Overraskende meget om is. Mere end jeg havde regnet med, i hvert fald.

Holddakæft. Jeg har sådan en uge, hvor jeg kun arbejder og sover. Og spiser. Især is. Jeg spiser ret meget is.

I går havde jeg sådan lyst til en is og ville købe en med hjem fra gåturen. Men så mødte vi HjemIS-bilen, og så blev en enkelt is til en kasse med tolv. Det betød så, at jeg spiste fire is i går i stedet for en (hvilket faktisk er ret flot mådeholdt, hvis jeg selv skal sige det. Når nu der ligger tolv is i fryseren).

Det er egentlig helt ok. Både situationen og det med isen. Jeg holder meget af is. Så meget, at is altid optræder på listen over madvarer, jeg ville spise resten af livet, hvis jeg kun måtte vælge tre ting:

1. Is, 2. kød og 3. avocado. Nogle gange 1. is, 2. kød og 3. brød. Eller 1. is, 2. ost og 3. brød. Men altid is. Flere mener, at kartofler er et must. Jeg er dybt uenig. Is. Til hver en tid.

Nå. Men jeg håber for øvrigt, de har is i Nice (Is i Niis). For i morgen klokken lidt over atten drager jeg nemlig mod Frankrig med én af utallige M-bøsser i hånden. Vi skal bo i et hus i nogle bjerge og læse nogle bøger og spise noget mad og drikke relativt enorme mængder rødvin, mens vi snakker om livet, universet og alting. Og jeg tager ikke min computer med. Og jeg er hjemme igen på onsdag.

Og kan I så ellers have det så godt (SÅ godt) så længe og passe på jer selv og ikke mindst på dem, I holder af.

---

Numser!

Hej. Her er nogle numser. Som en fotograf, der hedder Ren Hang, har taget. Altså billedet, ikke numserne. Jeg tror ikke, han har taget numserne, men man kan selvfølgelig aldrig vide. 

Anyways. Det er virkelig et flot fotografi, synes jeg. 

Jeg fandt det via Euroman.dk. Her har de nemlig listet nogle lidt mere, well, æstetiske pornokilder (jeg ved nu ikke, om jeg vil kalde det porno, billedet nedenfor. Jeg synes faktisk ikke engang, det er erotisk, men megaflot - dét er det).

Du kan se resten af Ren Hangs portefølje lige her. Så det.

Jeg er lidt uinspireret disse dage. Så I får bare links og billeder. Okay?

Ren Hang 2012

---

Hejhej - vi ses

Nå. Vel hjemme fra Polen + en weekend senere. Tog direkte fra lufthavnen til middagsselskab i fredags og gav værten, Bedstebøssen, en ankomstsknuser med ordene:

"Hejhej, vi ses."

Hvilket meget fint beskriver, hvor træt jeg var - og tildels stadig er. Flot. 

---

Plat, Gud. Rimelig plat.

Denne her blomst, som stod på bordet i den polske hotelrestaurant (hvor jeg naturligvis til morgenmad, som buffetkonceptet byder, indtog en sund og nærende kombination af: kaffe, chokopops, pandekager og donuts), er virkelig dirty.

Men det ved Georgia O'Keeffe jo alt om.

...Den er næsten så dirty, at man tænker, det er med vilje. Rimelig plat alligevel, Gud. Rimelig plat.

---

Polen med fotobevis

Jeg tog sgudda et billede i går. Af Polen og af ham den fandens ka'l.

Fandenskarlen (godt ord igen) er ham i en fjerde bil fra venstre. Ham med armen. Han hørte sygt høj opera. Sødt.

Det er her. Polen er pæn på en ret grim måde. Eller omvendt. Men (eller 'Og') her er 23 grader.

---

Lebben i Polen. Igen. Og kål.

Jeg er i Polen. Igen. Konference og kål.

Dette blogindlæg er totalt en overspringshandling, for jeg har stadig omtrent halvanden times arbejde foran mig, før jeg kan hoppe i karbad (!) og ind under hoteldynen.

Jeg fucking elsker hoteller. Er en sucker for tyktvævet sengetøj og laminat. Mit eneste krav til det soveværelse i Håndværkerhylet, der så småt tager seriøst form efter fucking otte måneder i byggebavl, er, at det skal ligne et hotelværelse.

