anden dag.
For oven i det sjove skete der også det fuldstændigt ubegribeligt hæslige, at der over middag var to ubesvarede opkald fra min moster. Og en sms fra samme med den foruroligende besked:
"Ring snarest. Det er vigtigt."
Sidst jeg fik den type melding havde min far fået kræft. Forrige gang havde min mor.
Nå. Men en opringning senere kunne jeg erfare, at min mor – I ved, hende der gennemgik et rimeligt nederen kræftforløb for fem år siden – tidligt i morges er blevet fragtet i ambulance til Skejby Sygehus med kraftige hjertesmerter.
Så var kursen ligesom lagt for dén dag. Der kan åbenbart ikke gå en september uden seriøst dårlige nyheder på forældrefronten.
Hele dagen var et langt limbo i venten og samtaler med meget ulykkelig lillebror og trippen og følelsen af at være ubærligt langt væk fra Århus og alt for pleaser-agtig omkring nystartet job og forventninger og sådan.
Og nu – for en halv time siden – kunne jeg endelig tale med min lille mor, der har været til undersøgelser hele dagen. Og som kunne fortælle, at hendes store blodårer er helt okay, og at alt tyder på, der bare har været tale om en eller anden hjertekrampe. Som man kan medicinere forebyggende mod fremadrettet og som ikke er livstruende.
Alt det mascara på kinderne til (syv-ni-tretten) ingen verdens nytte.
Min mor er i øvrigt typen, der lå på sin båre med drop i armen bag i ambulancen og bad Falck-typerne slukke for sirenen, for "det var da ikke nødvendigt at vække hele kvarteret, bare fordi hun havde lidt ondt."
Fuck, hvor jeg elsker hende.
(Og de to lebbehistorier kommer en af dagene.)
Men det må blive en anden dag.
For oven i det sjove skete der også det fuldstændigt ubegribeligt hæslige, at der over middag var to ubesvarede opkald fra min moster. Og en sms fra samme med den foruroligende besked:
"Ring snarest. Det er vigtigt."
Sidst jeg fik den type melding havde min far fået kræft. Forrige gang havde min mor.
Nå. Men en opringning senere kunne jeg erfare, at min mor – I ved, hende der gennemgik et rimeligt nederen kræftforløb for fem år siden – tidligt i morges er blevet fragtet i ambulance til Skejby Sygehus med kraftige hjertesmerter.
Så var kursen ligesom lagt for dén dag. Der kan åbenbart ikke gå en september uden seriøst dårlige nyheder på forældrefronten.
Hele dagen var et langt limbo i venten og samtaler med meget ulykkelig lillebror og trippen og følelsen af at være ubærligt langt væk fra Århus og alt for pleaser-agtig omkring nystartet job og forventninger og sådan.
Og nu – for en halv time siden – kunne jeg endelig tale med min lille mor, der har været til undersøgelser hele dagen. Og som kunne fortælle, at hendes store blodårer er helt okay, og at alt tyder på, der bare har været tale om en eller anden hjertekrampe. Som man kan medicinere forebyggende mod fremadrettet og som ikke er livstruende.
Alt det mascara på kinderne til (syv-ni-tretten) ingen verdens nytte.
Min mor er i øvrigt typen, der lå på sin båre med drop i armen bag i ambulancen og bad Falck-typerne slukke for sirenen, for "det var da ikke nødvendigt at vække hele kvarteret, bare fordi hun havde lidt ondt."
Fuck, hvor jeg elsker hende.
(Og de to lebbehistorier kommer en af dagene.)
Voldsomt! Kærlighed til din lille mor <3
SvarSletMange tak. Hun er heldigvis og syv-ni-tretten hjemme igen i god behold. Men dramatisk døgn alligevel!
Slet