Wowsi. Der er sket noget vildt.
Jeg fik jo nyt og meget corporate job for en måneds tid siden. Ja. Jeg blev i slut-august – uden at jeg skal gå for meget i detaljer – hyret ind til at stå for meget specifikt projekt med launch i 2018 i meget stor virksomhed.
Og fordi ny og meget corporate arbejdsplads er meget, well, corporate, så kan sådan noget som et dårligt halvårsregnskab og nogle potentielt ret så utilfredse aktionærer få den fatale konsekvens, at meget specifikt projekt til mange(!) millioner simpelthen bare bliver lukket ned fra én dag til den næste.
... Og den slags kan fanme endda ske lige præcis den dag, der også var min første arbejdsdag. Seriøst. Jeg mødte ind med mit flotteste tøj og mine største forventninger til krisestemning og utryghed. Og efter at jeg havde været ansat i lige præcis fire timer, faldt meldingen:
Projektet er lukket. Med øjeblikkeligt varsel. Som i: Nu. Slut prut og penge-ud-af-vinduet. Færdig.
Og der sad jeg så ellers helt forvirret og blev som den eneste af de medarbejdere, der var nogenlunde direkte tilknyttet meget specifikt projekt, ikke fyret på stedet. Af umiddelbart uvisse årsager, der sikkert skal hentes i uigennemsigtige organisationsdiagrammer.
Således tilbragte jeg september i sært limbo med udmærket job, der måske – jojo – var noget helt anderledes end det, jeg var blevet stillet i udsigt. Men stadig var fint nok. Søde kolleger, gode forhold, rigeligt at lave. Alt imens jeg ventede på, at nogen højt oppe i geledderne skulle træffe beslutninger om fremtiden. Og forberedte mig på det værste. Teoretiserede med venner, familie og LL over, om de mon ville beholde mig, eller hvordan? For og imod. Stolpe op/ned.
I mandags fik jeg endelig afklaring. For da blev jeg og lige knap halvdelen af de andre tilbageværende i vores lille hjørne af organisationen kaldt til små individuelle møder. Fik et klap på hovedet, et tak-for-indsatsen og, ikke mindst, en mere end udmærket og meget gavmild fratrædelsesordning ... og blev derpå sendt hjem på fritstillingsmåden.
Så nu er jeg det, man kalder arbejdsløs. Eller LEDIG, om I vil. Between jobs.
Det har jeg aldrig prøvet før. Og jeg kan ikke rigtigt affinde mig med det. Men prøver. Ny virkelighed med brunch på Dyrehaven (og så på en hverdag!) og eftermiddagsøl i septembersol på Litauens Plads med en flok venner, der har tilsvarende dagtimefrihed.
Men ikke noget job.
Det føles grænsende til forkælet at være bekymret, når man faktisk har løn helt, til foråret atter titter frem, og altså ikke behøver at skænke a-kasse en eneste tanke, førend dagene igen bliver længere engang i 2016. Men jeg kender mig selv godt nok til allerede her på Dag Tre at se småbitte glimt af sump-lebben. I ved, hende som ellers ikke har kigget tilbage på mig fra spejlet siden studietidens løse hverdag. Jeg er ikke verdens dygtigste til at komme ud af fjerene/i bad/i tøjet/ud af døren, hvis ikke jeg har faste aftaler og forpligtelser.
Det her er nyt for mig. Hvad gør man? Og hvor længe må man være doven?
Jeg fik jo nyt og meget corporate job for en måneds tid siden. Ja. Jeg blev i slut-august – uden at jeg skal gå for meget i detaljer – hyret ind til at stå for meget specifikt projekt med launch i 2018 i meget stor virksomhed.
Og fordi ny og meget corporate arbejdsplads er meget, well, corporate, så kan sådan noget som et dårligt halvårsregnskab og nogle potentielt ret så utilfredse aktionærer få den fatale konsekvens, at meget specifikt projekt til mange(!) millioner simpelthen bare bliver lukket ned fra én dag til den næste.
... Og den slags kan fanme endda ske lige præcis den dag, der også var min første arbejdsdag. Seriøst. Jeg mødte ind med mit flotteste tøj og mine største forventninger til krisestemning og utryghed. Og efter at jeg havde været ansat i lige præcis fire timer, faldt meldingen:
Projektet er lukket. Med øjeblikkeligt varsel. Som i: Nu. Slut prut og penge-ud-af-vinduet. Færdig.
Og der sad jeg så ellers helt forvirret og blev som den eneste af de medarbejdere, der var nogenlunde direkte tilknyttet meget specifikt projekt, ikke fyret på stedet. Af umiddelbart uvisse årsager, der sikkert skal hentes i uigennemsigtige organisationsdiagrammer.
Således tilbragte jeg september i sært limbo med udmærket job, der måske – jojo – var noget helt anderledes end det, jeg var blevet stillet i udsigt. Men stadig var fint nok. Søde kolleger, gode forhold, rigeligt at lave. Alt imens jeg ventede på, at nogen højt oppe i geledderne skulle træffe beslutninger om fremtiden. Og forberedte mig på det værste. Teoretiserede med venner, familie og LL over, om de mon ville beholde mig, eller hvordan? For og imod. Stolpe op/ned.
