Der var arbejdsfestivitas i torsdags. Det er sgudda pudsigt, at vi - hver eneste gang kollegerne (og jeg selv, bevares) får blot et enkelt glas rødvin indenbords - skal tale om homoseksualitet.
Selve spørgsmålet "men hvem er så manden?" faldt (heldigvis) ikke. Men alle metaspørgsmålene - der nærmest er de samme, bare afledt af hvor dumt det er, det her med at tro, at nogen er manden - faldt.
I ved:
"Altså, der er vel ikke reelt set nogen, der er manden?" (spørgsmålstegn)
"I kan vel netop bestemme, hvem der er manden" (for en mand skal der jo for helvede være)
Jeg svarer pædagogisk, at vi nok som to kvinder har en helt anden frihed til selv at definere vores roller. Og at der selvfølgelig ikke er nogen, der er manden. Men muligvis nogle (i traditionel og normativ forstand) maskuline egenskaber, som vi forhandler mere om, end man måske gør i en klassisk heteroseksuel konstellation. Og sådan.
Jeg spekulerer for tiden meget over, hvorfor jeg blogger mindre. Men jeg tror - nogle gange - lidt, det skyldes, at jeg føler, jeg har oplevet alting. Fordi jeg jo som I ved er 200 år gammel. Eller også er heteroer bare sygt kedelige. Og stiller de samme spørgsmål - i mit segment blot indpakket i misforstået åbensind, som spørgsmålene ovenfor vidner om.
Eller hvad?
Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig til at se alle de bål, I til min ære brænder af rundt omkring. Jeg ved godt, at lebberne fester (for mig, forstås) på Amager Strand, men jeg har faktisk aldrig selv fejret Sankt Hans derude. Havner oftest i Enghave Parken eller Frederiksberg Have. Er det en fejl? Bør selv en menneskesky neurotikerlebbe bevæge sig til homo-Sankt Hans i morgen?
Kunne man forestille sig at det er nemmere for et nyt hetero par at få fordelt rollerne og opgaverne? Vi har jo trods alt vores forældres parforhold at gå ud fra, hvor vi så kan fokusere på de ting der i hvert fald skal være anderledes. Det tror jeg måske er lidt lettere end at skulle opfinde alt på ny.
SvarSletOg ja, der er voksne mennesker der er vokset op i homo forhold, men ikke ret mange.
Jeg tror egentligt ikke at vi heteroer, som gruppe betragtet, er specielt kedelige (det håber jeg da ikke), men hvis man ikke løber ind i så mange homoer, som fortæller at de er homoer, så må dem man løber ind i jo desværre blive ramt af de samme spørgsmål mange gange.
Eller sagt på en anden måde. Med 10% homoer i befolkningen, må hver af jeg få det samme spørgsmål 9 gange af hver af os. Jeg beklager på min seksuelle orienterings vegne, og takker for at du i ny og næ svarer rigtigt mange af os (tror jeg) på en gang :-)
Bare så du ikke skal føle dig helt alene, så er du nu ikke den eneste lebbe i Frederiksberg have i aften!
SvarSletEr det bare ikke vores egen skyld hvis vi (ja, også mig selv), blander os så lidt i befolkningen og viser at to kvinder er lige så gode (eller dårlige) til forhold og livet som hetero par er? Vi mødes, og lige så ofte skilles vi igen, efter at vi tømte IKEA for gulvtæpper og nips. Hvorefter vi på et tidspunkt sidder og ender med højlydt at skulle diskutere hvem der skal have katten - Ja, jeg er en katte lebbe, og forstår ikke lebber som ikke kan få nok at maskuline hunde.
Jeg har selv fanget mig i at tænke "Taler I heteroer ikke sammen for fanden!", når jeg for n'te gang bliver spurgt om hvordan "det fungerer" til en fest eller lign.
Nå men, jeg fik jo for et stykke tid siden tvært svaret en mandlig kollega at jeg ikke levede i en lesbisk porno fikseret fantasi til glæde for mine mandlige naboer eller kollegaer, hvor jeg var tvunget til at forklare mine (seksuelle)forhold. Hvor han tørt svarede at ikke han var en dyt interesseret i hvordan jeg dyrkede sex men havde ment at spørge ind til dynamikken i et lesbisk eller bøsse forhold. Og at jeg vel ikke kunne forvente at man ikke ville spørge ind til noget som er ukendt for de fleste, da alle vel på et eller andet punkt er nysgerrige over hvordan andre forhold fungerer, og specielt dem som ikke ligner ens egne.
Så fik jeg den.
Efterhånden har jeg vel lært at spørgsmål om homosexualitet til fester og våde middage ikke er personligt ment (selv om jeg meget gerne føler det sådan), eller er fokuseret på mine forhold. Men mest ment som nysgerrige spørgsmål fra nogle som ikke kender homosexuelle, og for det meste bare gerne vil blive lidt mere oplyst.
Vi kan jo så føle os selv som ofre og bekræfte alle fordomme om os som sure lebber, eller tage den I stiv arm, og sige at vores forhold fungerer stort set på samme måde som hetero forhold, og at vi overordnet kæmper med de samme udfordringer både når det gælder fredelig og lykkelig sameksistens med en anden partner som ikke gør som jeg (vi) vil. Men at vi gerne kunne bruge noget mere accept i al almindelighed.