fredag den 1. juni 2012

Seks centimeter fra at være dværg


Mine første såkaldt lesbiske kæreste var "seks centimeter fra at være dværg". Hun var med andre ord beskedne 156 cm lav. Altså knap tyve centimeter lavere end mig.

Min næste var vist 168 cm. Hun påstod, vi var lige høje. Det var vi altså ikke. Især ikke fordi jeg foretrækker en lille hæl oveni (eller altså nedenunder) mine 175 cm, når det ikke er søndag. Og når der ikke er hund, der skal luftes.

Min kæreste i dag er 180 cm høj. Det var hun sådan set også i går. Både 180 og min kæreste.

Det er ret sexet. Hun har så pæne øjne, når man sådan kan se direkte ind i dem. Altså. Også når man ikke kan, tænker jeg. Men det ved jeg jo faktisk ikke. Det er ligesom med lyset i køleskabet og det der træ, der vælter i skoven.

Men det, jeg egentlig ville frem til med al den højdesnak, var egentlig bare, at jeg i dag talte med en kollega, der for en tid tilbage havde besøgt Candy Bar i London. Det er en legendarisk lebbeklub, som jeg har hørt om fra flere kanter. Selv har jeg ikke været i London i ti+ år, og jeg er ret så nysgerrig.

Nå jo. Det med højden. Altså - det, min kollega sagde om Candy Bar, var jo, at det virkede komplet surreelt at træde ind på klubben og kunne kigge hen over hovederne på samtlige tilstedeværende. Alle var lige lave. Lebber er i vidt omfang ret små. Eller også er det bare damer, der er det.

Ha! Det minder mig i øvrigt om en oplevelse, jeg og min jævnhøjdede (det er et ord) veninde havde første og eneste gang, vi betrådte hedengangne(?) NASAs hvide gulve. Alle damerne var lige høje. Lige præcis 173 cm. De var nemlig modeller. Men det er en anden historie. Og den involverer René Dif.

Men. Jeg vil egentlig allerhelst bare høre, hvad jeres erfaringer er med Candy Bar? Ja?

Og apropos dværge kan jeg varmt anbefale tv-serien Life's Too Short. Den er ikke det mindste lesbisk - på nær selvfølgelig det faktum, at hovedrolleindhaveren er meget lav - og den handler kort fortalt om noget med Ricky Gervais og en dværg. Og er omtrent ligeså tæerkrummende grim som Curb Your Enthusiasm. Hvis man er til den slags (altså dværge).

3 kommentarer:

  1. Åh NASA og Dif. En aften i et hav af jeans og sorte bluser. Og dyre drinks. og Dif.

    Ps. Det er en fantastisk blog, men det der sikkerheds-ords-halløj når man vil kommentere er mildest talt afsindigt svært. Og på en smartphone slet og ret umuligt. Bare hvis du undrer dig over hvorfor der ikke er så mange der kommenterer dine, ellers helt igennem fantastiske, indlæg. Vi bliver alle bremset af et sikkerhedsfilter skabt på Guantanamo.

    SvarSlet
  2. Hahahaha! <3 Blisch! Smartphone. Og Dif. Og NASA. Jeg kan desværre ikke ændre indstillingerne for de skide captchas. Desværre!

    SvarSlet
  3. Ja altså, selv er jeg 165 og min kæreste omkring 178, og det sjove er : I love it, efter mange (en del) kærester i samme gennemsnitshøjde. Måske er det ret femme... jo, det er det. Var på Candybar sidst for 7 år siden; alle højder, typer (med og uden top), gode drinks søde søde mennesker - også nok til at glemme den frygtede sygdom LBD!!!

    SvarSlet

Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!