Lesbisk gys på ... gysermåden. Ja.

Fordi det er fredag, og fordi jeg har fri og lige er vågnet i Wien, får I en video, der faktisk fik mig til at tude. Af grin, forståes.

Alle lebber med respekt for sig selv har sikkert allerede set den - den er jo fra Ellen-talkshowet, for fanden - men for en sikkerheds skyld.



Jeg kan så i øvrigt fortælle, at jeg med 100 pct. sandsynlighed selv var begyndt at tude af angst og ulykke, hvis jeg blev slæbt igennem et haunted house. Jeg kan kun se en gyser, hvis jeg sidder bag ved et andet menneske.

Jeg gad ellers vildt godt være sådan en gysertype. Det er lidt sejt, synes jeg. Men allerede, når der bliver trykket play, eller døren slår op til spøgelsestoget, bliver mine ben helt spaghetti'ede og hjertet lægger sig til rette nede i mavesyresovsen.

LL er rimelig cool, når det kommer til uhyggelige film. Og jeg kan mærke, hun af og til bliver lidt frustreret over, at vi sætter Paranormal Activities i gang men så må afbryde allerede under introteksterne, fordi jeg i virkeligheden ikke tør.

Men! Det er hun 100 pct. selv uden om.

For hun begik engang den katastrofale fejl, at hun - tidligt i vores forhold - forskrækkede mig, mens vi så uhyggelige ting på tv. Og det var sikkert sjovt, lige indtil jeg begyndte at tude. Jeg sagde jo, jeg er dårlig til den slags. Hun undskyldte og holdt om og alt det der. Og morede sig nok et eller andet sted i sit stille sind over min totale overreaktion.

Problemet er, at hun efterfølgende lokkede mig til at se endnu en gyser mod tro-og-love-erklæringer om aldrig igen at så meget som sige bøh. "Du GØR det ikke!" og "nejnejnej det lover jeg baby".

I kan selv gætte, hvad hun ikke kunne dy sig for at gøre en halv time inde i filmen. Og det lille bitte bøh blev enden på min og LLs gyser-kiggeri.

---

I Wien er sandheden

Jeg har taget fri i dag. For i aften tager jeg til Wien og besøger min kosmopolitveninde. Hende der altid enten bor i Afrika eller Mellemøsten, alternativt på Haiti eller i en af de helt gamle europæiske kulturhovedstæder.

Vi skal primært spise ting og drikke ting og på museum.

Jeg har faktisk været i Wien en del gange for en fem års tid siden. Men dengang holdt jeg mest bare til i min daværende kærestes østrigske seng, så jeg nåede fx aldrig forbi Gustav Klimt-museet. Det er derfor mit eneste must denne gang. 

Jeg tror, at Kosmopolitten (der er bundheteroseksuel) bliver svær at lokke med på lebbebar, men hvis nogen kender andre spændende wienske steder, hører jeg gerne fra jer? - Bare aldrig i livet igen det der hæslige tudsegamle pariserhjul, hvor min eneste erindring er at hænge i en skurvogn af ormædt træ oppe over trækronerne i en vintergold og -kold park ... og i øvrigt være overbevist om, at min tid var inde.

I dag - frem til jeg flyver ved 20-tiden - er det eneste, jeg skal have sat hak ved på to-do'en, faktisk en omgang tøjvask. Og det når jeg nok. Så mig og Homohunden fejrer formiddag i sengen inkl. kaffe og det seneste afsnit af New Girl.

Og nu kommer der noget sjældent. Nogen af os ligger nemlig og ser noget så fantastisk kære ud lige nu, og det er jeg simpelthen nødt til at dele.

For det er lidt som om, man har taget al nuttethed i verden og lavet et nedkog, som man så har stillet i et lufttæt glas i et spisekammer i et par år, så det rigtigt er blevet koncentreret helt til bunds. Og så har man skruet låget af, og så er ham her hoppet ud:

Seriøst. Er det ikke sindssygt? Er nogen af os ikke bare det sødeste nogensinde? Rynkefjæs.

