Jesus. Melodunse blev en fest af dimensioner. Også selvom jeg – da 15 mennesker havde indtaget vores stue ved 19-tiden – helt ærligt et øjeblik var lidt loren.
Det er hverken første eller sidste gang i mit liv, jeg – uanset hvor meget jeg har glædet mig forud – får lyst til at gemme mig, når jeg bliver tvunget ind store selskaber. Også selvom der ikke er tale om tvang. Og også selvom der er tale om store selskaber, jeg selv har inviteret, bestående rub og stub af folk, jeg holder ubetinget af.
Men alle bar for en stund over med stramtandet lebbeværtinde, og så fik jeg bare lige lov at sidde lidt. I ro og fred. Og så gik den sære følelse over helt af sig selv, og vi heppede os gennem tre timers transmission direkte fra Wien, som var det en fodboldkamp. Med hi-fives når der var douze points til Sverige og buh, når topscoren gik til Rusland.
Da udsendelsen sluttede ved ettiden, crankede vi op for Dansevise og Hallo Hallo og selvfølgelig Måns ... og siden Beyoncé, indtil underboen ved 4-tiden bankede på med den klassiske bøn. Som vi respekterede. Ish. Vi skruede ned, dansede en time længere og fangede så en taxi mod centrum da solen for længst var stået op, og vi var lige omkring seks standhaftige tilbage.
Hoppede først på Masken - med besked i indgangen om, at de altså havde lukket. Samlede et par af LLs damer op og derfra videre til Gay med besked om, at de altså lukkede en halv time senere.
På vej fra Masken til Gay stødte der flere af LLs lebber til. Heriblandt en, der havde været en del af selskabet på Oscar i sidste uge. Hun trak mig til side i morgengryet i homotrekanten mellem Masken, Gay og Never Mind (hvor vi – you guessed it – også endte, da Gay blændede op for lyset og gennede os mod udgangen). Og hun ville tale helt hemmeligt. Jeg var fuld og kæk og ikke helt frisk på hemmeligheder og holdt godt fat i Bedstebøssens arm.
Da hun – som var hun i færd med at afsløre sit allerinderste – spurgte, om det var mig der var den der lesbiske blogger? Jeg benægtede kækt. Og hun troede på mig. Men det kunnemit ego jeg alligevel ikke holde ud. Så jeg gik til bekendelse. Hvorefter hun omtrent tyve gange fortalte mig, at jeg var noget af det sjoveste.
Det er ved at være der, hvor det sker hver eneste gang, jeg er i selskab med fremmede lebber. I ved jo godt hvem jeg er, så snart vi hilser. Sværere er det heller ikke at lægge en småbuttet sortklædt lebbe med to franske bulldogs sammen med en LL og en adresse på Vesterbro, vel?
Men det ændrer altså ikke på, at jeg fastholder anonymiteten her på bloggen. Det gør det hele lidt sjovere. Trods alt.
Jeg tænker, vi var hjemme ved syvtiden. Men jeg ved det ikke. I går gik med så godt som en fuld sæson af The Returned, de barskeste tømmermænd i mands minde, en smule restemad og seng, seng seng. Dage, der forsvinder.
Det er hverken første eller sidste gang i mit liv, jeg – uanset hvor meget jeg har glædet mig forud – får lyst til at gemme mig, når jeg bliver tvunget ind store selskaber. Også selvom der ikke er tale om tvang. Og også selvom der er tale om store selskaber, jeg selv har inviteret, bestående rub og stub af folk, jeg holder ubetinget af.
Men alle bar for en stund over med stramtandet lebbeværtinde, og så fik jeg bare lige lov at sidde lidt. I ro og fred. Og så gik den sære følelse over helt af sig selv, og vi heppede os gennem tre timers transmission direkte fra Wien, som var det en fodboldkamp. Med hi-fives når der var douze points til Sverige og buh, når topscoren gik til Rusland.
Da udsendelsen sluttede ved ettiden, crankede vi op for Dansevise og Hallo Hallo og selvfølgelig Måns ... og siden Beyoncé, indtil underboen ved 4-tiden bankede på med den klassiske bøn. Som vi respekterede. Ish. Vi skruede ned, dansede en time længere og fangede så en taxi mod centrum da solen for længst var stået op, og vi var lige omkring seks standhaftige tilbage.
Hoppede først på Masken - med besked i indgangen om, at de altså havde lukket. Samlede et par af LLs damer op og derfra videre til Gay med besked om, at de altså lukkede en halv time senere.
På vej fra Masken til Gay stødte der flere af LLs lebber til. Heriblandt en, der havde været en del af selskabet på Oscar i sidste uge. Hun trak mig til side i morgengryet i homotrekanten mellem Masken, Gay og Never Mind (hvor vi – you guessed it – også endte, da Gay blændede op for lyset og gennede os mod udgangen). Og hun ville tale helt hemmeligt. Jeg var fuld og kæk og ikke helt frisk på hemmeligheder og holdt godt fat i Bedstebøssens arm.
Da hun – som var hun i færd med at afsløre sit allerinderste – spurgte, om det var mig der var den der lesbiske blogger? Jeg benægtede kækt. Og hun troede på mig. Men det kunne
Det er ved at være der, hvor det sker hver eneste gang, jeg er i selskab med fremmede lebber. I ved jo godt hvem jeg er, så snart vi hilser. Sværere er det heller ikke at lægge en småbuttet sortklædt lebbe med to franske bulldogs sammen med en LL og en adresse på Vesterbro, vel?
Men det ændrer altså ikke på, at jeg fastholder anonymiteten her på bloggen. Det gør det hele lidt sjovere. Trods alt.
Jeg tænker, vi var hjemme ved syvtiden. Men jeg ved det ikke. I går gik med så godt som en fuld sæson af The Returned, de barskeste tømmermænd i mands minde, en smule restemad og seng, seng seng. Dage, der forsvinder.
Jeg bor også på Vesterbro, og har i lang tid spejdet ganske forgæves efter lebbe(r) med franske bulldogs. Føler mig helt snydt.
SvarSlethahaha - vi er ellers ret nemme at få øje på, skulle jeg mene. Spejd videre. Spejd! Spejd!
Slet