I morgen flytter verdens bedste LL ind i min lejlighed på Vesterbro. Det er en ret big deal. Og jeg har ikke sagt noget her på bloggis af frygt for at jinxe ting og sager.
Vi har været kærester i knap tre år med en lille pause sidste sommer. Nu skal det være.
Jeg oplever den vildeste dobbeltfølelse.
På den ene side er jeg panisk angst for det. Dels fordi jeg i virkeligheden er et menneske, der vægter alenetid meget højere, end jeg nogle gange selv tror. Og dels fordi jeg er etkæmpesvin stort rodehoved i sammenligning med det ordensmenneske, jeg har valgt at dele mundvand - og fra i morgen også tag! - med.
Det bliver en udfordring for os begge to. For jeg er virkelig klam. Og hun er virkelig ordentlig.
Men på den anden side kan jeg faktisk ikke rigtigt vente. Med at være sammen om alt det der røvsyge praktiske. Til at begge vores navne står på døren. Og til at man - lige meget hvor sent det bliver, og hvor travlt man har - falder i søvn sammen om natten.
Der er noget mærkværdigt over, at det er alt det praktiske, jeg faktisk glæder mig mest til.
Ih! Jeg ser bare så meget frem til, at vi skal købe ind sammen. Huske mælk og toiletpapir. For eksempel.
Come nu on - det er sgudda ikke det, lægeføljetonerne i Ude&Hjemme kalder romantik.
Men ikke desto mindre. Det er det, jeg glæder mig til. Alle de der små fjollede dagligdagsritualer. Måske fordi det jo er alt det andet, vi har sammen nu. Alt det rare og ekstraordinære.
Lige nu - til og med i nat - har det praktiske og logistiske været det, der var irriterende. At koordinere hvem, der kommer til hvem. Hvem der lufter hunde efter work og sørger for at have de rigtige nøgler med. At smide mad ud, der bliver fordærvet, fordi vi køber ind det ene sted og ender med at tilbringe dagevis det andet sted. Det slipper vi pludselig for. Agtigt.
Altså. Jeg er ikke hverken dum eller naiv. Og jeg har boet sammen med en kæreste før - det er hårdt arbejde, bestemt. Men det er altså også ret dejligt.
Juhu!
Vi har været kærester i knap tre år med en lille pause sidste sommer. Nu skal det være.
Jeg oplever den vildeste dobbeltfølelse.
På den ene side er jeg panisk angst for det. Dels fordi jeg i virkeligheden er et menneske, der vægter alenetid meget højere, end jeg nogle gange selv tror. Og dels fordi jeg er et
Det bliver en udfordring for os begge to. For jeg er virkelig klam. Og hun er virkelig ordentlig.
Men på den anden side kan jeg faktisk ikke rigtigt vente. Med at være sammen om alt det der røvsyge praktiske. Til at begge vores navne står på døren. Og til at man - lige meget hvor sent det bliver, og hvor travlt man har - falder i søvn sammen om natten.
Der er noget mærkværdigt over, at det er alt det praktiske, jeg faktisk glæder mig mest til.
Ih! Jeg ser bare så meget frem til, at vi skal købe ind sammen. Huske mælk og toiletpapir. For eksempel.
Come nu on - det er sgudda ikke det, lægeføljetonerne i Ude&Hjemme kalder romantik.
Men ikke desto mindre. Det er det, jeg glæder mig til. Alle de der små fjollede dagligdagsritualer. Måske fordi det jo er alt det andet, vi har sammen nu. Alt det rare og ekstraordinære.
Lige nu - til og med i nat - har det praktiske og logistiske været det, der var irriterende. At koordinere hvem, der kommer til hvem. Hvem der lufter hunde efter work og sørger for at have de rigtige nøgler med. At smide mad ud, der bliver fordærvet, fordi vi køber ind det ene sted og ender med at tilbringe dagevis det andet sted. Det slipper vi pludselig for. Agtigt.
Altså. Jeg er ikke hverken dum eller naiv. Og jeg har boet sammen med en kæreste før - det er hårdt arbejde, bestemt. Men det er altså også ret dejligt.
Juhu!
skønt for jer..
SvarSletjeg flytter ind hos manden min på lørdag, med nogenlunde de samme tanker. dog er det ham der roder ;)
men netop at have hverdagen samlet eet sted, blir den helt store gevinst- forestiller jeg mig. også selvom jeg er meget meget huleboer, men forhåbentlig ik for gammel til at lære (at elske) noget nyt :)
hov, glemte jo det vigtigste: efter 3,5 år er det pussenussede altså gået af at pendle
SvarSletÅh held og lykke! Kh fra én som havde det nogenlunde på samme måde ved indflytning for ca et halvt år siden og som nu sover på mors sofa.. bl.a. efter totalt eskaleret skænderi om indkøb og rengøring, som vi aldrig troede at vi kunne komme til at lade fylde (her er det også hende der er den ordentlige) Og det med alenetid: tag det seriøst! Sørg for at der er døre, der kan lukkes. Sorry for skræmmeri og du ved jo det hele, føler bare denne post landede lige ned i mine "vi skulle aldrig være flyttet sammen, vi skulle have ventet endnu længere" -følelse.
SvarSletAnonymos Lesbos.
SvarSletDen her havde jeg ikke læsr før.
Jeg håber din LL læser dine blogs for den her er virkelig bare utrolig sød og forelsket.