The Lesbian Gaze - eller: Lebben som creep

Jeg har lige taget mig selv i noget. Noget lidt fjollet. Alright. Jeg har lige opdaget, at så snart jeg indtager et udpræget, åbenlyst lesbisk stykke medieindhold, så seksualiserer jeg det. Helt. Vildt.

Det være sig Lea DeLaria og Samira Wileys instagramprofiler (jeg har unfollowet Ruby Rose fordi jeg - dobbelthundeejerskab til trods - har det halvstramt med dyrerettighedsforekæmpelse. Jeg er almindeligvis usandsynligt ligeglad med hunde, der kan adobteres. Og jeg bliver jeg aldrig fan af trutmundsselfies i overflod).

Men jeg seksualiserer kendislebber på insta. Og fx den her nye trailer fra MIX:

MIX Copenhagen Trailer 2015 - Visuals by Casper Heijkenskjöld - Music by Shura : Indecision (Jungle Remix - instrumental version) - Produced & edited by Rikke Kolding & Trin Hjortkjær Thomsen
Har du set vores spritnye trailer for årets festival? Se den her <3//Have you seen our brand new trailer for this year's festival? Watch it now <3
Posted by MIX Copenhagen | LesbianGayBiTrans Film Festival on Saturday, September 26, 2015

Det er mærkeligt og lidt i tråd med den måde, jeg husker fra mine tidligt lesbiske dage, at jeg undrede mig over, at nogle butch-damer på Vela opførte sig over for femmerne. Sådan en slags tilstræbt heterosexisme. Næsten er karikeret. A la den måde lædermændene i Grease opførte sig, når Pink Ladies gik forbi, I ved.

Objetificering og male gaze. Eller. Måske en slags lesbian gaze.

Sådan bliver jeg lidt, når jeg indtager lebbemedieprodukter. Jeg sætter al kunstnerisk-kritisk sans til side og fokuserer udelukkende på, om 1) damerne er lækre, og 2) om jeg tænder på handlingen. Om den er sexet. Ikke om den er dyb, smuk, interessant, intelligent. Kun sexet.

Kender I det?

Nå, men så vidt jeg husker er erkendelse første skridt på vejen til forandring.

---

Søvnløshed afføder prætentiøs solo-læseklub. - Eller: Gender Trouble er jo absurd svær læsning.

Nå, men jeg fik endelig læst The Goldfinch færdig forleden nat. Den er fin nok. Fatter måske ikke helt Pulitzer-hæder, men bevares - den er bestemt god. Det var måske et fattigt amerikansk læseår i fjor.

Jeg tænker, at hvis man kunne lide Franzens Freedom (det kunne jeg faktisk ikke - bare skyd mig) og Safran Foers Incredibly-det-ene-og-Extremely-det-andet (måske min yndlingsbog). Så kan man også li' goldfinchen.

Men det er slet ikke det, det skal handle om.

For da jeg havde læst sidste linje, var jeg stadig søvnløs og desperat og samtidig for doven til at lette mig fra sengen og finde noget letlæseligt a la boligindretning (svagt punkt for feng shui, bare skyd mig igen) i reolen inde i stuen.

Så jeg greb Gender Trouble, som jeg købte online i et prætentiøst øjeblik i vinter og siden har haft liggende på mit sengebord, uåbnet. Og så læste jeg en tolv-femten sider. Måske tyve. Der egentlig mest tjente det formål at trætte mig nok til, at jeg faldt i søvn og drømte en rimelig rædselsfuld og antiqueer mareridtsdrøm, som jeg vågnede af med bankende hjerte et par timer senere.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her. Men hold-nu-kæft, Judiths bibel er svær at læse. Det redder mig nok lidt, at jeg har skimmet nogle CliffsNotes og fordøjet et par uddrag på mit tilvalgsfag i Genusvetenskap for otte år siden. Og - nåja - at jeg har bibeholdt en sund interesse for feminisme og queerteori i det hele taget.

