Jeg var til middag hos Bedstebøssen i går med et par fælles venner. Frygteligt hyggeligt, selvom jeg blev frygteligt træt frygteligt (relativt) tidligt.
Egentlig havde jeg glædet mig til at skulle ud-ud, men da snakken faldt på en fødselsdagsfest i Kødbyen ved 01.30-tiden, havde jeg allerede ligget på BBs seng i et kvarter og puttet med lukkede øjne, mens jeg lyttede til de andres efterhånden noget afsporede samtale om begrebet "Fisselette" og om, hvorvidt det er ok at bruge den betegnelse om en helt bestemt type bøsser.
Så vidt jeg husker, handlede det om, at BB blev stødt, fordi vores (hetero)veninde brugte begrebet i vores snak. Hvilket affødte en lang samtale om, hvorvidt det måske er ok at bruge den slags betegnelser, så længe man selv tilhører minoriteten, men ikke når man selv sidder lunt og godt i majoritetens trygge gyngesofa.
Jeg tror egentlig ikke selv, jeg har taget stilling. Rigtigt. Nå jo! Nu kan jeg huske, hvor snakken startede. Det handlede om det her med at out'e sig på sin arbejdsplads. På min arbejdsplads - og nok også i min branche generelt - er det ret nemt. Alle på mit arbejde ved, at jeg er homo, og det er der alt rigelig plads til.
Men har man som homo decideret pligt til også at opmærksom på sine seksuelle præferencer - også hvis man fx 1) ikke har en kæreste og derfor ikke har en særligt udvalgt person at benævne "hun" eller "han", når man taler om sine weekendplaner, eller: 2) arbejder med mennesker, der - hypotetisk - bruger betegnelser som "fisselette" eller bare befinder sig i den anden ende af et givent holdnings/fordomsspektrum?
Jeg tror, jeg mener ja. Det skal man sgu. Fortælle hvilket køn man kysser med. For alles bedste. Ideelt for at dræbe nogle fordomme.
Men jeg ved også godt, det ikke er så nemt.
Nå, men derfra bevægede vi os naturligt videre henover alt, der handler om pligt til/ansvar for at råbe vagt i gevær, hvis nogen opfører sig politisk ukorrekt in any way. Når man hører mennesker bruge begrebet "fisselette", fx.
Jeg får personligt herredårlig samvittighed, hvis jeg ikke påtaler det, når jeg hører nogen sige noget racistisk/sexistisk/homofobisk. Men - indrømmet - det sker, at jeg ikke orker eller synes, det er det værd.
Og så er der de tilfælde, hvor man taler med nogle, man ved, at man deler værdier og holdninger med. Hvor man ved, at ens samtalepartner (bare) bruger termen "betonlebbe"for lynhurtigt at forklare en helt bestemt type, som vi straks kan se for vores indre blik. En form for kommunikationseffektivisering.
Og der skilles vandene. Skal man eller skal man ikke sige fra der?
Jeg har en veninde, der er 100 pct. imod brug af alle nedsættende termer i alle sammenhænge. Inklusiv såkaldt "for sjov". Og det har jeg meget dyb respekt for. Selv er jeg nok lidt mere loose i det. Men det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg bør være.
Nå. Meget passende faldt jeg semi-i-søvn på den her fine pude hos BB:
.JPG)
Så da de andre begyndte at snakke om høje sko og dans, kapitulerede jeg og vendte snuden hjemover.
Og i dag passer det mig faktisk fint, at der ligger en lille hund og sover på mine tæer, og at jeg mest bare skal koncentrere mig om at vaske op og spise sushi med Seinfeld og Zoey Dechanel.
Egentlig havde jeg glædet mig til at skulle ud-ud, men da snakken faldt på en fødselsdagsfest i Kødbyen ved 01.30-tiden, havde jeg allerede ligget på BBs seng i et kvarter og puttet med lukkede øjne, mens jeg lyttede til de andres efterhånden noget afsporede samtale om begrebet "Fisselette" og om, hvorvidt det er ok at bruge den betegnelse om en helt bestemt type bøsser.
Så vidt jeg husker, handlede det om, at BB blev stødt, fordi vores (hetero)veninde brugte begrebet i vores snak. Hvilket affødte en lang samtale om, hvorvidt det måske er ok at bruge den slags betegnelser, så længe man selv tilhører minoriteten, men ikke når man selv sidder lunt og godt i majoritetens trygge gyngesofa.
Jeg tror egentlig ikke selv, jeg har taget stilling. Rigtigt. Nå jo! Nu kan jeg huske, hvor snakken startede. Det handlede om det her med at out'e sig på sin arbejdsplads. På min arbejdsplads - og nok også i min branche generelt - er det ret nemt. Alle på mit arbejde ved, at jeg er homo, og det er der alt rigelig plads til.
Men har man som homo decideret pligt til også at opmærksom på sine seksuelle præferencer - også hvis man fx 1) ikke har en kæreste og derfor ikke har en særligt udvalgt person at benævne "hun" eller "han", når man taler om sine weekendplaner, eller: 2) arbejder med mennesker, der - hypotetisk - bruger betegnelser som "fisselette" eller bare befinder sig i den anden ende af et givent holdnings/fordomsspektrum?
