Kærlighedssandwich på hvedetoast

Lebben I Mit Liv og Homohunden kom hjem fra Jylland i nat.

Jeg havde glædet mig så meget til at se dem (mest hende), at det endte med, at jeg blev helt lille og skuffet, fordi Livslebben mest bare var træt-træt-træt efter togtur med en lille times forsinkelse og således ikke var helt lige så meget en hoppebold af indestængt gensynsglæde, som jeg selv var. 

Men da vækkeuret så ringede i morges, og jeg kunne hive hunden op i min favn og putte os begge to ind mod Livslebbens ryg, så vi tilsammen dannede verdens bedste kærlighedssandwich med mig og Lebben som hvedetoast og Homohunden som hønsesalat, så var alting faktisk godt igen.

---

Hvor var lebberne?

Puhada.

Jeg drønede - med indbygget lur - mere eller mindre direkte fra Polen til Helsingør, hvor min allerbedste bøsse holdt sin kandidatfejring hos forældrene. 

Mig og Bedstebøssen blev hængende som de sidste og drak os småsnalrede med hans forældre i et yndigt bindingsværkshus, tog toget med en pose øl tilbage til København lidt over midnat, direkte til Cosy med hurtig afstikker hos ham inklusiv vodkashots (my god, min hals) og videre på Never Mind. En afsindig begivenhedsløs aften af den bedst tænkelige slags.

Havde lang snak med biseksuel bekendt - mand - der var mere og mere overbevist om, at han er bøsse. Selvom han aldrig har haft hardon når han har været sammen med mænd. Han spekulerede på, om det var et tegn på noget. Jeg måtte være ham svar skyldig.

For øvrigt - Der var pakket med mennesker både på Cosy og Never Minds - men nærmest udelukkende med bøsser. 

Hvor var lebberne i går?

---

"Beautiful name"

Tilbage på universets mest højloftede hotelværelse. Der er - og jeg mener det - otte meter til loftet her.

Det er ret vildt.

Den ældre moustache-bærende taxachauffør, der kørte mig fra modeshow til hotel for nogle timer siden snakkede ikke engelsk. Overhovedet.

Eller. Nu lyver jeg. Halvvejs gennem halvlang og hel-tavs taxatur peger han gentagne gange på taxameterskærmen, hvor der står "Marika Et-eller-andet-russisk-klingende-efternavn" foruden den rørende pris i zloty (eller 'slutty', som jeg kalder de polske penge. Ikke at nogen kan høre forskel) for turen.

"Marika. Beautiful name," siger chaufføren. Prikker på skærmen. Jeg nikker og giver ham ret.

Han peger igen. Gentager: "Beautiful name." Han prøver at fange mit blik i bakspejlet. Jeg smiler og nikker, signalerer, at ja - Marika er et superflot navn.

Jeg er ret sikker på han troede, jeg hed Marika. Jeg er ret sikker på han flirtede. Men jeg hedder altså ikke Marika. Og så er jeg i øvrigt til damer.

En anden ting: Jeg bliver hentet klokken 04 foran hotellet. Det er så tidligt, at det faktisk bare er sent. Og jeg føler mig gammel, fordi jeg ikke bare tog med til obskur modeugeefterfest med de andre inviterede og tog direkte med brandert i blodet mod Warszawa. Men jeg ville hellere i karbad (ligeså dumt ord som 'gåtur') og læse J.K. Rowlings forsøg på en voksenbog, som jeg købte til overpris i Kastrup i...går.

Hold kæft, det føles som en evighed siden. Måske er jeg bare gammel.

Godnat, lebber.

---

Såkaldt Lesbisk. TV 2. Polen.

Nå. Men jeg er jo i Polen. Det startede superduper med fem timers ventetid i Warsaw Airport, fordi et fly med andre konferencedeltagere var forsinket.

Og ikke at Kepcik (?) Flying Bistro ikke er et skønt sted (fx er det måske det sidste sted i Europa, de rent faktisk har muzak i højtalerne), men fire timer er omtrent tre timer og 45 minutter for længe i syntestiske lædersofaer og kål i alle afskygninger.

Dernæst to timers bustur gennem grå, grå og grå - for endelig at lande på et afsindigt lækkert konferencehotel i Lodz. Jeg har karbad. Og brusekabine. Adskilt. Faktisk har jeg et badeværelse, der er omtrent ligeså stort som hele Håndværkertilbudet derhjemme.