Suk. Hver anden dag forbander jeg at have opdraget en må-gerne-være-i-sengen-hund, og de andre dage kunne jeg slet ikke være foruden min lille gryntende minivarmedunk.

Jeg skulle lige tjekke for tidligere blogget billedmateriale af Homohunden, og faldt over det her indlæg. Som gjorde mig glad. Det er egentlig lang tid siden, vi har spillet Hat.

Og PS: For mange år siden skrev jeg i en sms til en veninde følgende meget, meget morsomme ordspil: "In Wien veritas". Hvortil hun - fra Århus, så vidt jeg husker - svarede: "Ja. Og in Jyllo gyllo".

Kloge ord.

---

Badum-tji og noget om brødrende homohundemøde

Badum-tjii-episode #1

Mig i dag, frustreret over mailserverproblemer igen-igen: 
Ghaargh, hvad gør man når den bliver ved med at sige, at den er passiv?

Yndlingskollegaen:
Respekterer det og lader være at stikke ting op i dens bagdel.

Badum-tjii-episode #2

Mig i går, da delikat lammepølse sprutter en smule ved første bid:
Uh, den sprøjter!

LL, tørt og med en stemme, der drypper af det-sagde-hun-også-i-går:
Det er det, der sker, når man sutter på pølsen.

Og igen tagger jeg med "hahaha" og ærgrer mig over, at jeg er for doven til at oprette et "høhøhø"-tag.

Og punktum.

I øvrigt viste Homohundens bror sig - apropos gårsdagens indlæg - at have et noget mere ... iltert ... temperament end vores lille minus-alfa. Så første møde endte med at blive småtraumatisk for vores den firbenede.

Og det var nok alt sammen for det bedste. To hunde kan ikke være i min ret classy grønne knallert-mælkekasse-cykelkurv.

Og nu tager jeg min hund under armen og drøner over til min veninde + baby, fordi jeg har verdens rareste, rolige hund, der er verdens bedste over for børn og i øvrigt bare vender ryggen til, når dumme broderdyr bider ud efter dens lille søde fjæs.

---

Dumhed med dumhedscreme, dumhedskrydderi og en gedigen omgang dumhedsglasur til at runde af med

Nå men shit, hvor jeg burde drøne fra work og til spinning lige nu. Og dobbeltshit, hvor kommer det bare overhovedet ikke til at ske.

Til gengæld er jeg hoppet på den der 5:2-kur - vel at mærke i naziversionen, hvor man faster 100 pct. et par dage om ugen, dvs. ikke noget med 500 kalorier her, sgu - så jeg føler, jeg må alt.

Det er egentlig rimeligt dumt. Altså at faste i 24 timer og så fejre det med tarteletter og chokolade. Og spinning-pjæk, selvfølgelig. Og så er det alligevel slet ikke den dumhed, det her skal handle om.

For nu skrev LL lige med et sindssygt dumt forslag.

Et hjernedødt tåbeligt forslag, som jeg alligevel tilsluttede mig. Hun kunne nemlig tidligere i dag afsløre, at Homohundens bror var sat til salg. Noget med, at ejerne ikke kunne finde tid til den længere.

Så nu tager vi ud på landet. Bare for at kigge, selvfølgelig. Og ikke andet! Jeg har sagt det til LL tyve gange nu. Kun kigge. Vi skal ikke have dobbelt-op på hundeleg.

Men det skader jo ikke at kigge ... som jeg også erindrer, at jeg sagde, da vi for to år siden hånd i hånd drønede til Dragør og ... kiggede ... på Homohunden. Og to dage senere havde bestilt den store hvalpepakke. Hashtag-jeg-nægter-pure-at-lære-af-mine-erfaringer.

Og i samme nu sender en ven mig følgende foto. Og jeg ved ikke, om jeg skal tage det som et tegn. Og i slige fald - et tegn på hvad? Billedet er i øvrigt hentet på Imgur - jeg kender ikke de involverede hunde.

Men nu er spinning erstattet af en tur på landet. Og måske skulle jeg lige spise en kanelsnegl for at samle tankerne. Nu har jeg trods alt fastet siden i går aftes.

