Sådan tænker ældre mennesker om homosex

Faktisk er det alt, alt, alt for godt vejr til at blogge for tiden. Så I må nøjes med lidt ultralight stof. For min dejlige bøsse M. sendte mig denne video forleden, som jeg meget gerne vil dele med jer.

Man bliver i ret godt humør af den, hvis solen ikke skulle have gjort tricket.

---

Alle de følelser for alle de eks'er

Det handler altså lige om Dan Savage igen. Beklager. Men jeg tror, jeg elsker ham.

Episode 344, tid: 31:58:

Lesbisk kvinde ringer ind og er bekymret for, om hendes ret nye kæreste stadig har følelser for sin eks?

Dan Savage svarer:

"Nu er jeg er ikke lesbisk. Men det, jeg kan forstå på alle lesbiske, jeg kender, er at de bestandigt forbliver forelskede i deres ekskærester i al evighed. Så at udelukke en kæreste, fordi hun stadig har følelser for sin eks, er måske en dårlig ide. For hvad sker der, når du så dumper hende? Well, du møder sandsynligvis en ny damekæreste med en eks, hun stadig har følelser for."

Åhada. Du er altså en lille bitte smule 100 pct. spot on, sødeste Dan.

Jeg ved godt, det er farligt at generalisere og afskrive sorte svaner med afsæt udelukkende i egne erfaringer. Men. Jeg holder i hvert fald helt personligt stadig ganske afsindigt meget af alle mine ekskærester. Måske er det ikke decideret romantiske følelser, der er på spil længere. Men masser af følelser anyways.

So there's that.

---

Fredagsporno - eller: Ud&Se med Lebberne

Er det kun mig, der har bemærket, at Ud&Se kører lesbisk tema i år? Jeg er VILD med det.

For godt en måned siden så jeg, at nogen havde efterladt februarudgaven med Marie Key på forsiden i stueetagen af den bygning, hvor jeg arbejder.

Jeg gik forbi bladet to dage i træk (hej til rengøringspersonalet, by the way), før jeg tog det med mig op.

Gemte det i tasken, til jeg kom hjem. Hvorefter jeg åbnede og lynlæste portrættet (det var ret kedeligt), lige inden jeg skulle ud af døren.

Da jeg var på vej hjemmefra, top-travl og godt i gang med at smække bag mig, styrtede jeg alligevel tilbage og lukkede bladet i, så det ikke lå opslået på Marie Key-portrættet. Fordi jeg synes det var flovt, hvis nogen skulle opdage det.

Det var faktisk det, jeg efterfølgende var mest flov over: At jeg tilsyneladende er så bevidst besat, at jeg forsøger at skjule besættelsen. (Især fordi jeg i virkeligheden ikke er så besat. S'jøst. Jeg kan godt selv se, det lyder som en stor fed løgn. Men! Jeg har faktisk fx ikke billedgooglet hende nogensinde før i dette øjeblik, hvor jeg skulle finde coverbilledet. Jeg kan bare nogle gange virkelig godt lide at gøre en god historie bedre. Halvdelen af hvad jeg skriver er på bloggen er heftigt pyntet og pumpet. Jeg lyver med andre ord hurtigere end berømte ponyer kan løbe.)

Linda P. faldt jeg over her til aften, da jeg var på vej hjem med toget fra spontan-tur i Amager Strandpark og verdens bedste selskab.

Jeg troede først, at forsidemodellen var ham-der-fra-Sort-Sol-hedder-han-måske-Steen-Jørgensen-jeg-gider-ikke-lige-google-selvom-det-havde-været-hurtigere-end-at-skrive-den-her-idiotiske-bindestregssætning.

Hun får lov at være godnatlæsning (som vi kalder det) snart. Altså Linda P. Hun er ret hot på det billede.
 

---

Tænk at være tvunget til at lyve om, hvem man er.

Har I læst denne her artikel på Information.dk?

Den er så tankevækkende, synes jeg. Især når folk vover at sige, at der "ikke er mere at kæmpe for". At homoer jo har lige muligheder i DK. For det passer simpelthen ikke.

