torsdag den 2. oktober 2014

Torsdagsvemod og den gamle sang

Jeg er ramt af et mærkeligt vemod her til aften. Jeg ved godt, at lebbelivet stikker i øst og vest for tiden, men hey - lebbelivet er jo i bund og grund mit liv, så je ne regrette rien og alt det der.

Vemod hænger – tror jeg – sammen med, at jeg i aften for første gang i (no, seriously!) ugevis er helt alene. LL er på sit atelier, og jeg har været relativt tidligt fra arbejde (den var vel kvart i seks), stenet mine serier, spist noget chokolade, der ligger ret så tungt i maven, og snuppet en lille lur på sofaen.

... Og så vågnede jeg ellers med bankende hjerte og dirrende uro i kroppen over at – hmm – ikke komme for sent til noget, og heller ikke gå glip af noget eller have glemt noget.

Men en eller anden uro i spændingsfeltet derimellem. Rastløst ubehag og helt utryg sammensnørret hals.

Heldigvis har man vel taget et eller andet med sig fra uger i absolut meditationstystnad, og et par dybe indåndinger og selvberoligelse fik trods alt klemmen om halsen under kontrol.

Følelsen af vemod er her dog stadig. Det handler om efterår. Og helt generelt om at være i 30'erne. Tror jeg.

Jeg synes virkelig ikke, at 30'erne – ikke lige i dag i hvert fald – er sådan helt fab. Ansvar og ufrihed og hud der er mindre stram end i går. Og udefrakommende forventninger om at være bestemte steder i sit liv, som man så tydeligt mærker indefra, at man slet ikke har lyst til at indfri.

Og så alligevel?

(Here we go again)

Jeg tror – undskyld! – vi er tilbage ved det med børnene. De stresser mig, de små ikkeeksisterende fuckers.

Jeg føler intet behov for dem. Ikke før jeg pludselig sidder med min venindes knap etårige på skødet og ville lade ham gnave hul på min sindssygt fine Commes des Garcons-clutch og stoppe alt mit hår i kæften, hvis han bare blev siddende der med sin lille runde ryg mod mit bryst for evigt. Så blød.

Men ansvaret.

Jeg er simpelthen ikke moden til det. Og jeg tror ikke nødvendigvis, jeg bliver det. Spørgsmålet er så, om man bare skal æde den og sige til sig selv, at man nok modner med opgaven, eller om man skal ... æde den og lade være med at få de skide unger, som går mig på nerverne, når de er andres, og jeg har blot det mindste travlt.

Hvilket jeg ofte har.

Nyt arbejde er lig med lange – sådan rigtigt lange – dage. Det er snarere reglen end undtagelsen, at jeg cykler derindefra kl. lidt-i-20. Og møder før klokken 9. Og det er helt ok. Det er pissesjovt og føles ikke som arbejde. Ikke før man kommer hjem og opdager, at dagen er gået og vækkeuret ringer igen klokken 6.15 dagen efter.

Og jeg ønsker det ikke anderledes.

Eller.

I øjeblikke fantaserer jeg om 1: freelanceliv eller 2: kommunale arbejdstider og afspadsering.

Men min erfaring med den type jobs er, at version #1 giver mig totalt angst, fordi jeg i virkeligheden er sindssygt ringe til at strukturere min tid og har alt for meget frihed til overspringshandlinger og refleksioner med eksistentielle kriser til følge. Og i øvrigt konsekvent er bange for ikke at gøre lortet godt nok og således har konstant ondt i maven, fordi jeg helt bestemt skuffer kunderne.

Og version #2 giver mig ubehag og dårlig selvfølelse, fordi jeg alt for let finder de laveste gærder og hopper over dem ... kun for at opleve mishag over min egen minimale indsats.

Jeg har brug for drivet. For at noget holder mig til ilden, for jeg er ad helvede til ringe til at gøre det selv. Eller hvordan man nu bedst beskriver det.

Men det karrieredrive, jeg behøver – i hvert fald lige nu – udelukker børnene. I. Hvert. Fald. Lige. Nu.

