Jeg er ikke død (don't jinx it)

Jeg er ikke død. Til gengæld er jeg ret overrasket over, at I overhovedet har bemærket mit fravær (you love me, you really do!). 

Men jeg har fået nyt arbejde. Og nyt arbejde trækker tænder ud. Mere om det i et andet indlæg.

Samtidig har jeg vovet at holde lidt computerfri ferie mellem gammelt arbejde og nyt arbejde og således brugt min tid i LLs arme i Rom. Eller. Det vil sige. Én arm om LL, og den anden om skiftevis en ordentlig klump bøffelmozzarella og et glas prosecco. Åh altså, det var tider.  

Men jeg var da tilbage til priden. 

Og priden symboliserer ikke bare bøssernes helt egen juleaften men også den ene dag i løbet af årets 365, hvor jeg har fået lov til at klæde hundene ud. Nogen i husholdningen er mere begejstrede for kæledyr i kostumer end andre. 

Så vi kørte regnbuefarvet tyl på 2xHomohund. Paradens mest populære motiv. Miss OTB som indisk gudinde, go home.

Herudover var yndlingsøjeblikket, da jeg – i den brutale toiletkø på Masken – (trods alt adspurgt) fortalte kølebbe, at jeg var 33 år. Og hun sagde “whaaaaaaat? No way.” 

Det var en god dag. 

Dog blev jeg så fuld, at LL overvejede at konfiskere min cykel på hjemturen. Men jeg insisterede vaklende. Og insisterede også på, at vi skulle forbi Vela. Det blev verdens korteste besøg. Vi kom, vi købte øl, og to (seriøst) minutter senere sad vi på cyklerne igen. For mange mennesker og for lidt plads i maven til yderligere alkohol. Og godt det samme. Det begyndte så småt at dryppe, da vi cyklede fra Victoriagade. Og derfra gik det som bekendt bare vejrmæssigt ned ad bakke. God really DOES hate the fags.

Jeg er tilbage, jovist – men jeg er i underskud af alt. Søvn, sex, overskud (underskud af overskud, så ved man det strammer til), alting. Så jeg er sandsynligvis røvkedelig. Som sædvanlig. Jeg skal lige finde hen til det sted, hvor bloggen igen bliver et outlet og ikke en pligt. Jeg er sjovest (og mest behageligt selskab), når jeg blogger, fordi jeg ikke kan lade være. 

Men jeg er her. Og bliver kun lidt såret, når I foreslår at jeg i mit fravær giver stafetten videre til en gæsteblogger. Som Bedstebøssen sagde, da jeg fortalte, at en af jer derude havde stillet mig det forslag i kommentarfeltet: "Det er jo din legeplads. Man foreslår jo heller ikke et band, der ikke har udgivet et album i et par år sådan lige at skifte besætningen ud og drøne forbi et studie, vel?" Og et eller andet sted må jeg give ham ret. Det ville være intimt grænsende til intimiderende at give Mit Såkaldt Lesbiske Liv videre til en anden. 

Men andre lebbeblogs i den danske sfære er yderst velkomne - jeg stiller mig forrest i læsekøen!

---