Hørt i modeugen #1

Det var godt nok to bøsser, der diskuterede det i går. Men egentlig passer det lige så godt på lebber:

Modebøsse #1:
"Altså. Han var helt vildt lækker. Jeg er bare i tvivl, om han var lækker på 'jeg-vil-gerne-have-ham'-måden eller på 'jeg-vil-gerne-være-ham'-måden."

Modebøsse #2:
"Ja. Det er homoens evige dilemma. Balancen mellem jalousi og liderlighed."

Apropos Laura Christensens bryster.

---

Laura Christensens bryster

Det øjeblik, hvor man sidder nærmest lige over for Laura Christensen til Bruuns Bazaars show. Og faktisk ikke kan koncentrere sig om tøjet. Fordi man kun tænker på hendes bryster i Midsommer.

Undskyld.

Åh dog. Og meget apropos.

Laura Christensens bryster er blandt de pæneste bryster, jeg nogensinde har set. I samme kategori som LLs. Der virkelig også har stået langt fremme i den uddelingskø.

---

Kakerlakker ... nej takker.

Suk. Nu er jeg godt nok midt i modeuge og inklusiv let ubehag over alle de top-uhyggelige bloggere (og ja, jeg kan godt se ironien). Men derfor kan man alligevel godt blive helt vildt glad for den her besked fra verdens muligvis sejeste veninde:

Der er en Superflex-udstilling på Charlottenborg, hvor man kan få et kakerlak-kostume på og blive rundvist af en kakerlak, der fortæller om menneskene fra en kakerlaks perspektiv! Det sku være ret sjovt. Vil du med og se den søndag?

Well. Det lyder - trods heftig billefobi - som den perfekte måde at bruge en søndag på. Meget mere perfekt, fx, end at drøne med toget - arbejdende hele vejen - fra København til Vestjylland, deltage i frokostfødselsdag hos 80-årig mormor (i idrætshallen), drøne tilbage til København - arbejdende hele vejen - og sove og vågne og arbejde videre.

Suk igen.

---

Åh. Tæerkrummende nylesbiske minder.

For knap ti år siden lavede jeg noget frivilligt arbejde.

Jeg havde en kollega, som jeg et godt stykke tid gik og var lidt smålun på. Han (det var omkring det tidspunkt, jeg hoppede fra det ene hold til det andet) var bare så sej og indie og genbrugstøjsagtig og quirky og i hvert fald et helt år længere fremme i sine studier end mig. Måske havde han endda fået sin bachelorgrad.

Nå.

Men cirka ved den tid droppede jeg faktisk mændene og mødte min første damekæreste. Var helt forelsket og splattet i hovedet af at skulle omdefinere min identitet til at passe ned i lebbekassen. Og alt det fisse.

Og pludselig spurgte han, kollegaen, om jeg ville med i biografen. Ud af det blå. Jeg tror, han ringede og spurgte - det skete af og til, at vi ringede sammen i planlægningsøjemed.

Jeg blev så glad og sagde klart ja på stedet. En ny, sej ven til samlingen!

Min kæreste sagde, at det altså var en date. Og at det var pænt weird at gå på date, når man havde en kæreste. Hun insisterede. Lidt irriteret.

Jeg svarede (ligeså insisterende og irriteret), at det i hvert fald ikke var en date. At han da måtte vide, at jeg havde en kæreste. Alt imens jeg tænkte, at det - netop fordi det umuligt kunne være en date, jeg var jo mig, usle fjollede mig! - ville være upassende at sikre sig, at han nu også vidste, at jeg havde en kæreste. En kvindekæreste, endda. Verdens sværeste spørgsmål må være, "jo, jeg vil gerne med i biffen, og du ved godt, jeg har en kæreste, ikke?".

Afvisninger har aldrig været min styrke. Hverken at levere eller modtage. Heller ikke de blide.

Og så tog jeg af sted mod Metropol. Jeg havde nok en prikket kjole på. Det havde jeg tit.