Det lyder som en sindssyg sammenligning, men 2xHund er helt seriøst rigeligt ansvar til mig. Og med "rigeligt" mener jeg: "nærmest for meget".

LL har også travlt men dog lidt mere fleksibilitet i sin hverdag, end jeg har.

Så aftalen er, at hun hunde-wise klarer den længere eftermiddagstur, mens jeg til gengæld ordner morgenturen og aftenturen. Og jeg hader det. Nej. Jeg hader det i glimt. Jeg hader, at mit vækkeur ringer tidligere end nogensinde hver eneste morgen. Og ikke, vel at mærke, så jeg kan komme op og have kvalitetstid og nyde kaffe på sengen med min dame, nej – så jeg kan hoppe i tøjet og smide to modvillige morgenhunde rundt om blokken. Og at det sidste, jeg skal inden jeg hopper til køjs er lige at drøne ud med to – igen modstridige – træthedshunde.

Franske bulldogs er pisseutaknemmelige på gåtursfronten.

Det er egentlig den del af hundeansvaret, der tilfalder mig. Og det er jo for intet at regne sammenlignet med at have en unge. Altså. Dels bliver jeg ikke vækket om natten. Dels er der ikke nogen, der skal forberedes morgenmad, tøj, madpakke, skoletaske, cykelhjelm til.

Jeg forstår ikke, hvordan forældre klarer det. Har dyb respekt men også dyb forundring, fordi jeg slet ikke kan mærke driften mod det i mig. Endsige fatte, hvordan nogen i universet får det til at hænge sammen. Og da slet ikke enlige forældre. Det er jo for vildt.

Jeg ser noget nuttet og velduftende med marcipankinder, som jeg faktisk godt tror kunne spises, hvis bare veninder gav lov (men mødre er så skide nærige omkring kannibalisme). Men jeg ser lige så tydeligt, hvordan der ikke ville være et eneste øjeblik, fra jeg vågnede, til jeg atter lå på puden, der ville være mit, hvis jeg havde børn.

Og det stresser mig.

Fordi man vel burde. Min mor synes, jeg burde. Min veninder, der har krydset floden og står på den anden side med forandrede kroppe og trætte øjne men blikke fyldt med kærlighed og lykke, er også rimelig pro. Samfundet stiller spørgsmålstegn ved, at det ikke er sket endnu. Nærmest i hvert fald.

Og måske var det, der skulle til, for at slukke for mit vemod bare, at jeg lige lettede trykket.

Og sådan kan man også nogle gange bruge en blog.

11 kommentarer:

  1. Spørgsmål?
    Hvis du ser ti år frem i tiden! Har du så børn ?

    Personligt hjalp det spørgsmål mig med at få afklaret om jeg skulle have børn, måske det gør det samme for dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er faktisk et sindssygt godt spørgsmål! Tak. Jeg tror, det kræver lidt flere tanker end jeg kan samle lige nu - so I'll get back to you. Men det har bestemt sat tanker i gang (for mit umiddelbare - helt spontane - svar var et stort "nej". Jeg ser det ikke for mig.).

      Så du det for dig?

      Slet
    2. Ja, da jeg så ti år frem i tiden så jeg en tid med børn. Jeg har ellers ikke altid ville have børn, og syntes ikke altid lige det passede ind i mit liv. Men hvis jeg vil have dem om ti år, så skal jeg jo lave dem på et tidspunkt.

      Slet
  2. Svar
    1. Åh. I megameget lige måde! Og jeg er faktisk i Århus denne weekend men med fuldt, fuldt, fuldt program fra aften til morgen til aften igen :( Men SAVN!!!