Meget rart at slippe for murerstøv og savspåner et par dage. Selvom jeg seriøst savner Livslebben i emperor size-sengen. Verdensherre-size. Master-of-the-Universe-size.

Nå: Polen er sødt nok. Jeg har fundet Braun Silk-epil-epilatoren, jeg har været på udkig efter, til (seriøst) en syvendedel af prisen. Og jeg tror ikke, den er fake.

Så nu kan Livslebben atter glæde sig over at gå i seng med en kvinde og ikke en bjørn. Det var også ved at tage overhånd. Man ved, man har ladet benhårene gro for længe, når de kan flettes. Fact. En eller anden i min fortid må have været i seng med en mammut.

I øvrigt er de stadig glade for kogte grønsager (oh yes, inklusiv bølgeskårne gulerødder) i Polen.

Til gengæld er kollektionerne mindre russer og mere skandi, end mine fordomme havde ladet mig forvente. Så det.

---

Polen på polsk

I morgen tidlig tager jeg til Polen. Jeg har aldrig været i Polen før. Det står for mig af årsager, jeg har meget svært ved at gøre rede for, som det absolut mindst glamourøse rejsemål i verden.

Jeg har tænkt meget over, om der ville være et sted, jeg kunne sige, jeg skulle rejse hen, der var mindre glamourøst. Men jeg kan ikke komme i tanker om noget.

Det i sig selv gør faktisk, at jeg glæder mig en lille smule (mere). Jeg skal blot være af sted tre korte dage, work-work-work, og har for en gangs skyld ikke snuppet Lebben I Mit Liv med på en forlænget weekend. Der er et eller andet med, at Polen ikke er verdens mest homovenlige land...

Nå. Jeg er ikke stolt af det, men jeg er nok lidt slumromantikerirriterende. Jeg kan godt lide at opsøge det uprætentiøse. Men bare det, at jeg lige har ytret den sætning, - at jeg godt kan lide at opsøge det uprætentiøse - gør mig jo faktisk deprimerende nok til verdens mest irriterende prætentiøse væsen. Men grå beton og mulighed for at gemme sig lidt tiltaler mig bare til tider uhyre meget.

Anyway, gode tip til what-to-see-and-where-to-go i Lodz (som udtales 'ckhodzj', kan jeg forstå) modtages med kyshånd.

---

Det aller-allerbagerste hjørne af Vesterbro

Der er et bosted for handicappede i karréen over for min. I (på?) bostedet bor der blandt andet en fyr med Down's Syndrome (store forbogstaver? Små forbogstaver? Engelsk stavemåde? Dansk? Ingen ved det. Ingen.). Jeg har set ham flere gange. Første gang blev jeg lidt bange - for han følger efter mig.

Men første gang, jeg så ham, var det ikke lige så meget ham, der skræmte mig, som det var...hans dukke. Han bærer nemlig konsekvent rundt på en Anna-dukke - du ved: garnhår, venner med Lotte, børnetime i firserne. Den sidder på hans arm som en bugtalerdukke. Det kan også være, det er Lotte, egentlig. Jeg tror aldrig, jeg lærte, hvem af de to der var hvem. Det her er den mørkhårede. Den som altid var lidt striks. Jeg tror altså, det er Anna.

Nå. Men jeg er ikke bange for ham og Anna længere. Her til aften passerede jeg dem på min aftentur med Homohunden. Jeg vinkede til ham. Han greb Annas lille dukkearm og lod hende vinke tilbage til mig. Og så fulgte han ellers - på behørig afstand - efter mig på hele turen rundt i kvarteret med hunden.

Hver gang, jeg drejede om et hjørne, kunne jeg ca. femten meter senere vende mig om og se ham - og dukken - kigge om hjørnet. Dukken først. Den tittede frem med hans hoved gemt bagved. Når de opdagede mig, stak de hovedet tilbage i skjul.

Langt ude, at jeg skriver 'de'. Men han er selv så pædagogisk og inddragende over for dukken. Så det er jeg åbenbart også.

Anyway. Det er hyggeligt nok. Jeg trives med at være rykket lidt tættere på originalerne her oppe i det aller-allerbagerste hjørne af Vesterbro.