Og jeg ved, at nærværende indlæg afføder adskillige bekymrede opringninger, fordi mange mennesker, jeg har tæt på mig, nærer store følelser vedrørende - og har klare holdninger til - min hundebesættelse. Mennesker, vel at mærke, som jeg skal huske at lyttet til. Engang imellem.

Bare kigge.

---

Helt enkelt: Byt tøj og lign en lebbe på under fem minutter.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide den her fotoserie. Fordi den er fin, og fordi damerne bliver toplækre i deres kæresters tøj. Kunstneren/fotografen bag hedder Hana Pesut, og du kan finde flere tøjbyttebilleder via linket lige her.

Sincerelyhana.com

Dog må jeg - når jeg ser ned over rækken af switcharoo-billeder - sande, at min såkaldte gaydar er helt og holdent bundet op på, at jeg skyder alle kvinder i mandetøj til at være lebber.

Og det er vel trods alt ikke helt nok. Og temmeligt normativt, ville nogen måske endog tilføje.

Manden på fotoet ovenfor ligner i øvrigt i høj grad (og lav opløsning) en ung udgave af min far. Sært nok. Kvinden ligner ikke min mor, dog. Bare sådan fyi.

---

Jeg er altså ikke død. Eller sibirisk fængslet. Bare doven.

Fuck, hvor er I søde. Jeg har det godt! Så godt. Ingen grund til bekymring. Jeg har bare været såkaldt lesbisk doven og absolut uden spændende historier. I skal nok få lidt af Ruslandssagaen på et tidspunkt, men ikke lige nu.

Puhada.

Jeg holdt julefrokost for en 10-12 af de bedste i fredags. Tror vi talte tre bøsser, seks lebber og så heterofolk forresten. Og som min skønne veninde S. skrev dagen efter:

Der blev snakket om ejerlejlighed vs. andel til første ret, pensionsopsparing til næste, men da der kom svin og risalamande på bordet, blev der naturligvis talt om anal dobbeltfisting og om, hvorvidt, det er ok at bruge beskrivelsen 'fræk' om sin egen far? (jeg siger - stadig - nej)

Et af mine absolutte favoritøjeblikke var klart, da jeg skulle finde noget Rihanna på iPad'en og erfarede, at seneste søgning i Spotify var efter noget så specifikt som "music". Åh gud.

Ved totiden dukkede flere gode mennesker op, og jeg tror nok, vi hørte Trololo. Flere gange. Og dansede pardans.

Og da det blev lørdag, og jeg faldt i middagssøvn op af LLs ryg til nogle halvgamle afsnit af en halvdårlig serie om en flok venner i New York, var jeg meget, meget glad for, at jeg klokken halv fem om morgenen trods alt lukkede festen med ordene "Men hvorfor skulle jeg dog tage på Nevermind nu?"

Så det lod jeg bøsserne om, og som LL også så rigtigt bemærkede, så havde jeg jo vitterligt ikke noget at tage på Nevermind efter - for det er faktisk ikke nødvendigt at blive danse-afvist af flere sure damer lige nu.

---

Alle ville ae.

På Naturhistorisk Museum i Århus - hvor de udstoppede løver var nede i kælderen - var der ud for flere af de store glasmontrer sådan nogle små pude-piedestaler, monteret med ægte pels fra nogle af de udstillede dyr.

Fx kunne man mærke, hvor spidse pindsvinepigge egentlig er. Eller føle på en bjørnepels eller huden fra en elefant.

På den pude, hvor det lille skilt fortalte, at man kun mærke ægte muldvarpeskind, var luven slidt helt ned. Der var nærmest kun stift, tørt ruskind tilbage. Og en lille smule grålige hår helt ude langs kanten.

Så blød er muldvarpens pels. Alle ville ae.

---

Ret så meget om tis og klodsethed. Velbekomme.

Jeg har observeret et interessant fænomen. Et interessant russisk fænomen, er måske på sin plads at tilføje.

