Ved I, hvad der er dødssygt?
At sidde tre timer med milde tømmermænd og post-modeugens svar på jetlag i et tog til Brande en lørdag eftermiddag. Blive hentet på stationen af mor, der kommer direkte fra Aarhus, og fragtet videre ud i den midt-/vestjyske intethed og overnatte på en dum gæsteseng.
Vågne søndag, spise to rundstykker med smør, få sug i maven af ubehag, idet ens mor bøjer sig fremover ved morgenbordet, og man kan se, at der hvor venstre side af kavalergangen burde forme sig til et bryst, er der bare et tomt ar. Fuckinglorteskodbrystkræft. Som indtil videre har haft et godt tag i fire kvinder i min mors gren af la famiglia.
Tilbringe seks timer i et fælleshus med fællessang og fællesskål og give hånd til 100 mennesker. Det gør man, der hvor min mor kommer fra. Giver hånd til alle - ALLE - gæster. Også selvom det betyder, at 100 fremmede højrehænder har trykket min i dag. Vasker lige hænder. Igen. Og alkogel.
Spise natmad klokken atten. Sådan er det til firsårsfødselsdage.
Blive fragtet tilbage til Brande ved syvtiden og kastet på et tog, hvor sidekvinde ikke har fattet, at stille-delen af den kupe, vi har mast os ind i, også omfatter høj(jjjj) Beyonce-bas i høretelefoner.
Være for indestængt og madbombet til at prikke til hende. Glæde sig lidt (midt i egen indestængthed) over, at det tydeligvis generer anden sidekammerat mere, end det generer undertegnede. Hun skærer tænder og sender blikke. Hæ.
Hoppe af tog på Hovedbanen tre timer senere. Have svagt håb om, at LL måske har låst sig ind og venter i sengen på Vesterbro som en form for overraskelse. Fordi man ikke rigtigt-rigtigt har set hinanden siden tirsdag(!). Selvom hun hele tiden har sagt, hun var hjemme hos sig selv
Låse sig ind i tom, tom, tom og mørk lejlighed. Suk.
Vide at man skal op om knap otte timer og arbejde fem lange dage, før man har weekend igen.
Dét er dødssygt.
At sidde tre timer med milde tømmermænd og post-modeugens svar på jetlag i et tog til Brande en lørdag eftermiddag. Blive hentet på stationen af mor, der kommer direkte fra Aarhus, og fragtet videre ud i den midt-/vestjyske intethed og overnatte på en dum gæsteseng.
Vågne søndag, spise to rundstykker med smør, få sug i maven af ubehag, idet ens mor bøjer sig fremover ved morgenbordet, og man kan se, at der hvor venstre side af kavalergangen burde forme sig til et bryst, er der bare et tomt ar. Fuckinglorteskodbrystkræft. Som indtil videre har haft et godt tag i fire kvinder i min mors gren af la famiglia.
Tilbringe seks timer i et fælleshus med fællessang og fællesskål og give hånd til 100 mennesker. Det gør man, der hvor min mor kommer fra. Giver hånd til alle - ALLE - gæster. Også selvom det betyder, at 100 fremmede højrehænder har trykket min i dag. Vasker lige hænder. Igen. Og alkogel.
Spise natmad klokken atten. Sådan er det til firsårsfødselsdage.
Blive fragtet tilbage til Brande ved syvtiden og kastet på et tog, hvor sidekvinde ikke har fattet, at stille-delen af den kupe, vi har mast os ind i, også omfatter høj(jjjj) Beyonce-bas i høretelefoner.
Være for indestængt og madbombet til at prikke til hende. Glæde sig lidt (midt i egen indestængthed) over, at det tydeligvis generer anden sidekammerat mere, end det generer undertegnede. Hun skærer tænder og sender blikke. Hæ.
Hoppe af tog på Hovedbanen tre timer senere. Have svagt håb om, at LL måske har låst sig ind og venter i sengen på Vesterbro som en form for overraskelse. Fordi man ikke rigtigt-rigtigt har set hinanden siden tirsdag(!). Selvom hun hele tiden har sagt, hun var hjemme hos sig selv
Låse sig ind i tom, tom, tom og mørk lejlighed. Suk.
Vide at man skal op om knap otte timer og arbejde fem lange dage, før man har weekend igen.
Dét er dødssygt.
Så må du glæde dig over, at du ikke også havde ild i håret ;-) Og at du formentlig inden længe igen vil synke ind i LLs varme favn.
SvarSletDet er pudsigt nok en ret ringe trøst, når fem af de mennesker, man deler arvemasse med, har haft cancer de seneste år.
SletMen ja. Det kunne aaaltid være værre.
Yeah, insensitive of me. Jeg har også nærtstående, der har været ramt af den lortesygdom. Undskyld :-( Det positive er, at du kan træffe dine forholdsregler, når du ved, at der er en risiko.
SletAnonymos L.
SvarSletMeget trist blog. Kender det vestjyske mørke der. Som at gå ind i et sort hul. Med livet som indsats.
Mit råd: gå til mamograf hvert halve år. Så behøver du kun være bange hvert halve år. Book den tid, slip den angst. Solen skinner bag brysterne. Løgene til vintergækkerne er nede i jorden.