Not Daisy - I'm a fan!

For mange år siden havde jeg en fest på Boyfriend. Hver eneste dag.

Mig og Bedstebøssen var sååå sjove og lavede ikke særligt meget andet end at spille smarte og lægge fjollede, interne (og i bakspejlet temmelig barnagtige) beskeder i hinandens gæstebøger. Ha. Jeg kom helt seriøst! til at skrive 'gæstebøsser'. Freudian slip, much?  Selvfølgelig under hvert vores prætentiøse og aldeles anonyme brugernavn (jeg lover, at vi ikke hed 'Våde pilotjakker'. Lover.)

Det var dengang før Facebook. Hvilket på en eller anden måde siger det hele.

Men foruden al smartenspielerei'et faldt der også et par bekendtskaber af dengang på Boyfriend - og også i andet end bibelsk forstand.

Fx lærte jeg derinde Not Daisy at kende. Vi er siden blevet Facebook-venner, men har faktisk aldrig mødt hinanden i virkeligheden. Noget med at bo i hver sin ende af landet. Hun var (er!) sjov, og hun lavede allerede musik dengang. Og det gør hun stadigvæk. God musik.

Hun er (i Boyfriend-sagens natur) også lebbe.

Og lebber, dem skal man hjælpe. Der findes et særligt sted i helvede for lebber, der ikke hjælper hinanden. Som Madeleine Albright så mindelsesværdigt sagde.

Ikke at Not Daisy har brug for det. Hun har faktisk al den hjælp, hun behøver i et fantastisk talent, en smuk stemme og i øvrigt sagen uvedkommende et ditto ydre.

Men hør lige hendes seneste kreation alligevel:



Er det ikke bare fint? Jeg er ret imponeret.

Not Daisy spillede i øvrigt sin første koncert i Den Gamle By for ganske nyligt (med overvældende succes. Selvfølgelig). Og rygterne går, at X Factor hver eneste sæson hænger hende i røret og tigger hende, om ikke hun vil stille op. Det er sgudda ret sejt. Jeg vidste ikke engang, at det var noget, X Factor gjorde. Den slags. Men de gør det for Not Daisy i hvert fald, åbenbart.

Nå men anyways. Giv hende lige et like henne på Facebook, så er I søde.

---

Lebbe i Litchfield (eller bare: Orange Is The New Black-pral)

Novra. Jeg løj - uden at vide det, dog - da jeg sagde, at jeg slet ikke fik noget for at lave den der Netflix-/Orange Is The New Black-konkurrence. I ved godt, hvilken en jeg taler om.

For få uger senere kom der en pakke. Som jeg lige så smukt kunne hente uden for lands lov og ret på fucking Fisketorvet. Som den trofaste læser ved, hvor meget jeg holder af at besøge. Hvad SKER der for, at nærmeste pakkeafhentnigssted kan skifte fra at være på Vesterbrogade til at være i Føtex på Fissen? Uden at man får besked? /rant over

Nå. Men i den pakke lå der en flot, flot hættetrøje i semitvivlsom kvalitet. Se mig lige:

Er den ikke sej?

Hvis ikke det var fordi der var et kæhæææmpestort logo på ryggen, ville jeg måske rent faktisk bruge den andre steder hen end i fitnesscentret. Jeg er vild med den subtile reference på brystet.

I pakken lå i øvrigt også to stresslegetøjsting (I ved, de der halvhårde latexdimser, man kan squeeze i sin hånd i stedet for at slå huller i væggen). Den ene formet som en skruetrækker, den anden som en ... høne.

[Spoiler! - lad være med at læse videre, hvis du er den eneste lebbe i universet, der ikke har set første sæson af OITNB til ende]

Skruetrækker-referencen fangede jeg nærmest med det samme. Altså. Da jeg fattede, at legetøjet var en skruetrækker. Det er ved gud ikke mig, der er gør-det-selv-lebben i den her husholdning. Kvinde, kend dit værktøj.

For er det ikke netop en skruetrækker, Piper smadrer jesusfreaken Pennsatucky med til sidst i første sæson?

Men hønen? Hvad fanden? En høne? Påtrykt Orange Is The New Black-logoet. Jeg forstod ingenting. Førend jeg med LL's kyndige bistand kunne sammenstykke, at der da ganske rigtigt er noget-med-en-høne i første sæson. En høne, som flyver ind i fængslets ydergård, ikke?