På pigetoilettet på den halvoffentlige institution, jeg slår mine østeuropæiske folder denne uge, er der på toiletsæderne:

1. Tis. Ret så meget tis.
2. Spor efter fodtøj.

Jeg har set det på flere toiletter og flere dage i træk. De er heller ikke topgavmilde med toa-papiret.

Først undrede jeg mig. For hvorfor dælen står de russiske ladies dog på sædet? Men så lagde jeg to og to sammen.

Fodsporene handler selvfølgelig om, at ingen (Dan Savage påbyder mig at rette til "de færreste") gider lægge numse til så store mængder fremmed tis. Så derfor stiller man sig op på toiletbrættet for at undgå våde balder. Og der tisser man så fra i en temmelig usikker skovskiderposition.

... Og er således med til at holde cyklussen i gang:

Tis fører til fodspor fører til tis fører til fodspor fører til tis ...

Selv vovede jeg dog ikke hverken liv eller en fod i toiletkummen ved at bevæge mig op på brættet i den gymnastiske øvelse, som helt sikkert i mit tilfælde ville være endt galt. Jeg trænede derimod lårbasserne i en god skræver.

Har jeg - lidt apropos - nogensinde vist jer, hvordan mit køkken (der stadig var in the making på daværende tidspunkt) så ud efter et uskyldigt forsøg på at lave en kop kaffe i tragt i foråret?

Sådan her:

Der var seriøst kaffegrums i to meters højde. Hvilket nærmest må betragtes som en rekordbedrift, eftersom jeg selv måler ret præcis 175 cm.

Hvordan kaffen havnede nogensteder er mig stadig en gåde. Jeg tror, jeg panikkede, da jeg kunne mærke, jeg måske var ved at tabe kedlen. Og så kastede jeg bare alt, hvad jeg havde i nærheden højt op i luften.

Med andre ord: Jeg er inkarneret klodsethed og skal derfor ikke op at stå på hverken russiske eller danske toiletbrætter. Og således medvirker jeg måske i disse dage fra let skrævende squatstilling til at bryde den onde urincirkel.

Hvem ved?

Jeg efterlod i hvert fald ikke yderligere tis på toiletterne. Toiletter, i øvrigt, hvis lige jeg nærmest ikke har set siden mine besøg i Cairo - nå ja, og den billige HH Ferries-rute mellem Helsingør-Helsingborg. Der voksede seriøst tismug på gulvet på færgetoilettet. I kid you not.

---

Trololololoooo

Jeg har lavet et lille homo-oprør i dag. Midt på pladsen foran Vinterpaladset. Og oprør er et enormt stort ord at bruge i denne sammenhæng. Så det undskylder jeg på forhånd.

En lillebitte museagtig og halv(hel!)hemmelig aktion er nok en mere rammende beskrivelse.

I skal nok få mere at vide, men det kræver en lidt mere stabil internetforbindelse, end jeg har til rådighed i dette øjeblik, så I må lige tøjle nysgerrigheden lidt endnu.

Til gengæld er jeg sgu ret betaget af Skt. Petersborg. Jeg havde forventet mere Polen og har fået mere Budapest. Sådan hvis jeg lynsnapt skal beskrive Ruslands næststørste og megetmegetmeget smukke by.

Skt. Petersborg giver mig gevaldigt lyst til at nynne Trololo-sangen over alt, hvor jeg går og står. Hele tiden. Jeg har den konsekvent på hjernen. Så det kan jeg jo meget passende sørge for, I også får. Bemærk hvordan han nærmest ikke bevæger munden.

Det er for sindssygt.




Min dejlige ven M. og jeg var i sommerhus for halvandet års tid siden, hvor vi tilberedte en hel middag til titimersversionen af Trololo. Den udgave vil jeg skåne jer for, men man får altså reeet godt hoftevug i kartoffelskrælningen af den.

Bare en form for køkkentip.

---

Beluga i Petrograd. På lesbisk, selvfølgelig.

Nu er jeg i Rusland. Sgu. På et af de gamle femstjernede hoteller i Skt. Petersborg. Marmor og mahogni er en form for nøgleord.

Og ja, jeg har udsigt til en katedral med flødeskumskupler. Tak fordi du spurgte.

