Det virker ikke okay at skrive et blogindlæg om noget andet end alt det tragiske, der udspillede sig i går og i nat. Men jeg er så mæt af danskheds-gradbøjninger – om fx hudfarver, der kan være "arabiske men lysere end normalt". Hvad fanden foregår der? Bør man ikke – præcis som i alle andre minoritetssammenhænge – forsøge at pakke generaliseringerne, mærkaterne og normerne væk? Bare lidt?
Please.
Hvis jeg – apropos – derimod skulle sætte en lillebitte mærkat på min weekend, skal der stå "ekskærester" på den.
Fredag drak jeg en fyraftensøl, der blev til en fire-fem stykker, med min første damekæreste. Lad os kalde hende KB. Vi var sammen i tre år og brugte nogle timer på at remminiscere over hvor sindssygt unge og lidt dumme (søde), vi var.
Det var helt vildt rart at se hende – det sker for sjældent – fordi der var så meget, hun lærte mig – og fordi hun var prøveklud for så mange af mine helt tidligere og allerførste lesbiske erfaringer. Og jeg mener ikke kun alle dem i soveværelset (som dengang også agerede stue, garderobe og spisekrog, fordi vi boede på hvert vores lejede værelse i hvert vores bofællesskab. Fordi vi var 24).
Der er noget ømt over de der tidlige seriøse forhold. Fordi man er så defineret af sine første erfaringer. Der er bare ikke rigtigt noget, der trumfer at opleve ting for første gang, vel? Alt det næste er sammenligninger.
Nå. Siden drønede jeg hjem til LL, hentede Bedstebøssen med på vejen og så X Factor med rødvin i glasset. Og hverken værre eller bedre gik det, end at den der gruppe, som Blachman har samlet, og som lidt prætentiøst bare hedder deres efternavne, sang Fleet Foxes. Og ikke en hvilken som helst Fleet Foxes-sang, men den som jeg med min anden damekæreste øvede en yndig flerstemmig version af, mens vi stadig var sammen.
Jeg husker tydeligt, at vi engang i – hvad? 2009? 2010? – da vi var kærester, tilfældigt var ude at spadsere på Amager Fælled og bemærkede nogle lange, lange køer foran DR Byen.
Vi gik derover og opdagede, at køerne skyldtes X Factor-auditions, og debatterede længe, om vi skulle stille op. Med Fleet Foxes-sangen. Fordi vi ikke sang decideret dårligt/falsk, og fordi vores seksualitet potentielt kunne være en forlomme til i hvert fald én enkelt tv-appearance.
Lebbeduoen.
Og hun så åbenbart også X Factor i fredags. For netop, som jeg greb min telefon for at smide hende en sms (selvom vi faktisk ikke har snakket sammen i mange måneder), om at nogen havde stjålet vores glory, bippede en besked ind på iphonen og kom mig i forkøbet:
Det gør mig enormt glad, at jeg er på venskabelig talefod med mine ekskærester. Selvom det vel i lebbeland er mere reglen end undtagelsen.
Og det er da ikke altid nemt, bevares, men LL er et omtrent tusind gange større menneske end mig. Hun er virkelig chill-faktor 20. Det er dejligt. For hun skulle dælme lige prøve at være über friendly med sine ekser, så ville jeg freake. For sindssygt. Be warned.
NB: I øvrigt var det der med "trygt mellem to mænd" en hentydning til Thomas Blachmans ret irriterende kommentar til netop trioen og dennes kvindelige medlem, der stod i midten under deres optræden. Jeez.
Please.
Hvis jeg – apropos – derimod skulle sætte en lillebitte mærkat på min weekend, skal der stå "ekskærester" på den.
Fredag drak jeg en fyraftensøl, der blev til en fire-fem stykker, med min første damekæreste. Lad os kalde hende KB. Vi var sammen i tre år og brugte nogle timer på at remminiscere over hvor sindssygt unge og lidt dumme (søde), vi var.
Det var helt vildt rart at se hende – det sker for sjældent – fordi der var så meget, hun lærte mig – og fordi hun var prøveklud for så mange af mine helt tidligere og allerførste lesbiske erfaringer. Og jeg mener ikke kun alle dem i soveværelset (som dengang også agerede stue, garderobe og spisekrog, fordi vi boede på hvert vores lejede værelse i hvert vores bofællesskab. Fordi vi var 24).
Der er noget ømt over de der tidlige seriøse forhold. Fordi man er så defineret af sine første erfaringer. Der er bare ikke rigtigt noget, der trumfer at opleve ting for første gang, vel? Alt det næste er sammenligninger.
Nå. Siden drønede jeg hjem til LL, hentede Bedstebøssen med på vejen og så X Factor med rødvin i glasset. Og hverken værre eller bedre gik det, end at den der gruppe, som Blachman har samlet, og som lidt prætentiøst bare hedder deres efternavne, sang Fleet Foxes. Og ikke en hvilken som helst Fleet Foxes-sang, men den som jeg med min anden damekæreste øvede en yndig flerstemmig version af, mens vi stadig var sammen.
Jeg husker tydeligt, at vi engang i – hvad? 2009? 2010? – da vi var kærester, tilfældigt var ude at spadsere på Amager Fælled og bemærkede nogle lange, lange køer foran DR Byen.
Vi gik derover og opdagede, at køerne skyldtes X Factor-auditions, og debatterede længe, om vi skulle stille op. Med Fleet Foxes-sangen. Fordi vi ikke sang decideret dårligt/falsk, og fordi vores seksualitet potentielt kunne være en forlomme til i hvert fald én enkelt tv-appearance.
Lebbeduoen.
Og hun så åbenbart også X Factor i fredags. For netop, som jeg greb min telefon for at smide hende en sms (selvom vi faktisk ikke har snakket sammen i mange måneder), om at nogen havde stjålet vores glory, bippede en besked ind på iphonen og kom mig i forkøbet:
Det gør mig enormt glad, at jeg er på venskabelig talefod med mine ekskærester. Selvom det vel i lebbeland er mere reglen end undtagelsen.
Og det er da ikke altid nemt, bevares, men LL er et omtrent tusind gange større menneske end mig. Hun er virkelig chill-faktor 20. Det er dejligt. For hun skulle dælme lige prøve at være über friendly med sine ekser, så ville jeg freake. For sindssygt. Be warned.
NB: I øvrigt var det der med "trygt mellem to mænd" en hentydning til Thomas Blachmans ret irriterende kommentar til netop trioen og dennes kvindelige medlem, der stod i midten under deres optræden. Jeez.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!