Onkelhumor forklædt som lebbe i 7eleven

Flovhed. Gange tusind. 

Nå. Men der stod jeg i 7eleven på Hovedbanen. Skulle have en kop kaffe med til toget. Fiskede helt ind bagved for at snuppe en af de fra Priden tilbageværende regnbuekopper og undgik med nød og næppe at vælte det tårn af (kedelige) sorte papkrus, jeg måtte strække mig rundt om for at fange det farvestrålende.

Fyldte kaffe på.

Kiggede på klokken. Skulle nå bumleren mod Århus (bolle-å, you know it) klokken 17.

Betalte. Skulle til at stoppe høretelefonerne tilbage over ørerne, da ekspedienten – en ung kvinde – råbte,

”Det ser godt ud … Jesper.”

Jeg troede et sekund, hun talte til mig, men opdager straks, at hun kigger hen over min skulder på kollega, der er i færd med at fylde sandwicher op.

Og det var så lige omtrent her, jeg bare skulle have holdt min store dumme 33-årige onkelhumoristiske kæft lukket. Men det gør jeg sjældent. Og heller ikke i denne situation:

”Jeg troede lige, det var mig, du sagde så godt ud.”

(Og det er her, det bliver tæerkrummende, for kvinde bag disken hører mig ikke i første forsøg og svarer med et:)

”Undskyld hvad?”

Hvorefter jeg gentager min tørre onkelvittighed. Og hun heldigvis hører den og svarer, mens hun kigger mig direkte ind i øjnene:

”Jamen det kunne jeg også godt have sagt. Du ser sgu godt ud. Og god weekend.”

Og så kiggede vi begge ned på mit regnbuekrus. Og jeg er i tvivl, om hun var ironisk/kundeservicemindet, eller om vi havde et moment.

Jeg ved vitterligt ikke, om jeg har forulempet en femtenårig eller bare massivt misforstået et eller andet. Og manden ved siden af mig i toget lugter af armgas. Så det.

---