Da min mor var på besøg i Kbh. for nyligt, forsøgte hun ingenlunde at skjule, at hun synes, jeg indretter mig røvsygt og kønsløst. Bare fordi jeg siger "GRÅ OG HVID!", "TUNGE GARDINER!", "ENS SENGEBORDE OG -LAMPER!", "SYMMETRI!" og "SENGEGAVL!".

Hun forspilder aldrig en chance for at fortælle, at hende og min far primært indrettede sig med malede ølkasser og kokostæpper i kolleren, da jeg var lille.

Pfft. Bare fordi jeg har en hed affære med min sodastream. Sooodastream. "Er det gas?" spurgte min mor, da jeg proklamerede, at jeg havde indkøbt en danskvandsmaskine. Og hun forstod faktisk ikke engang selv, at det var en af hendes bedste vittigheder til dato.

Det dejligste, der er sket i Lodz i dag, er, at jeg så en rigtig fandens karl med barberet isse og sej bil med armen ud af nedrullet rude og fra bilanlægget gjaldede kæmpehøjt musik. Vel at mærke opera. En arie og ikke noget Wagner'sk - noget meget mere følsomt og udramatisk. Det var virkelig fint. Det kunne han godt score på, tror jeg. Måske var det derfor, han gjorde det.

NB. Til middagen var der i øvrigt fire forskellige slags syltet kål.

---

Fissecorsage

Smagfuld udveksling ovre på Facen i går:

God ven: 

Jeg har byttet min vagt, så den 24. er en daaaate. Skal jeg hente dig i limo med en rose?

Mig:

Jaaaaaaa. Og brystcorsage.

Ham: 

Det lyder frækt.

Mig: 

Nej. Du tænker på fissecorsage.

Ham (der i øvrigt er bøsse ligesom alle andre mænd i mit liv og derfor i følgende citat lyver så de lyserøde underbukser flyver og flyver og flyver):
Ah. Ja. Selvfølgelig. Det var præcis, hvad jeg tænkte på.

Nogen burde vaske nogens mund i sæbe. Og fingre. Altså vaske fingrene. Ikke vaske munden i fingre, det er sgu lidt for Dexter'sk.

---

Nu med RØD

En dag så jeg mig omkring og opdagede, at pink var the color of choice på samtlige homoblogs i Danmark.  I hvert fald både på Homotropolis og på en eller anden anden en, som jeg ikke kan huske hvilken er.

Så nu er jeg rød.

Det er faktisk også min yndlingsfarve. Både på fx termokander og læbestift. 

---

Varm frugt

Yddrk.

Skal altså snart huske ikke at stille frugtskål i vindueskarm i sydvendt køkken.

...Var nok ikke blevet lebbe, hvis jeg var så skideinteresseret i varme bananer.

(Apropos overskriften er varm frugt i øvrigt en af ganske få mad-aversioner, jeg har. Varme æbler og pærer, fx i tærter, kager og grød, er simpelthen ikke min kop te. Så ved I (også) det.)

---

"Lebbe" er IKKE i vores ordbog

To ting. Faktisk tre.

1. Det der akavede øjeblik, hvor det går op for en, at alle de andre også sidder på toilettet, når de spiller Wordfeud.

2. Min telefon ville ikke godtage følgende (se billedet). Selvom jeg tidligere har skrevet både "pik" og "bøsse".

3. Og ja, jeg har naturligvis tagget dette indlæg som "hate crimes".

Det var det hele.

---

Lesbisk overlap. Jeg kan ikke li' det.

Jeg har helt sikkert en ret naiv ide om, at dem, der læser med her, udelukkende er enten mine allernærmeste venner eller totalt fremmede damer, der bor i fx Aalborg og er yngre end 20 og har frisørrødt hår der er asymmetrisk fortil og sådan noget. Ufarligt.

Men med 1.000 daglige besøg (sgu!) måtte der jo også på et tidspunkt snige sig nogle i de berømte mellemkategorier, 1:"Jeg-kender-hende-ikke-men-jeg-ved-hvem-hun-er"og 2: "Altså-vi-er-ikke-venner-men-jeg-har-mødt-hende-nogle-gange-gennem-fælles-bekendte" forbi.

Vi er jo for fanden lebber.

Men når den sidstnævnte kategori så pludselig lapper over med semifremmede unavngivne lebber, jeg nævner på bloggen, så bliver det sjovt/flovt/dumt.