I mandags fik jeg endelig afklaring. For da blev jeg og lige knap halvdelen af de andre tilbageværende i vores lille hjørne af organisationen kaldt til små individuelle møder. Fik et klap på hovedet, et tak-for-indsatsen og, ikke mindst, en mere end udmærket og meget gavmild fratrædelsesordning ... og blev derpå sendt hjem på fritstillingsmåden.
Så nu er jeg det, man kalder arbejdsløs. Eller LEDIG, om I vil. Between jobs.
Det har jeg aldrig prøvet før. Og jeg kan ikke rigtigt affinde mig med det. Men prøver. Ny virkelighed med brunch på Dyrehaven (og så på en hverdag!) og eftermiddagsøl i septembersol på Litauens Plads med en flok venner, der har tilsvarende dagtimefrihed.
Men ikke noget job.
Det føles grænsende til forkælet at være bekymret, når man faktisk har løn helt, til foråret atter titter frem, og altså ikke behøver at skænke a-kasse en eneste tanke, førend dagene igen bliver længere engang i 2016. Men jeg kender mig selv godt nok til allerede her på Dag Tre at se småbitte glimt af sump-lebben. I ved, hende som ellers ikke har kigget tilbage på mig fra spejlet siden studietidens løse hverdag. Jeg er ikke verdens dygtigste til at komme ud af fjerene/i bad/i tøjet/ud af døren, hvis ikke jeg har faste aftaler og forpligtelser.
Det her er nyt for mig. Hvad gør man? Og hvor længe må man være doven?
Det nytter ikke at prøve at slappe af, hvis man ikke dur til det, men man kan snyde sig selv ved at sætte alternative mål op: at løbe et marathon, at bage alle opskrifterne i en bog, at bygge sit eget kolonihavehus, lære at tegne, skrive en bog, ... Den slags ting. Så kan bedre slippe forbi sig selv med et afbræk fra sit erhvervs-selv :-)
SvarSletJa, det er nemlig også lige præcis det, jeg tænker - jeg skal gøre noget sejt med min fritid. Med fare for at jinxe for sindssygt (og bare i det hele taget lyde rigtig arrogant), så er jeg faktisk ikke så bekymret over at finde mig et nyt job. Det har - syvnitretten - ikke hidtil faldet mig så svært. Jeg bilder mig ind, jeg er dygtig til det, jeg kan. Men nu har jeg lige pludselig fem måneder, som jeg kan bruge PRÆCIS som jeg vil. Og de skal den onde'lyme udnyttes til perfektion!
Sletgud tag da ud at rejse!
SvarSletDét er også planen. Først lige en uge til Berlin, starting Monday. Og så måske noget Spanien og det løse senere. Verden for fødderne og sådan.
SletJeg har selv oplevet arbejdsløshed mere end én gang, og har skrevet et par fif her:
SvarSlethttps://densureblog.wordpress.com/2014/04/17/skrasikker/
Tak! Det er nogle megagode råd til at få job. Men det er faktisk ikke så meget lige det der med at finde et nyt job, der bekymrer mig. Det lyder sygt arrogant (jeg kan godt selv høre det ... og er selvfølgelig også meget bange for, at nemesis også er med på linjen), men jeg har haft godt held i sprøjten hidtil og har fået snittet mig en niche, som jeg ligger relativt lunt i - bilder jeg mig ind! Så helt umiddelbart handler det mest om bare at få fyldt de her fantastiske gave-måneder ud med nogle meningsfyldt. Men der begynder faktisk så småt at forme sig en plan - mere om det i et blogindlæg snart!
SletJaaah så har du jo mere tid til os nu!
SvarSletJeg var også "ledig" i en periode, og bare et lille tip. Få noget nyt inden du:
1) Starter på flere zumba hold om ugen
2) Bruger det meste af dagen på at se "coming out" og katte videoer på youtube.
3) Føler at hun ikke har så meget tid til dig som tidligere
4) Smutter i IKEA mere end en gang om ugen, fordi at der lige var plads til en pude til.
Men kan helt sikkert også anbefale Yoga. Det var et tit hos mig.
Vela kan vel også bruge en frivillig til... ikke?
Ha. Ha. Ha. Åh den der med at *nogen* pludselig og helt tydeligt har MARKANT mindre tid til mig (for, jojo, det er BESTEMT sådan det hænger sammen. Nogen prioriterer bare lige pludselig heeelt anderledes. Det har 100 pct. helt klart ikke noget med min egen forøgede fritid at gøre, nej.) - shit hvor jeg dog genkender den. Tak for at sætte det på spidsen og holde et (ikke så charmerende) spejl op for mig.
SletJeg har også oppet min træning med optur som resultat. Og nyder seriøst at have al tid i verden. I hvert fald lige i dag.
lucky bastard!
SvarSletI know. Nu skal jeg bare lige have styr på at administrere mit enorme held bedst muligt.
Slet