Jeg tror, jeg mener ja. Det skal man sgu. Fortælle hvilket køn man kysser med. For alles bedste. Ideelt for at dræbe nogle fordomme.
Men jeg ved også godt, det ikke er så nemt.
Nå, men derfra bevægede vi os naturligt videre henover alt, der handler om pligt til/ansvar for at råbe vagt i gevær, hvis nogen opfører sig politisk ukorrekt in any way. Når man hører mennesker bruge begrebet "fisselette", fx.
Jeg får personligt herredårlig samvittighed, hvis jeg ikke påtaler det, når jeg hører nogen sige noget racistisk/sexistisk/homofobisk. Men - indrømmet - det sker, at jeg ikke orker eller synes, det er det værd.
Og så er der de tilfælde, hvor man taler med nogle, man ved, at man deler værdier og holdninger med. Hvor man ved, at ens samtalepartner (bare) bruger termen "betonlebbe"for lynhurtigt at forklare en helt bestemt type, som vi straks kan se for vores indre blik. En form for kommunikationseffektivisering.
Og der skilles vandene. Skal man eller skal man ikke sige fra der?
Jeg har en veninde, der er 100 pct. imod brug af alle nedsættende termer i alle sammenhænge. Inklusiv såkaldt "for sjov". Og det har jeg meget dyb respekt for. Selv er jeg nok lidt mere loose i det. Men det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg bør være.
Nå. Meget passende faldt jeg semi-i-søvn på den her fine pude hos BB:
.JPG)
Så da de andre begyndte at snakke om høje sko og dans, kapitulerede jeg og vendte snuden hjemover.
Og i dag passer det mig faktisk fint, at der ligger en lille hund og sover på mine tæer, og at jeg mest bare skal koncentrere mig om at vaske op og spise sushi med Seinfeld og Zoey Dechanel.
Jeg synes ikke man SKAL bekende kulør eller at man SKAL forsvarer hvis man hører noget "dumt". Jeg er selv lesbisk og bekender hvis det passer, hvilket det nærmest altid kommer til at gøre. Men jeg forsvarer ikke altid, hvis der bliver sagt noget nedsættende om HOMOér, det er simpelthen ikke altid jeg gider. Måske skal det lige siges, at det faktisk er MEGET sjældent jeg høre nogen snakke dårligt om HOMOér. Men hvis det er noget med at jeg bør gøre det, af respekt for hvem jeg selv er, synes jeg det ville svarer til at jeg også, nede i NETTO altid skulle blande mig, hvis nogle forældre gjorde noget upædagogisk, fordi jeg er pædagog…..og det gider jeg altså heller ikke altid gøre.
SvarSletMen når du snakker om at kalde, navne som BETONLEBBE, så har jeg det svært med hvis andre end mine lesbiske veninder gør det ikke de hetroseksuelle………noget værre pjat ;-)
Fed blog at læse her, tak for det :-)
Kh
HOMOén.
jeg har faktisk tænkt på, hvordan man gør, altså bekender kulør, på f.eks. et arbejde, hvis man ikke har en kæreste eller dater nogen, som man kan omtale "hun". Jeg har aldrig været lesbisk single, fordi min nuværende kæreste er første kvindekæreste, men har tænkt på, at det ville blive lidt en underlig følelse af usynlig identitet, hvis jeg skulle blive single igen og ike have nogen at holde i hånden på gaden eller omtale som "hun". Hvordan har du oplevet det?
SvarSletJeg kan huske, at jeg synes, det var enormt svært at springe ud, fordi jeg ikke havde en kæreste, jeg ligesom kunne "bevise" det med. Som om folk ikke ville tage det seriøst. Eller jeg ikke havde nok grund til at gøre et nummer ud af det, fordi der ikke var nogen at fortælle om. Og jeg sprang også først ud, da jeg begyndte at se lidt til en og sådan.
SvarSletJeg er stadig i et forhold her et par år senere, og jeg synes klart, den nemmeste måde at springe ud på er, når ens kollega fejlagtigt refererer til min kæreste som 'han'. Hvis jeg var single, ville den slags jo ikke komme op, og så tror jeg faktisk ikke, jeg ville sige noget. Med mindre der selvfølgelig var en total oplagt anledning til det. Men sådan har jeg det bare generelt med at out'e mig selv.
Til gengæld ville jeg overveje at bekende kulør, hvis jeg sad mit i en samtale, hvor homoer blev skudt ned eller snakket om på en meget snæver eller stereotyp måde. Så får jeg alligevel lyst til at vifte regnbueflaget og mane folks forfærdelige fordomme til jorden.
Er der nogen der ved hvor mn kan få en typisk lesbisk t-shirt?
SvarSletÅhrr, hvor det kribler i fingrene efter at skrive: "prøv 2006."
SletMen det respektfulde svar må være: Mon ikke, man skal have direkte fat i Anne Mie: http://www.annemiedreves.dk/ ... eller lignende?
Mange tak. Jeg er nede med 2006.
SvarSlet