Jeg har lige en times arbejde foran mig, inden jeg kan holde søndag, men dernæst har jeg så sandelig planer om et karbad, og så har jeg ellers lige bestilt en roomservice-sandwich. Selvom jeg kort overvejede bare at køre 100 gram Beluga-kaviar på forretningskortet. 40.000 rubler (eller knap 7.000 kr.). Come nu on. Småpenge.

Nå!

Min mor synes i øvrigt, jeg skulle rejse som single. Og da jeg havde problemer med Viber i taxaen til hotellet, og min mægtig flinke russiske rejseguide, hvis navn jeg vil lade være usagt, idet det simpelthen er så russisk, at det lyder som en vittighed, prøvede at hjælpe mig, nåede jeg også lige at tænke, om han undrede sig over, hvem kvinden på det lille foto, der flankerer LL's kontaktdata, som jeg så ivrigt prøvede at sms'e, var.

Men det blev ikke relevant. Han spurgte ikke.

Og jeg tænker egentlig også bare at spille med åbne kort. Måske i første omgang køre med den småsubtile term "partner" i stedet for "girlfriend", men hvis de spørger - så får de altså sanningen, som man siger i seje Sverige.

Anyway. Hvad skal jeg huske at opleve i Skt. Petersborg?

---

Der kom et brev

Nu har LGBT svaret. Det var ret flinkt af dem. 

Jeg er godt tilfreds med svaret. Og jeg har faktisk fundet på verdens mindste lillebitte oprør. Seriøst et kyllingeoprør. Og ret hemmeligt. 

Men jeg venter lige med at afsløre det. Lidt endnu. 

...Og hvis I har oprørsforslag, altså af den diskrete ikke-punk-i-en-kirke-agtige slags, så er jeg stadig frisk. 

Giv lyd!

---

En til lebbehusarerne. Det er jo onsdag.

Okay.

Den her post er ikke en, du nødvendigvis skal se på kontoret (den er med andre ord NSFW, som de siger ovre på internettet). Derfor er den (forhåbentlig, hvis det her shit virker) gemt lige bag det der lille link nedenfor, hvor der meget passende står, at du kan læse mere.

Men bare fordi du nok liiige skal kigge dig over skulderen, før du stikker dine høredutter i ørerne og lytter med på nogle skønno harmonier med tilhørende og spillevende billeder, betyder det bestemt ikke, at du skal lade være med at stikke høredutterne i ørerne og lytte med.

... På nogle skønno harmonier med tilhørende spillevende billeder.

Du fortryder det ikke. Det lover jeg. Og man bliver på blot to minutter lidt klogere - fx på livmoderhalsen. Og så har jeg vist ikke sagt for meget.

---

No homo og et sidespor hele vejen til Norge

Jeg faldt over en form for online-tælleapparat forleden. Det vil jeg lige dele med verden. Og jeg skal også nok fortælle, hvad online-tælleapparatet tæller.

Om lidt.

Først vil jeg lige skrive online-tælleapparat en gang mere. Eller to. Online-tælleapparat. Jo flere gange, jeg skriver det, desto mere sikker er jeg på, at der må findes en smartere og mere 21.-århundred-agtig måde at beskrive det.

Vidste I - apropos-ish - at en USB-nøgle hedder en "mindepind" på norsk?

Det er rigtigt. Og det får mig til at holde lidt mere af Norge. Og jeg holder ret meget af Norge i forvejen. Især af Erlend Loe, Singelmann-bloggen og Kings of Convenience. Og også A-Ha. Og Sissel Kyrkjebø sang så fint som Den Lille Norske Havfrue. Og Hamsun. Og Thor Heyerdahl. Og alt det der.

(Jeg stavede ikke "convenience" rigtigt i første forsøg. Måske var min hjerne endda et øjeblik så tabt, at jeg skrev "kongveinience". Måske. Det får I aldrig svar på)

Nå. Men nu tilbage til ... tælleren.

NoHomophobes tæller nemlig, hvor ofte og hvordan fire nedladende homo-begreber bliver benyttet på Twitter, i et forsøg på at afdække "hverdagshomofobi".