Jojo.

Nå. Men jeg er i hvert fald ret så glad for mit nye gråmelerede hyl (der som sidegevinst tvinger mig ud af mine ellers typisk sorte gevandter. Jaja. Jakken er leopardprikket. Men leopardprikker er også en form for sort. Jeg kan ikke forklare det. Shut up).

Jeg kan i øvrigt se, at OITNB er nomineret til en shitload af Emmy'er. Og at Laverne Cox (som Sophia) bliver den første transgender-person nogensinde, der er nomineret. Hun skal konkurrere i kategorien Bedste birolle. Så vidt jeg kan forstå med minimalt google-arbejde. Det er sgudda fedt, maaan.

---

OLS - Oplysning til Lebber om Samfundet

Engang skrev jeg meget og åbent om sex. Det kan jeg faktisk godt savne lidt. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare?

Det er der flere årsager til, men det handler blandt andet om, at bloggen har vokset sig større. Og måske også lidt om, at jeg har vokset mig ældre og mere voksen og kedelig og fast parforholdsagtig. For mit sexliv hænger jo ret uløseligt sammen med Livslebbens. Og hun er noget mere ... diskret ... end mig.

Men det handler mest om det første. Det med bloggens størrelse.

Det er nemlig ikke længere kun forsigtige lebber, der finder bloggen. Nu er det også nysgerrige mænd. Heteroseksuelle mænd, som helt tydeligt får et eller andet behov stillet ved at sende mig anonyme forespørgsler (klassikere som ”hvordan gør du”, fx) på mail eller i kommentarfeltet. Og det har jeg som udgangspunkt ikke noget imod at svare på, hvis der er tale om almen OLS (oplysning til lebber om samfundet).

Men jeg gider sgu ikke rigtig være genstand for en eller anden unavngiven dudes lyster.

Måske er det sygt knibsk, men det er faktisk rigtig træls at få mails med spørgsmål, som man i første omgang håndterer på infomåden (jo, nu skal du høre, det du kan gøre, er, at du kan …) og så får man mails retur, der beder om uddybende svar … på ophidselsesmåden.

Jeg er ikke en servicelebbe på dén måde.

---

Min første mor-casting. Eller: Lebben som tredje brik i bøssernes kernefamilie.

Shit maaaan. Jeg tror, jeg har været til mor-casting uden at ville - endsige vide - det.

Perifær bøsseven fra gaaaamle dage skrev ud af det blå på Facen. Om vi skulle ses næste uge?

Klart, vi skulle!

Vi når at mødes og tale sammen i ti minutter max, før han fortæller, at han og manden gennem årevis går i børnetanker. I en grad, vel at mærke, hvor min gamle ven har været ude og snakke med regnbueforældre for at blive klogere på mulighederne. Og kender alt til lovgivning om rugemødre og til ret og rimelighed i forbindelse forældrefordeling i homofamilier.

Og så spurgte han, hvor jeg stod på det område?

Jeg fremlagde som så ofte før (det er nærmest blevet en af de der småirriterende automattaler, som man tager en dyb indånding for at kunne fuldføre i ét åndedrag), hvordan jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg vil.

... Og børn er jo søde, men seriøst jeg synes næsten dagligt, at det er (for) meget arbejde og ansvar at have en hund. Og måske vil jeg slet ikke have børn men er bare så fedtet ind i samfundsnormer og semifremmede, der tillader sig at stille et opfølgende spørgende 'hvorfor', når man svarer negativt på, om man har børn.

Og så sad vi lidt der.

Og så snakkede vi lidt om løst og fast og sommerferie. Og så skiltes vi. Og først da jeg kom hjem, og LL spurgte, om det havde været hyggeligt, faldt tiøren.

Eller er jeg bare paranoid / har alt for høje tanker om mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig spørge ham. Om det var det, der var hans mission. Men det virker også lidt konfronterende, gør det ikke?

---

Europas største kløft. I gåseøjne.

Okay. Måske er det sandt, at jeg ser fisser alle steder.

Og så bør jeg nok i øvrigt bare altid lige sørge for at stoppe mig selv, før jeg kommenterer på (dog gode venners - trods alt) tråd med forslag til rundrejsen i det franske (ha. "Rundrejsen i det franske").

Men hey - min bøsseven og medkommentator (rød) har da OGSÅ en dirty mind:

"Jamen, hvad troede du, jeg mente?" vs. "Øhhmen, hvad troede du, jeg mente?"

