Noget om royal homofili og fladskærme. Fordi fredag.

Sådan. Nu er der flyttet en fladskærm (ha! Jeg skrev "fladskræm". Passende) ind i det lille hjem, som jeg om tre timer og 42 minutter officielt deler med Livslebben. Det er vildt nok.

Og fladskræmslet er for øvrigt slet ikke hverken så stort eller slemt, som jeg var bange for.

Lige nu gør LL rent i sin gamle lejlighed (jeg tilbød at hjælpe. Det gjorde jeg altså), og jeg passer hunde og smiler, hver gang jeg tænker på de omtrent ti millioner gange, vi sagde "hjem" og "hjemme hos os" i den lejede kassevogn, som LL hentede mig i efter arbejde.

Og apropos arbejde brugte vi frokostpausen på at tale om royale homoer på work i dag.

Det hele startede med, at jeg vovede at nævne, at jeg synes Lordes debutalbum er pissegodt. Og at jeg er vild med "Royals". Stadigvæk, ja.

Og.

Fordi jeg gerne ender som vittighedens numse, gik der omtrent to sekunder, fra den bekendelse faldt, til der sad tre kolleger og skraldgrinende blev enige om, at jeg sad derhjemme hver aften med tylskørt og tiara og græd ned i mine havregryn, mens jeg nynnede "I'll never be roooyal, rooooyal".

Ren voksenmobning.

Jeg modsatte mig naturligvis. For selvfølgelig kan jeg nå at blive kongelig. Lad os fx sige, at Mary smutter fra Frede, eksemplificerede jeg.

"... Og at du holder op med at være lebbe," indskød min kollega, H.

God pointe.

Og så talte vi ellers om alle de taxachauffører, H. har talt med, og som må have koordineret deres røverhistorier ret præcist ... med mindre der rent faktisk er noget om de-der-rygter, der siger, at Prins Henrik fra tid til anden får unge mænd fragtet på erotiske besøg på en eller anden yacht nord for København.

Har I hørt noget om det?

Egentlig er det vildt at tænke på, at danske kongelige faktisk er længere nede på evolutionstrappen end amerikanske fodboldspillere, når det kommer til seksualitet og åbenhed om samme.

Hvor kunne det bare være helt fantastisk fedt, hvis en af prinserne - eller et par af de unger, kronprinseparret har spyttet ud - viser sig at være homoer.

Åh, manner.

---

To lebber under ét tag. Sgu.

I morgen flytter verdens bedste LL ind i min lejlighed på Vesterbro. Det er en ret big deal. Og jeg har ikke sagt noget her på bloggis af frygt for at jinxe ting og sager.

Vi har været kærester i knap tre år med en lille pause sidste sommer. Nu skal det være.

Jeg oplever den vildeste dobbeltfølelse.

På den ene side er jeg panisk angst for det. Dels fordi jeg i virkeligheden er et menneske, der vægter alenetid meget højere, end jeg nogle gange selv tror. Og dels fordi jeg er et kæmpesvin stort rodehoved i sammenligning med det ordensmenneske, jeg har valgt at dele mundvand - og fra i morgen også tag! - med.

Det bliver en udfordring for os begge to. For jeg er virkelig klam. Og hun er virkelig ordentlig.

Men på den anden side kan jeg faktisk ikke rigtigt vente. Med at være sammen om alt det der røvsyge praktiske. Til at begge vores navne står på døren. Og til at man - lige meget hvor sent det bliver, og hvor travlt man har - falder i søvn sammen om natten.

Der er noget mærkværdigt over, at det er alt det praktiske, jeg faktisk glæder mig mest til.

Ih! Jeg ser bare så meget frem til, at vi skal købe ind sammen. Huske mælk og toiletpapir. For eksempel.

Come nu on - det er sgudda ikke det, lægeføljetonerne i Ude&Hjemme kalder romantik.

Men ikke desto mindre. Det er det, jeg glæder mig til. Alle de der små fjollede dagligdagsritualer. Måske fordi det jo er alt det andet, vi har sammen nu. Alt det rare og ekstraordinære.

Lige nu - til og med i nat - har det praktiske og logistiske været det, der var irriterende. At koordinere hvem, der kommer til hvem. Hvem der lufter hunde efter work og sørger for at have de rigtige nøgler med. At smide mad ud, der bliver fordærvet, fordi vi køber ind det ene sted og ender med at tilbringe dagevis det andet sted. Det slipper vi pludselig for. Agtigt.

