Det er faktisk ikke sket i hundrede år. Men så i morges havnede jeg atter i en såkaldt homosynlig situation.
LL og undertegnede var kommet så hurtigt ud af døren, at vi havde tid til en kop kaffe på en ellers ret så røvsyg kaffebar i centrum. Så der sad vi. Fordybet i snak med knæene vendt mod hinanden i sofaen for endevæggen. Klokken omtrent ni om morgenen.
Stille og roligt.
... Indtil en gut på omkring 40 år sætter sig i stolene over for. Læner sig frem over bordet - frem mod os.
Jeg tænker først, at manden bare har fundet en af få ledige siddepladser i cafeen og selvfølgelig fred med det. Men så henvender han sig til mig. Og jeg kan mærke, at han er en af dem, der ser to lebber i en halvintim (ikke fysisk intim, dialogisk intim - vi kyssede ikke!) situation og klart mener, der er plads til ham og hans dumme kæft.
Han prøver at komme i snak. Spørger om vi er kærester. Og jeg siger - noget spidst, indrømmet:
"Vi sidder lige og snakker, og vi gider faktisk ikke rigtigt tale med andre. Er det ikke ok?"
Jeg tænker, at det giver ham spillerum nok til - uden ansigtstab - at læne sig tilbage i sædet og drikke resten af sin kaffe i tavshed. Men nej.
"Jamen, hvorfor vil I ikke snakke? Er I kærester? Er det din kæreste?"
Jeg kan mærke, jeg bliver gal. Og svarer. Vredt og konfronterende.
"Det rager, undskyld mig, ikke dig. Men ja, det er min kæreste, og vi sidder lige og taler sammen bare os to og gider faktisk ikke selskab. OK?"
Han bavler videre. Om at jeg er stram og lukket, og LL er smuk og åben. Hvilket han i øvrigt har 200 pct. ret i.
Jeg svarer efterhånden relativt rødglødende, at han måske skal tage min lukkethed som udtryk for, at han ikke er velkommen. At det er uhøfligt at blande sig, når man klart har fået at vide, vi helst er fri. Søger LLs hjælp.
Hvorefter hun læner sig frem. Helt roligt. Beder ham lade os være i fred. Pædagogisk og venligt. Hvorefter han rejser sig og går. Mission fuldført.
Jeg følte mine grænser massivt overskredet. Og min seksualitet synlig og sårbar. Og blev - ikke helt fair, bevares - megagal på LL over, at hun ikke også var gal.
"Det er ikke værd at lade sådan et fjols ødelægge sin morgen," svarer hun. Og klemmer min hånd.
Og hun har ret. Men jeg kan ikke lade være at læse tusind års kønnet ulighed ind i sådan en situation. For fremmed mand ville aldrig på den måde invadere et heteropars privatsfære.
Det er faktisk ved at være rigtig lang tid siden, jeg sidst følte mig homosynlig, men jeg kan tydeligt mærke, at det vækker en helt dirrende harme i mig, når det sker. Stadigvæk. Jeg har så svært ved bare at se ham som en enlig idiotisk svale og ikke som et symptom på en syg og chauvinistisk verden.
Hvad gør I, når det sker?
LL og undertegnede var kommet så hurtigt ud af døren, at vi havde tid til en kop kaffe på en ellers ret så røvsyg kaffebar i centrum. Så der sad vi. Fordybet i snak med knæene vendt mod hinanden i sofaen for endevæggen. Klokken omtrent ni om morgenen.
Stille og roligt.
... Indtil en gut på omkring 40 år sætter sig i stolene over for. Læner sig frem over bordet - frem mod os.
Jeg tænker først, at manden bare har fundet en af få ledige siddepladser i cafeen og selvfølgelig fred med det. Men så henvender han sig til mig. Og jeg kan mærke, at han er en af dem, der ser to lebber i en halvintim (ikke fysisk intim, dialogisk intim - vi kyssede ikke!) situation og klart mener, der er plads til ham og hans dumme kæft.
Han prøver at komme i snak. Spørger om vi er kærester. Og jeg siger - noget spidst, indrømmet:
"Vi sidder lige og snakker, og vi gider faktisk ikke rigtigt tale med andre. Er det ikke ok?"
Jeg tænker, at det giver ham spillerum nok til - uden ansigtstab - at læne sig tilbage i sædet og drikke resten af sin kaffe i tavshed. Men nej.
"Jamen, hvorfor vil I ikke snakke? Er I kærester? Er det din kæreste?"
Jeg kan mærke, jeg bliver gal. Og svarer. Vredt og konfronterende.
