Jeg har aldrig været den helt store nytårshøne. Jeg bliver indadvendt og melankolsk og kender - efter mange år med mascarastribede kinder klokken kvart over midnat - mig selv godt nok til, at jeg helst ikke skal lave alt for store planer den aften.
I hvert fald helst ikke med mindre, jeg kan sikre mig, at selskabet er godt, trygt, gammelkendt og 100 % kontrollabelt. Således var forrige år en stor succes, menneskemængder til trods. Da samlede jeg og Bedstebøssen de tyve (tror jeg) mest fantastiske mennesker i verden til treretters i min lejlighed.
Det var en formidabel aften med fucking hjemmebagt kransekagetårn (min fortjeneste) og beef Wellington (ikke min fortjeneste), og et af de der selskaber, hvor alle m/k er fulde og glade og bruger hårbørster som mikrofon og/eller fløjte. Og vihiiirkelig god restemad dagen efter. Men det var altså undtagelsen.
Sidste nytår var helt perfekt på den klassiske mig-måde, til gengæld: Mig og lebben og en stadig relativt hvalpet bulldog og ingen andre, afsindig god mad (jeg dater sgudda ikke en gourmand for sjov. Lakrids-creme brulée, ja tak) og ro til at holde i hånden og fælde obligatoriske tårer ved midnatstid.
Men i år ville Livslebben gerne feste. Og hvem kan bebrejde hende det. Ikke mig i hvert fald. Jeg var derimod mere loren. Jeg er bare som hovedregel ikke god til store menneskemængder nytårsaften, men mindre menneskene befinder sig i mit hjem, inviteret af mig.
Nå. Men mit hjem er ikke klar til middagsinvasion, så gæstelistekontrol var ude af mine hænder. Derfor ender min nytårsaften med at være en helt simpel duet af en konstellation: Mig og min skønne hjemvendte fortabte søn-veninde M + sushi i håndværkerhylet.
M er megakarriere og altid ude på en mission i Udenrigsministeriets/FN's/Verdensbankens tjeneste. Lige nu i Afrika. Før det fx Haiti, Irak og årevis i Egypten. Hun er sej. Jeg tror, vi primært skal drikke champagne og udtænke 'Verdens bedste brætspil med fokus på quiz, humor og selvudvikling tilsat en lille håndfuld lær-dine-venner-bedre-at-kende'.
Det skal I nok høre nærmere om, hvis det bliver aktuelt.
Alt imens er Livslebben i et sommerhus fyldt med alkohol og gode mennesker i det mørke og jyske. Jeg kommer garanteret til at fortryde, jeg ikke sprang på galejen, men jeg kunne ikke overskue ikke udelukkende at være sammen med nogle, der kender mig tilbunds. Og omvendt. Det var Livslebben heldigvis forstående omkring. Men jeg ved, jeg kommer til at savne hende mere end sjovt er, når DR gjalder rådhusklokkernes dumme tolv slag ud over Danmark.
Men none-the-less.
For mig er nytår en indadvendt affære. Jeg er, som en kær kollega og ven har beskrevet "det mest overtroiske ateistiske væsen", han kender.
Jeg er så karmatroisk, at det næsten kan betegnes et handicap. Jeg er ikke (hvis jeg da er...) et godt menneske af mit hjertes godhed. Jeg er (hvis jeg da er...) et godt menneske, fordi jeg er pissehamrende bange for, det kommer tilbage og bider mig bagi, hvis jeg ikke er det.
Og nytår er for mig at skue tilbage, reminiscere (stavemåden er jeg lige nu for doven til at slå efter) og planlægge mine mål for det nye år. Jeg synes, det er så, så, så vemodigt med det skide årsskifte.
Men måske melder dansetrangen sig, når klokken bliver halv et - hvem ved - og så er der heldigvis masser af stående invitationer til festivitas. Jeg er glad for mange ting i mit liv. Men en af de ting, jeg oftest tænker på med taknemmelighed, er mine venner. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til i en alder af 31 år at have skrabet de bedste mennesker på kloden sammen omkring mig.