Så jeg ved ligesom overordnet og cirka, hvad det er jeg læser. Hvem der er morderen, så at sige (det var butleren, der gjorde det. Ha! Shit manner. Det er først, idet jeg skriver disse linjer, at det falder mig ind, præcis HVOR sindssygt sjovt det faktisk er. Butleren, I ved. JUDITH Butleren. Sådan, såkaldte lebbe. Hvor vover nogen at kalde dig humorforladt).

Nå. Men skal jeg læse videre, eller er CliffsNotes okay?

---

Ny virkelighed, Dag 3.

Wowsi. Der er sket noget vildt.

Jeg fik jo nyt og meget corporate job for en måneds tid siden. Ja. Jeg blev i slut-august – uden at jeg skal gå for meget i detaljer – hyret ind til at stå for meget specifikt projekt med launch i 2018 i meget stor virksomhed.

Og fordi ny og meget corporate arbejdsplads er meget, well, corporate, så kan sådan noget som et dårligt halvårsregnskab og nogle potentielt ret så utilfredse aktionærer få den fatale konsekvens, at meget specifikt projekt til mange(!) millioner simpelthen bare bliver lukket ned fra én dag til den næste.

... Og den slags kan fanme endda ske lige præcis den dag, der også var min første arbejdsdag. Seriøst. Jeg mødte ind med mit flotteste tøj og mine største forventninger til krisestemning og utryghed. Og efter at jeg havde været ansat i lige præcis fire timer, faldt meldingen:

Projektet er lukket. Med øjeblikkeligt varsel. Som i: Nu. Slut prut og penge-ud-af-vinduet. Færdig.

Og der sad jeg så ellers helt forvirret og blev som den eneste af de medarbejdere, der var nogenlunde direkte tilknyttet meget specifikt projekt, ikke fyret på stedet. Af umiddelbart uvisse årsager, der sikkert skal hentes i uigennemsigtige organisationsdiagrammer.

Således tilbragte jeg september i sært limbo med udmærket job, der måske – jojo – var noget helt anderledes end det, jeg var blevet stillet i udsigt. Men stadig var fint nok. Søde kolleger, gode forhold, rigeligt at lave. Alt imens jeg ventede på, at nogen højt oppe i geledderne skulle træffe beslutninger om fremtiden. Og forberedte mig på det værste. Teoretiserede med venner, familie og LL over, om de mon ville beholde mig, eller hvordan? For og imod. Stolpe op/ned.

I mandags fik jeg endelig afklaring. For da blev jeg og lige knap halvdelen af de andre tilbageværende i vores lille hjørne af organisationen kaldt til små individuelle møder. Fik et klap på hovedet, et tak-for-indsatsen og, ikke mindst, en mere end udmærket og meget gavmild fratrædelsesordning ... og blev derpå sendt hjem på fritstillingsmåden.

Så nu er jeg det, man kalder arbejdsløs. Eller LEDIG, om I vil. Between jobs.

Det har jeg aldrig prøvet før. Og jeg kan ikke rigtigt affinde mig med det. Men prøver. Ny virkelighed med brunch på Dyrehaven (og så på en hverdag!) og eftermiddagsøl i septembersol på Litauens Plads med en flok venner, der har tilsvarende dagtimefrihed.

Men ikke noget job.

Det føles grænsende til forkælet at være bekymret, når man faktisk har løn helt, til foråret atter titter frem, og altså ikke behøver at skænke a-kasse en eneste tanke, førend dagene igen bliver længere engang i 2016. Men jeg kender mig selv godt nok til allerede her på Dag Tre at se småbitte glimt af sump-lebben. I ved, hende som ellers ikke har kigget tilbage på mig fra spejlet siden studietidens løse hverdag. Jeg er ikke verdens dygtigste til at komme ud af fjerene/i bad/i tøjet/ud af døren, hvis ikke jeg har faste aftaler og forpligtelser.

Det her er nyt for mig. Hvad gør man? Og hvor længe må man være doven? 

---

Mordet på Jannick - hvad synes I?

Shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck lort shit fuck.

[still fra dokumentaren]

Jeg var bare lige helt uskyldigt forbi ovre på Facebook. Og så linkede DR3 til en helt ny dansk dokumentar, der hedder "Mordet på Jannick". Og jeg var lige i humør til lidt godt krimidrama a la Serial, så jeg trykkede uforvarende play her fra sengen, mens LL arbejdede i stuen.