Artiklen starter sådan her - resten kan I læse ved at følge linket:

"Desværre. Vi kan ikke hjælpe dig med et eneste navn, lyder beskeden. Christian Bigum fra Pan-idræt har ledt, men ikke fundet en eneste åbent mandlig homoseksuel eliteidrætsudøver i bare en enkelt af de store tilskuersportsgrene i Danmark. 

Ingen. Hverken i fodbold, håndbold eller ishockey. 

Det er ikke, fordi de ikke eksisterer – Pan Fodbold har kendskab til tre homoseksuelle superligaspillere lige nu, men ingen af dem har lyst til at stå offentligt frem, mest fordi de er bange for fansene."

Shiiiit?

---

Lebber sladrer, og det er altså ikke bare noget, jeg siger

Nu siger jeg lige noget. Og jeg ved godt, jeg generaliserer og skærer alle over én kam og muligvis får ti dage ekstra i skærsilden. Men det må ud alligevel, så her kommer det:

Lebber sladrer ad helvede til. Ad helvede til.

Og jeg tror, det er lige præcis det, man nogle gange kan mærke bølgeeffekten af, når man træder ind på Vela og bliver megautilpas, fordi der bliver kigget så...undersøgende. En form for post-sladder-effekt.

For ved I, hvorfor lebber kigger sådan? Nej? Nevermind, for det ved jeg:

Det er fordi lebberne på Vela lige affotograferer dit ansigt og efterfølgende for deres indre blik sammenlignings-scanner og krydsrefererer med horden af veninder og ekskærester og elskere - og veninders og ekskæresters og elskeres veninder og ekskærester og elskere.

Og tjekker, om man mon er en af dem.

Og med relativt få lebber i byen, er chancerne reeet store.

Jeg ved ikke, hvad det er der er så vigtigt ved at stikke næsen i andres business, og det freaker mig helt vildt at få post på lebbelivets mail a'la: "Jeg så dig på Vela i fredags."

For hvordan jävlan ved du, hvem jeg er (altså i høj nok grad til at kunne kæde et navn eller et ansigt sammen med bloggen)?

Jeg er hverken vigtig eller kendt eller dj (bemærk hvordan jeg skelner mellem de to sidste).

Jeg gik totalt glip af den der periode med et gigantisk lebbe-slæng og tre ugentlige homobyture, da jeg var yngre. For jeg var ikke lebbe, da jeg var teenager. Eller. Jeg vidste det i hvert fald ikke.

Jeg har ikke en milliard lebbe-ekskærester. Og jeg har været aktivt lesbisk single med aktivt scoringsliv i max to måneder af mit såkaldt lesbiske liv. Jeg har måske været i seng med ni damer i alt. Måske lidt flere. Lidt.

Min berøringsflade med "MILJØET" (gåseøjne og versaler, ja tak) er ultralille, på nær måske her på bloggen, men her aner flertallet af jer (forhåbentligt) ikke, hvordan jeg ser ud.

Alligevel kan jeg laaaangsomt mærke, hvordan jeg bliver suget ind i det. Hvordan jeg ved, hvem lebberne er, fordi jeg har set deres profilbilleder på Boyfriend, sammenlignet det med homokommentarer på Facen og trukket fra og lagt til og forhørt mig.

Jeg bryder mig faktisk ikke så meget om den side ved mig selv. Hvor kommer den fra?

---

Flovt. Lebben jubler over heteroseksuelle svinere

Jeg har fortalt om Dan Savage og hans vidunderlige (!) Savage Love Podcast før. Men det kan sagtens gentages:

Hvis I er bare det mindste til podcasts, så er det en sikker vinder (om ikke andet så fordi det er megaspecielt at sidde i bussen omgivet af mennesker og høre Dan give gode råd til blefetichister og andet godtfolk. Love it!).

For nogle måneder siden hørte jeg en episode, som sad fast. Og nu tog jeg mig endelig sammen og genfandt den.

Da jeg hørte den første gang, stod jeg i Silvan og kiggede på stikdåser. Så lesbisk er jeg. Men jeg gik helt i stå og måtte glo ind i en væg og holde mig for munden for ikke bare at råbe YEEEEEAH så højt jeg kunne.

Jeg har fundet et link til episoden, og det indslag, der fik mig til at juble, finder du 38 minutter og 19 sekunder inde i klippet. Men hør hele episoden - det er altid god underholdning.

Mød Dan Savage. Ser han ikke bare rar ud?