---

"Det er så let, også for let, bare at gå, når tvivlen kommer."

Der er nu noget ganske, ganske særligt fint over Anne Linnet. Kliché eller ej. Hun var mit første lesbiske soundtrack.

Kvinden, der var den anden halvdel af mit første - og nok mest intenst stormfulde - lesbiske forhold, introducerede mig for "Glor på vinduer". Sådan rigtigt.

Jeg havde nok hørt den før, men fordi jeg pludselig på egen krop oplevede alt det, der er så ganske særligt, når man er sammen med en kvinde, blev den i det øjeblik min.

Og så har Anne L. og undertegnede i øvrigt gået på samme gymnasium - og min egen skønne mor bor 100 meter fra der, hvor Anne L. voksede op. I Århus.

Anne Linnet fylder tres næste år. Derfor - men mest fordi hun udgiver nyt album i morgen - har Berlingeren interviewet hende. Du kan læse portrættet lige her.

"Det er så let, også for let, bare at gå, når tvivlen kommer." Sådan siger Anne Linnet i artiklen. Det lyder som et citat fra en af hendes sange, synes jeg.

Smukt og såre simpelt.

---

Lebbe x Lebbe på ekskursion til Skovlunde

Jeg er alene hjemme.

Livslebben er til fødselsdag, jeg har spist indisk takeaway, set alle mine serier (omg! Ottende sæson af It's Always Sunny In Philadelphia er gået i gang. Det er måske min yndlingsserie), taget mobilbilleder af træt hund, der var for stædig til at give efter for søvnen (og vitterligt sad op og sov med hagen på mit knæ. Søde dumme hund), grinet ret meget af det her billede, som jeg fandt på nettet:

http://imgur.com/gallery/ZxgkW

...Og så har jeg ikke lavet ret meget andet. 

Lebben og jeg var i XL Byg i Skovlunde tidligere i dag. Ja. XL Byg. Fordi deres træ er billigere end Silvans. Den slags er sådan noget, jeg ved nu. 

Der sker i øvrigt noget fedt, når man tager S-toget sydvest på ud af København. Noget dynejakke-og-Adidasbukser-med-knapper-ned-ad-buksebenet-fedt. 

Jeg kan ret godt lide det. 

Jeg følte også lidt, vi var et lebbepar fra Skovlunde på den tur. Som vi sad der side om side med (dog ikke matchende) joggingbukser, converser og en stor og farlig muskelhund. Og var på vej i XL Byg for god's sake. Uden skyggen af hverken hæle, kjole eller endsige hår, der var friseret. 

(Jeg har arbejdet hjemme i dag. Med andre ord har jeg vist ikke lige fået børstet tænder i dag.)

På vej tilbage var vi bare nomademennesker. Med fire af verdens nok længste brædder (vi taler i hvert fald 2,5 meter pr. stk), en bøjlestang, en boremaskine (Livslebben insisterede på at købe en ny ('ny' er nøgleordet her - holddakæft - jeg har ikke engang en boremaskine) boremaskine, fordi der var "en på tilbud fra Boschs professionelle serie". My god. Women and their tools), en plastpose med det løse (blandt andet et laser-vaterpas. For sådan et er også livsnødvendigt, mener nogen i mit parforhold) og førnævnte bulldog. 

I S-toget. 

Jeg var tæt på at give op, men vi klarede den faktisk hele vejen til Vesterbro. Og blev kun lidt sure på hinanden, fordi nogen-af-os-slæbte-på-mere-end-nogle-andre-af-os-men-så-skulle-nogle-andre-af-os-altså-til-gengæld-også-holde-styr-på-hunden. 

Host. Host.

---

This is what I was wearing.

Det her er et ret stærkt billede. Synes jeg.

Billedet er fundet lige her.

---

Hat

Nå, men vil I høre, hvor sindsoprivende interessant et liv, jeg lever for tiden? Ja, siger I? Jamen, så vil jeg fortælle om det mest spændende, der skete for mig i går:

Jeg og Lebben I Mit Liv opfandt et nyt spil. Spillet hedder 'Hat'. Og det er ikke et forkromet, gennemtænkt og elaboreret brætspil med særlige spørgsmål til parforhold eller den slags. Nej. Man fristes til at sige tværtimod.

