Der er alligevel tid til et lille indlæg, før arbejdsweekend går løs. Og det skal handle om min veninde B. Min helt fantastiske veninde B.
Jeg har ikke ret mange venner, der har børn, og det passer mig faktisk meget godt - for når man ikke selv lever et superfamilieorienteret velplanlagt liv, er det rart at omgive sig med mennesker, der heller ikke behøver at være hjemme til spisetid (kl. 18 så man kan nå Disneysjov kl. 19) på en fredag.
Men måske netop fordi det er undtagelsen, er der noget helt fantastisk ved at besøge B. og hendes to forrygende drenge, som jeg har lyst til at sige er henholdvis halvandet og fire-fem år. Måske er jeg helt gal på den. Men I ved - den yngste har sådan lige lært at gå helt drunken hen over stuegulvet (hvis man forestiller sig, at klokken er fire om morgenen på et usselt værtshus, at der spiller lunken salsa i baggrunden (med fisk: riiiit-chi-chi-riiiiit-chi-chi) og at der står en flot dame på den anden side af stuen, ligner han virkelig en fuld, midaldrende mand, når han går. "Slingrer" er i øvrigt nok mere rammende en "går").
Den ældste er rimelig god til gemmeleg og kan skrive sit eget navn, men gør det på den der førskolemåde, hvor han spejlvender hele lortet. Seriøst. Jeg ville ikke kunne gøre det samme. Sejt på den der nærmest autistiske børnemåde.
Hvis B. var nogen som helst anden, end hun er, ville jeg have dårlig samvittighed over ikke at kunne huske hendes ungers alder. Men det behøver man ikke med B., der ville dét være spild af tid.
NÅ. Men netop fordi det er undtagelsen fucking nyder jeg at tage ud til B. og nasse på hendes familie en fredag efter fyraften, (her ville jeg gerne have gjort mig morsom over noget med et samtalekøkken, men jeg forstår det nu. Jeg forstår samtalekøkkenet) og spise pizza og se samuraivideoer på YouTube med den ældste, indtil den yngste klavrer op på skødet af mig med den der bog med muldvarpen og lorten, og så sidder vi der og pludrer, og jeg har lyst til at æde ham med hud og hår.
Og så skal de i seng (ha, klokken 20. Tabere), og så drikker vi rødvin, fordi vi er de voksne, og så er klokken tæt på et. Og egentlig ville jeg fortælle jer en masse vigtige pointer fra vores samtale, der altid bliver spændende, fordi vi ser på verden fra så vidt forskellige udkigsposter - hun som gift-småbørns-kernefamilie-med-relativt-fast-sengetids-hetero-mor på femte-agtigt år, og jeg som har-jeg-egentlig-været-hjemme-før-klokken-elleve-en-eneste-aften-denne-uge?-lebbe.
Det der binder os sammen er, nåede vi frem til (sikkert for tyvende gang - vi kan ret godt lide at italesætte vores relation. Det er vist sødt nok), at vi gennem alle forskellighederne har bevaret en meget dyb respekt for måden, vi hver især har valgt at leve på. Der er ikke så meget som et gran af at 'der er bedre på min side af hegnet', når vi snakker sammen.
Når vi snakker sammen er vi bare B. & B. med alle de bekymringer og al den ærlighed, der følger med.
Og jeg har ikke set B. i tre måneder, men alligevel skal der ikke engang fem minutter til, før vi snakker om alt det vigtige.
Jeg siger det tit, og nu gentager jeg det: Jeg er så HELDIG, for jeg har omgivet mig med verdens bedste mennesker.
PS. Disneysjov er, skulle det have interesse, ikke noget at skrive hjem om. Ikke længere. Totalt mangacirkus.
Jeg har ikke ret mange venner, der har børn, og det passer mig faktisk meget godt - for når man ikke selv lever et superfamilieorienteret velplanlagt liv, er det rart at omgive sig med mennesker, der heller ikke behøver at være hjemme til spisetid (kl. 18 så man kan nå Disneysjov kl. 19) på en fredag.
Men måske netop fordi det er undtagelsen, er der noget helt fantastisk ved at besøge B. og hendes to forrygende drenge, som jeg har lyst til at sige er henholdvis halvandet og fire-fem år. Måske er jeg helt gal på den. Men I ved - den yngste har sådan lige lært at gå helt drunken hen over stuegulvet (hvis man forestiller sig, at klokken er fire om morgenen på et usselt værtshus, at der spiller lunken salsa i baggrunden (med fisk: riiiit-chi-chi-riiiiit-chi-chi) og at der står en flot dame på den anden side af stuen, ligner han virkelig en fuld, midaldrende mand, når han går. "Slingrer" er i øvrigt nok mere rammende en "går").
Den ældste er rimelig god til gemmeleg og kan skrive sit eget navn, men gør det på den der førskolemåde, hvor han spejlvender hele lortet. Seriøst. Jeg ville ikke kunne gøre det samme. Sejt på den der nærmest autistiske børnemåde.
Hvis B. var nogen som helst anden, end hun er, ville jeg have dårlig samvittighed over ikke at kunne huske hendes ungers alder. Men det behøver man ikke med B., der ville dét være spild af tid.
NÅ. Men netop fordi det er undtagelsen fucking nyder jeg at tage ud til B. og nasse på hendes familie en fredag efter fyraften, (her ville jeg gerne have gjort mig morsom over noget med et samtalekøkken, men jeg forstår det nu. Jeg forstår samtalekøkkenet) og spise pizza og se samuraivideoer på YouTube med den ældste, indtil den yngste klavrer op på skødet af mig med den der bog med muldvarpen og lorten, og så sidder vi der og pludrer, og jeg har lyst til at æde ham med hud og hår.
Og så skal de i seng (ha, klokken 20. Tabere), og så drikker vi rødvin, fordi vi er de voksne, og så er klokken tæt på et. Og egentlig ville jeg fortælle jer en masse vigtige pointer fra vores samtale, der altid bliver spændende, fordi vi ser på verden fra så vidt forskellige udkigsposter - hun som gift-småbørns-kernefamilie-med-relativt-fast-sengetids-hetero-mor på femte-agtigt år, og jeg som har-jeg-egentlig-været-hjemme-før-klokken-elleve-en-eneste-aften-denne-uge?-lebbe.
Det der binder os sammen er, nåede vi frem til (sikkert for tyvende gang - vi kan ret godt lide at italesætte vores relation. Det er vist sødt nok), at vi gennem alle forskellighederne har bevaret en meget dyb respekt for måden, vi hver især har valgt at leve på. Der er ikke så meget som et gran af at 'der er bedre på min side af hegnet', når vi snakker sammen.
Når vi snakker sammen er vi bare B. & B. med alle de bekymringer og al den ærlighed, der følger med.
Og jeg har ikke set B. i tre måneder, men alligevel skal der ikke engang fem minutter til, før vi snakker om alt det vigtige.
Jeg siger det tit, og nu gentager jeg det: Jeg er så HELDIG, for jeg har omgivet mig med verdens bedste mennesker.
PS. Disneysjov er, skulle det have interesse, ikke noget at skrive hjem om. Ikke længere. Totalt mangacirkus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!