Hver eneste morgen når jeg cykler på arbejde, tænker jeg på bloggen. Med et stik af dårlig samvittighed, som jeg (og I der stadig holder ud) efterhånden har vænnet mig (jer) til.
Men mere, faktisk, med et stik af ærgrelse, fordi jeg vitterligt hader at nedprioritere alt det, der (også) gør mig glad. Som for eksempel at skrive af karsken bælg. Og som for eksempel at bruge udtrykket af karsken bælg. Det bruger jeg yderst sjældent i mit ellers nok så kommunikative nye arbejde.
Jeg holder sindssygt meget af mit nye arbejde. Men jeg har ikke arbejdet så meget nogensinde før. Og alligevel har jeg en evig følelse af ikke at gøre nok. Det er hårdt, og jeg øver mig hver eneste dage i at navigere det. Og ikke ende på gulvet.
Der er flere af dem, jeg holder allermest af, der har været nede at vende med stress på det seneste. På sygemeldingsmåden. Og det gør mig så ondt, at det skal ende der. Og jeg forstår det bare så godt. Vi er på hele tiden.
Når vi åbner vores computer klokken kvart over ti om aftenen for at skrive et lille blogindlæg, så ping'er chatsystemet med arbejdsrelaterede beskeder, jeg sagtens kunne kaste mig over lige nu (og måske også lige gjorde. Bare lige fem minutter).
Det hele gnatter sammen.
Og når man faktisk er i så privilegeret en situation, at man har et arbejde, der er – dare I say – sjovt, så er det nogle gange svært at forstå, at man bliver nødt til at holde fri.
Og få gjort et blogindlæg af nogle af de tonsvis af mininoter, jeg gemmer i usete, fjerne hjørner af harddisken. Som for eksempel denne, griflet ned i dag i et arbejdstanketomt øjeblik:
Men mere, faktisk, med et stik af ærgrelse, fordi jeg vitterligt hader at nedprioritere alt det, der (også) gør mig glad. Som for eksempel at skrive af karsken bælg. Og som for eksempel at bruge udtrykket af karsken bælg. Det bruger jeg yderst sjældent i mit ellers nok så kommunikative nye arbejde.
Jeg holder sindssygt meget af mit nye arbejde. Men jeg har ikke arbejdet så meget nogensinde før. Og alligevel har jeg en evig følelse af ikke at gøre nok. Det er hårdt, og jeg øver mig hver eneste dage i at navigere det. Og ikke ende på gulvet.
Der er flere af dem, jeg holder allermest af, der har været nede at vende med stress på det seneste. På sygemeldingsmåden. Og det gør mig så ondt, at det skal ende der. Og jeg forstår det bare så godt. Vi er på hele tiden.
Når vi åbner vores computer klokken kvart over ti om aftenen for at skrive et lille blogindlæg, så ping'er chatsystemet med arbejdsrelaterede beskeder, jeg sagtens kunne kaste mig over lige nu (og måske også lige gjorde. Bare lige fem minutter).
Det hele gnatter sammen.
Og når man faktisk er i så privilegeret en situation, at man har et arbejde, der er – dare I say – sjovt, så er det nogle gange svært at forstå, at man bliver nødt til at holde fri.
Og få gjort et blogindlæg af nogle af de tonsvis af mininoter, jeg gemmer i usete, fjerne hjørner af harddisken. Som for eksempel denne, griflet ned i dag i et arbejdstanketomt øjeblik:
Man kunne egentlig godt
kalde sin klitoris for sin like-button.
Gad vide om det kommer bag på nogle, at jeg er beskæftiget i et spændingsfelt i nærheden af noget social media-relateret?
Men helt alvorligt, det er faktisk et ret godt begreb?
Og det er bare en af mange noter, jeg har gnidret ud og aldrig kommer til at følge helt til dørs. Fx hørte jeg Marie Keys nye album i sidste uge. Og jeg tog mig selv i øjebliksvist at se mig splattet tilbage til 6. klasse, hvor jeg var dybt forelsket i John Lennon. Der på det tidspunkt havde været død i godt og vel fjorten år. Og jeg så den der fantastisk sengefredsdemonstration, han lavede med Yoko. Hvor de blandt andet dyrker sex?
Og efterfølgende skrev i min dagbog (og dette er blandt årsagerne til, at jeg – ikke en men to gange pænt sagde tak-men-nej-tak til at deltage i DRs take på Mortified Nation (se det!!). Jeg er ikke parat. Jeg er stadig 13 år. For fanden da.)
"Kære John [ja, min dagbog var dedikeret til John Lennon. Og hvad så?]. Det er jo ikke fordi jeg er jaloux på dit og Yokos forhold, men ..."
Jeg havde har det svært, når de stjerner, jeg så ser op til og føler en slags sjælebeslægtethed med, pludselig ikke synger om ulykkelig kærlighed længere. Og pludselig synger om et "du" og ikke et "hun" (bemærkede I også det skift fra seneste album til det nyeste?). Eller fx går i seng med deres koner for åben skærm. Den slags.
På den måde er jeg nok lidt stalker-syg.
PS. Jeg taler lige om verdens sjoveste melodunte-fejring i homoselskab en anden dag.
Jeg elsker din blog. Det gør jeg virkelig! Men det ødelægger faktisk lidt glæden ved et nyt indlæg, at du så ofte bruger så meget tid på at undskylde og have dårlig samvittighed. Sorry. Jeg mener virkelig det her kærligt! Det håber jeg, du forstår. :)
SvarSletMen det er lidt som min veninde der her den anden dag sad og brokkede sig over en fyr hun knalder rundt med der efter sex ALTID skal undskylde at han kom for hurtigt. Forstår du? I stedet for bare at nyde at det der var, var skide dejligt.
Så stop med at undskylde! Det er bare skønt, når du så poster. :D
Og lad vær med at pligt-blog. Det er lige så trist som et mercy-fuck.
...jeg ved virkelig ikke hvad der sker for sex-metaforene i dag. XD