Det opstod sådan her:

Homohunden havde slæbt en halvstor gummibold med hjem fra en gåtur (studser i dette øjeblik over ordet 'gåtur'. Hvis det da er et ord. Jeg kommer pludselig i tvivl?). Der gik ikke mange øjeblikke, før hunden havde bidt igennem gummiet og semi-piftet bolden, som således nu kan klappes sammen til en lidt trøstes- og skyggeløs kasket. Og her opstod Hat:

Hat går såmænd bare ud på, at jeg forsøger at give hunden boldhatten på hovedet.

Jeg får et point, hvis det lykkes mig at placere den på hans flade bulldoghoved (det er sværere end som så med sådan en hyperhundi). Omvendt får hunden et point, hvis han får fat i hatten. Lebben I Mit Liv fører point.

Vi spiller til tyve. Det ved jeg ikke, om hunden ved. Men i går vandt hunden 20-16.

Hold kæft, mit liv er lille.

---

Sødt nok

Hvis den her blog var en krop, ville den være en af de der amerikanske typer, der er blevet så tykke, at de skal løftes ud af et vindue med en kran. Helt tung og lad. Uden aktivitet eller nyt at berette.

...Men mine dage tager simpelthen bare hinanden for tiden. Og det bliver sværere og sværere at være hende-der-altid-går-i-sort, fordi alting støver i Håndværkertilbuddet. Der er støv på gulvene og væggene og de pæne, pæne sko jeg havde stillet frem i går aftes. Til gengæld så er væggen væk. Sgu. Vi mangler lige ti centimeter, så har vi sgu et køkkenalrum. Minus selve køkkendelen, dog. Det skal lige sættes op. Ved lejlighed.

Men livet er venligt og Lebben I Mit Liv var noget af det mest nuttede, da hun stavrede ind i seng i nat efter en "kaffe"aftale med bedstevennen. Vi er holdt op med at omtale det som kaffeaftaler uden først at klatte et par gigantiske gåseøjne rundt om først. For måske starter det nok med kaffe. Men det ender altid med øl. Men de er søde nok alligevel. Alt er sødt nok.

---

Another Sunday

Another Sunday, another Silvan.

PS. Fisketorvet stinker.

---

Søøøøvand.

Min hund er lige hoppet i en dam. En helt grøn, dyndbelagt dam i Akademihaven på Carlsberg.

først grinede jeg lidt hemmeligt i skægget, fordi den anden franske bulldog (min hunds playdate) røg i dammen ved et uheld. Så gik der fem minutter, så sprang min dumme lille klamme doggy direkte ud i vandet ("vandet") og tegnede en flot streg gennem dyndet hele vejen tværs over dammen, hvor Lebben I Mit Liv så kunne fiske ham op.

Han har været i bad. Men han lugter stadig af søvand, som den gamle Gramsespektrum-sketch siger.

---

Status quo på toilettet

Jeg drak lige et glas vand, mens jeg tissede. Det føles lidt som snyd. Eller i hvert fald som en 100 pct. præcis opretholdelse af status quo.

---

Den fineste lille numse...

Livslebben, da hun erfarer, at den anden mest populære søgning, der bringer folk til min blog, er en googlesøgning efter 'dyresex':

"Der er altså ikke nogen, der skal sidde og drømme om at misbruge Homohundens lille numse. Især ikke fordi han har den fineste lille hundenumse i verden."

Livslebben, da hun ser, jeg skriver dette indlæg:

"Men det har han jo."

Og hun har ret. Homohunden har vitterligt en usædvanlig sød numse (HAHAHA. Og i samme øjeblik, som jeg skrev ordene 'sød numse' (mens Livslebben stadig læser med), slår Homohunden den største prut til dato. Han har med andre ord både en sød numse og en fantastisk timing).

---

Veninder (uden sko og kageopskrifter)

I går aftes tilbragte jeg i selskab med tre veninder. Sådan rigtige heteroseksuelle veninder. To heteroer, en biseksuel for at være præcis. Det var ikke en kombination af folk, der var afprøvet i så koncentreret form før, men cocktailen var dømt til at lykkes - vi kender alle fire hinanden på kryds og tværs, og vi er på en eller anden måde en lille smule ens i al vores forskellighed.

Som min gode bøsse sagde:

"...Så aftnen kommer til at handle om at sidde og drikke rødvin og råbe meget højt og være enige?"