"Det rager, undskyld mig, ikke dig. Men ja, det er min kæreste, og vi sidder lige og taler sammen bare os to og gider faktisk ikke selskab. OK?"
Han bavler videre. Om at jeg er stram og lukket, og LL er smuk og åben. Hvilket han i øvrigt har 200 pct. ret i.
Jeg svarer efterhånden relativt rødglødende, at han måske skal tage min lukkethed som udtryk for, at han ikke er velkommen. At det er uhøfligt at blande sig, når man klart har fået at vide, vi helst er fri. Søger LLs hjælp.
Hvorefter hun læner sig frem. Helt roligt. Beder ham lade os være i fred. Pædagogisk og venligt. Hvorefter han rejser sig og går. Mission fuldført.
Jeg følte mine grænser massivt overskredet. Og min seksualitet synlig og sårbar. Og blev - ikke helt fair, bevares - megagal på LL over, at hun ikke også var gal.
"Det er ikke værd at lade sådan et fjols ødelægge sin morgen," svarer hun. Og klemmer min hånd.
Og hun har ret. Men jeg kan ikke lade være at læse tusind års kønnet ulighed ind i sådan en situation. For fremmed mand ville aldrig på den måde invadere et heteropars privatsfære.
Det er faktisk ved at være rigtig lang tid siden, jeg sidst følte mig homosynlig, men jeg kan tydeligt mærke, at det vækker en helt dirrende harme i mig, når det sker. Stadigvæk. Jeg har så svært ved bare at se ham som en enlig idiotisk svale og ikke som et symptom på en syg og chauvinistisk verden.
Hvad gør I, når det sker?
I sidste uge, var der en White Pride fyr, der satte sig ned ved siden af mig og min veninde, og sagde alle de mest upassende ting i bogen: "Jeg kan ikke lide bøsser, men det er ok med lebber, det er jo frækt", "Hvem er så manden og hvem er damen" - Selvom vi havde skåret ud i pap at vi blot var veninder... Anyways!
SvarSletLidt senere kommer en ny whitepride fyr og spørger om jeg er lebbe, hvortil jeg spørger hvad han skal bruge den information til? Og han svarer, at der jo ikke var en grund til, at han så introducerede hans ven for mig, og gav ham falske forhåbninger. Hvortil at jeg til sidst døde af grin og sagde: Som om at din ven havde en chance hos mig alligevel!!!
Godt med grin. Jeg tror ikke, jeg kunne mønstre latter i den situation.
SletJeg hat tidligere holdt mig til den diplomatiske metode (konfliktsky metode om man vil), med går med overvejelse om at teste public shaming som mulig fremgangsmåde. Det største problem som jeg ser ved det er, at det ikke falder mig naturligt, så ved ikke om jeg ville kunne nå at komme på en god idé/reaktion, inden øjeblikket er passeret og chancen dermed forspildt. Nogen erfaringer inden for den type løsning?
SvarSletMin halvaggressive tilgang kan ikke rigtigt anbefales, i hvert fald.
SletMen! Hvad fanden skulle man sige for at shame? Det er svært. For man har - undskyld offerfølelsen - bare den umiddelbare underhånd som lesbisk. Jeg gider ikke, at folk skal tænke hysteriske kvindfolk, kan du ikke 1. tage en kompliment 2. tage det roligt.
Grebet "at gøre hvid, privilegeret heteromand skamfuld over egen opførsel" er nærmest umuligt. Eller også er jeg bare en quitter?
Du har helt ret. Vi har ikke de bedste kort på hånden i det her patriarkalske heteronormative samfund. Jeg tænker bare at ca halvdelen af cafégængerne må være kvinder (og nogle reflekterede mænd), som trods evt heteroseksualitet vil støtte op om at man uanset køn, skal have lov til at få sit privatliv respekteret som værende privat.
SletEn aggressiv tilgang stempler dig jo også både ift dit punkt 1 og 2, og selvfølgelig vil der være flere fremmede at tabe ansigt overfor hvis ikke shaming virker, men måske vil der også være det mere at vinde, ved at skabe en kultur hvor fællesskabet siger fra overfor den diskriminerende majoritet (i dette tilfælde, skal ikke forståes som om jeg generelt hader hvide mænd).
Hvordan det konkret kunne gøres har jeg desværre også svært ved at se...
Rejse sig, påkræve sig folks opmærksomhed, kort forklare krænkende situation, bede folk stampe i gulvet eller opretholde stilhed eller noget 3. hvis de mener han er gået over stregen?