Status. Igen.

Nyt arbejde har været en semihård nyser. Ikke på grund af udpræget arbejdspres, nej hvis vi skal timetælle har jeg noget mere fritid nu, end jeg havde i mit gamle job. Inklusiv fx det privilegium at lade min arbejdscomputer stå på kontoret weekenden over. Og først tænke på jobrelaterede emails mandag morgen klokken 9, i modsætning til fx lørdag formiddag eller søndag eftermiddag.

Kollegerne og opgaverne er der heller ikke noget i vejen med. Tværtimod. Jeg holder meget af det. Rigtigt meget.

Men forholdene, jeg startede under har været noget mere rocky, end jeg eller nogen anden kunne have forudset, og det tager nok alligevel en smule på de mentale kræfter. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på det, men det hele er lidt ... weird. Hvilket forklarer radiotavshed. Det er næsten altid en slags underskud, der forklarer min radiotavshed.

Ellers er alt fino. Havde homoerne til en middag, der endte på Vela i fredags. Mig og Bedstebøssen. Resten havde kastet håndklædet i ringen tidligere. Omend ikke decideret tidligt. Vi var forbi Jolene først. Og det ér, granted, lang tid - rigtig lang tid - siden, jeg har været i andet end regulært homobyen. Scratch that. Det er lang tid siden, jeg har været andre steder end på Nevermind. Okay, og så den der Mainstream/Bøssehus-ting for et par uger siden. Det var i øvrigt en fantastisk fin fest.

Og Jolene var simpelthen så ungt, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Jeg synes omgivelserne, musikken og menneskene var præcis lige så uinteressante, som de synes, jeg var. På vej ud stod fem - seriøst - teenagere om deres veninde, der lå i improviseret NATO-stilling på asfalten i Kødbyen. Og jeg var moren, der gik hen og forsikrede mig, at de havde ringet efter en ambulance. Suk. 

Så vi drog på Vela, gjorde vi. Hvor der sad det sædvanlige selskab på 2x5 skulende (og Jolene-unge) lebber. Vi fik en sludder med bartenderen, der insisterede på, at der havde været totalt gang i den tidligere på aftnen og derefter meldte jordbærkys 100 pct. udsolgt. Hvilket selvfølgelig alt andet lige kunne tyde på, at der havde været flere mennesker. For de ti tilstedeværende lebber kunne umuligt have drukket Vela tør for shotspecialiteten.

Går unge mennesker tidligere hjem fra byen, end vi gjorde, "da vi var unge"? (shoot me now). Unge slår mig som sindssygt fornuftige, ambitiøse og fulde af selvtillid. Meget mere together, end jeg og mine venner var for ti år siden. De praktikanter, jeg er stødt på på efterhånden et par arbejdspladser har været næsten intimiderende fremme i skoene. Altså. Hvem fanden er i gang med en kandidatuddannelse som 21-årige? Og har samtidig også allerede to prestigefyldte praktikperioder og et sygt relevant studiejob under bæltet? 

Da jeg var 21 var jeg droppet ud af gymnasiet og i fuld færd med et semester på en kunstskole. Og ikke engang en der gav noget merit. My god. 

Har I set Bojack Horseman? Jeg har lige set anden sæson færdig. Og jeg kan virkelig godt lide den. Lidt som en slags tegnet udgave af Californication med dyr der taler. Den efterlader mig bare altid med sådan en sær melankoli. Meget a la den, BoJack også lider under. At det er for sent. Det hele. At ting bare sker.

Men det udgangspunkt nægter jeg at tage med mig videre. Så nu vil jeg løbe mig en temmelig langsom tur med mine temmeligt langsomme hunde og komme videre med mig selv. Move on. Get real. 

God søndag.

---