Lydkvaliteten er desværre lidt dårlig, men kort fortalt handler det om en (hetero-)kvinde, der ringer ind og vil høre, hvordan hun skal forholde sig til følgende situation:

Heterodamen har nemlig været i byen med en lesbisk kollega, er blevet sygt stiv, har flashet sin lebbeveninde gentagne gange og vågner op dagen efter i lebbens seng - lebben sover på sofaen, og der er ikke 'sket noget' - de har ikke været sammen. Heterodame har brækket sig i sengen. Heterodame 'gør rent så godt hun kan', og smutter fra lejligheden.

Heterodamen får senere på dagen en sms fra lebbekollegaen, der siger, at hun føler sine grænser heftigt overtrådt af heterokvindemennesket, der har lagt an på hende i aftnens løb, flashet hende, forsøgt at kysse hende og bare været generelt girls gone wild-upassende.

Og dét kan hetero-lady bare sleeet ikke forstå. Og svarer (med egne ord på Dan Savages telefonsvarer) lidt ironisk på sms'en med et "errrmm, undskyld, men jeg er altså slet ikke interesseret i dig på den måde." Hvorefter lebbekollega skriver, at det måske er bedst, de ikke er venner mere.

Kort fortalt.

Og man kan bare høre på heterodamens stemme på Dan Savages telefonsvarer, at hun forventer, at Dan Savage skal give hende ret.

Men dét gør Dan Savage ikke.

Og det er Dan Savages svar, der fik mig til at fryde mig midt i Silvan (det kræver en form for mirakel). Og igen, da jeg lige genhørte det. Han er så fucking sej.

Hør lige indslaget (38:19) og fortæl mig, hvad I synes.

Går Dan Savage for meget i 'heterosexual privilege'-grøften, eller hvad? (Jeg synes det ikke.)

---

Hvor vover I, Gylle-Post!

Det her er simpelthen så creepy, at jeg bliver nødt til at indlede med en advarsel.

Det er svært at læse dagens leder i Jyllands-Posten i dag uden at smage sin morgenmad i mundhulen igen.

Det handler om priden, om flag og om homoers ret til (tilsyneladende ikke) at leve åbent og ærligt.

Eller, som det formuleres i lederen:

"Homo-, trans- og biseksuelle personer [nøjes] ikke med i ro og mag at dyrke deres seksualitet sammen med ligesindede, men arrangerer veritable byfester og farverige optog alene med det formpål at stille deres seksualitet til skue."

Vi lader lige stave- og kommafejl stå, for indholdet er mere graverende end grammatikken. Seriøst? Hvis priden handler om vores seksualitet, handler samtlige andre byfester så om heteroernes ditto? Kunne der være et stænk at rettighedskamp i løjerne, monstro, Gyllo?

Lederen - ikke et tilfældigt debatindlæg eller en kommentar fra en læser, nej, men lederen, I ved, den der giver udtryk for redaktionens holdning - indledes i øvrigt med:

"Vi skal nok være lidt forsigtige med ordvalget her, for der skal erfaringsmæssigt ikke ret meget til, før forbandelser som intolerance, diskrimination, homofobi, forskelsbehandling og foragt for minioriteter fyger gennem luften, og enhver nuancering af debatten dermed er udelukket."

Hvilket i princippet er akkurat det samme som at indlede en topracistisk svada med et, "altså jeg er ikke racist, men..."

Jeg er totalt målløs. Og dybt, dybt forarget. Og nu glemte jeg helt at skrive, hvordan det hele ender. Men det må I læse jer til. Jeg er for vred.

Hvor fanden vover I, Gylle-Post.

---

Som om transkønnethed er en sygdom. Som om.

Nå. Men sådan endte det så. I denne omgang:

Transkønnethed optræder stadig på listen over mentale sygdomme.

Det er fandeme kikset.

Stine Brix, til gengæld, er megasej. Jeg har haft æren af at dele et par fantastisk dejlige middagsselskaber med hende på Nørrebro. Og jeg ved, hun har gjort alt, hvad der stod i hendes magt i denne sag.

Næste gang lykkes det. Ellers må vi jo bare sygemelde i sympati ligesom svenskerne.