Og ja. Han har nok lidt ret. Vi er alle ret højlydte, ret venstreorienterede og ret feministiske. Og pissesjove. Og drikfældige.

Jeg går af og til forbi venindegrupper på cafeer, som bare sidder og hygger og er så venindeagtige. Det kan jeg godt savne nogle gange. At have en 'venindegruppe'. Noget med at tale om madopskrifter og drikke longdrinks. Svært at forklare.

Når jeg er sammen med en flok kvinder, er de fleste indbyrdes kærester, vi råber alle sammen højt og snakker så godt som aldrig om mad, med mindre vi taler om den mindst vellykkede chokolademousse (men dog stadig yderst velsmagende, bevares) i universet, som en ellers mægtig gourmant lebbe i omgangskredsen fremtryllede. Vi kalder det chokolademoussesuppen.

Det var i hvert fald en skidehamrende god aften i går. Jeg var hjemme ved lidt-i-tretiden. Overvejede lidt Homoelectric. Men var for doven (var det godt?). Overvejede lidt at tage en pizzasandwich med i seng. Men var for doven.

...Og sov så ellers fra Livslebbe (vi kører med et sæt nøgler pga. andet sæt udlånt til håndværkere), der oven på sin bytur ringede på døren i en time, før jeg fattede, at Homohunden sprang rundt oven på mig og gøede, fordi dørtelefonen kimede. Undskyld til Livslebben.

Anyway. Det der kvindefællesskab, hvor man fniser og taler om sko, kan jeg føle jeg går glip af. Men måske tager jeg fejl - for måske findes det slet ikke. Når jeg havner i venindearrangementer, er de alligevel aldrig ligesom i Sex & The City.

Og måske gud-ske-tak-og-lov-for-det.

(Selvom mine veninder virkelig har pæne sko.)

---

TILLYKKE til en stakkels dating-prøvet lebbe

SÅ er det tid.

Jeg har læst konkurrenceindlæggene mange gange og har ligeledes udbedt et panel bestående af veninde-lebbe, ekskæreste-lebbe og lebbe-i-mit-liv-lebbe om hjælp.

Og vi var faktisk enige. Jeg bad alle vælge de to historier, de synes var bedst. Og selvfølgelig var der forskelle. Men én historie gik igen som favorit hos alle: Staklen, der havde været på date med en genert pige...og dennes bror.

Så tillykke til K. (der har fået besked via email). Jeg håber virkelig, du får brugt dildoen sammen med en kvinde m/k, uden at dennes lillebror befinder sig i lokalet!

Vinderhistorien:

"Vi har aftalt at mødes på en café ved åen. Jeg er sent på den og regner med, at hun er kommet. Vi har aftalt at mødes uden for, og det er overskueligt at tjekke de få små runde borde, som klemmer sig sammen mellem terrassevarmere og planter. Jeg kan ikke få øje på hende. Godt nok sidder der en pige, som min Gaydor slår ud på, men hun sidder sammen med en fyr. Hun kunne ellers godt ligne hende på billedet på datingprofilen lidt. Jeg dasker ligesom tilfældigt forbi deres bord.

- ”Hvad hedder du”? Det er fyren, der spørger.

Jeg siger mit navn, og han smiler glad.

”Det her er så din date”, siger han og nikker mod pigen.

Jeg smiler til hende. Hun siger hej og kigger hurtigt ned. Jeg trækker en stol hen til bordet.

”Jeg har lidt svært ved at møde nye mennesker, er ret genert, så jeg tager altid min lillebror med på date”, siger hun med blikket fikseret på det fyldte askebæger.

Jeg forsøger at nikke meget forstående.

Jeg prøver at få en samtale i gang med hende, min date. Det går mildest talt helt elendigt. Hun svarer kun med enstavelsesord og tager ikke selv initiativer i samtalen. Tavse pauser vokser efterhånden frem mellem sætningerne. Efter lidt tid bliver jeg tilpas frustreret og henvender mig til broren i stedet. Det viser sig, at han læser litteraturvidenskab på Uni, og snart er vi inde i en længere snak om nyere danske forfattere. Hun siger ikke noget men ser da på mig nu.