Som fx da jeg fik at vide, at hende, der for to år siden modtog min hebraiske second hand-sms, pludselig henne på Facen linkede til bloggen og sit (MIT!) indlæg. Hun skulle nu hellere ærgre sig over, at hun gik glip af løjerne dengang.

(Skal mine fejltagelser forfølge mig for evigt?! Ja. Når du blogger om dem, din klovn.)

Jeg befippes. Og vil generelt hellere befamles end befippes, hvis det absolut skal være. Nu håber jeg bare, at svømmehalslebben aldrig kigger forbi.

Og for øvrigt: Det der, jeg skrev om porno dengang, handlede ikke om mig. Det er bare en, jeg kender.

---

Lebben som Batman eller: "Nanananananananananana..."

Jeg så The Dark Knight i går. Som sammen med Batman Returns nok er min yndlings-Batman-film.

Og så kunne jeg pludselig huske, at jeg - da jeg var en syv-otte år - havde en periode, hvor jeg var komplet besat af Batman. Jeg læste de gamle tegneserier og så de gamle tegnefilm (komplet med "Pow!" og "Bang!" og "Nanananananananabatmaaaan").

Og jeg fik min mor til at sy mig et Batman-kostume til fastelavn. Et noget slattent Batman-kostume af jersey og tynd bomuld, bevares. Men dengang var Batman altså grå og blå og gul og spandex-blød. Ligesom i tegneserierne. Ikke sort og pansret.

Jeg kan huske, at de vatterede flagermuse-ører hele tiden tippede forover. Og øjenhullerne ville ikke rigtigt blive foran øjnene. Men sejt var det nu alligevel. Jeg havde en kappe.

Det synes jeg faktisk er ret cool, ikke kun det med kappen men også at jeg var Batman. Mine veninder var prinsesser og feer (den fase overstod jeg i børneren). Og måske er det et tegn på, at jeg allerede dengang var en sand lebbe. Året før Batman var jeg elefant til fastelavn. 

---

"Jeg kan stave det hebraiske alfabet med tungen"

En af mine - efterhånden talrige - dejlige M-bøsser har opfundet et nyt koncept. Aldrig set før:

"Suppe og hygning", hedder det. Og består - I gætter det aldrig - af lige dele suppe og hygge.

I onsdags var vi 14 mennesker til folkekøkken i hans hjem - han laver maden, og så smider man en tyver og tager selv drikkevarer med, og der er ingen sure miner, hvis man holder sig fra alkohol eller går tidligt hjem, for det er jo hverdag.

Og det. var. så. hyggeligt.

Blandt de fremmødte var blandt andet en pige, som jeg ikke erindrer, jeg har mødt før - hun sagde, vi har hilst en enkelt gang (jeg er berygtet for min ansigtsblindhed, så ingen sårede miner der).

Til gengæld har jeg sendt hende en sms engang, kunne en fremmødt fælles bekendt fortælle. Og tak for det. Det havde jeg selv lykkeligt glemt. Og fik derfor varme kinder med så tilpas meget forsinkelse, at jeg må have virket overdrevet cool omkring at have været hovedpersonen i følgende optrin:

Vi snakker cirka to år siden. Jeg er ny-single og - indrømmet - temmelig parat til noget skoldhed sex. Jeg sidder på min altan med M-bøssen, hans søde veninde N. og - naturligvis - Bedstebøssen. Vi snakker (selvfølgelig) om, hvem jeg skal score, idet M. og N. begejstret råber:

"VI KENDER EN, DER ER LEBBE!"

Selvfølgelig blev der føjet et par ord yderligere til, og enden på snakken blev i hvert fald følgende:

Vi har fået en smule (en ret så stor smule) vin under vesten på det tidspunkt, og N. og jeg forfatter i samarbejde en sms, hvis præcise ordlyd desværre (læs: forhåbentligt) er tabt for altid, men som N. i går var så venlig (naturligvis samtidig med, at jeg gav hånd til sms'ens modtager) at minde mig om blandt andet rummede følgende henvisning til mine orale kvaliteter:

"Hun kan stave det hebraiske alfabet med tungen."

Ikke den dummeste scorereplik i verdenshistorien, egentlig. Alligevel endte det ikke med noget som helst, der så meget som ligner en affære. Jeg kan faktisk ikke huske hvorfor. 

---

"Man skal holde tungen lige i munden i saunaen"

Nå. I går, da jeg fik fri fra work, var jeg totalt rastløs i kroppen. Sådan helt 'tsssiiiiitttss'-agtig. Lyden af rastløshed.