---

OMG! Hun er i live. Og hun ser fisser. Allesteder.

(Undertitel: Verdens mest strategisk velplacerede harpiksklat. Like, ever.)

Shit maaan. Jeg har så usandsynligt travlt for tiden. Travlt på den måde, hvor der sker så mange vigtige og uudsættelige ting i løbet af dagen, at man ikke kan sove om natten, og så kan man ikke blogge den efterfølgende aften, fordi man er for kvadret.

Nå.

Men i dag var jeg den eneste fra min afdeling, der ikke var lykkeligt ferieramt, så jeg arbejdede hjemme. Eller det vil sige, jeg arbejdede ude. Ovre i parken. Trådløse forbindelser og netværk-via-iPhone for the win.

Jeg havde naturligvis 2xHund med. Og tilbragte ca. lige så lang tid med at skrive vigtige mails som med at hive deres dumme snuder ud af buskadser (med menneskelort. MENNESKELORT. Jeg ved, det ikke var et dyr, der havde skidt inde mellem træerne, for dyr bruger - typisk - ikke toiletpapir. Har jeg hørt.)

Og på en af mine vandringer kiggede jeg ned. På en "træstub" (jeg bruger sjældent gåseøjne, men her synes jeg, de passer ind. Og helst skal I se mig for jeres indre blik gøre stooore ruuuunde øjne og air quote derudaf).

Denne her træstub. Eller hvad fanden I vil kalde den. Jeg ved godt, hvad jeg ville kalde den.

Ja. Jeg vil kalde det direkte adgang til at give moderjord en ordentlig omgang oralsex. Naturen har humor. Og supplerer med harpiks på de helt rigtige steder.

Og hvis Freud begynder at kæfte op om associationer og sådan, så kan I lige bede ham om at tie stille. Det der. Det kan der ikke være nogen tvivl om, hvad ligner. Iveller?

God weekend!

---

Klitkød. Hvad ellers.

Spørgsmålet er, om det her er OK?

Kannibalisme eller en helt særlig delikatesse? Eller begge dele? Ved de selv, det er sjovt? Er vesterhavsmennesker trætte af klitjokes?

Men jeg skulle egentlig bare finde ud af, hvad sådan noget fersk kød med et net rundt om hedder (vegetarisk opvækst fornægter sig ikke)? Culottesteg? Rullesteg? ... Og så dukkede klitkøddet op. Screendump direkte fra Krogensgaard.

---

Facebook, lebbe-brudeparret ... og katten i favnen?

Fødselsdags-/Skt. Hansfejring endte simpelthen så fantastisk i går. Med rose og Kronenbourg ... og poker! Og et improviseret Skt. Hansbål, der måske mest var en halv chili (heksen) på det ene gasblus. Vi nåede aldrig i Enghaveparken.

Jeg har i virkeligheden set uhyggeligt få af alle de fødselsdagsbål, der hvert år tændes landet over i min ære. Men lad nu det ligge.

Har I set den nye "Pride"-stickerpakke i chatten ovre på Facebook?

Jeg synes, den var ret sød. Indtil jeg så lebbebrudeparret (første billede, nederste venstre hjørne). Sådan helt tæt på.

HVAD FANDEN?

Jeg synes faktisk, de helt generelt holder sig meget elegant for fine til at køre løs på stereotypen. Men hallo. Kat? Lebber med kat? Det tangerer sgudda fordom af øverste skuffe.

Jeg får sådan en (sikkert i øvrigt lige så fordomsfuld) ide, om at det må være bøsser, der har lavet ikonerne. Det må være noget, der sidder fast inden i mig fra dengang for mange år siden, hvor jeg sad i Ørstedsparken med en håndfuld bøsser (tilfælde) og rejste mig for at tage hjem til min kæreste. Og blev mødt med spørgsmålet,

"Nå, skal du hjem og dyrke friktionssex?"

Jeg ved godt, det var for sjov. Men jeg synes ikke, det var sjovt. Jeg synes det var nedladende. Og lidt irriterende på samme måde, som når rendyrkede bøsser siger "adddddrrr" ved tanken om fisser. Og lidt lige som stereotyp-katten på brudedamerne ovenfor.