I biografen bød han på konfekt. Det har vel været ved juletid. Hjemmelavet konfekt i en hjemmelavet æske. Han forærede mig resten. Jojo. Det var til mig.

Alligevel faldt tiøren først på plads, idet jeg bemærkede hans overraskede blik, da jeg - mens vi post-bio drak en kop kaffe - fortalte om min kæreste.

Jeg troede virkelig, at han vidste, jeg ikke var single. For hvem fanden skulle nogensinde have lyst til at invitere mig ud? Altså på en date? Jeg var jo bare hende, man var venner med.

Vi blev aldrig venner.

Jeg tror, min kæreste smed resten af chokoladen ud. Ellers spiste vi den. Sikkert i sengen.

---

Det der med håndbold

Nå. Jeg har spekuleret på det her med håndbold og på, hvordan jeg på mindre end to uger gik fra at være håndbold-meh! til at være håndbold-uh!

... og så i øvrigt til at være håndbold-buh! oven på skuffelsen søndag. Ja. Pludselig er jeg sådan en der kan sige "skuffelsen søndag". Og mene det. Endsige vide, hvad fanden jeg snakker om - hvafforenskuffelse?

Håndbold er pludselig blevet lidt sjovt, og det hænger helt sikkert delvist sammen med LL. En entusiastisk sidekammerat som man oven i købet synes er verdens bedste menneske gør selvfølgelig sit til at oppe oplevelsen. Og så er hun ret klog på håndbold og i denne sammenhæng en meeeget tålmodig sjæl. Jeg har ret mange spørgsmål. Hele tiden.

Men det hænger altså også sammen med nogle andre ting. Dels forstår jeg håndbold. Agtigt. Nogen (sidekammerater) ville måske more sig lidt over det udsagn. Men alligevel. Jeg kan godt se, når de spiller herregodt, eller når det bare slet ikke hænger sammen, det skidt. Og det gør, at man kan være skideklog.

På den måde er håndbold lidt ligesom X Factor.

Jojo. Jeg kunne da aldrig selv gøre noget, der bare er i nærheden af det I gør på hhv. scenen i Store Vega / i Boxen i Herning. Men jeg kan bestemt snildt gøre mig til dommer over jeres præstation som var jeg Blachman eller en af de der kommentatorer, som jeg trods alt ikke har fedtet mig langt nok ind i kontaktsportens forunderlige verden til at kende navnene på.

Og så er der også det der unævneligt selvbevidste med, at der er noget ironisk og ganske særligt ved at blande håndboldnydelse ind i den kombination af egenskaber, der udgør mig. Da jeg lavede min første håndboldrelaterede statusopdatering affødte det flere whaaaat-kommentarer.

I øvrigt glædede jeg mig som en lille høne til at lave den opdatering. Jeg vendte den længe i tankerne, før den var perfekt:

Det understreger ligesom alle mine ikkehåndboldrelaterede karaktertræk, at jeg da også sagtens kan nyde sådan en kamp.

Og et eller andet sted i selvbevidsthedssnobberiet begyndte jeg faktisk at nyde sporten. Nyde at se den, altså. Ikke at udføre den. Jeg er stadig hunderæd for bolde.

Nå jo. Til slut en serviceinformation:

Det er jo altså modeuge lige om hjørnet, hvilket betyder (endnu mere larmende) stilhed på bloggen, advarede hun.

---

Kun i Lebbeland

Det der akavede øjeblik, hvor man sender sin kæreste i byen på en uskyldig lørdag, mens man selv rødvinssnalrer med en af de allerbedste.

Og kæresten tager med sit crew på Vela.

Og kæresten møder hende, som undertegnede havde et kortvarigt fling med i sommer, da undertegnede var øjebliksvist single (og som undertegnedes kæreste selvfølgelig i ærlighed-som-grundpille-i-genoptaget-parforholds-navn kender til, bevares).

Og dette fling finder det passende at hive undertegnedes kæreste til side og snakke om sine følelser. For mig, forstås. Og om sit sexliv. Med mig, forstås.