Altså. Jeg er ikke hverken dum eller naiv. Og jeg har boet sammen med en kæreste før - det er hårdt arbejde, bestemt. Men det er altså også ret dejligt.

Juhu!

---

Åh, de lebber. Altså os. Altså mig.

Shit manner. Travlhed, træthed og kærlighed spænder ben for det skide bloggeri.

Jeg havde en ganske fantastisk miniferie i Amsterdam med hende den pæne, tak.

Højdepunktet var - foruden alle de rigtige og kærligheds- og/eller kaloriemættede højdepunkter (fuck, vi spiste meget god mad) - helt klart, da LL og undertegnede havde en semiophedet og ganske tåbelig diskussion på en halvtom lebbebar søndag aften ('Vive la Vie' ved Rembrandt Plein, hvis nogen skulle være interesseret i at besøge etablissementet. Hyggelig små-generisk lebbebar med fadøl og afslappet atmosfære).

Jeg gik i baren for at betale for vores øl, idet bartenderen - tydeligvis stedets ejer, der havde bemærket vores store armbevægelser - spurgte, om vi var ok?

Jeg svarede, "Well. You own a lesbian bar - I suppose you know how it goes ..."

Hvortil tenderen slog verdens største latter op, lagde sin rare hånd oven på min og udbrød:

"Honey. I've worked in this place for more than 30 years. I've seen it all. Everything. E-ve-ry-thing."

Sødt nok.

Det er i øvrigt pudsigt, at når jeg er i lebbebyen i København, har jeg altid en lille smule angst. Det har jeg skrevet om før. Fordi jeg hader tanken om, at der er nogen, der ved hvem jeg er. At nogen ved noget om mig. Som jeg ikke ved, de ved. Jeg er stjerne-ansigtsblind, så jeg er altid i tvivl, om jeg møder folk for første gang. Og jeg er blevet overrasket over, hvor ikke-incognito en ret så seriemonogam og aldeles ligegyldig lebbe som jeg selv i virkeligheden er. Grimt. Jeg er ikke en skid hemmelig, når det kommer til stykket.

Men! Når man så homofester i udlandet, sker det med en helt anden ro. Fordi lebberne i fx Amsterdam med laaangt mindre sandsynlighed er potentielle såkaldte hulkammerater. Såkaldte. 

---

Kærlighed og Amsterdam

Jeg har ferie. Fra nu af og helt frem til og med mandag. I morgen tager jeg Livslebben i hånden og flyver til Amsterdam. Fire dage, bare mig og hende og masser af kærlighed.

Det var der, vi var på vores allerførste kærestetur. Vi havde været kærester i et par måneder.

Derfor står det også stadig som den her sindssygt romantiske by - fordi det var der, vi sad en hel aften under et træ ved en kanal på to faldefærdige efterladte stole i sensommervarmen og lærte hinanden at kende.

Vi udviklede en drikkeleg, husker jeg, hvor hun stillede mig et spørgsmål om sig selv, og jeg skulle svare. Og omvendt.

"Hvilke kæledyr havde jeg, da jeg var barn?"

"Hvor gammel var jeg, da jeg mistede min mødom?"

"Hvilken type musik kan jeg ikke døje?"

... Gættede jeg forkert, skulle jeg drikke en tår af noget håbløst syntetisk sprut, vi havde købt i et supermarked. Gættede hun galt, måtte hun til flasken.

Der er noget meget fantastisk over at lære et menneske at kende, som man er helt vild med. Fordi det virker så absurd, at man ikke allerede ved de ting. Man er begærlig efter at få det hele på én gang.

Vi blev fulde og knaldede op ad en mur senere den aften. 

Tog på lebbedisko og blev næsten smidt ud, fordi jeg havde glemt, at jeg havde resten af håbløs sprut i tasken (seriøst. Det var ikke lebbenærighed. Det var beruset glemsomhed. Promise.).

Nu skal vi tilbage, og jeg glæder mig simpelthen så fuldstændig afsindigt. Til lufthavnen og Starbucks-kaffe (fast rejseritual), til verdens bedste hånd-hold under let flyskræk på turen derned. Til at gå rundt i byen og mest af alt til at kaste mig på sengen på hotellet og ... falde i søvn ... helt uden tøj på sammen med den kvinde, jeg elsker.

