Jeg oplever separationsangst af højeste karat lige nu. Det er virkelig sygt. Helt ind i hjertet.
Livslebben er på sit værksted og bliver der sandsynligvis hele natten, for hun har en deadline i morgen tidlig og alt rigeligt at se til.
Og jeg ligger her i dobbeltsengen (eller hvad man nu kalder den bredde, som LL og undertegnede altid kommer i tvivl om er en 140, 160 (eller måske endda en 180?) centimeters sag, når vi står i IKEA og skal købe et nyt lagen (jeg ville ønske jeg kunne skrive Georg Jensen Damask, men who am I kidding?). Ej. Sgu. Den er en 160 cm. Jeg er næsten sikker. Og lige præcis ikke neurotisk nok til at hente målebåndet.
Nå, men her fra mit leje oplever jeg det dybeste savn, jeg kan beskrive. Det hænger nok lidt sammen med førnævnte andendagstømmermænd, men det gør jeg ikke følelsen mindre virkelig. Der var intet jeg heller ville lige nu end at krybe helt ind i LL's armhule, der hvor der er allermest trygt, når man er lidt mandagstræt og trist og tom.
Og mon ikke behovet blot bliver desto større af, at det for første gang i tusind år faktisk ikke er en mulighed?
... Det værste er nemlig, at vi nok er blevet lige gode nok til at tage hinanden lidt rigeligt for givet, når vi er sammen. Eller også går der bare for lang tid mellem, vi rent faktisk prioriterer at ses. Altså sådan rigtigt. Ikke bare at putte, hænge ud, stene, sove ... men rent faktisk prioritere decideret os-tid.
Jeg har aldrig tidligere haft en kæreste så længe, som jeg har haft LL. Mit længste forhold før LL nåede kun lige at runde tre år, og ellers er det længste, jeg har prøvet omkring de to.
LL og mig har været sammen i godt og vel tre og et halvt år efterhånden. Selvfølgelig inklusiv et gevaldigt bump in the road i sommeren i fjor.
Og der indtræffer nok noget hverdag omtrent på dette tidspunkt, tror jeg. Noget hverdag, som jeg halvdelen af tiden elsker og trives fantastisk i, og som jeg den anden halvdel af tiden hader. Og beskylder LL for at være hovedårsagen til. Hvilket trods alt ikke er helt rimeligt (det er jeg dog et stort nok menneske til at anerkende her i mit lille vesterbro'ske savnfængsel).
Så det.
Men nu kan jeg dvæle lidt i mit eget savn og lære det, kan jeg.
Og der var på et eller andet tidspunkt en der sagde, at – og nu bliver jeg bange for, at kilden er et eller andet sygt corny, som I kan huske, men jeg ikke kan, men det må jeg leve med, for jeg synes faktisk det var så fint og præcist et billede – måske er græsset grønnere på den anden side af hækken, fordi du har glemt at vande din egen plæne?
Og det kunne en eller anden sikkert amerikansk advokatserie jo måske nok have ret i.
Livslebben er på sit værksted og bliver der sandsynligvis hele natten, for hun har en deadline i morgen tidlig og alt rigeligt at se til.
Og jeg ligger her i dobbeltsengen (eller hvad man nu kalder den bredde, som LL og undertegnede altid kommer i tvivl om er en 140, 160 (eller måske endda en 180?) centimeters sag, når vi står i IKEA og skal købe et nyt lagen (jeg ville ønske jeg kunne skrive Georg Jensen Damask, men who am I kidding?). Ej. Sgu. Den er en 160 cm. Jeg er næsten sikker. Og lige præcis ikke neurotisk nok til at hente målebåndet.
Nå, men her fra mit leje oplever jeg det dybeste savn, jeg kan beskrive. Det hænger nok lidt sammen med førnævnte andendagstømmermænd, men det gør jeg ikke følelsen mindre virkelig. Der var intet jeg heller ville lige nu end at krybe helt ind i LL's armhule, der hvor der er allermest trygt, når man er lidt mandagstræt og trist og tom.
Og mon ikke behovet blot bliver desto større af, at det for første gang i tusind år faktisk ikke er en mulighed?
... Det værste er nemlig, at vi nok er blevet lige gode nok til at tage hinanden lidt rigeligt for givet, når vi er sammen. Eller også går der bare for lang tid mellem, vi rent faktisk prioriterer at ses. Altså sådan rigtigt. Ikke bare at putte, hænge ud, stene, sove ... men rent faktisk prioritere decideret os-tid.
Jeg har aldrig tidligere haft en kæreste så længe, som jeg har haft LL. Mit længste forhold før LL nåede kun lige at runde tre år, og ellers er det længste, jeg har prøvet omkring de to.
LL og mig har været sammen i godt og vel tre og et halvt år efterhånden. Selvfølgelig inklusiv et gevaldigt bump in the road i sommeren i fjor.
Og der indtræffer nok noget hverdag omtrent på dette tidspunkt, tror jeg. Noget hverdag, som jeg halvdelen af tiden elsker og trives fantastisk i, og som jeg den anden halvdel af tiden hader. Og beskylder LL for at være hovedårsagen til. Hvilket trods alt ikke er helt rimeligt (det er jeg dog et stort nok menneske til at anerkende her i mit lille vesterbro'ske savnfængsel).
Så det.
Men nu kan jeg dvæle lidt i mit eget savn og lære det, kan jeg.
Og der var på et eller andet tidspunkt en der sagde, at – og nu bliver jeg bange for, at kilden er et eller andet sygt corny, som I kan huske, men jeg ikke kan, men det må jeg leve med, for jeg synes faktisk det var så fint og præcist et billede – måske er græsset grønnere på den anden side af hækken, fordi du har glemt at vande din egen plæne?
Og det kunne en eller anden sikkert amerikansk advokatserie jo måske nok have ret i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!