OMG! Seriøst?

Kun på Vela i Lebbeland.

---

At leve det vilde lebbeliv

Okay. Jeg så ret meget tv i går. Fordi jeg var træt og doven og halvsur (nogen, der skal forblive unavngivne, ville måske sige helsur), og det var pissekoldt udenfor.

Jeg så således både Luksusfælden, Savnet, Kræsne Købere og det der køkkenmareridt med Gordon Ramsay.

Men frem for alt så jeg reklamer. Mange reklamer. Jeg så blandt andet den der Oral-B-tandpastareklame, der indledes noget a la:

"Nogle ting er bedre at børste tænder i end andre ..."

... Flankeret af billeder af tandbørster, der belægges med henholdsvis ketchup og sennep, hvorefter Oral-B naturligvis fremhæves som et godt alternativ hertil.

Er det ikke helt alvorligt at sætte barren unødvendigt lavt? Og er det en egentlig anbefaling, at Oral-B (trods alt) er bedre at smøre i kæften end dressing?

Og så blev jeg i øvrigt nødt til at tjekke, hvad b'et står for. Og det er jeg ikke den eneste, der har tjekket, kunne noget tyde på:

En anden nysgerrig sjæl har - heldigvis - gjort sig den ulejlighed at skrive til Procter&Gamble og spørge om det samme. Og fik følgende svar:

Nu kan jeg sove roligt.

---

Nøgen - Grim. Pæn. Grim. Pæn. Pæn. Pæn. Pæn. Smuk.

I har garanteret alle sammen set de her vidunderlige billeder, som fotografen Gracie Hagen har taget af nøgne kroppe i henholdsvis stolte og mere - populært anskuet - bøvede positurer.

De er helt fantastiske, synes jeg. Især når man når dertil, hvor ens medieprægede perfektionssøgende øje faktisk sagtens kan se, hvor smukke de aammenkrummede, skrutryggede kroppe også er.

Gracie Hagens projekt er, har jeg læst mig frem til, at vise, hvordan man kan manipulere kroppen til at være æstetisk henholdsvis indbydende og mindre indbydende. Og hvor meget en god holdning kan hjælpe den slags på vej.

Men det synes jeg faktisk slet ikke er hele det projekt, man er vidne til - og det tror jeg egentlig også fotografen påpeger - for i ligeså høj grad handler det om kroppens mange udtryk. Mangfoldighed og skønhed, skønhed, skønhed.

Se alle billederne her - der er virkelig mange fine!

Og så kan vi altid tale om kønshår en anden dag. Det er der dæleme ikke meget af.

---

Lebbekys på G-Bar + hypersentimentalitet på familiemåden.

Åh-hada. Fredag efter work drønede jeg hjem, smed en bunke tøj i min kuffert, drønede ud af døren og mødtes med LL plus 2xHund ved toget til Jylland. Skålede i en enkelt medbragt Kronenbourg. Det var jo fredag, og vi har jo vores ritualer, selv når nogen blæser på dem.

Det føles i øvrigt afsindigt grænseoverskridende at drikke øl i toget. Det er på en eller anden måde bare en helt bestemt type, der gør det. Fx hende, jeg sad overfor på vej hjem fra det jyske i dag. Som lugtede af værtshus i en grad, så jeg et øjeblik fik angst over, om jeg var taget til vigtigt møde i Midtjylland iklædt overtøj, der stadig stank af den brandert, LL og undertegnede fremviste på århusianske G-Bar oven på min kære mors yderst festlige 60-års fødselsdag lørdag. 

Åh, en fest. For dælan da. Min mor er helt vildt sej. Nogle gange glemmer jeg, hvor sej hun er. Fordi hun også til tider er irriterende og normativ og moragtig. Men så er det heldigt nok, at halvdelen af hendes en milliard veninder holdt tale om interrail og antikapitalistisk jul i 70'erne. Og kunne minde mig om det. Altså at hun er sej.