Så jeg tog sgu i svømmeren. Pløjede en kilometer (anerkendelse, tak) og gik op under bruseren med spaghettiben. Fra bruseren greb jeg mit håndklæde og den nye Erlend Loe-roman "Fvonk", der helt ærligt lader lidt tilbage at ønske (start med "Naiv.Super" og "Doppler", hvis du er ny læser - varm anbefaling!), og styrede mod saunaen.

Der var to kvinder i saunaen foruden mig. En kvinde på øverste hylde, som jeg virkelig ikke kan huske noget som helst om. Og så en anden kvinde på nederste hylde: Ret mange tatoveringer, ret kort hår, og da hun på et tidspunkt omrokerede fra liggende til siddende, var kropssproget meget - hmm - lesbisk. Bredstilling. Ret hot og måske små ti år ældre end mig.

Dame-på-øverste-hylde forlod saunaen kort tid efter. Tilbage var jeg og Ms. Garanteret Lebbe (MGL).

Jeg blev fuldstændig genert. Krøb helt sammen med min håndklæde om mig. Men hun ville snakke. Sgu!

At snakke med fremmed nøgen kvinde i sauna er jeg almindeligvis iskold over for. Lad os da endelig fordrive tiden, mens vi fordamper. Men når kvinden ser ud som en, jeg i princippet kunne have været i seng med engang (jeg er verdens dårligste til at huske ansigter. Især hvis ansigterne primært har befundet sig mellem mine ben), så bliver jeg forfjamsket.

Anyway. Da Dame #1 forlod saunaen, trådte hun åbenbart lidt hårdt på nederste - MGL's - bænk. Så MGL, da døren smækker bag Dame #1, fortæller mig, at det havde bumpet så meget, at hun næsten havde bidt sig i tungen.

Jeg var ordløs. Eller. Det, der sker med mig, når jeg er ordløs, er, at jeg pludselig finder alle ord i verden. Og således hører mig selv svare - helt høhø - at, "ja, man skal jo holde tungen lige i munden."

Aldrig har der været så meget tungesnak i saunaen. Flovt.

---

Hørt på kontoret #3

Kollega: Nævn tre gode ting, der er kommet ud af Aarhus.

Mig: Hmm. Steffen Brandt...

Kollega: Ja, det var én - to mere?

Mig: ...Og mig?

Kollega: Klart.

Mig: OK. Steffen Brandt, mig og ...Anne Linnet.

Kollega: Nope. Anne Linnet gælder overhovedet ikke. Det eneste gode, hun har gjort, er at sætte musik til noget Møllehave. Flot. Big deal. Og hun er jo FORFÆRDELIG i X-Factor. Jeg kan godtage dig og Steffen. Hvem mere?

Mig: OK. Så Steffen Brandt og mig og min far.

(...)

Mig: Nånej. Min far er fra Vejle.

(...)

Mig: Hvad med ParadIS? - Termen "træls"? - Verdens bedste slogan (Aarhus - Danish for progress)? Grauballemanden?

Kollega: Stop. Alle ved sgudda at Grauballemanden er fra Silkeborg.

Konklusion: Hvis jeg udelader mig selv (som om), er Steffen Brandt det eneste gode, der kommer fra Aarhus.

---

Jeg vil (måske) aldrig surmule over børn igen.

Nå, men det her blogindlæg ovre på MIX COPENHAGEN ramte altså et eller andet i mig.

Måske fordi jeg til tider har for vane at overdrive min børnenazisme en smuuule. I virkeligheden kan jeg jo godt (nok) lide dem, de der børn.

...Jeg har bare nogle gange svært ved at forstå, hvorfor de partout skal være der, hvor jeg er, når jeg er der og har lidt travlt.

Men som min gode B. (mor til to) sagde i fredags:

"Jamen, når vi har unger med ud at handle og er irriterende, så må du simpelthen bare knibe balderne sammen og tænke på, at det er dem, der skal betale for din alderdom engang."

Og selvom så benhård en cost/benefit-analyse nok er mig politisk lidt imod, så har hun jo ret. Og vi skal alle sammen være her.

Og jeg kan også bare trække vejret og overveje, om det nu også betyder så meget, at vejen til køledisken bliver de fire sekunder længere, fordi femårige ikke fatter, at man lige går til side, når den her bulldozer-lebbe i høje hæle og ømme fødder efter endt arbejdsdag skal hente rugbrød og mælk til kaffen i Rema1000.

