Jeg er ramt af et mærkeligt vemod her til aften. Jeg ved godt, at lebbelivet stikker i øst og vest for tiden, men hey - lebbelivet er jo i bund og grund mit liv, så
je ne regrette rien og alt det der.
Vemod hænger – tror jeg – sammen med, at jeg i aften for første gang i (
no, seriously!) ugevis er helt alene. LL er på sit atelier, og jeg har været relativt tidligt fra arbejde (den var vel kvart i seks), stenet mine serier, spist noget chokolade, der ligger ret så tungt i maven, og snuppet en lille lur på sofaen.
... Og så vågnede jeg ellers med bankende hjerte og dirrende uro i kroppen over at – hmm – ikke komme for sent til noget, og heller ikke gå glip af noget eller have glemt noget.
Men en eller anden uro i spændingsfeltet derimellem. Rastløst ubehag og helt utryg sammensnørret hals.
Heldigvis har man vel taget et eller andet med sig fra uger i
absolut meditationstystnad, og et par dybe indåndinger og selvberoligelse fik trods alt klemmen om halsen under kontrol.
Følelsen af vemod er her dog stadig. Det handler om efterår. Og helt generelt om at være i 30'erne. Tror jeg.
Jeg synes virkelig ikke, at 30'erne – ikke lige i dag i hvert fald – er sådan helt fab. Ansvar og ufrihed og hud der er mindre stram end i går. Og udefrakommende forventninger om at være bestemte steder i sit liv, som man så tydeligt mærker indefra, at man slet ikke har lyst til at indfri.
Og så alligevel?
(Here we go again)
Jeg tror – undskyld! – vi er tilbage ved det med børnene. De stresser mig, de små ikkeeksisterende fuckers.
Jeg føler intet behov for dem. Ikke før jeg pludselig sidder med min venindes knap etårige på skødet og ville lade ham gnave hul på min sindssygt fine Commes des Garcons-clutch og stoppe alt mit hår i kæften, hvis han bare blev siddende der med sin lille runde ryg mod mit bryst for evigt. Så blød.
Men ansvaret.
Jeg er simpelthen ikke moden til det. Og jeg tror ikke nødvendigvis, jeg bliver det. Spørgsmålet er så, om man bare skal æde den og sige til sig selv, at man nok modner med opgaven, eller om man skal ... æde den og lade være med at få de skide unger, som går mig på nerverne, når de er andres, og jeg har blot det mindste travlt.
Hvilket jeg ofte har.
Nyt arbejde er lig med lange – sådan rigtigt lange – dage. Det er snarere reglen end undtagelsen, at jeg cykler derindefra kl. lidt-i-20. Og møder før klokken 9. Og det er helt ok. Det er pissesjovt og føles ikke som arbejde. Ikke før man kommer hjem og opdager, at dagen er gået og vækkeuret ringer igen klokken 6.15 dagen efter.
Og jeg ønsker det ikke anderledes.
Eller.
I øjeblikke fantaserer jeg om 1: freelanceliv eller 2: kommunale arbejdstider og afspadsering.
Men min erfaring med den type jobs er, at version #1 giver mig totalt angst, fordi jeg i virkeligheden er sindssygt ringe til at strukturere min tid og har alt for meget frihed til overspringshandlinger og refleksioner med eksistentielle kriser til følge. Og i øvrigt konsekvent er bange for ikke at gøre lortet godt nok og således har konstant ondt i maven, fordi jeg helt bestemt skuffer kunderne.
Og version #2 giver mig ubehag og dårlig selvfølelse, fordi jeg alt for let finder de laveste gærder og hopper over dem ... kun for at opleve mishag over min egen minimale indsats.
Jeg har brug for
drivet. For at noget holder mig til ilden, for jeg er ad helvede til ringe til at gøre det selv. Eller hvordan man nu bedst beskriver det.
Men det karrieredrive, jeg behøver – i hvert fald lige nu – udelukker børnene. I. Hvert. Fald. Lige. Nu.
Det lyder som en sindssyg sammenligning, men 2xHund er helt seriøst rigeligt ansvar til mig. Og med "rigeligt" mener jeg: "nærmest for meget".
LL har også travlt men dog lidt mere fleksibilitet i sin hverdag, end jeg har.
Så aftalen er, at hun hunde-wise klarer den længere eftermiddagstur, mens jeg til gengæld ordner morgenturen og aftenturen. Og jeg hader det. Nej. Jeg hader det i glimt. Jeg hader, at mit vækkeur ringer tidligere end nogensinde hver eneste morgen. Og ikke, vel at mærke, så jeg kan komme op og have kvalitetstid og nyde kaffe på sengen med min dame, nej – så jeg kan hoppe i tøjet og smide to modvillige morgenhunde rundt om blokken. Og at det sidste, jeg skal inden jeg hopper til køjs er lige at drøne ud med to – igen modstridige – træthedshunde.
Franske bulldogs er pisseutaknemmelige på gåtursfronten.
Det er egentlig den del af hundeansvaret, der tilfalder mig. Og det er jo
for intet at regne sammenlignet med at have en unge. Altså. Dels bliver jeg ikke vækket om natten. Dels er der ikke nogen, der skal forberedes morgenmad, tøj, madpakke, skoletaske, cykelhjelm til.
Jeg forstår ikke, hvordan forældre klarer det. Har dyb respekt men også dyb forundring, fordi jeg slet ikke kan mærke driften mod det i mig. Endsige fatte, hvordan nogen i universet får det til at hænge sammen. Og da slet ikke enlige forældre. Det er jo for vildt.
Jeg ser noget nuttet og velduftende med marcipankinder, som jeg faktisk godt tror kunne spises, hvis bare veninder gav lov (men mødre er så skide nærige omkring kannibalisme). Men jeg ser lige så tydeligt, hvordan der ikke ville være et eneste øjeblik, fra jeg vågnede, til jeg atter lå på puden, der ville være
mit, hvis jeg havde børn.
Og det stresser mig.
Fordi man vel burde. Min mor synes, jeg burde. Min veninder, der har krydset floden og står på den anden side med forandrede kroppe og trætte øjne men blikke fyldt med kærlighed og lykke, er også rimelig pro. Samfundet stiller spørgsmålstegn ved, at det ikke er sket endnu. Nærmest i hvert fald.
Og måske var det, der skulle til, for at slukke for mit vemod bare, at jeg lige lettede trykket.
Og sådan kan man også nogle gange bruge en blog.