Jeg nåede cirka et kvarter ind i den noget mystisk opstillede drabssag, før jeg regnede ud, hvordan historien hang sammen.

Hvis du helst vil se dokumentaren spoiler-frit, så kan du se den på DR's hjemmesiden (indtil 14. oktober 2015) LIGE HER.

... og så tales vi bare ved bagefter.

Hvis du kan klare mine tanker om den, så læs videre (men hvis ikke du kender handlingen, så synes jeg helt sikkert, du skal se dokumentaren, før du fortsætter!).

- SPOILERS NEDENFOR -

For shit for helvede da. Efter 25 minutter hørte LL mig sige "fuck" første gang. Og så kom de bare, udbruddene, som perler på et hvidt nylonreb: "shit", "åhnej", "nejnejnej". Og. Så. Fremdeles. Det var umuligt ikke at sige det højt.

Til sidst kom LL ind, mens jeg sad med tårerne dryppende fra hagen og tudede, som blev jeg nappet hårdt i det-der-hud-på-indersiden-af-overarmen. Helt hulkende.

Dokumentaren handler om Michelle.

Der levede sit kun 19 år lange liv som Jannick, en lidt utilpasset (og det tror da fanden) og enormt sympatisk, elskelig knægt. Indtil det ikke gik længere. Michelle ville ud. Og det hjerteskærende indre tovtrækkeri var for hårdt for et plaget sind, så Jannick tog sit liv og blev først i kisten velsignet som Michelle.

Familien var slet ikke klar over, hvor alvorligt det var - jo, der havde været pigetøj i den nederste skuffe på gamer-værelset og snak om en ftm-operation. Men Jannick var fåmælt, Michelle kom kun frem om natten, og alvoren trængte aldrig igennem. Ikke før det var for sent, i hvert fald.

Den dokumentar er simpelthen så ufatteligt bevægende.

Klart, den er skruet sammen med en vis grad tåreperseri for øje. Men, helt ærligt, held og lykke med at strikke en dokumentar om et selvmord sammen uden en vis grad af melankoli! Og det er faktisk lige meget - det generer ikke oplevelsen.

For dokumentarens udtryk ændrer ikke på, at Michelle måske kunne have været reddet, hvis transkønnethed (og her er jeg som vanligt skidebange for at komme til at bruge den forkerte term, men jeg er sikker på, jeg har læsere der kan rette mig?) ikke var så fucking tabubelagt.

Hvis ikke kønssystemet var så fucking binært.

Jeg tror ikke, Michelles familie skal bebrejde sig selv. Skønt jeg godt forstår, det kan være svært, nej, umuligt, at lade være. For de slår mig - alle hendes nærmeste - som helt vildt rummelige. I hvert fald i et ulideligt blankpoleret bakspejl.

Kudos til DR for at tage et alvorligt emne op. Kudos for deres henvisning til Livslinjen (telefon: 70 201 201). Lidt mindre kudos for framingen i begyndelsen med, at Michelle slog Jannick ihjel. Den har jeg lidt svært ved at sluge, den formulering. Men alt, der kan sætte fokus på det her emne, er velkomment.

Pis. Jeg googlede lige "transkønnet vs. transseksuel" og havnede på et forum, som jeg simpelthen ikke vil værdige den trafik, et link kunne give. En oprigtigt nysgerrige spørger skriver "Hvad er forskellen på transseksuel og transkønnet? Jeg troede det var det samme, men det er det er det vidst ikke?"

... Hvortil næste svar i tråden lyder: "Der er ingen. Det er lige nasty!"

Jeg kan næsten ikke bære, at det må være variationer af det samme svar, der også har mødt Jannick online, hvor han tilbragte en væsentlig del af sin tid (og også fandt en tutorial til, hvordan man udfører en holdbar reb-løkke. For helvede). 

I afskedsbrevet stod, at han havde båret rundt på sin hemmelighed i 13 år. Fra han var seks fucking år gammel. Internettet er blevet førstelærer. Det er næsten ikke til at holde ud, at internettet kan være så gennemgribende ondskabsfuld og forfejlet en skolemester. Fucking røvhuller.

