Åh ja. Jeg havde jo lovet jer to sjove historier. Hvilket måske er det dummeste i verden, man kan gøre.
Fordi:
1. Det er idiotisk ligefrem at hæve folks forventninger på forhånd.
2. Jeg er en slacker, der tilsyneladende reagerer på lovninger og deadlines med at stikke hovedet i jorden og aldrig nogensinde holde nævnte løfter.
Men altså. Den første sjove historie var faktisk slet ikke så sjov endda, og den har I fået, for det var bare fortællingen om min debut som lesbisk panelist.
Sjov oplevelse nummer to af to (og så får I altså ikke mere!) hændte samme dag som den første, da jeg vendte tilbage til work efter endt paneldebat.
Det er nok vigtigt indledningsvist at slå fast, at staben på mit nye job er noget anderledes kønsmæssigt sammensat end den var på min gamle fashionista-arbejdsplads med massiv overvægt af kvinder.
På mit nye arbejde er vi mig og elleve mænd.
Og jeg må indrømme, at hvor lidt jeg end bilder mig ind, jeg går op i køn, så er det faktisk virkelig befriende at arbejde med mænd. Især det sekund (der indtraf måske fire minutter inde i første arbejdsdag - jeg er ret hurtig til at vifte med lebbeflaget, ved I nok) de fatter, at jeg ikke har nogen som helst seksuel interesse i dem og heller vil behandles som et menneske end som en kvinde.
De er heldigvis mænd af det 21. århundrede – skidesøde og lige så usexistiske som mig. Umiddelbart.
Og det er måske en del af årsagen til, at jeg faktisk har lidt dårlig samvittighed over følgende optrin, der altså fandt sted forleden i frokoststuen:
Kollega er lige blevet klippet. Han "har fået bøf-frisure", siger han.
Det udtryk kender jeg ikke, og jeg har ikke direkte udsyn til ham, så jeg kan ikke se håret.
Jeg spørger, om det hedder en bøf-frisure, fordi det er den frisure, 'bøfferne' nede i træningscentret har?
"Nej," forklarer han:
"Det hedder bøf-frisure, fordi man er klippet helt kort i siderne og så har sådan en hårbøf liggende oven på hovedet."
Og så forstår jeg. Og svarer:
"Nåeh. Det kalder jeg bare lebbehår."
Hvorefter alle ti resterende mænd bryder sammen i grin og råber buuuurn af elvte kollega - ham med bøffen.
Måske er der alligevel noget underliggende sexisme på spil, når jeg faktisk kan få en følelse af at have skammet ham ved at drille og bruge samme jargon, som gutterne konstant fyrer gennem rummet i retning af hinanden men sjældent af mig?
I don't know.
Det føles ikke homorelateret – mere bare generelt sexistisk i en uskyldig, men alligevel synlig og lidt irriterende, form. Selvom jeg vitterligt afsindigt godt kan lide mine nye kolleger. Og ikke mindst mit nye arbejde.
Fordi:
1. Det er idiotisk ligefrem at hæve folks forventninger på forhånd.
2. Jeg er en slacker, der tilsyneladende reagerer på lovninger og deadlines med at stikke hovedet i jorden og aldrig nogensinde holde nævnte løfter.
Men altså. Den første sjove historie var faktisk slet ikke så sjov endda, og den har I fået, for det var bare fortællingen om min debut som lesbisk panelist.
Sjov oplevelse nummer to af to (og så får I altså ikke mere!) hændte samme dag som den første, da jeg vendte tilbage til work efter endt paneldebat.
Det er nok vigtigt indledningsvist at slå fast, at staben på mit nye job er noget anderledes kønsmæssigt sammensat end den var på min gamle fashionista-arbejdsplads med massiv overvægt af kvinder.
På mit nye arbejde er vi mig og elleve mænd.
Og jeg må indrømme, at hvor lidt jeg end bilder mig ind, jeg går op i køn, så er det faktisk virkelig befriende at arbejde med mænd. Især det sekund (der indtraf måske fire minutter inde i første arbejdsdag - jeg er ret hurtig til at vifte med lebbeflaget, ved I nok) de fatter, at jeg ikke har nogen som helst seksuel interesse i dem og heller vil behandles som et menneske end som en kvinde.
De er heldigvis mænd af det 21. århundrede – skidesøde og lige så usexistiske som mig. Umiddelbart.
Og det er måske en del af årsagen til, at jeg faktisk har lidt dårlig samvittighed over følgende optrin, der altså fandt sted forleden i frokoststuen:
Kollega er lige blevet klippet. Han "har fået bøf-frisure", siger han.
Det udtryk kender jeg ikke, og jeg har ikke direkte udsyn til ham, så jeg kan ikke se håret.
Jeg spørger, om det hedder en bøf-frisure, fordi det er den frisure, 'bøfferne' nede i træningscentret har?
"Nej," forklarer han:
"Det hedder bøf-frisure, fordi man er klippet helt kort i siderne og så har sådan en hårbøf liggende oven på hovedet."
Og så forstår jeg. Og svarer:
"Nåeh. Det kalder jeg bare lebbehår."
Hvorefter alle ti resterende mænd bryder sammen i grin og råber buuuurn af elvte kollega - ham med bøffen.
Måske er der alligevel noget underliggende sexisme på spil, når jeg faktisk kan få en følelse af at have skammet ham ved at drille og bruge samme jargon, som gutterne konstant fyrer gennem rummet i retning af hinanden men sjældent af mig?
I don't know.
Det føles ikke homorelateret – mere bare generelt sexistisk i en uskyldig, men alligevel synlig og lidt irriterende, form. Selvom jeg vitterligt afsindigt godt kan lide mine nye kolleger. Og ikke mindst mit nye arbejde.
Men for at det er problematisk at have lebbehår skal man vel mene, at det er problematisk at være lebbe? Og det mener han vel ikke? So there!
SvarSletJA. #youjustgotlawyered
Slet