Vi har kun to punkter på programmet. 

Faktisk var der tre, men min gode gamle ven K., som jeg spiste hos i går, fortalte, at man ikke længere som udenlandsk turist må besøge coffee shops på den sjove måde. Politiet kan åbenbart kræve at se pas, og 'serveres' der til udlændinge, kan de lukke stedet. 

Så nu er kulturlisten barberet ned til to punkter. Flot, i øvrigt, at jeg lige fik kaldt hash for kultur.

Vi skal på Rembrandt-museet og Anne Frank-museet.

Jeg aldrig været hverken på det ene eller det andet museum. Og i Skt. Petersborg blev jeg lige mindet om, hvor sej Rembrandt er. De har en 25-30 af hans værker på Vinterpaladset. Han er jo for vild.

Min mors første store kunstbog - som jeg husker, at vi tit bladrede i, da jeg var barn - var en gigantisk moppedreng af en Rembrandt-bio. Min mor fortalte mig for nyligt, at hun sparede op til den i et helt år. Og at hun var så glad, da hun endelig kunne bestille den hjem til Clausens Boghandel nede i Ryesgade. 

Åh, Århus.

På Anne Frank-museet glæder jeg mig især til at bladre i gæstebogen.

Åh, Justin Bieber.

Hav en skønno weekend, folkens!

---

Porno og tv-serier. Og så er det ikke engang rart.

Nogle gange, når man - fuldstændigt lovligt, selvfølgelig! - leder efter sine serier på nettet, kommer man uden rigtigt at ville det forbi porno-variationer af yndlingene.

Det er altid lidt mærkeligt, og det føles for undertegnede som et sært overgreb - lidt ligesom pludselig at genkende en god ven i en hardcore pornofilm. Det er i øvrigt (til protokollen!) endnu aldrig sket.

Jeg har ikke set nogle af de oven for viste eksempler. Heller ikke nogle andre egentlig ("The Big Bang Theory - te xxx version", som jeg lige faldt over fx). Og har heller ikke lyst. Ikke det fjerneste, faktisk. Jeg er, hvis sandheden skal frem, bare fuldstændig 100 pct. frastødt af konceptet. Vitterligt.

Og jeg er bestemt ikke anti-porno.

Jeg skal bare helst i min porno-fordøjelse/-fornøjelse narres en lille bitte smule til at tro, at det, jeg er vidne til, ikke er 100 pct. kommercielt drevet.

Blåøjet, I know. Men trods alt: Bemærk, at jeg skriver 'narres til'. Jeg ved godt, at det er en naiv forestilling, at scener med fine naturlige lebber i hengivne 69'ere foran gode HD-kameraer i pæne omgivelser skulle være helt og holdent lystdrevne. Rationelt.

Men silikonefri bryster og korte fingernegle gør det bare lettere for mig at leve mig ind i ... handlingen.

Og apropos handling. Jeg spekulerer virkelig på, hvem fanden de er tiltænkt, disse mærkværdige komedieserie-pornoparodier?

- Er det hardcore-pornoforbrugere, der bare har set alt - alt! - porno, der findes derude, og nu er desperat på udkig efter noget nyt?

- Eller er det dedikerede seriefans, der ikke kan komme i tanker om noget frækkere end Meg - I ved, tegneseriefiguren fra Family Guy - i levende live inklusiv pink tophue og som mellemkød (pun intended) i en sandwich?

- Eller handler det, når alt kommer til alt, bare om, at nogle porno-manuskriptforfattere kører fuldstændigt død i pizzabude, skolelærerinder og håndværkere, der skal lægge rør ind, og kræver kreativt indspark fra serieland?

Jeg føler mig meget grøn og uskyldig på området, men jeg forstår simpelthen ikke, hvem der skal (eller kan!) blive fanget af Game of Bones eller The Office XXX. Jeg har i hvert fald svært ved at tro, det skulle være fans af tv-serierne.

Bør måske lave lidt field studies. Trods alt.

---

Om sygdom og snævertsyn. I nævnt rækkefølge.

Jeg er syg. Får lyst til at skrive 'igen' - har jeg ikke været meget syg på det seneste? Influenza på den der ondskabsmåde, hvor hovedet eksploderer og kvalmen stiger i halsen.