Og regnbuefamilier gør mig altid lidt varm om hjertet under alle omstændigheder. I hvert fald gjorde hende Chili Djurhus' blogindlæg mig lidt flov. Inklusion og sådan.

Men jeg er nu helt overordnet lidt interesseret i at pisseligeglad med, om folk glor og forarges, når jeg kysser en af mit eget køn. Deres hovedpine.

---

Hørt på P1

Jeg sad lige og hørte en noget lam udgave af P1 Morgen, da følgende guldkorn faldt:

"Jamen, den gode nyhed er vel så, at der trods alt er kommet flere kødfyldte kødpølser på markedet."

Er det kun mig, der råbte "THAT'S WHAT SHE SAID" ud i lokalet?

---

Hvordan ved man om man er lebbe? (for syvende gang)

Jeg har været lidt tung om mine ører i dag. På bar i går. Jeg skulle mødes med min veninde M. til en enkelt mandagsfyraftensøl. På Byens Kro. Og så burde man måske nok have vidst, hvad klokken var slået.

M. lærte jeg at kende, da vi begge for omtrent fem år siden tilbragte et enkelt skæbnesvangert år på uni i Odense. Vi kendte ikke et øje, og hun og jeg og hendes veninde, som også boede i Odense det år, og så min daværende kæreste, som jeg delte en villalejlighed med muret jydebue i den pæne del af H. C. Andersens egen by med, tilbragte meget tid sammen det år.

Vi var alle sammen sådan lidt ufrivilligt udstationerede men fik det absolut bedste (læs: hinanden) ud af situationen.

Vi havde blandt andet noget så megahipt som en whistklub sammen og hed naturligvis (wait for it...)

"Det er ganske Whist." 

Og ja, hvis du skulle være i tvivl: Det er det bedste navn, du nogensinde har hørt til en Odense-baseret kortklub. Jeg er vild med det. Fx overgår det langt navnet på min nuværende klub, som hedder Tue Whist, hver anden gang vi mødes, og Kanye Whist de andre gange.

M. havde i øvrigt også engang en anden whistklub, husker jeg svagt. Den hed Whist and Shout. Det er også et godt navn. Nørder.

Nå, men M. og jeg ser hinanden alt for lidt. Hvilket er en skam. Måske har vi faktisk slet ikke set hinanden i 2013 overhovedet. Langt ude.

M. er af en anden veninde blevet beskrevet som "det mest heteroseksuelle menneske, hun nogensinde har mødt". Jeg ved ikke, om jeg er enig i, at det  er et så udpræget karaktertræk - men hetero, det er hun i hvert fald. Hun har det imidlertid så svært ved denne anden venindes noget normative betegnelse, at vi altid lige må runde emnet, når vi ses, og hun spørger:

Men hvornår ved man, at man er lesbisk?

Det tyggede jeg lidt på. Og svaret må være: Når du står under din bruser så tæt på en nøgen kvinde, at du kan dufte hendes hud, og du så har så meget lyst til at kysse hendes bryster, at du ikke kan lade være (megameget en totalt hypotetisk situation, of course), så er du lebbe.

M. misforstod mig et øjeblik og troede, jeg mente 'under bruseren i svømmehallen'. Hvor samme instinkt kunne være lidt uheldigt ("Nåe, hey fremmede kvinde. Hvad min mund laver på din pat, spørger du? Tjoe, jeg kunne bare ikke lade være.").

Nå. Men i hvert fald blev 'en enkelt øl' kl. 17 til, at jeg stavrede hjem med sprittet ånde klokken lidt i midnat, tømte køleskabet og vågnede klokken tre i nat med en hals så tør som...tørgær. Ja. Tørgær er supertørt. Og apropos tør er jeg da (whist) også løbet tør for sprogblomster.

---

Mit hjerte tilhører Marie Key (og alle andre lebber, der synger om romantiske ting)

Shiiiiit. Jeg er en lille lesbisk kliché i dag. Og i går. Og dagen før.

Fordi jeg er helt blæst væk af det nye Marie Key-album. Og totalt forelsket i hende. Sucker. Altså mig.

I princippet frygter jeg nemlig lidt, at en hvilken som helst korthåret lebbe kunne stille sig op og synge noget romantisk, og så ville jeg dåne. (No offense, Marie Key).

