Tilståelse:
Jeg har på indeværende tidspunkt skamklippet knap en håndfuld af mændene i mit liv.
Jeg ved ikke, hvorfor de som udgangspunkt (og helt fejlagtigt) tror, at jeg skulle være ferm med en trimmer, for jeg lægger aldrig skjul på
det jungletema, jeg fx kører i egne nedre regioner.
I hvert fald tre stakkels hankønsvæsener har lagt isse til mine maltrakteringer, og alle tre har set lige slukørede ud, når jeg efterfølgende holdt spejlet op for dem. Men de har 100 pct. selv været uden om det. Hver og en.
Seriøst.
Jeg har
hver gang fra begyndelsen sagt, at jeg ikke aner, hvad jeg gør med hverken en saks eller en trimmer. Det er bare som om, de ikke tror på det. Før det er for sent. Bare fordi jeg lægger en habil flydende eyeliner, betyder det ikke, jeg kan klippe et lige snit hen over nakken.
Og nu har jeg så fået det endelige bevis for, at jeg blandt mine venner tæller i hvert fald en enkelt med begyndende demens:
Jeg ved ikke, hvad han tænker på, min netop hjemvendte ven D (åh, jeg
elsker, når mine expat-agtige karriere-udlandsdanskervenner er øjebliksvist arbejdsløse. For så kommer de hjem til mig. For en stund. Inden de atter drøner til seje hovedstæder og indtager stjernestillinger henne i verden).
Han lod mig klippe sig for en del år siden og har med ovennævnte udveksling lige gen-begået sit livs fejltagelse. Sit L-I-V-S fejltagelse.
Da jeg klippede ham sidst, erindrer jeg, at det endte med tårer (hans). Det var i øvrigt i samme periode, som jeg også hjalp ham med at købe lipgloss og sølvgamacher. Vi var dengang alle sammen helt normativt sikre på, at han var bøsse. I virkeligheden var han bare clubkid.
Jeg er egentlig en ret skrækkelig ven.
Hvis nogen stikker mig en lillefinger snupper jeg hele armen - og tillader mig at klippe munkefrisure i processen. Og hvis nogen ikke lærer af sine fejltagelser, kan jeg ikke stilles til ansvar for, at nogen gentager dem.
... Men nogen kan selvfølgelig tage revanche med middagen. Og lave noget med rosenkål, fx. Det har jeg aldrig lært at spise. Selvom hende gourmanden, jeg deler dyne med, har garanteret mig, at hun kan tilberede dem, så jeg ser stjerner (på den gode måde).
Jeg ville i øvrigt ønske, jeg kunne vise jer det billede, Bedstebøssen tog af mig for et par måneder tilbage, da jeg skulle trimme
hans hår (helt alvorligt - lærer de det aldrig?). Men det kan jeg ikke. For så ser I mig jo. Men jeg kan fortælle, at jeg ser
fuldstændig manisk ud, som jeg står der med buzzeren i hånden over hans hoved. Jeg er Dexter, og trimmeren er mit
weapon of choice.
Og apropos buzz ...
Jeg kan huske, dengang for åååår tilbage, hvor BB havde lånt min lejlighed, mens jeg var bortrejst (han boede dengang i delelejlighed og nød en uge med sin helt egen lånebolig). Han var ikke i lejligheden, da jeg kom hjem, og jeg var derfor gået i gang med at epilere mine ben. (I øvrigt: Det gør lige præcis så ondt, som man kunne frygte. Til gengæld efterlader det kun et
par sår, der ikke heler pænt igen. Nogensinde.)
Egentlig kom BB bare forbi for at aflevere nøglen. Men da han hørte buzzeriet, stoppede han i entréen bag den lukkede dør til soveværelset, hvor jeg elektro-pincetterede derudaf. Jeg råbte "øjeblik" og slukkede maskineriet. Og så blev der stille. Lidt for længe. Indtil jeg spagt råbte:
"Jeg onanerer altså ikke. Det var ikke en vibrator, du kunne høre. Jeg lover det."
Og det var nok sidespor for en enkelt dag, tænker jeg.
(PS. Jeg har tagget dette indlæg under både "chikane" og "hate crimes". En dårlig klipning er også en slags forbrydelse).