Screenshot, NoHomophobes.com

Det betyder, at man blandt andet lige nu kan se, at:

Faggot er blevet brugt 23.087 gange på Twitter i dag og således fører over begreberne No homo, So gay og dyke.

Det gør mig ret trist, at faggot tilsyneladende er et heeelt legitimt skældsord ("You know a man is a faggot when he drives a Prius", "Don't lie to me, you were crying because you're a faggot", "You're such a f***ing faggot", etc.), og at to heteromænd ikke kan vise hinanden venskabelig kærlighed uden at understrege, at de altså ikke er homoer ("Bro, I miss you man #nohomo").

Og det er faktisk meget rigtigt, som der står på hjemmesiden, at hverdagsracisme (heldigvis!) ikke tolereres længere, at hverdagssexisme (heldigvis!) også har hårde kår, men at hverdagshomosexisme har relativt frit spillerum stadigvæk.

Den uge, jeg tilbragte som lærervikar (en historie, vi i øvrigt gemmer til en anden god gang) i en syvende klasse, viste i hvert fald med al tydelighed, at bøsse for få år siden var - og velsagtens endnu er - et højt skattet skældsord i den danske folkeskole.

Lad os lave om på det. Please.

Og tjek under alle omstændigheder NoHomophobes ud, det er et tankevækkende projekt, som giver et godt indblik i, hvor hjernedødt visse termer bliver smidt rundt ovre i såkaldt cyberspace.

Nå. Bare hvis det ikke i sig selv var deprimerende nok, at det er fucking mørkt udenfor, selvom klokken knap har passeret fem.

---

(Endnu) en af de der dage, hvor det er helt ok at være bloggers anonymous

Jeg bort-voksede mit dameskæg forleden og kan nu prale af tre sirlige moustache-bumser som perler på en overlæbesnor.

I mit lille univers hedder afvejningen:

Overskæg eller acne?

For de der lyserøde strips fra Veet smadrer huden omkring min mund som kun cunnilingus på barberede-men-ikke-nybarberede damer ellers gør. Det er hård kost.

Og jeg husker stadig dengang, jeg hjembragte lokal overlæbevoks fra en ferie. Åbnede pakken og fandt små strips, der mest lignede tape, indeni.

Jeg må le.

Som om man kan gøre kål på noget som helst af min stride ansigtshårvækst med blid klister, der end ikke kunne holde en opskriften på rævekage på plads på min køleskabsdør.

Tsk-tsk.

Det er ikke lutter lagkage at være begavet med lige præcist så mørke lokker, at folk (lyver og) kalder dig sorthåret. Det er altså brunt. Mørkebrunt, bevares. Men stadig brunt. Både på hovedet og på overlæben.

Og nu kommer de tre røde pletter til at sidde der i hjørnet af overlæben for evigt. For findes der i virkeligheden noget så skønt som at kradse skorpen af et nyhelet bumsesår?

Jeg tror nej.

---

Helt vildt åben (for oprørske forslag)

Nå. Men jeg har skrevet en mail i dag. Og sendt den til LGBT. Og. Hvis I har bud, byder jeg også dem meget velkomne!

---

Den Lillebitte Bagedyst

Jeg tænker rigtig meget på Den Store Bagedyst. Muligvis også for meget. Og jeg tænker også ret meget på miniature. Ikke for meget. Men meget. Jeg holder ualmindelig meget af alt, der er småt og detaljerigt og sødt og dækket med smeltede skumfiduser.

Det ved min gode kollega H., der derfor foreslog (i en af vores - daglige - tv-konceptudviklingssnakke. Vi arbejder på at skabe det nye X-Factor. Og blive rige og sådan), om ikke man kunne kombinere de to ting i:

Den Lillebitte Bagedyst

... Gode zoomlinser og femten kagekonkurrenter, der bager småbitte miniaturekager. OMG. Jeg ville se det. Og dette indlæg kan hermed betragtes som et patent.

Hvis I ikke følger bloggen ovre på Facebook (og det burde I altså!), har I i øvrigt måske dette her billedgalleri til gode.

