Jeg har haft en af de der weekender med talrige sociale forpligtelser og uhyggeligt meget rødvin (har I bemærket, hvordan vinen i glasset bliver mørkere, efterhånden som dagene bliver kortere? Suk. Rosé-sæsonen går på hæld).
Men så lå jeg (endelig!) lige her i sengen søndag middag og tog den sædvanlige trilletur gennem Facebook på mobilen. Og faldt over en artikel fra Berlingske om en lesbisk børnefamilie, der har oplevet bizar chikane i Mariager.
Kort fortalt er homoparret blevet bombarderet med sedler om syndig livsførelse + bibelske henvisninger ... og så ellers madaffald (og det der er værre) drysset ud over græsplænen.
Sagen i sig selv er virkelig ubehagelig – og også tankevækkende, for med et herligt privilegeret københavnerlebbeliv har det vist aldrig sådan rigtigt slået mig, at der skulle være steder i Danmark, hvor det var decideret svært som lesbisk at være i fred i sit eget hjem.
Det må virkelig være hæsligt at flytte familien på landet i ønsket om idyl og natur – og så i stedet få naturen ind på livet i en noget mere konkret form end fantasien fordrede ... i form af hundelort på vinduerne.
Charming.
Men en ting, der faktisk gjorde mig rigtig glad, var, da jeg efter at have læst artiklen, vendte tilbage til Facebook og kastede mig over kommentarsporet under linket. Normalt er det en handling, jeg er udmærket klar over sker i en form for særdeles opsøgende masochisme. Ligesom når man læser Ekstra Bladets kommentarspor under alle artikler, der bare lugter af ligestillingspolitik.
Men under Berlingskes artikel var der faktisk ingen onde tunger. Jo, der var en enkelt - en kvinde, som synes, det er forkert og føj, at homoer kan få børn. Fordi det er så syyynd for børnene. Men hun stod helt alene i det alenlange spor af kommentarer og var ganske solo i sit sølle forsvar, da en række læsere gav hende svar på tiltale.
Og det gjorde mig faktisk glad – at der på tværs af en lang række sociokulturelle skel (som det absolut kun er mine fordomme, der definerer (en kommentator hed Brian, en anden sad i en lædersofa på sit profilbillede) stod kommentatorerne faktisk sammen om at forsvare den lesbiske børnefamilie i Mariager. Og tak for det, søde Danmark.
Se selv:
Men så lå jeg (endelig!) lige her i sengen søndag middag og tog den sædvanlige trilletur gennem Facebook på mobilen. Og faldt over en artikel fra Berlingske om en lesbisk børnefamilie, der har oplevet bizar chikane i Mariager.
Kort fortalt er homoparret blevet bombarderet med sedler om syndig livsførelse + bibelske henvisninger ... og så ellers madaffald (og det der er værre) drysset ud over græsplænen.
Sagen i sig selv er virkelig ubehagelig – og også tankevækkende, for med et herligt privilegeret københavnerlebbeliv har det vist aldrig sådan rigtigt slået mig, at der skulle være steder i Danmark, hvor det var decideret svært som lesbisk at være i fred i sit eget hjem.
Det må virkelig være hæsligt at flytte familien på landet i ønsket om idyl og natur – og så i stedet få naturen ind på livet i en noget mere konkret form end fantasien fordrede ... i form af hundelort på vinduerne.
Charming.
Men en ting, der faktisk gjorde mig rigtig glad, var, da jeg efter at have læst artiklen, vendte tilbage til Facebook og kastede mig over kommentarsporet under linket. Normalt er det en handling, jeg er udmærket klar over sker i en form for særdeles opsøgende masochisme. Ligesom når man læser Ekstra Bladets kommentarspor under alle artikler, der bare lugter af ligestillingspolitik.
Men under Berlingskes artikel var der faktisk ingen onde tunger. Jo, der var en enkelt - en kvinde, som synes, det er forkert og føj, at homoer kan få børn. Fordi det er så syyynd for børnene. Men hun stod helt alene i det alenlange spor af kommentarer og var ganske solo i sit sølle forsvar, da en række læsere gav hende svar på tiltale.
Og det gjorde mig faktisk glad – at der på tværs af en lang række sociokulturelle skel (som det absolut kun er mine fordomme, der definerer (en kommentator hed Brian, en anden sad i en lædersofa på sit profilbillede) stod kommentatorerne faktisk sammen om at forsvare den lesbiske børnefamilie i Mariager. Og tak for det, søde Danmark.
Se selv:
Post by Berlingske.
Hvor blev jeg dog trist da jeg læste det. Eller i hvert fald vred over, at der er nogen der kan tillade sig at udføre sådanne handlinger, blot fordi at de ikke lige syntes at de to kvinders familie, passer ind i deres egen måde at leve på.
SvarSletJeg blev selv pænt ærgerlig over at jeg i en rimelig lang periode skulle høre på dumme kommentarer og jokes om at jeg var/er lesbisk. Der blev sågar lavet en sang om mig (okay, må hellere lige påpege at jeg på daværende tidspunkt gik i syvende klasse. Mindre tolerante mennesker har jeg heldigvis ikke mødt længe)
... Men nu syntes jeg ikke længere at jeg har været så voldsomt 'ramt', for det der, er da godt nok ej heller noget jeg havde forestillet mig var noget der sådan skete lige i Danmark. Og da heller ikke i denne tid vi nu lever i.
Kommentar felterne overrasker mig somme tider... Denne her gang positivt!
Jeg boede i Mariager de første tyve år af mit liv, og min far bor der stadig. Jeg havde det ikke godt i byen, der ikke tolererer ret meget andet end det normale; jeg var ikke lesbisk, men havde blåt hår, piercinger og var underlig. De sidste år har jeg dog sat stor pris på at komme 'hjem', for der er virkelig vidunderligt smukt og charmerende. Der er selvfølgelig også rigtig gode folk i Mariager, men jeg savner lidt en reaktion fra dem - en eller anden tilkendegivelse af, at man ikke synes det er okay, at helt almindelige mennesker bliver drevet ud af byen.
SvarSlet