---

Om lesbisk pølse og samliv

Fredag tilbragte jeg i selskab med tre gode damer og rigtig mange gode stærke pølser. Og ja, det sagde hun også i går.

Mine to lebber E. og K. er jo lykkeligt genforenet - jeg tager 100 pct. af æren - og havde inviteret mig og en anden veninde på pølse. (Jeg øver mig i øvrigt ihærdigt på ikke at skrive det-sagde-hun-også-i-går, hver gang jeg nævner pølser. Det holder hårdt. Små skridt, små skridt).

Og det var skidehamrende hyggeligt at hænge med dem. Stemmebåndene blev løsere og løsere efterhånden som paproséen blev tømt, og samtalen nåede forbi både parforholdsgrundirritation og sprøjteorgasmer (begge emner skal jeg nok vende tilbage til en anden dag, når jeg igen føler mig anonym og incognito og dermed momentant kan ignorere, at I er nogle stykker, der har regnet ud hvem jeg er ude i virkeligheden).

Vi snakkede også om, hvor svært det kan være at bo med en kæreste. Fordi man nogle gange - lige meget hvor meget man elsker nævnte kæreste - simpelthen ikke gider tale med vedkommende overhovedet. Og at der (i heteroland) kan være kønnede kommunikationsbarrierer i den sammenhæng. Hvilket jeg i dag synes er noget værre vrøvl. Altså at det har med køn at gøre.

Jeg ved ikke, hvordan M., der er hetero, nåede frem til det. Men pludselig udbrød hun i samtalen:

"Lesbianisme lyder jo simpelthen, som om det er at finde den perfekte roomie, man også kan knalde."

I øjeblikket - og med temmelig meget vino inden for vesten - blev selskabet hurtigt enige om, at det var den sjoveste og sandeste sandhed i universet. I en sådan grad, at jeg straks fandt min telefon og skrev det ned. Uden stavefejl. Selv med promille staver jeg som en dygtig korrekturpony:

"Lesbianisme lyder, som om det er lidt at finde den perfekte roomie, som man også kan knalde."

I dag hvor jeg tænkte, det ville være stof til verdens bedste blogindlæg, kan jeg godt se, at det nok lidt var boozen, der talte. For det er hverken synderligt sjovt eller synderligt sandt.

Det føltes præcis som dengang jeg vågnede fra en drøm og følte, jeg havde opfundet den bedste vittighed nogensinde. Og så sagde den højt til min ven. Og allerede idet jeg fortalte første halvdel, kunne jeg godt fornemme, jeg havde oversolgt den.

Den lød for øvrigt sådan her:

Spørgsmål: Hvad hedder Bengt Burgs datter?

Svar: Lykke-Julie

(PS. Jeg har tagget det her indlæg under 'hahaha'. Men burde måske oprette søgeordet 'haha' til lejligheden. Intet i ovenstående har fortjent et tredje ha. To ha'er max. Måske endda snarere et 'høhø'.)

---

Kvalitet frem for kvantitet, eller: En smal årgang

Nå. Men der begynder så småt at ske det, at jeg bliver afsløret. I tide og utide. Jeg er muligvis ikke helt så incognito-lebbeblogger-snu, som jeg går og tror.

Forleden henvendte en kvinde sig således på Facebook. Altså på min private og helt egen Facebook. Ikke på Lebbelivets (like mig nu! Like mig nu!).

Hun spurgte (heftigt forkortet version), om det ikke var mig, der skrev hendes yndlingsblog?

(Tænk engang at jeg skriver nogens yndlingsblog. Mig! Modeblogger-ladies med five units-jeans og sko fra Acne, go home.)

Og vejen til denne lebbes hjerte går, som I ved, gennem smiger (og også gennem maven, hvis nogen skulle have lyst til at stille på Vbro med en bradepande brownies asap?), så naturligvis gav jeg mig til kende.

Men netop denne lebbe fremlagde en yderst interessant teori:

Hun nævnte nemlig, at vores fælles årgang - 1981 - er en meget lillebitte lebbeårgang. Hun spurgte mig: Kender du måske andre lebber fra 1981? Og hun har sgu ret. Jeg kender måske én anden lebbe, måske to, der er 81'ere. Ellers er de fra en kant af enten et par år yngre eller ældre end mig.

OMG.

Er det en konspiration?

---