torsdag den 18. september 2014

Nu som paneldeltager. Kvalifikation? Lebbe.

En af mine allerbedste veninder arbejder på psykologifakultetet ved det amerikanske universitet her i København. For et par uger siden spurgte hun mig, om jeg ville sidde med i et panel, som en af professorerne ville stable på benene denne uge i forbindelse med psykologiundervisningen.

"Hvorfor mig?" spurgte jeg meget naturligt.

"Fordi du er lebbe," svarede min veninde.

Godt så.

Jeg skulle, forklarede veninde, være der for at repræsentere noget diversitet. Godt så (igen).

Da jeg efterfølgende i mailudveksling med underviseren fortalte, at jeg altså først var sprunget ud som 24-årig, så jeg ikke var sikker på, hvor godt det passede ind i emnet, fik jeg følgende svar retur:

"Not only is it OK, it is PERFECT. I would be eager for you to share this transition with the class as it is most likely that one of these young women will experience a similar transition."

Den perfekte lebbe-transition. Skidegodt.

Og så mødte jeg ellers op forleden i Vestergade og trådte ind i et rum med knap 30 21-årige amerikanske (udelukkende kvindelige, i øvrigt) studerende.

Spottede straks på forreste række en seriøst turbo dyke.

Vi snakker korthårsfrisure, t-shirt med oprul på ærmerne, trainers og en gevaldig bredstilling i cowboybukserne. Ingen korslagte knæ her. Nå jo, og ikke mindst en holdning, der blev lidt mere rank og nysgerrig, da jeg som en del af min oplæg nævnte, at jeg var lesbisk.

Jeg fortalte min historie og gjorde et stort nummer ud af at være komplet naturlig omkring det her med at være homo. Fortalte om min kæreste, og om hvor helt almindeligt et liv, jeg har - fik endda hele flokken til at grine et par gange - blandt andet da jeg sagde:

" ... And shortly after breaking up with my then-girlfriend I met my current girlfriend [LL]. And as good lesbians of course we bought a dog after having dated for three months."

Transatlantiske lebbeklichéer for the win.

Og det var alt sammen rigtig fint og skidesjovt. Men dagen blev først noget helt ganske særligt, da jeg efter dobbelt-applaus og afsluttende spørgsmål fandt min jakke og var på vej ud af klasselokalet og tilbage på work.

Her stoppede en lidt forsagt kvinde - en af de studerende - mig i døren.

Jeg havde godt bemærket hende - hun sad lidt tilbage i rummet og havde kortklippet afro og sine Beats-høretelefoner hængende om halsen. Hun var den eneste anden på holdet, jeg helt umiddelbart havde skudt til at være lesbisk.

Hun kunne ikke kigge mig ind i øjnene. Var bare helt forsagt. Men mens hun kiggede halvt ned og halvt hen over skulderen på mig, fik hun fremstammet med verdens mindste stemme, at det virkelig havde betydet meget for hende, at jeg var en del af panelet:

"Jeg er ikke vant til at se mig selv repræsenteret. Det var virkelig rart," fik hun hvisket.

Jeg spurgte hende lige ud af posen om hun var gay – jeg tænkte, at jeg ville gøre alt, der stod i min magt for at signalere, at det ikke er noget, man skal være bange for at snakke om, endsige flov over. Sgu!

Hun svarede (selvfølgelig) bekræftende, hvortil jeg udbrød:

"That's GREAT!"

Hun viste sig at være fra Sydstaterne ("the deep-deep South", som hun sagde), hvor man ikke just råber højt om sin seksualitet – især ikke hvis den afviger – og hun tilføjede:

"I just never really told anyone."

Hun havde altid vidst hun var lebbe. Men hun havde slet ikke vovet at tænke over det, før hun fyldte 18. Hvor hun havde turdet mærket efter, men stadig holdt det for sig selv. Og nu var hun i København og havde været til en række arrangementer i Pride-ugen!

Et par af de andre paneldeltagere snakkede i forbindelse med deres fortælling om "adult transition" meget om den der store post-gymnasiale dannelsesrejse, alle danske unge fra et bestemt segment lige som har været på. Til Australien eller Indien eller Peru. Og om, hvor meget den rejse har formet dem.

Jeg har altid tænkt det som lidt banalt – det der, "jeg backpackede gennem Bolivia, og nu er jeg et helt andet menneske" – og jeg har ikke selv nogensinde rejst i længere end tre uger (hvis vi ser bort fra det år, jeg tilbragte i Odense), selvom jeg har været aldeles langt væk på mine kortere rejser.

Men efter at have mødt en kvinde som hende den unge lesbiske amerikaner kunne jeg pludselig forstå, hvor stor betydning det kan have at komme væk fra sine vante omgivelser og spejle sig i noget andet end sine nærmeste.

Og mit hjerte blødte en lille smule.

6 kommentarer:

  1. Jeg elsker virkeligt din blog, og det er netop på grund af indlæg som den her.

    Men så valgte jeg altså også med vilje at overse den med hunden, for jeg mener stadig at katte er lebbens bedste ven. ha ha.

    Nej, jeg er selv halvt fra "the deep-deep South" - bare den Syd-Asiatiske deep south - eller min mor er det. Så det at komme væk fra et ultra konservativt miljø, for at opleve Danmark og andre som en selv, selv hvis det som hende du snakkede om bare er for et par uger, er noget af en mental befrielse, som der er meget få som reelt kan sætte sig ind i hvis de ikke kender bare lidt til den type miljø.

    Det meste af min familie på min mors side, er dybt, dybt, dyyybt konservative, og ser homoseksuelle som en større trussel mod deres land, end hele verdens krigs fanatiske muslimer og kristne er tilsammen. Så selv her fra Danmark, hvor jeg er ret så fredet fra de værste dramaer oplever jeg et vist pres til ikke at være lesbisk (selv om ingen i familien udover mine forældre og brødre ved at jeg er det).

    Så jo, det at være lebbe kan og er helt sikkert en god og glimrende kvalifikation i sig selv.

    Specielt når man kan stille sig op og fortælle om det, og gøre det naturligt

    Men jeg får jo også selv sceneskræk bare af at stå på en tom scene, så alle som kan tale og fortælle vittigheder foran en gruppe fremmede er jo lidt seje.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha. Jeg kan lide både katte og hunde, faktisk. Og har dyb respekt for de homoer, der rent faktisk har skulle kæmpe med noget på hjemmefronten. Selv er jeg jo pinligt privilegeret i den henseende. You go!

      Slet
  2. Et smukt indlæg som jeg nød at læse mens jeg drak min morgenkaffe. Det betyder så meget, hver gang nogen som dig stiller sig op og fortæller om netop dette. Ligemeget om det er danskere eller amerikanere eller et helt tredje folkefærd der hører det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh. Tak! Jeg tror slet ikke, jeg følte det som så vigtigt, som I gør. Men det giver i hvert fald mod på at fortsætte den åbne indstilling! Tak tak tak.

      Slet
  3. Rørende og fint indlæg. Det er vigtigt, du er er du såkaldte lebbe, vi er mange, der nyder godt af det. Selv forvirrede "deep-deep South" amerikanere. Vi kan sgu alligevel noget her i Danmark, som de ikke kan "over there"

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih! Jeg har af en eller anden grund overset kommentarerne under dette indlæg, så min taknemmelighed kommer alt for sent. Men den er ikke mindre af den grund. Tak for anerkendelse og fine ord og bestemt kan vi noget, de ikke kan i sydstaterne. Men der er stadig masser at kæmpe for herhjemme også!

      Slet

Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!