Jeg faldt over det forleden - det var faktisk det, der affødte miniaturekagekonkurrencesnakken - og kom en lille smule i nylonstrømpen ved synet af de bittebittebittesmå anretninger.

Kunstneren hedder Shay Aaron og jeg dør seriøst en (lillebitte) smule indvendig, når jeg kigger på billederne.

SE LIGE BANANEN (som hun også sagde i går).

Og ikke homokagen!

Nåårhhh.

---

Typisk Lesbisk på puden

Jeg var til middag hos Bedstebøssen i går med et par fælles venner. Frygteligt hyggeligt, selvom jeg blev frygteligt træt frygteligt (relativt) tidligt.

Egentlig havde jeg glædet mig til at skulle ud-ud, men da snakken faldt på en fødselsdagsfest i Kødbyen ved 01.30-tiden, havde jeg allerede ligget på BBs seng i et kvarter og puttet med lukkede øjne, mens jeg lyttede til de andres efterhånden noget afsporede samtale om begrebet "Fisselette" og om, hvorvidt det er ok at bruge den betegnelse om en helt bestemt type bøsser.

Så vidt jeg husker, handlede det om, at BB blev stødt, fordi vores (hetero)veninde brugte begrebet i vores snak. Hvilket affødte en lang samtale om, hvorvidt det måske er ok at bruge den slags betegnelser, så længe man selv tilhører minoriteten, men ikke når man selv sidder lunt og godt i majoritetens trygge gyngesofa.

Jeg tror egentlig ikke selv, jeg har taget stilling. Rigtigt. Nå jo! Nu kan jeg huske, hvor snakken startede. Det handlede om det her med at out'e sig på sin arbejdsplads. På min arbejdsplads - og nok også i min branche generelt - er det ret nemt. Alle på mit arbejde ved, at jeg er homo, og det er der alt rigelig plads til.

Men har man som homo decideret pligt til også at opmærksom på sine seksuelle præferencer - også hvis man fx 1) ikke har en kæreste og derfor ikke har en særligt udvalgt person at benævne "hun" eller "han", når man taler om sine weekendplaner, eller: 2) arbejder med mennesker, der - hypotetisk - bruger betegnelser som "fisselette" eller bare befinder sig i den anden ende af et givent holdnings/fordomsspektrum?

Jeg tror, jeg mener ja. Det skal man sgu. Fortælle hvilket køn man kysser med. For alles bedste. Ideelt for at dræbe nogle fordomme.

Men jeg ved også godt, det ikke er så nemt.

Nå, men derfra bevægede vi os naturligt videre henover alt, der handler om pligt til/ansvar for at råbe vagt i gevær, hvis nogen opfører sig politisk ukorrekt in any way. Når man hører mennesker bruge begrebet "fisselette", fx.

Jeg får personligt herredårlig samvittighed, hvis jeg ikke påtaler det, når jeg hører nogen sige noget racistisk/sexistisk/homofobisk. Men - indrømmet - det sker, at jeg ikke orker eller synes, det er det værd.

Og så er der de tilfælde, hvor man taler med nogle, man ved, at man deler værdier og holdninger med. Hvor man ved, at ens samtalepartner (bare) bruger termen "betonlebbe"for lynhurtigt at forklare en helt bestemt type, som vi straks kan se for vores indre blik. En form for kommunikationseffektivisering.

Og der skilles vandene. Skal man eller skal man ikke sige fra der?

Jeg har en veninde, der er 100 pct. imod brug af alle nedsættende termer i alle sammenhænge. Inklusiv såkaldt "for sjov". Og det har jeg meget dyb respekt for. Selv er jeg nok lidt mere loose i det. Men det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg bør være.

Nå. Meget passende faldt jeg semi-i-søvn på den her fine pude hos BB:

Så da de andre begyndte at snakke om høje sko og dans, kapitulerede jeg og vendte snuden hjemover.

Og i dag passer det mig faktisk fint, at der ligger en lille hund og sover på mine tæer, og at jeg mest bare skal koncentrere mig om at vaske op og spise sushi med Seinfeld og Zoey Dechanel.

---