Og jeg er strandet hos LL, hvilket for så vidt er fint nok, fordi hun i modsætning til mig har et fjernsyn. Men hvad fanden er der ved at have et fjernsyn, når der er OL ud over det hele?

En måske/måske ikke betænksom bekendt mindede mig i den forbindelse om TV3play og Paradise Hotel. Og nu er jeg hooked.

Så kan LL få lov at se curling, når engang hun kommer hjem.

"Det er en rigtig gentleman-sport," sagde hun (til min store begejstring), da hun for tyvende gang forsøgte at forklare mig reglerne. Jeg synes, det er en rigtig dum sport.

Og bevares, det er da meget fint, at der ikke er nogen dommer, fordi spillerne selv finder ud af det hele. Men måske også et ret tydeligt symptom på en ualmindelig uinteressant sportsgren.

Og spillerne ligner noget fra it-support.

Til gengæld så jeg noget freestyle-skiløb for kvinder mellem to x dybe lure, hvor en af løberne - en cis-kvinde - for foden af banen holdt en seddel op for kameraet, hvor der stod noget i stil med:

"Alles Gute zum Geburtstag, Amanda!"

Plus en masse hjerter. Og kommentator #1 foreslår, at det nok var en fødselsdagshilsen til kæresten derhjemme, hvorefter kommentator #2 svarer:

"Amanda!? Det er da et pigenavn, så er det vel ikke kæresten."

Magen til snævertsyn.

Åh ja. Den svenske træner havde i øvrigt regnbuefarvede handsker på. Jeg tror bestemt, det var med vilje.

Nå. Men nu har jeg lånt damens gigantiske høretelefoner, og så vil jeg se, hvordan det mon ender med hende lebben Nadia, mens LL laver chai-te med marshmallows til alle syge.

Jeg har lige brugt begrebet cis-kvinde for første gang. Det skal jeg nemlig øve mig i at integrere i mit ordforråd. Det er et godt ord.

---

Så træt. Weekend oven på den her weekend, tak?

Shit manner. Trods tømmermandstræthed og arbejdssøndag føler jeg mig som verdens allerheldigste.

Livslebbens hjem dufter af den suppe, hun er i fuld gang med at tilberede til mig og Kosmopolitten, der kommer til middag om en times tid. Oven på mine fødder ligger to halvtykke sort/hvide labaner, som vi lige var på Frederiksberg og hente hos yndlings-sitteren: min fantastiske ven M's mor, som har tabt sit hjerte lige så meget til 2xHund, som vi har her i hytten.

Vi var til middag hos Bedstebøssen sammen med lebbeparret K&E i går - oven på en af de der fantastiske dage, hvor man afleverer hunde til pasning hen ad eftermiddagen, drøner til LL, der har god frokostsalat og hvidvin parat, fjoller rundt i hendes stue og tager et S-tog hånd i hånd om til BB, hvor verdens bedste parmesanmiddag bliver indtaget, og der går først diskussion (nøgleemnet: må BB kalde mig kærligt for 'bitch'?), dernæst selskabsleg og til slut dejlige danseben i arrangementet.

Åh, hvor var det fantastisk.

Vi hoppede i sengen og dansede macarena. Og tog til Homo Electric ved tretiden. Hang ud en times tid, hvorefter LL og undertegnede mente det passende at runde Hovedbanen og McD på vejen hjem.

Vågnede semisent i dag, indtog kold BigMac og kaffe i sengen. Så noget film med noget Angelina Jolie, hentede nogle hunde, og nu er vi lige præcis her. Hvor der er allerrarest. Tæt.

Der var en lebbe på Block 66, der øjenflirtede helt afsindigt med mig i går - det sker ellers sjældent. Jeg tror, jeg er blevet for gammel - og der er bare noget helt fantastisk i at blive flirtet med af smuk kvinde, men hele tiden vide, at man tager hjem med den allerlækreste.

Hvis I spørger mig, er hun jo altid ret pæn, LL, men i går var hun sådan helt sindssygt tiltrækkende - det handler nok både om, at hun selv troede på det (hvilket hun virkelig altid bør), og at hun havde lige præcis den kombination af skovhuggerskjorte og Adidas-sneakers på, som jeg holder allermest af.

Åh, altså! Min uge har simpelthen bare været så fuld af gode mennesker og fornøjeligt selskab.

