Holddakæft hvor har der været stille på bloggen den seneste lange tid. Det beklager jeg selvfølgelig, men det har den meget naturlige forklaring, at det er gået meget lidt stille for sig i Håndværkerhylet. (Undskyld søde naboer).
Lørdag var der indflytterfest. Og det var en af de der fester, som bare gjorde så, så, så, så glad.
Og en af de fester, der var meget klassisk mig: de to høje køkkenskabe kollapsede en time, før de første gæster var inviteret. Ja. IKEA har så valgt, at relativt solide køkkenskabe skal monteres på tynde, hule ben af hård plast.
Det var dømt til at gå galt.
Og efter ellers at have stået nogenlunde stabilt i en uge, gav de, benene, altså efter klokken 18 lørdag aften. Så mig, Lebben I Mit Liv og Bedstebøssen i fællesskab oppeholdt dem, indtil Sjakbajs-Livslebben besluttede, at bedste bud var at knække samtlige ben, så lortet i det mindste stod stabilt på gulvet.
Som sagt så gjort. Og så trådte Lebben K. ind ad døren. Mens vi stod der og holdt om et højskab. Der lå stadig afdækningsplast på gulvet i stuen, malerspandene stod fremme, der var ingen møbler, og vi stod tre mand høj og holdt et skab. Og man skulle lige passe på de der ledninger, der stak ud af væggen i hjørnet, for de gav altså stød.
K. begyndte heldigvis at grine og sagde:
"Holddakæft, N. Jeg havde måske ikke troet, at du ville være helt færdig - Men det her. Really!?"
Kort efter kom resten af de, der som tak for utrolig hjælp og indsats var inviteret til præ-VIP-middag inden festen. Men det endte med, at S. blev udstyret med rent sengetøj, M. fik besked på at samle spisebordet, K. lå på knæ og rengjorde spisestuestolene (som var blevet brugt til at tørre spartelklatter af på de seneste tre måneder), T. blev sat til at støvsuge, Bedstebøssen og Livslebben klarede skabet, og jeg gik rundt om mig selv og en lille smule ned med skrald.
Det var en farce. Der stod de i deres fineste puds og skulle spise takkemiddag. Men det var heldigvis muligt at grine af det. Og selvom jeg stadig havde malertøj på og lugtede af gammel armgas, da de første festgæster ankom efter middagen (pizza fra den lokale - og nok verdens bedste - pizzabager: YCH! på Enghave Plads), nåede jeg både bad og makeup og to slices, før der var fyldt op i køkkenalrummet, der hermed må erklæres indviet med maner. Det var så godt. Så mange gode mennesker, så meget god-dårlig musik, så meget alkohol.
Der ligner stadig dagen-derpå i Håndværkerhylet. Livslebben og jeg tog direkte ud til hendes rene hjem, da vi vågnede søndag. Men det gør jeg noget ved ...i morgen.
Nu har I mig i hvert fald tilbage derude.
Lørdag var der indflytterfest. Og det var en af de der fester, som bare gjorde så, så, så, så glad.
Og en af de fester, der var meget klassisk mig: de to høje køkkenskabe kollapsede en time, før de første gæster var inviteret. Ja. IKEA har så valgt, at relativt solide køkkenskabe skal monteres på tynde, hule ben af hård plast.
Det var dømt til at gå galt.
Og efter ellers at have stået nogenlunde stabilt i en uge, gav de, benene, altså efter klokken 18 lørdag aften. Så mig, Lebben I Mit Liv og Bedstebøssen i fællesskab oppeholdt dem, indtil Sjakbajs-Livslebben besluttede, at bedste bud var at knække samtlige ben, så lortet i det mindste stod stabilt på gulvet.
Som sagt så gjort. Og så trådte Lebben K. ind ad døren. Mens vi stod der og holdt om et højskab. Der lå stadig afdækningsplast på gulvet i stuen, malerspandene stod fremme, der var ingen møbler, og vi stod tre mand høj og holdt et skab. Og man skulle lige passe på de der ledninger, der stak ud af væggen i hjørnet, for de gav altså stød.
K. begyndte heldigvis at grine og sagde:
"Holddakæft, N. Jeg havde måske ikke troet, at du ville være helt færdig - Men det her. Really!?"
Kort efter kom resten af de, der som tak for utrolig hjælp og indsats var inviteret til præ-VIP-middag inden festen. Men det endte med, at S. blev udstyret med rent sengetøj, M. fik besked på at samle spisebordet, K. lå på knæ og rengjorde spisestuestolene (som var blevet brugt til at tørre spartelklatter af på de seneste tre måneder), T. blev sat til at støvsuge, Bedstebøssen og Livslebben klarede skabet, og jeg gik rundt om mig selv og en lille smule ned med skrald.
Det var en farce. Der stod de i deres fineste puds og skulle spise takkemiddag. Men det var heldigvis muligt at grine af det. Og selvom jeg stadig havde malertøj på og lugtede af gammel armgas, da de første festgæster ankom efter middagen (pizza fra den lokale - og nok verdens bedste - pizzabager: YCH! på Enghave Plads), nåede jeg både bad og makeup og to slices, før der var fyldt op i køkkenalrummet, der hermed må erklæres indviet med maner. Det var så godt. Så mange gode mennesker, så meget god-dårlig musik, så meget alkohol.
Der ligner stadig dagen-derpå i Håndværkerhylet. Livslebben og jeg tog direkte ud til hendes rene hjem, da vi vågnede søndag. Men det gør jeg noget ved ...i morgen.
Nu har I mig i hvert fald tilbage derude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!