På et tidspunkt skal lillebror på toilettet. Jeg overlader initiativet til samtale til hende. Hun griber det ikke. Jeg indser det formålsløse i projektet og siger, da broren er tilbage, at jeg er nødt til at gå. Jeg rejser mig og siger pænt farvel og tak for nu.

”Må jeg få dit nummer”, spørger hun.

”Ja da”. Jeg giver hende mit nummer og fortryder med det samme. Nu skal jeg til at rode mig ud af den senere.

Tja, og så cykler jeg hjem fra endnu en date."

Det blev K.'s historie der vandt, fordi alle i juryen kan genkende elementer af den der forfærdelige og desperate date-situation, som man faktisk først efterfølgende helt kan forstå, hvor langt ude har været. Heldigvis gør anekdoter som denne sig strålende i underholdningsøjemed. Og det kan du, K., så glæde dig over, mens du voldbruger din nye dobbeltdildo.

För Jävlan! Det har været en gigafornøjelse at lege konkurrence med jer. Jeg har grinet højt og længe. Klart mere af den slags i fremtiden.

Og også tak-tak-tak til seje Lust, der lagde præmie til konkurrencen. Kig lige forbi deres webshop - måske er der noget, der falder i smag?

Alle konkurrencebidragene kan stadig læses her.

---

'En enkelt' på den lokale bodega...

Puhada. Undertegnede og Lebben I Mit Liv mødtes post-work i går til en (såkaldt) 'enkelt' fyraftensøl.

Min nye lejlighed ligger meget tæt på et af de her helt dybbrune værtshuse, der enten kan vise sig at være en bule med løse øretæver, et helt unikt hipsterparadis eller den der gode blanding af stamkunder og studentikose fodboldknægte.

Vi måtte undersøge sagerne.

Heldigvis var sidstnævnte tilfældet, og da Homohunden oven i købet var velkommen (han havde været med mig på arbejde, så det var ligesom et must), gik vi ombord. Og en øl blev til to. Og til tre. Og da Livslebben for fjerde gang ytrede ordene:

"Ej skat, jeg har bare lyst til at drikke mig lidt halvsnalret med dig i aften."

Blev fjerde øl flankeret af en sjus. Og af en eller anden 'hard lemonade' som smagte virkelig godt.

Vi væltede hjem ved midnatstid, købte et par pizzasandwicher (der ligger stadig lidt salat på gulvet foran sengen) og har ikke fået lavet en skid på lejligheden, hverken i går eller i dag.

Til gengæld, da vi gik en lidt slukøret morgentur (host-host-klokken-halv-et-host-host) med kræet, kom værtshusbestyrinden løbende ud på gaden, alt imens hun kaldte på hunden (ved navn - jeg husker ikke hvornår den oplysning blev udvekslet). Jeg ved ikke helt, om det er hyggeligt eller afsindigt stigma at være hundevenner med sin lokale værtshusforvalter.

Men kræet må have gjort et strålende indtryk. Han opførte sig også eksemplarisk. Da jeg kom gående med ham, trak han for at komme ind på bodegaen. Så han har nok ikke lidt overlast, selvom jeg måtte få Livslebben til at love mig, at hvis vi en dag får et barn, må vi aldrig - aldrig! - tage ungen med på værtshus. Aldrig.

---

Lidt lørdags-høhø eller: Tag med ud og fisk

Værsågod. Lidt tømmermandshumor til alle lebberne derude.

Billedet er lånt lige her.

Jeg udpeger konkurrencevinderen i morgen, søndag. Bare sådan lige fyi.

---

Langemanden

Hvis man er lebbe og kalder sin kærestes midterste finger for "Langemanden" - er det så et tegn på, at man i virkeligheden er hetero?

Nu er der et minut til konkurrencen lukker, og der skal findes en vinder. Weheeeiiii.

---

Post til lebben

Kan I huske den følelse, man får i kroppen, når der ligger et personligt brev i postkassen? Det sker ikke så ofte længere - men jeg havde fx en penneven, da jeg var ung.

Jeg havde svaret på hendes annonce i MIX. Vi kunne begge to godt lide 2unlimited og lasagne og hadede spinat og falske mennesker, vil jeg tro. Åh, falske mennesker er bare det værste.

Men det var bare så hyggeligt, når der var post fra Camilla fra Fakse Ladeplads. Får altid lyst til at skrive det i ét ord: Fakseladeplads. Det lyder som noget dejligt, man kan spise. Jeg er ret sulten lige nu.