Fra Suppe & Hygning hos Bøsse-M med imponerende fjorten gode mennesker, til X Factor hos journalisterne, forbi kaffe og tirsdagsrugbrødsmadder med Kosmopolitten, omkring Middag med Homoerne i går, forbi et barselsvisit hos en af de helt gamle (vi har netop regnet ud at vores venskab fylder 17 år til sommer. Det er snart parat til at flytte hjemmefra, er vores venskab. Og har nok i hvert fald fået et værelse i kælderen med egen indgang nu). Og inklusiv fantastisk kvalitetstid med LL.

Det liv har jeg skruet meget godt sammen, egentlig.

Men hey - må BB kalde mig for bitch i kærlig sammenhæng? Jeg er i tvivl. Jeg finder ordet ret stødende og synes ikke, jeg passer præcist nok i den kasse, skældsordet oprindeligt blev brugt om, til at det giver mening for mig at reclaime begrebet.

Det er der ligesom nogle Bronx-agtigt hiphopkvinder, der skal gøre. Tænker jeg. Men omvendt. Når det er kærligt ment. Hmm. Hvad synes I?

---

Olympiade i dårlige beslutninger

Jeg ser ikke OL. Det interesserer mig almindeligvis ikke det mindste at følge de såkaldte Lege.

Men i år holder jeg øje. Omend mest via Buzzfeed og Twitter, fordi jeg vil se alle de gange, Rusland dummer sig. Hvis PR-dumhed var en olympisk disciplin, havde Rusland gode odds.

I har garanteret allerede set videoen fra det canadiske Institut for Diversitet og Inklusion? Med bobslædekørerne? Åh, den er sød. Og jeg fik totalt lyst til at høre noget mere Human League.



Og på samme måde, er I garanteret totalt på forkant med, hvilken dragt den tyske delegation havde iklædt sig til åbningsceremonien? Den er da regnbuefarvet ... er den ikke? Jo, den er sgudda så.

Og så er der alle #sochiproblems-skandalerne henne på Twitter. Hoteller, hvor lobbyen ikke er bygget færdig, eller hvor dørhåndtagene falder af værelserne. Eller kablerne hænger ud af væggene. Nå ja, eller hvor 11 journalister fra CNN Sports har fået ... ét værelse. Til deling.

Oh yes.

Og hvad med åbningsceremonien hvor Rusland havde fået løgnelebbe-gruppen t.A.T.u. til at optræde?

Seriøst. Hvem er Sochi-kommunikationschef? Hende (eller 'ham', det er Rusland, who am I kidding?) gad jeg virkelig godt møde.

Det er jo for vildt, hvis der helt alvorligt er en PR-type derovre, der har tænkt, "Ah! Vi får en (phony) lebbeduo til at åbne ballet, så holder homoprotesterne garanteret op." Åh gud, hvor kortsigtet.

Nå ja. Og så var det også lidt sødt, at det-der-med-ringene gik galt:

Ha.

---

Utilsløret begejstring, seksualitet underordnet.

Jeg hører altid podcasts, når jeg bevæger mig rundt i i København.

Kæft, det lyder prætentiøst, men helt alvorligt kan jeg faktisk gå rundt og børste tænder midt i morgentrætheden og glæde mig til at hoppe på cyklen, fordi jeg ved, jeg så må høre:

Savage Love (link), This American Like (link), Pop Cultural Happy Hour (link), On the Media (link) eller ...

Third Ear. Ja! OMG. Third Ear.

Third Ear er dansk dokumentar/montageradio, når det er absolut bedst. Hallo! International klasse. Seriøst.

Og her følger en anbefaling, som ikke har noget som helst med hverken feminisme, ligestilling, Rusland eller homoseksualitet at gøre. Jeg sidder bare her - netop hjemvendt fra fantastisk dejlig aften med gode venner på Christianshavn - og er helt og aldeles blæst væk.

Jeg har nemlig i dag hørt en god times fuldstændig forrygende radiodokumentar (først 18 minutter på cykel fra work til LL og fredagsøl, så 26 minutter på cyklen fra LL til Christianshavner-visit og nu de sidste 22 minutter fra Christianshavn og hjem i seng).

Jeg vil faktisk ikke sige så meget yderligere. I skal have oplevelsen for jer selv - men gå lige ind på Third Ears hjemmeside og hør:

I ET FORHOLD MED

Og kom så lige tilbage bagefter - så snakker vi om det!