Måske er jeg bare nærtagende. Og måske er nogle af bøsserne lige så nedladende stereotypt fremstillet. Jeg kan bare ikke se det, fordi jeg ikke føler mig personligt ramt.

Åh.

---

Der kom et lesbisk brev (Juhu. Det er min yndlingsbrevtype)

Det sker jo, at jeg får brev fra frustrerede lebber. Det ELSKER jeg. Forleden fik jeg følgende:

Jeg tror personligt godt, at unavngiven lebbe (hendes identitet er selvfølgelig jeres yndlingslebbe bekendt) kan vænne sig til, at homodamer mestendels gerne liiiige vil have afklaret, om det her fører til noget med en flyttebil (eller i hvert fald et fælles hundehvalpsindkøb, host-host) inden for nærmeste fremtid.

Jeg husker i hvert fald ikke mange second-lebbedates, hvor der ikke faldt et par ord om, hvordan man så sit liv forme sig (børn? karriere? bolig?).

I øvrigt slog det mig i dag, at andelsbolig-ladcykel-bulldog(s) må være urbane homoers pendant til villa-volvo-vovhund. Jeg er herresat.

Jeg tror nu i øvrigt ikke, der blev diskuteret fremtidsplaner på min og LL's anden date. Endsige evalueret efter første. Jeg var alt for panisk over at havne i nyt forhold så kort efter at have afsluttet mit forrige (megalesbisk, i øvrigt - sådan at være single i mindre en måned mellem sine langtidsforhold) til at kunne tale om den slags. Men har garanteret talt en masse om følelser alligevel.

Så det.

LL er i øvrigt herredårlig til at snakke om følelser. På nær når jeg har mine dramadage (ca. hver anden dag. Hver dag i kritiske uger), og hun pinner mig til sengen og siger, at hun altså gerne vil være min kæreste. Når nu det her med at dele hjem og kærlighed med mig tilsyneladende ikke er nok til at få mig overbevist. Tilsyneladende.

Jeg er sandsynligvis verdens dårligste kæreste. Og mindst stabile menneske. Eller i hvert fald mest usikre. Der kan seriøst gå mindre end to minutter, fra LL serverer morgenmad og kys for mig på sengen, til jeg er stensikker på, hun er ved at forlade mig.

Kudos til hende for at holde stand. Hun er sød nok.

Nå. Men kan I ikke lige hjælpe ny-lebben ovenfor? Hvad kan hun forvente - går der konsekvent følelser i den på second date i Lebbeland?

---

Altså ... der er vel ikke nogen, der er manden. Vel?

Der var arbejdsfestivitas i torsdags. Det er sgudda pudsigt, at vi - hver eneste gang kollegerne (og jeg selv, bevares) får blot et enkelt glas rødvin indenbords - skal tale om homoseksualitet.

Selve spørgsmålet "men hvem er så manden?" faldt (heldigvis) ikke. Men alle metaspørgsmålene - der nærmest er de samme, bare afledt af hvor dumt det er, det her med at tro, at nogen er manden - faldt.

I ved:

"Altså, der er vel ikke reelt set nogen, der er manden?" (spørgsmålstegn)

"I kan vel netop bestemme, hvem der er manden" (for en mand skal der jo for helvede være)

Jeg svarer pædagogisk, at vi nok som to kvinder har en helt anden frihed til selv at definere vores roller. Og at der selvfølgelig ikke er nogen, der er manden. Men muligvis nogle (i traditionel og normativ forstand) maskuline egenskaber, som vi forhandler mere om, end man måske gør i en klassisk heteroseksuel konstellation. Og sådan.

Jeg spekulerer for tiden meget over, hvorfor jeg blogger mindre. Men jeg tror - nogle gange - lidt, det skyldes, at jeg føler, jeg har oplevet alting. Fordi jeg jo som I ved er 200 år gammel. Eller også er heteroer bare sygt kedelige. Og stiller de samme spørgsmål - i mit segment blot indpakket i misforstået åbensind, som spørgsmålene ovenfor vidner om.

Eller hvad?

Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig til at se alle de bål, I til min ære brænder af rundt omkring. Jeg ved godt, at lebberne fester (for mig, forstås) på Amager Strand, men jeg har faktisk aldrig selv fejret Sankt Hans derude. Havner oftest i Enghave Parken eller Frederiksberg Have. Er det en fejl? Bør selv en menneskesky neurotikerlebbe bevæge sig til homo-Sankt Hans i morgen? 

---