Sig noget pænt til en teenager i morgen. Man ved fanme aldrig, hvad de går og gemmer på.

Og! Se dokumentaren straks! (Linket er her, hvis du lige har sådan en dag, hvor du er for doven til at scrolle op igen).

Hvil i fred, Michelle.

---

Status. Igen.

Nyt arbejde har været en semihård nyser. Ikke på grund af udpræget arbejdspres, nej hvis vi skal timetælle har jeg noget mere fritid nu, end jeg havde i mit gamle job. Inklusiv fx det privilegium at lade min arbejdscomputer stå på kontoret weekenden over. Og først tænke på jobrelaterede emails mandag morgen klokken 9, i modsætning til fx lørdag formiddag eller søndag eftermiddag.

Kollegerne og opgaverne er der heller ikke noget i vejen med. Tværtimod. Jeg holder meget af det. Rigtigt meget.

Men forholdene, jeg startede under har været noget mere rocky, end jeg eller nogen anden kunne have forudset, og det tager nok alligevel en smule på de mentale kræfter. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på det, men det hele er lidt ... weird. Hvilket forklarer radiotavshed. Det er næsten altid en slags underskud, der forklarer min radiotavshed.

Ellers er alt fino. Havde homoerne til en middag, der endte på Vela i fredags. Mig og Bedstebøssen. Resten havde kastet håndklædet i ringen tidligere. Omend ikke decideret tidligt. Vi var forbi Jolene først. Og det ér, granted, lang tid - rigtig lang tid - siden, jeg har været i andet end regulært homobyen. Scratch that. Det er lang tid siden, jeg har været andre steder end på Nevermind. Okay, og så den der Mainstream/Bøssehus-ting for et par uger siden. Det var i øvrigt en fantastisk fin fest.

Og Jolene var simpelthen så ungt, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Jeg synes omgivelserne, musikken og menneskene var præcis lige så uinteressante, som de synes, jeg var. På vej ud stod fem - seriøst - teenagere om deres veninde, der lå i improviseret NATO-stilling på asfalten i Kødbyen. Og jeg var moren, der gik hen og forsikrede mig, at de havde ringet efter en ambulance. Suk. 

Så vi drog på Vela, gjorde vi. Hvor der sad det sædvanlige selskab på 2x5 skulende (og Jolene-unge) lebber. Vi fik en sludder med bartenderen, der insisterede på, at der havde været totalt gang i den tidligere på aftnen og derefter meldte jordbærkys 100 pct. udsolgt. Hvilket selvfølgelig alt andet lige kunne tyde på, at der havde været flere mennesker. For de ti tilstedeværende lebber kunne umuligt have drukket Vela tør for shotspecialiteten.

Går unge mennesker tidligere hjem fra byen, end vi gjorde, "da vi var unge"? (shoot me now). Unge slår mig som sindssygt fornuftige, ambitiøse og fulde af selvtillid. Meget mere together, end jeg og mine venner var for ti år siden. De praktikanter, jeg er stødt på på efterhånden et par arbejdspladser har været næsten intimiderende fremme i skoene. Altså. Hvem fanden er i gang med en kandidatuddannelse som 21-årige? Og har samtidig også allerede to prestigefyldte praktikperioder og et sygt relevant studiejob under bæltet? 

Da jeg var 21 var jeg droppet ud af gymnasiet og i fuld færd med et semester på en kunstskole. Og ikke engang en der gav noget merit. My god. 

Har I set Bojack Horseman? Jeg har lige set anden sæson færdig. Og jeg kan virkelig godt lide den. Lidt som en slags tegnet udgave af Californication med dyr der taler. Den efterlader mig bare altid med sådan en sær melankoli. Meget a la den, BoJack også lider under. At det er for sent. Det hele. At ting bare sker.

Men det udgangspunkt nægter jeg at tage med mig videre. Så nu vil jeg løbe mig en temmelig langsom tur med mine temmeligt langsomme hunde og komme videre med mig selv. Move on. Get real. 

God søndag.

---