Jeg er vitterligt fuldstændigt ude af stand til at tage stilling til, om det egentlig er et godt album. For hun er lebbe og korthåret og lidt quirky. Ja tak. Men jeg kan altså også godt lide musikken. Tror jeg. Har i hvert fald haft den vedvarende på hjernen siden lørdag.

Og især teksterne. For hun synger jo om mig. Og mit liv. Og det er jo mit yndlings, ved I nok. Alt, der handler om mig.

"Hvem fanden tager hende, som jeg holder om og forguder? / Det mest dyrebare, jeg har / Og du' endda fucking straight, din nar."

(Ikke at det citat egentlig har nogen som helst klangbund tilfælles med mit liv. Men det er sejt, hun synger "du endda fucking straight, din nar".)

Jeg har hørt hende live en enkelt gang. Ved et tilfælde. Hun varmede op for TV-2, som min eks havde et grænsende til usundt forhold til (dog lærte hun mig i processen at være en lidt mindre selvhadende eksilårhusianer, og jeg endte faktisk med at holde meget af Fantastiske Toyota og alt det der).

Nå, men der stod vi så dengang for ret præcist to år siden i Køge eller en anden S-togs-stations-forstad på et lidt for pænt spillested og drak vandede fadøl og ventede på Steffen B. og de andre. Og så spillede Marie Key. Altså før den rigtige koncert gik i gang. Det må være det mest utaknemmelige job i verden at være opvarmning. Det tænker jeg altid.

Men Marie Key var også nuttet dengang. Jeg husker hende som lidt undskyldning-for-sig-selv-agtig på scenen. Men på en måde, hvor det bare var sympatisk og søgende.

Nå. Men i hvert fald er jeg ret meget fan af Marie Key. Det var bare det, jeg ville sige.

---

Fredag i (nasse-)familiens skød

Der er alligevel tid til et lille indlæg, før arbejdsweekend går løs. Og det skal handle om min veninde B. Min helt fantastiske veninde B.

Jeg har ikke ret mange venner, der har børn, og det passer mig faktisk meget godt - for når man ikke selv lever et superfamilieorienteret velplanlagt liv, er det rart at omgive sig med mennesker, der heller ikke behøver at være hjemme til spisetid (kl. 18 så man kan nå Disneysjov kl. 19) på en fredag.

Men måske netop fordi det er undtagelsen, er der noget helt fantastisk ved at besøge B. og hendes to forrygende drenge, som jeg har lyst til at sige er henholdvis halvandet og fire-fem år. Måske er jeg helt gal på den. Men I ved - den yngste har sådan lige lært at gå helt drunken hen over stuegulvet (hvis man forestiller sig, at klokken er fire om morgenen på et usselt værtshus, at der spiller lunken salsa i baggrunden (med fisk: riiiit-chi-chi-riiiiit-chi-chi) og at der står en flot dame på den anden side af stuen, ligner han virkelig en fuld, midaldrende mand, når han går. "Slingrer" er i øvrigt nok mere rammende en "går").

Den ældste er rimelig god til gemmeleg og kan skrive sit eget navn, men gør det på den der førskolemåde, hvor han spejlvender hele lortet. Seriøst. Jeg ville ikke kunne gøre det samme. Sejt på den der nærmest autistiske børnemåde.

Hvis B. var nogen som helst anden, end hun er, ville jeg have dårlig samvittighed over ikke at kunne huske hendes ungers alder. Men det behøver man ikke med B., der ville dét være spild af tid.

NÅ. Men netop fordi det er undtagelsen fucking nyder jeg at tage ud til B. og nasse på hendes familie en fredag efter fyraften, (her ville jeg gerne have gjort mig morsom over noget med et samtalekøkken, men jeg forstår det nu. Jeg forstår samtalekøkkenet) og spise pizza og se samuraivideoer på YouTube med den ældste, indtil den yngste klavrer op på skødet af mig med den der bog med muldvarpen og lorten, og så sidder vi der og pludrer, og jeg har lyst til at æde ham med hud og hår.

Og så skal de i seng (ha, klokken 20. Tabere), og så drikker vi rødvin, fordi vi er de voksne, og så er klokken tæt på et. Og egentlig ville jeg fortælle jer en masse vigtige pointer fra vores samtale, der altid bliver spændende, fordi vi ser på verden fra så vidt forskellige udkigsposter - hun som gift-småbørns-kernefamilie-med-relativt-fast-sengetids-hetero-mor på femte-agtigt år, og jeg som har-jeg-egentlig-været-hjemme-før-klokken-elleve-en-eneste-aften-denne-uge?-lebbe.