Billede lånt fra Thirdear.dk ... det er ok, er det ikke?

...

Og hvis I ikke kan få nok, kan jeg anbefale jer bagefter at tage fat i især følgende episoder:

Farfars to liv, Guldhornene, Jagten på U534 og Menneskehedens fjende, ikke mindst.

Sidstnævnte hørte jeg selv på en tur til Peru for to år siden, hvor jeg sad i en mørk bus på vej gennem et nattemørkt peruviansk højslettelandskab. Mens alle andre sov, var jeg lysvågen og lyttede til piratfortællinger.

Det husker jeg tydeligt.

---

Recap. Bare lad være med at læse det. Det er røvsygt.

Nå. Jeg har en af den slags uger med aftaler og kærlighed og arbejde og en stor del af de bedste mennesker, jeg kender. Så det her kommer til at gå hurtigt. Hold fast.

... Men har I set den her præcise beskrivelse af, hvorfor det gør ondt i hjertet, selvom det gør godt i trussen, når Shakira og Rihanna danser med væggen og rører ved hinanden? + Kan man være murseksuel?

Og så I den forfærdelige film på Buzzfeed om homoforhold i det russiske?

OG.

Har I set, at Barney's - det legendariske stormagasin i New York - har søsat en megakampagne med transmodeller?

Og har I hørt Dan Savages interview med Lea DeLaria, der spiller Big Boo i Orange is the New Black, hvor hun løfter sløret for, at anden sæson bestemt ikke kommer til at skuffe nogen. NOGEN.

Åhhåhåhå, hvor jeg dog glæder mig!

Og Lea snakker om LBD. Som i dumme dameblade betyder Little Black Dress. Men i lebbeland betyder LESBIAN BED DEATH. Sgu.

Som hun siger (frit fra denne lebbes utilregnelige hukommelse):

"Isn't it cool that LBD is something lesbians have all to themselves: Lea and Anna sitting in a tree. K-i-s-s-i-n-g. First comes love ... then comes lesbian bed death. That's so cool."

Jeg er sygt forelsket i Big Boo. Og nu også, viser det sig, i den ultrabutchede skuespiller bag rollen. Suk.

---

"Er I kærester? Hvorfor vil I ikke snakke?"

Det er faktisk ikke sket i hundrede år. Men så i morges havnede jeg atter i en såkaldt homosynlig situation.

LL og undertegnede var kommet så hurtigt ud af døren, at vi havde tid til en kop kaffe på en ellers ret så røvsyg kaffebar i centrum. Så der sad vi. Fordybet i snak med knæene vendt mod hinanden i sofaen for endevæggen. Klokken omtrent ni om morgenen.

Stille og roligt.

... Indtil en gut på omkring 40 år sætter sig i stolene over for. Læner sig frem over bordet - frem mod os.

Jeg tænker først, at manden bare har fundet en af få ledige siddepladser i cafeen og selvfølgelig fred med det. Men så henvender han sig til mig. Og jeg kan mærke, at han er en af dem, der ser to lebber i en halvintim (ikke fysisk intim, dialogisk intim - vi kyssede ikke!) situation og klart mener, der er plads til ham og hans dumme kæft.

Han prøver at komme i snak. Spørger om vi er kærester. Og jeg siger - noget spidst, indrømmet:

"Vi sidder lige og snakker, og vi gider faktisk ikke rigtigt tale med andre. Er det ikke ok?"

Jeg tænker, at det giver ham spillerum nok til - uden ansigtstab - at læne sig tilbage i sædet og drikke resten af sin kaffe i tavshed. Men nej.

"Jamen, hvorfor vil I ikke snakke? Er I kærester? Er det din kæreste?"

Jeg kan mærke, jeg bliver gal. Og svarer. Vredt og konfronterende.

"Det rager, undskyld mig, ikke dig. Men ja, det er min kæreste, og vi sidder lige og taler sammen bare os to og gider faktisk ikke selskab. OK?"

Han bavler videre. Om at jeg er stram og lukket, og LL er smuk og åben. Hvilket han i øvrigt har 200 pct. ret i.

Jeg svarer efterhånden relativt rødglødende, at han måske skal tage min lukkethed som udtryk for, at han ikke er velkommen. At det er uhøfligt at blande sig, når man klart har fået at vide, vi helst er fri. Søger LLs hjælp.