Nå. Men det jeg ville frem til var egentlig bare, at det er præcis den følelse, det stadig vækker i mig, når jeg får post fra jer, dejlige lebber. Når I lægger kommentarer på mine indlæg, når I sender mig fine mails og når I skriver på Facen. Jeg er vild med det.

Hey - og husk lige at deltage i konkurrencen - du kan nå det endnu (frist: fredag kl. 12).

---

Lebber og deres hår

OMG. Konkurrencen er kilde til daglige grin.

Mit yndlings i den forbindelse er, at virkelig mange af historierne indeholder detaljer omkring gøren-sig-lækker-inden-date-processen. Og virkelig mange af disse indeholder detaljer om at sætte hår.

Hvad er det med lebber og deres hår?

Min ene lebbeveninde, en meget kærlig og god kvinde, bliver grænsende til panisk, hvis man nærmer sig hendes sirligt satte hår (naturligvis formet over læsten 'mohawk').

Måske forstår jeg det ikke, fordi jeg ikke har været korthåret, siden min mor klippede min lange hestehale af mig, da jeg var syv. Fordi jeg - indrømmet - måske nok var en lille smule hysterisk omkring friseringstid.

Så røg håret og jeg stod tilbage med noget, der kun manglede en pisk i nakken for at være ren usselhed.

En bekendt sagde til mig for nyligt, da vi iagttog en ung og meget smuk kvinde med helt, helt karseklippet hoved, at "det virkelig (karseklippet) er den ultimative skønhedstest". Kan du bære så kort hår, er du virkelig smuk.

Jeg kunne ikke engang bære de fem centimeter mere, jeg trods alt havde på hovedet.

---

Dildo med 25 procents vinderchance

En af mine mest lebbede lebber, K., har netop erklæret sig loren ved at dele verdens sejeste konkurrence på sin Facebook-wall, fordi præmien er en dobbeltdildo.

Hvorherrebevares.

Vi snakker lebben, der ved flere lejligheder har skrevet ordet "fisse" på min wall. Og som skrev noget sjofelt om min moder samme sted, hvorefter jeg pænt introducerede:

"K., mød min mor I., som også er på Facebook. Mor I., mød K."

Det var en sjov dag på Facebook.

Men er det derfor, der er så få deltagere? Er det for flovt? Præmien (dildoen!) bliver sendt i en diskret og neutral indpakning, og du kan deltage anonymt! Og alle odds er på din side lige nu. Der er omtrent 25 procents chance for, at det bliver dig, der løber med præmien (dildoen!).

DELTAG NU.

---

Om sovs og tv-serier

Tilbage i hovedstaden efter en weekend i provinsen, først hos min egen familie i Århus og siden hos Livslebbens ditto endnu længere vestpå.

Fact: Kvaliteten af sovs (glem alt om sauce her) stiger eksponentielt med antallet af længdegrader du flytter dig vest for Herning.

Et andet faktum er, at jeg lige måtte google længdegrader for at sikre mig, at jeg ikke mente breddegrader. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det gør mig nørdet - eller bare dum.

Nå. Men jeg tog fra work i dag med alle gode hensigter om hårdt håndværkerarbejde natten lang. Og så ringede Livslebben:

"Den nye sæson af Dexter er lige begyndt. Og også Homeland."

Og nu er det for sent at håndværkerlarme. Og der er stadig kun et hul på 1x1 meter i væggen mellem køkken og stue.

Til gengæld havde jeg helt glemt hvor god Homeland er, og hvor spændende det bliver at se Dexter forklare sig ud af ritualmordet, som Deb vidnede i sidste afsnit af sjette sæson.

Jeg er en af dem, der ikke har noget fjernsyn. Folk tror, jeg er hellig. I virkeligheden er jeg bare manisk. Jf. den fulde sæson af For lækker til love, jeg så på halvanden dag, da Livslebben fixede mig et viaplay.dk-logon i min sommerferie.

Hey. Og husk så lige at deltage i verdens sejeste konkurrence. Som naturligvis af alle steder løber af stablen her på bloggen. Jeg tror faktisk aldrig, der har været udlovet en dobbeltdildo i en dansk konkurrence før. Tror. 

---