      Slet
  3. Jeg har ventet lidt på, at du tog dette emne op igen. Sidste år, da det var i fokus, skrev jeg også en kommentar, og siden da, har situationen ændret sig en del for mig. Jeg var i nyt forhold med en jævnaldrende kvinde (midt 30'erne) som klart ønskede børn. Siden da, har jeg gået og vænnet mig til tanken om at vi skal forsøge at få børn, og det er faktisk helt ok. Jeg vil gerne. Og det er fordi jeg er sammen med den rette person. Jeg kan se det for mig og jeg ved, det bliver godt. Hvis altså vi overhovedet kan blive gravide.
    Jeg synes dog ikke der er noget i vejen med at vælge børn fra. Men jeg tror også du skal overveje, om du om 10 år ser dig selv lave det, du laver nu? Hvis du gør det, og det gør dig lykkelig, så er det da det, du skal. Og gør det og LL lykkelig? For man er jo to om denne beslutning, egentlig. Jeg kan feks mærke, at tid med min kæreste og evt kommende barn er det jeg værdsætter allermest, så at være så meget på arbejde, ville være ødelæggende for os. Men hvis det fungerer for jer, så er der intet i vejen med det. Du skal ikke føle dig presset af normer og forventninger. DU (og I) skal være lykkelige med det liv I vælger. Ikke din familie eller venner.
    Apropos modenhed, så lyder det da til, at du er ret så moden, når det angår dit arbejde. Så mon ikke også du ville kunne klare et barn? :) Desuden kan man altså også godt blive mor i starten af 40'erne, det er det intet i vejen for. Det værste ville da være at blive mor, og så ikke kunne holde ud at være i det.

    SvarSlet
  4. Hvor er det fantastisk du skriver så ofte.. selvom du har så vanvittig meget at se til.. det er blevet mit lille pusterum.. at læse din blog.. så tak :)
    Jeg er samme sted som dig, med de små størrelser.. Jeg har ellers altid været sikker på at jeg skulle have børn, også i en forholdsvis tidlig alder.. og som præ-teen var jeg også 100% sikker på at jeg skulle være pædagog. Men det er langt fra sådan det forholder sig i dag. Jeg er nu fyldt 30, er ikke pædagog, og kan ikke forestille mig at skulle have børn. Jeg er vild med baby´er, men det at de jo ikke forbliver i det stadie, skal opdrages, lære en masse osv, det er ikke noget for mig. Men føler det som et usynligt pres alligevel, at ALLE forventer jeg SKAL sætte børn i verden. Well, det kommer ikke til at ske, for det er MIT valg!

    Du skal ikke lade dig påvirke af omverdenen, selvom de har en masse holdninger, til et valg der går imod normen. Men hvor er det LL står? vil hun gerne ha´ børn?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anonyme. Undskyld et svar der er så forsinket at det næsten ikke kan kaldes et svar. Efter jeg skrev det indlæg, kunne jeg næsten ikke klare at læse kommentarerne til det. Fordi andres velmenende råd og skønne liv med børn simpelthen gør mig utilpas. Så lille et menneske er jeg apparently. Men Det er ikke fair over for jer, der faktisk engagerer jer. Og det er frem for alt SÅ inspirerende at høre fra nogle, der har besluttet sig for, at børn ikke er for dem. Vildt.
      LL vil gerne have børn, men er sådan lidt "hvis de kommer så kommer de"-agtig omkring projektet. Hvilket selvfølgelig er et ret optimistisk udgangspunkt som lebbemor. Og jeg tror for hende, at det er vigtigere at have mig end børn (hvilket måske er det mest romantiske i verden). Så den hviler meget på mine skuldre. Men nu har vi bestemt at revisit'e om et år. Når jeg fylder 35. Så tager vi stilling. Så nu er jeg lykkeligt fritaget for stress ... på den front.

      Slet
  5. Hm. Det er ikke spor nemt det der såkaldt lesbiske liv. Indlægget her fik mig til at tænke rigtig meget på de af mine veninder som brugte starten af 30erne på løs snak om, at de helt sikkert skulle have børn. På et tidspunkt der ikke blev præcist defineret. Og der gik nok også lidt tid med at ironisere over de utallige måder og omstændigheder under hvilke de i hvert fald IKKE gad at have børn. Midt-30erne bestod i pendulsvingninger mellem hvis-det-bliver-så-bliver-det-og-jeg-gider-ikke-tale-om-det (altså let panik og/eller desperation under et tynd fernis af stoisk ro) og henvisninger til tv-serier hvor førstegangsfødende nødvendigvis må være over 40. Nu begynder 30erne så småt at gå på hæld, og hvem ved hvordan det hele ender? Nogle gange har jeg det sådan, at jeg ikke forstår al den snak om, at børn vil forstyrre min karierre og biografplaner. For ja, klart. At få børn er totalt svie og smerte i en 8-10 år (hvis man skal have to med nogle års mellemrum). Og det er afgjort et offer. Men dels vender det jo så igen, og dels kommer indfrielsen af ethvert begær jo med en pris. Så er den voksne tilgang til det ikke "bare" noget med at acceptere, at du både vinder og taber med børnesatset? Og I kan prøve at mildne tabssiden ved at satse på en aktiv far, men den konstellation kan også medføre både sorge og glæder.