Jeg holdt også tale. Og begyndte (næsten) ikke at tude, da jeg fik improviseret mig ud et sted, hvor jeg ikke helt kunne bunde i bar' kærlighed til eget ophav.

Min mor er på ingen måde min bedste veninde. Jeg har det i det hele taget lidt stramt med dem, der baaare er bedstevenner med deres mor. Men min mor er en konstant klippe, som altid har min ryg, når lokummet brænder. Og det mindede hendes tåbelige kræftsygdom for fem år siden, en episode som virkelig har domineret mine forældreminder det seneste tiår, mig i allerhøjeste grad om. Midt i talen foran 50 indbudte. 

Jeg gider ikke lige undvære hverken hende eller min far foreløbigt. Please.

Nå. Festen sluttede ved 03-tiden på Århus' (bilder jeg mig ind?) største homobar. Hvor LL og jeg helt pubertært snavede hinanden i gulvet i en time uden øje for noget som helst andet, inden vi snøvlede os hjem på min fars gæsteseng.  

PS. Da jeg gik i ottende klasse og vi havde diktat (har man egentlig stadig det? Jeg var vild med det. Fordi jeg var pissedygtig til det. Fx var jeg en af de eneste til min afgangsprøve, der kunne stave til det drønsvære snydeord "trawler"). 

Nå. 

Men dengang i ottende skulle vi skrive "pubertet". Pu-ber-tet. Og jeg stavede forkert. Jeg skrev "pupertet". Og en af mine klassekammerater grinede. Det har jeg aldrig sluppet. Og alligevel kommer jeg den dag i dag stadig i tvivl om det er med b eller p, når jeg skal skrive det. Lige indtil jeg i mit hoved hører Lortelukas (det øgenavn står jeg faktisk ved den dag i dag. Godt man er bloggers anonymous) sige "Haha, 'puPertet'. Kikset." Og så ved jeg, hvordan man staver. Lortelukas hjalp mig på den måde til et grammatisk bedre liv. Tak, Lortelukas.

---

Lesbisk håndbold for første gang

Nå. Men jeg var inde og se EM-håndbold i går. I Brøndbyhallen med lålålå og klappevifter. Sgu.

Det var min første rigtige håndboldoplevelse (siden to temmelig traumatiske år fra jeg var ni, til jeg var 11, hvor jeg gik til håndbold. Det ville være forkert at skrive, at jeg 'spillede håndbold'. For jeg sad mest på bænken. Og fattede ingenting), og jeg havde naturligvis min egen personlige håndboldlebbe i hånden. Altså i går. Ikke da jeg var ni. Det havde været ... upassende?

Efter første halvleg spurgte LL mistroisk, om jeg nu også var sikker på, jeg havde gået til håndbold nogensinde? Fordi jeg spurgte til alt. Hvem er ham i den gule trøje (dommeren), hvem holder vi med (Kroatien), hvad er straffekast (målforhindrende fejl i tremeterfeltet), hvad er tremeterfeltet (feltet foran målfeltet), hvad er målfeltet (...), hvorfor hænger der et ekstra net ned inde i målet? Er man altid seks spillere plus målmanden på et hold? Hvad er højre? Hvad er venstre?

Men jeg kunne faktisk godt lide det. Jeg var svært godt underholdt.

Det nemmeste er at sammenligne med en koncert, publikum, billetter, store sale, fælles fokus. Men håndboldoplevelsen var bare så meget mere ordentligt en en koncert-ditto. Tænk sig, de udleverer en papvifte i foyeren, så man kan klappe med en hånd og således drikke (tynd) fadøl uden at spilde, når man applauderer. Det burde de have tænkt på på Vega.

Til gengæld er koncertgæster markant bedre klædt. Og pænere. Men nok om det.

I øvrigt:

Man skal have ret store hænder for at kunne gribe en håndbold med én hånd. Eller i hvert fald lange fingre. Og dér har I forklaringen på den massive overrepræsentation af lebber.

Og med dette indlæg kan jeg for første gang længe få lov til at benytte det obligatoriske lebbetag: Håndbold.

---