I sidste uge skrev min ekskæreste, der er kunstner, og spurgte, om jeg ville være med i en video, hun skulle til at lave.
Kort fortalt ville hun stille skarpt på det betydelige selvsmageri, der eksisterer i kunstverdenen, så hun ville høre, om jeg lige havde ti minutter til at rose hende til skyerne, mens kameraet rullede?
Og det kunne jeg da sagtens.
Så i min frokostpause satte vi os ned til noget vand, og jeg lod komplimenterne flyde. Hvilket var en lidt speciel oplevelse, fordi vi faktisk ikke ser hinanden særligt tit. Så de komplimenter, det kunne blive til, pegede egentlig meget tilbage på dengang, vi var kærester, hvilket efterhånden er seks år siden.
Og det er altså mærkeligt at sidde og udelukkende positiv-reminiscere over noget, der var engang.
Men også meget sødt.
Hun var min første lebbekæreste, og alting var meget højspændt og uudholdeligt dramatisk men samtidig også meget dybt og inderligt. Som forhold nok typisk er i den periode, hvor man nærmest kan få hovedpine af at skulle definere sig selv og prøve alting for første gang.
Der var fernisering på videoen forleden, og min ekskæreste havde naturligvis inviteret mig og LL med til åbningen. Jeg spurgte LL, om hun havde lyst, selvom vi jo faktisk havde aftalt ingen planer denne weekend.
Hun sagde pænt nej tak.
Og her skal det indføjes, at hun altså er aldeles rummelig på eksfronten. Men mærkeligt nok følte hun ikke lige for at bruge sin fredag på at høre sin kæreste øse komplimenter ud over sin eks.
Kort fortalt ville hun stille skarpt på det betydelige selvsmageri, der eksisterer i kunstverdenen, så hun ville høre, om jeg lige havde ti minutter til at rose hende til skyerne, mens kameraet rullede?
Og det kunne jeg da sagtens.
Så i min frokostpause satte vi os ned til noget vand, og jeg lod komplimenterne flyde. Hvilket var en lidt speciel oplevelse, fordi vi faktisk ikke ser hinanden særligt tit. Så de komplimenter, det kunne blive til, pegede egentlig meget tilbage på dengang, vi var kærester, hvilket efterhånden er seks år siden.
Og det er altså mærkeligt at sidde og udelukkende positiv-reminiscere over noget, der var engang.
Men også meget sødt.
Hun var min første lebbekæreste, og alting var meget højspændt og uudholdeligt dramatisk men samtidig også meget dybt og inderligt. Som forhold nok typisk er i den periode, hvor man nærmest kan få hovedpine af at skulle definere sig selv og prøve alting for første gang.
Der var fernisering på videoen forleden, og min ekskæreste havde naturligvis inviteret mig og LL med til åbningen. Jeg spurgte LL, om hun havde lyst, selvom vi jo faktisk havde aftalt ingen planer denne weekend.
Hun sagde pænt nej tak.
Og her skal det indføjes, at hun altså er aldeles rummelig på eksfronten. Men mærkeligt nok følte hun ikke lige for at bruge sin fredag på at høre sin kæreste øse komplimenter ud over sin eks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!