Det der binder os sammen er, nåede vi frem til (sikkert for tyvende gang - vi kan ret godt lide at italesætte vores relation. Det er vist sødt nok), at vi gennem alle forskellighederne har bevaret en meget dyb respekt for måden, vi hver især har valgt at leve på. Der er ikke så meget som et gran af at 'der er bedre på min side af hegnet', når vi snakker sammen.

Når vi snakker sammen er vi bare B. & B. med alle de bekymringer og al den ærlighed, der følger med.

Og jeg har ikke set B. i tre måneder, men alligevel skal der ikke engang fem minutter til, før vi snakker om alt det vigtige.

Jeg siger det tit, og nu gentager jeg det: Jeg er så HELDIG, for jeg har omgivet mig med verdens bedste mennesker.

PS. Disneysjov er, skulle det have interesse, ikke noget at skrive hjem om. Ikke længere. Totalt mangacirkus.

---

Lige en hurtig fredagsnote

Note to self:

Lad være med at bruge Spray Mount i umiddelbar nærhed af bærbar.

---

Have a good one!

Nå, men kan I have en god weekend, damer.

Vi ses hverken her eller der de næste par dage, for jeg skulle gerne gå uge 15 i møde med en fuldfærdig lejlighed, så den står på benhårdt manuelt arbejde med bare bryster i overalls lørdag/søndag.

Måske viser jeg billeder. Måske ikke.

Disclaimer: Jeg bruger almindeligvis aldrig ugenumre - og stoler hverken på folk, der arbejder med det koncept, eller folk der har 100 pct. styr på sommertid/vintertid. Der er bare noget foruroligende ved mennesker, der gemmer plads i deres hjerner til den slags facts.

---

Koste-rettelse. Vigtigt.

Verdens (aller)bedste Bedstebøsse har bedt mig komme med en VIGTIG rettelse.

Jeg skrev jo nemlig forleden dag om mit rendez-vous med kostekalderen. Og Bedstebøssen og dennes (enorme) manddom var noget stødt over, at jeg havde udeladt en vigtig detalje:

Nemlig faktum, at Bedstebøssi - da jeg sagde "ham der kaldte mig vist lige en kost" - vendte sig om, og sagde henvendt til fremmed Kostekalder:

"Du skal ikke kalde min veninde en kost!"

Bedstebøssi insisterer på, at fremmed mand, der viste sig at have kaldt mig "smuk" og ikke "kost", blev meeeeget bange, fordi han troede BB var min store, stærke kæreste.

---

Booooring Blachman

Hold kæft, hvor var Blachman-programmet kedeligt. Og her var jeg taget hele vejen hjem til Bedstebøssen for at se det på et rigtigt tv (hvor billedet dog bølgerystede så meget, at det lignede, at de nøgne damer dansede rockblomst-dans).

Nå. Så måtte jeg jo nøjes med at spise Bedstebøssens appelsiner (i bogstavelig forstand. Intet seksuelt pun her).

Nu jeg tænker efter, var det egentlig ikke så meget programmet, som det var Blachman, der var kedelig. Jan Sonnergaard havde faktisk en masse ret spændende input, hvis bare navlepiller #1 kunne lade ham tale ud uden at afbryde.

Fx ville jeg gerne have hørt, hvorfor han besvimede, første gang han så en fisse.

---

Homovennedate = succes

OMG. Venne-date gik over al forventning!

Vi begyndte med en gåtur ved femtiden i går. Sådan en klassisk let-at-komme-ud-af-igen-med-en-plausibel-undskyldning-hvis-det-bliver-akavet-aftale.

Man kunne fx pludselig komme i tanker om, at "man havde middagsplaner".

Men sådan endte det så sandelig ikke: Gåtur blev til kaffe på en bænk nede på Sønder Boulevard, til mere gåtur, til mere kaffe på Bang & Jensen og til sidst fan'me til en middag på Fu Hao, der for de uindviede er Danmarks sandsynligvis både bedste og mindst prætentiøse dim sum-restaurant. Vi kunne ikke få nok. Hverken af snak eller dumplings.

Bøsse-M (skal snart finde på nogle ordentlige pseudonymer til alle de aldeles forskellige gode bøsser med navne, der begynder med det samme skide bogstav, M. og M. og M.) er klog, refleksiv og - viser det sig - interesseret i omtrent samtlige de samme ting som mig. Og værdsætter samme menneskelige egenskaber. Det var bare så let at snakke.