Det er ret vildt. Og hvorom alting er:
Allerkæreste lebber. Tak for mit første rigtige år som såkaldt lesbisk blogger. Må det nye år bringe jer alskens godt og smukt og kærligt.
I hvert fald helst ikke med mindre, jeg kan sikre mig, at selskabet er godt, trygt, gammelkendt og 100 % kontrollabelt. Således var forrige år en stor succes, menneskemængder til trods. Da samlede jeg og Bedstebøssen de tyve (tror jeg) mest fantastiske mennesker i verden til treretters i min lejlighed.
Det var en formidabel aften med fucking hjemmebagt kransekagetårn (min fortjeneste) og beef Wellington (ikke min fortjeneste), og et af de der selskaber, hvor alle m/k er fulde og glade og bruger hårbørster som mikrofon og/eller fløjte. Og vihiiirkelig god restemad dagen efter. Men det var altså undtagelsen.
Sidste nytår var helt perfekt på den klassiske mig-måde, til gengæld: Mig og lebben og en stadig relativt hvalpet bulldog og ingen andre, afsindig god mad (jeg dater sgudda ikke en gourmand for sjov. Lakrids-creme brulée, ja tak) og ro til at holde i hånden og fælde obligatoriske tårer ved midnatstid.
Men i år ville Livslebben gerne feste. Og hvem kan bebrejde hende det. Ikke mig i hvert fald. Jeg var derimod mere loren. Jeg er bare som hovedregel ikke god til store menneskemængder nytårsaften, men mindre menneskene befinder sig i mit hjem, inviteret af mig.
Nå. Men mit hjem er ikke klar til middagsinvasion, så gæstelistekontrol var ude af mine hænder. Derfor ender min nytårsaften med at være en helt simpel duet af en konstellation: Mig og min skønne hjemvendte fortabte søn-veninde M + sushi i håndværkerhylet.
M er megakarriere og altid ude på en mission i Udenrigsministeriets/FN's/Verdensbankens tjeneste. Lige nu i Afrika. Før det fx Haiti, Irak og årevis i Egypten. Hun er sej. Jeg tror, vi primært skal drikke champagne og udtænke 'Verdens bedste brætspil med fokus på quiz, humor og selvudvikling tilsat en lille håndfuld lær-dine-venner-bedre-at-kende'.
Det skal I nok høre nærmere om, hvis det bliver aktuelt.
Alt imens er Livslebben i et sommerhus fyldt med alkohol og gode mennesker i det mørke og jyske. Jeg kommer garanteret til at fortryde, jeg ikke sprang på galejen, men jeg kunne ikke overskue ikke udelukkende at være sammen med nogle, der kender mig tilbunds. Og omvendt. Det var Livslebben heldigvis forstående omkring. Men jeg ved, jeg kommer til at savne hende mere end sjovt er, når DR gjalder rådhusklokkernes dumme tolv slag ud over Danmark.
Men none-the-less.
For mig er nytår en indadvendt affære. Jeg er, som en kær kollega og ven har beskrevet "det mest overtroiske ateistiske væsen", han kender.
Jeg er så karmatroisk, at det næsten kan betegnes et handicap. Jeg er ikke (hvis jeg da er...) et godt menneske af mit hjertes godhed. Jeg er (hvis jeg da er...) et godt menneske, fordi jeg er pissehamrende bange for, det kommer tilbage og bider mig bagi, hvis jeg ikke er det.
Og nytår er for mig at skue tilbage, reminiscere (stavemåden er jeg lige nu for doven til at slå efter) og planlægge mine mål for det nye år. Jeg synes, det er så, så, så vemodigt med det skide årsskifte.
Men måske melder dansetrangen sig, når klokken bliver halv et - hvem ved - og så er der heldigvis masser af stående invitationer til festivitas. Jeg er glad for mange ting i mit liv. Men en af de ting, jeg oftest tænker på med taknemmelighed, er mine venner. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til i en alder af 31 år at have skrabet de bedste mennesker på kloden sammen omkring mig.
Det er ret vildt. Og hvorom alting er:
Allerkæreste lebber. Tak for mit første rigtige år som såkaldt lesbisk blogger. Må det nye år bringe jer alskens godt og smukt og kærligt.