Hvorefter hun læner sig frem. Helt roligt. Beder ham lade os være i fred. Pædagogisk og venligt. Hvorefter han rejser sig og går. Mission fuldført.

Jeg følte mine grænser massivt overskredet. Og min seksualitet synlig og sårbar. Og blev - ikke helt fair, bevares - megagal på LL over, at hun ikke også var gal.

"Det er ikke værd at lade sådan et fjols ødelægge sin morgen," svarer hun. Og klemmer min hånd.

Og hun har ret. Men jeg kan ikke lade være at læse tusind års kønnet ulighed ind i sådan en situation. For fremmed mand ville aldrig på den måde invadere et heteropars privatsfære.

Det er faktisk ved at være rigtig lang tid siden, jeg sidst følte mig homosynlig, men jeg kan tydeligt mærke, at det vækker en helt dirrende harme i mig, når det sker. Stadigvæk. Jeg har så svært ved bare at se ham som en enlig idiotisk svale og ikke som et symptom på en syg og chauvinistisk verden.

Hvad gør I, når det sker? 

---

Gid, de synes, jeg er cool. Bare lidt.

Det øjeblik, hvor man står en uskyldig tirsdag i en undervisningssituation på en større københavnsk uddannelsesinstitution. Og lige skal logge på nettet i forbindelse med en powerpointpræsentation.

Og man åbner Mac'ens Finder-vindue. Og joker lidt mellem to sætninger med, at det ville være sjovt, hvis der lå girl-on-girl-porno eller andre upassende emner blandt filerne. Høhø.

Og Google så vælger at lægge en flot henvisning til "Blogger: Mit såkaldt lesbiske liv" i åbningsvinduet, idet man åbner sin browser på projektoren.

Og man hører nogen i lokalet sige, "hæhæ, girl-on-girl-porn ... eller fx mit såkaldt lesbiske liv".

Og man bare ved, de alle sammen har internetadgang fra deres bærbare. Og således sandsynligvis i dette øjeblik kender min seksuelle historie og min betagelse af Laura Christensens bryster. Nå ja, og min superhemmelige bloggeridentitet, selvfølgelig.

Tak, Chrome. Tak for nothing.

Det gik lige så godt. Gid, de synes, jeg er cool alligevel. Bare lidt.

---

Ting, der er dødssyge

Ved I, hvad der er dødssygt?

At sidde tre timer med milde tømmermænd og post-modeugens svar på jetlag i et tog til Brande en lørdag eftermiddag. Blive hentet på stationen af mor, der kommer direkte fra Aarhus, og fragtet videre ud i den midt-/vestjyske intethed og overnatte på en dum gæsteseng.

Vågne søndag, spise to rundstykker med smør, få sug i maven af ubehag, idet ens mor bøjer sig fremover ved morgenbordet, og man kan se, at der hvor venstre side af kavalergangen burde forme sig til et bryst, er der bare et tomt ar. Fuckinglorteskodbrystkræft. Som indtil videre har haft et godt tag i fire kvinder i min mors gren af la famiglia.

Tilbringe seks timer i et fælleshus med fællessang og fællesskål og give hånd til 100 mennesker. Det gør man, der hvor min mor kommer fra. Giver hånd til alle - ALLE - gæster. Også selvom det betyder, at 100 fremmede højrehænder har trykket min i dag. Vasker lige hænder. Igen. Og alkogel.

Spise natmad klokken atten. Sådan er det til firsårsfødselsdage.

Blive fragtet tilbage til Brande ved syvtiden og kastet på et tog, hvor sidekvinde ikke har fattet, at stille-delen af den kupe, vi har mast os ind i, også omfatter høj(jjjj) Beyonce-bas i høretelefoner.

Være for indestængt og madbombet til at prikke til hende. Glæde sig lidt (midt i egen indestængthed) over, at det tydeligvis generer anden sidekammerat mere, end det generer undertegnede. Hun skærer tænder og sender blikke. Hæ.

Hoppe af tog på Hovedbanen tre timer senere. Have svagt håb om, at LL måske har låst sig ind og venter i sengen på Vesterbro som en form for overraskelse. Fordi man ikke rigtigt-rigtigt har set hinanden siden tirsdag(!). Selvom hun hele tiden har sagt, hun var hjemme hos sig selv

Låse sig ind i tom, tom, tom og mørk lejlighed. Suk.