    Det er svært at få alle nuancerne med i en kort kommentar, men jeg tror muligvis, at jeg har lidt svært ved at forstå det der med at kæmpe imod, hvis du rent faktisk virkelig har mærket impulsen/lysten til at få børn indefra. Hvis det kun er noget ude fra kommende (din mor synes om ideen, samfundsnormen dikterer det osv.), så giver det god mening at takke nej. Det har jeg for eksempel selv gjort, netop fordi jeg aldrig har følt et indre kald til at få børn. Men hvis du har en eller anden lille stemme, som har noget på hjerte om det med at få børn... Så synes jeg, at den stemme er ret så vigtig. Og den kan nok bedst høres, hvis du sørger for at tage dig nogle flere stille stunder på egen hånd.

    Det hele er altså ikke spor formanende ment. Jeg ved ikke lige, om det er endt med at lyde bedrevidende eller formanende, men det er i hvert fald ikke meningen. Emnet er totalt interessant, og jeg er virkelig glad for at du deler ud af dine tanker også på dette område.

    SvarSlet
  6. Ej, hallo.. nu har jeg lige læst dit indlæg igen (fordi jeg kan, og fordi jeg faktisk har meget få andre ting at tage mig til), og så er det, at jeg tænker: Jeg kan overhovedet ikke se, at du levere et eneste argument for at få børn ud over, at det ville glæde din mor og de veninder som selv har børn. (Og hvis man var kyniker, kunne man komme til at tænke "misery likes company") Jo, okay, der er også lidt løse fornemmelser om samfundets forventninger generelt. Men der må jeg altså insistere på dit vovemod. Seriøst, du kan ikke i ramme alvor tænke dig selv som rendyrket H&M? Den slags menneske som bare synes, at det helt fint at lægge sit liv til rette i kopimaskinen, så det kan komme til at ligne alle de andres? Hvis du virkelig tænker det med samfundsnormer som et seriøst argument... Så er det altså meget tæt på, at jeg tænker noget tarveligt. Sådan noget med at man kan tage pigen ud af Århus, men ikke Århus ud af pigen. Men du mente garanteret heller ikke det med samfundsforventningerne som et argument for at få børn vel? Det er bare, at du mærker forventningens pres ikk'? Uden at det er noget at handle ud fra ikk'?

    SvarSlet
  7. Aah, nu stresser du også mig! Som netop sidder her helt alene hjemme for en gangs skyld. Lørdag aften. Og her er stille. Og jeg er 32.
    Og for tre uger siden slog jeg helt kortvarigt op med min kæreste, men ude at vide om jeg mente det. Det varede kun et døgn. Men jeg kunne have været single nu. Og på en eller anden måde har børnestresset noget med det at gøre. Jeg vil have børn snart, fordi jeg er bange for ikke at kunne få dem, hvis jeg venter og er bange for at fortryde, hvis jeg ikke for dem. Og har også LYST uden helt at vide til hvad eller på hvilken måde. Altså jeg mener, det er meget svært at adskille "indre lyst" fra alle de sociale og symbolske lag omkring det at være gravid, blive forældre sammen, stifte sin egen familie.. Og mest er jeg bange for at min kæreste ikke når at få lyst eller blive klar eller modig nok til det hurtigt nok og så går vi alligevel fra hinanden fordi hun om fem år endelig finder ud af at hun ikke vil have børn og så når jeg ikke at finde en anden én at få dem og så og så så.. Og så bliver jeg både alene OG barnløs. Jeg må hellere gå ud og drikke nogle øl!

    SvarSlet

Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!