Og det var faktisk en ret vild oplevelse for en socially awkward penguin som undertegnede. At så lang tid med et - relativt - fremmed menneske var så ukompliceret. Jeg bliver altid bange. Det er noget med angst for tavsheden, tror jeg.

Nå.

Men M. troede i øvrigt, at jeg havde en overvejende heteroseksuel vennekreds. Sikkert fordi jeg har langt hår. Hvilket både er sandt og ikke sandt - altså det med vennekredsen. Jeg er langhåret.

For jeg har mange heterovenner, bestemt ja, men de af mine venner, jeg ser oftest, er homoerne. For eksempel har min påske - med undtagelse af Karriereveninden og Gode Gamle K. - udelukkende været fejret (påske er noget man fejrer) i selskab med homofile. Som vi kalder dem. Altså os. Homofile. (Shut up).

Jeg kan ikke forklare hvorfor.

Men at skilles efter en første (venne-)date med ordene: "Tak for i aften, jeg kan faktisk ikke vente, til vi ses igen" - det er da optur.

---

Du er en kost

Kom lige i tanker om et lille optrin på Bakken i fredags.

Jeg sidder i baren og forsøger at samle tankerne om en sms, idet en fyr læner sig hen mod mit øre:

"Du er en kost," siger han.

"Undskyld, hvaffor noget?", svarer jeg høfligt.

"Du er en kost," gentager han, hvorefter jeg - semi-vantro - prikker Bedstebøssen på skulderen og siger henvendt til ham:

"Jeg tror fanme lige, ham der kaldte mig en kost."

"Nej, nej!", siger den fremmede mand, mens han ryster heftigt på hovedet og fortsætter:

"Jeg sagde, at du var meget smuk."

Man hører, hvad man vil høre. Og hold så kæft, Freud.

---

Fast computer is fast

Jeg har netop rengjort muse-touchpad-feltet på min mac. Og det går i dette øjeblik op for mig, at det var så beskidt, fedtet og generelt uappetitlig, at det har sænket musens responstid.

Ja, det jeg prøver at sige er, at jeg har svinet min computer så omhyggeligt til, at den er blevet langsom af det. Nu er den hurtig igen.

---

De kan ikke holde fingrene fra hinanden. Som man siger.

Havde lebberne K. og E. til middag i går.

(Køkkenalrummet bliver, hvis det skulle være gået nogens næser forbi, indviet med manér i disse dage.)

K. og E. har fundet sammen igen efter otte måneder hver for sig. De kyssede første gang (i anden omgang altså) til min indflytterfest i december og har ikke rigtigt kunnet holde fingrene(!) fra hinanden siden. Selvom "vi er altså ikke kærester, vi dater bare". Right.

Men så - klokken tre i nat på Lesbisk Kaffe - kunne E. (med heftigt sejlende øjne) proklamere, at K. havde spurgt om de skulle være kærester (igen). Sødt og meget rigtigt. Og - nå ja - tillykke.

Vi spiste og snakkede om livet, døden, kærligheden og Blachman, og aftalte engang over midnat at mødes med et par flere på Lesbisk Kaffe.

Jeg har, som nævnt, tendens til angst, når mange lebber er samlet på et sted. Jeg har undersøgt det tidligere, men lige nu er jeg for doven til at spore linket til et evt. tidligere indlæg desangående. Jeg tror, det handler om, at deres - lebbernes - blik på en eller anden måde er mit male gaze. Det blik, jeg spejler mig i, og altså det blik, der vejer mig og potentielt finder mig for let (I wish. I ved, hvad jeg mener).

Da vi ankom til LK var der proppet. Vi overså vist et skilt i vinduet om "Lukket - privat arrangement" og trådte direkte ind i mit værste lebbemareridt:

Totusind (plus/minus) unge, smukke damer, der gjaldede gigahøjt, spillede sære (øl)spil og fyldte så meget, at man ikke kunne klemme sig forbi dem uden at påberåbe sig deres opmærksomhed. Scary shit.

Men vi fik møvet os op i baglokalet, fandt et bord, købte et hold mango dreams (hvad er det med lebber og tacky drinksnavne - "jordbærkys", anyone?) og kævlede derudaf. Vi var asociale. Men det var resten af gæsterne også, så det er vel fint nok.

---