Vide at man skal op om knap otte timer og arbejde fem lange dage, før man har weekend igen.

Dét er dødssygt.

---

Jeg synes ikke, pikke er spændende. Så kort kan det siges.

Havnede post-work halvsent i går aftes på meget lille og meget brunt værtshus med virkelig god (seriøst!) kunst på væggene* og lige så afsindigt godt kollega- og ekskollegaselskab på barstolene.

En af de aftner, hvor man egentlig har tænkt, det bare skal være en enkelt. Også fordi man ikke lige har taget højde for, at der i Indre By stadig findes etablissementer, der ikke tager dankort. Så jeg kørte på kollegernes skejser fra første øl til efter midnat.

Det giver mig herredårlig samvittighed. Angsten for at være en af dem, der nasser, ligger dybt i denne lebbe. Men jeg omgiver mig heldigvis med søde, gavmilde mennesker, der synes, min nasseskam er åndssvag. Og vi blev således noget mere fulde, end planen (min) var.

Vi talte selvfølgelig om homoseksualitet. Der kommer et punkt, hver gang jeg alko-taler med semiperifære og/eller professionelle bekendtskaber, hvor de spørger mig:

Hvornår sprang du egentlig ud?

Og så fortæller jeg historien (som jeg med garanti også har fortalt her på bloggis en gang eller tyve) om dengang efter et halvt års tid som heteroseksuel single med skønne, slutty tendenser, hvor jeg tog på Stengade med Bedstebøssi og et eneste formål:

At score en kvinde.

Jeg fuldførte missionen den efterårsnat i 2005 og vågnede op dagen derpå med et eneste meget klart og præcist lynnedslag i hovedet:

Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det noget før?

Det er løgn, at jeg aldrig kiggede mig tilbage over min heteroskulder derfra. For det gjorde jeg. Nogle måneder efter Stengade-rendez-vous'et var jeg, så vidt jeg husker, en enkelt gang i seng med min halvfaste mandlige elsker gennem flere år.

For gammelt bollevenskabs skyld.

Og så knaldede jeg en anden mand for omtrent tre år siden, da jeg og min eks gik fra hinanden.

Begge oplevelser var mig inderligt ligegyldige. Fine nok, men ligegyldige. Jeg synes ikke, pikke er spændende. Så kort kan det siges. Det er bare som om, jeg lige engang imellem skal have genbekræftet, at jeg nu også har truffet det rigtige valg ved at springe på damehesten. Som man siger.

Og det har jeg.

Og godt for det.

*Det viser sig, at årsagen til, at kunsten på Cafe Nick er så god, er, at sultne (tørstige) kunstnere gennem tiden har kunnet betale for drikkevarer med væg-udsmykning, når pengene var små. Det, synes jeg, er helt vildt fint. Egentlig blot lidt synd - men vel også en del af charmen - at alle malerierne med årene har fået samme gulnede farveskala, fordi man må ryge indenfor på værtshuset, der er på størrelse med mit soveværelse. Agtigt.

---

Uh! Trans-drama på den finkulturelle måde.

Har I set, at Det Kongelige Teater sætter Boys Don't Cry op i marts?

Det glædede jeg mig da faktisk helt vildt meget til at se. Indtil jeg tjekkede en sindssygt klog bekendts kommentar. Der er nemlig et par problemer, som meget sej facebook-ven noterede, og som jeg (flovt) totalt overså, da jeg læste om forestillingen.

I forestillingsbeskrivelsen lyder det nemlig sådan her:

" ... der er bare et lille problem. Brandon er i virkeligheden en pige, og selv om hun gør alt for at skjule det med både brystbind, en sok i bukserne og hemmeligholdelse af sine menstruationer, kommer sandheden til sidst frem."

Og videre:

"Lana nægter at se virkeligheden i øjnene og Tom og John er rasende over at være blevet narret . Sammen drager de ud for at give Brandon en lærestreg, hun sent vil glemme."

Og den duer altså ikke.

For dels er Brandon FANME ikke 'i virkeligheden en pige'. Brandon er en mand. En transmand, bevares. Men en mand, sgu!

Og så kan vi måske også lige tale lidt om at kalde voldtægt og mord for 'en lærestreg'. Hmm. Ind i kampen, Kongelige Teater.

---