I går luftede jeg en hund. Bemærk, at det var 'en hund', ikke 'min hund'. Jeg kan ret godt lide hunde, og min egen var i Jylland. Der rejser han af og til over på forretninger. Det er lidt specielt de morgener, hvor han står med sin lillebitte attachémappe i entreen og siger på gensyn. Men man vænner sig til det.
Sidespor.
Jeg luftede i hvert fald i går min overbos noget aparte (sagde ejeren af den franske bulldog) langhårede hund. Nede Ved Kirken (som er den dovne hundeejers dårlig-samvittigheds-inducerende undskyldning for en rigtig gåtur).
Dernede sad der en lebbe. Ja. Det er selvfølgelig rent gætværk, denne her italesættelse af kvindens seksualitet, for hun var alene. Hun var altså ikke optaget af at knalde damer, da jeg mødte hende. Og hun havde heller ikke et badge på jakken, der forklarede, at hun var til piger.
Men.
Hun var iført:
Måske var hun bare autonom.
Anyways. Det hele passede fint sammen: kasket, tjek. Murerbukser, tjek. Vaterpas, tjek. Og jeg bliver altid meget nysgerrig, når lebber ser lebbede ud. Da jeg i går nævnte dette for en lebbeveninde, der ser lebbet ud, sagde hun "Sjovt, jeg bliver lidt irriteret på dem". Det kunne Freud sikkert få en masse spændende ud af.
Så vi faldt i snak. Hun var snedker. Og ville til Distortion men først lige hjem og drikke nogle energidrikke(!) efter en lang dag.
Det eneste, der simpelthen ikke passede ind i billedet, var den hund, hun luftede. Hun luftede nemlig også en langhåret skødehund med bebrejdende fiskeøjne. En såkaldt tæppetisser. Endda samme race som min egen lånehund.
Jeg havde naturligvis med mine høje kilehæle og sirligt opsatte langhårsfrisure frygtelig travlt med at få flettet ind i samtalen, at "min kæreste, hun...". Med andre ord: Jeg er ligesom dig! Jeg er også lesbisk! Jeg dømmer dig ikke! Totalt seksualitetssamtalens svar på "Jeg har faktisk nogle venner, der er indvandrere".
Så gik vi hver til vores. Jeg ønskede hende god Distortion og held og lykke med cultshakeren. Og det viser sig siden, at hunden var en lånehund.
I en Top-10 over intetsigende blogindlæg rammer ovenstående en klar førsteplads.
Sidespor.
Jeg luftede i hvert fald i går min overbos noget aparte (sagde ejeren af den franske bulldog) langhårede hund. Nede Ved Kirken (som er den dovne hundeejers dårlig-samvittigheds-inducerende undskyldning for en rigtig gåtur).
Dernede sad der en lebbe. Ja. Det er selvfølgelig rent gætværk, denne her italesættelse af kvindens seksualitet, for hun var alene. Hun var altså ikke optaget af at knalde damer, da jeg mødte hende. Og hun havde heller ikke et badge på jakken, der forklarede, at hun var til piger.
Men.
Hun var iført:
- Kasket
- Karseklip
- Piercinger
- Praktisk jakke(!)
- Murerbukser inklusiv en tommestok og et vaterpas i en af mange smarte lommer på siden af låret
Måske var hun bare autonom.
Anyways. Det hele passede fint sammen: kasket, tjek. Murerbukser, tjek. Vaterpas, tjek. Og jeg bliver altid meget nysgerrig, når lebber ser lebbede ud. Da jeg i går nævnte dette for en lebbeveninde, der ser lebbet ud, sagde hun "Sjovt, jeg bliver lidt irriteret på dem". Det kunne Freud sikkert få en masse spændende ud af.
Så vi faldt i snak. Hun var snedker. Og ville til Distortion men først lige hjem og drikke nogle energidrikke(!) efter en lang dag.
Det eneste, der simpelthen ikke passede ind i billedet, var den hund, hun luftede. Hun luftede nemlig også en langhåret skødehund med bebrejdende fiskeøjne. En såkaldt tæppetisser. Endda samme race som min egen lånehund.
Jeg havde naturligvis med mine høje kilehæle og sirligt opsatte langhårsfrisure frygtelig travlt med at få flettet ind i samtalen, at "min kæreste, hun...". Med andre ord: Jeg er ligesom dig! Jeg er også lesbisk! Jeg dømmer dig ikke! Totalt seksualitetssamtalens svar på "Jeg har faktisk nogle venner, der er indvandrere".
Så gik vi hver til vores. Jeg ønskede hende god Distortion og held og lykke med cultshakeren. Og det viser sig siden, at hunden var en lånehund.
I en Top-10 over intetsigende blogindlæg rammer ovenstående en klar førsteplads.
Fordomme kan både være noget af det mest irriterende i verden men omvendt har de lidt en trøstende effekt...
SvarSletJeg tænker at din nye snedker-veninde, sammen med så mange andre "butch lesbians" søger ud til den alleryderste grænse af det feminine netop fordi det er hvad de er. Det balancerer på knivæggen af det alleryderste af femininiteten. - De potrætterer altså fysisk det, de er, og har derfor i teorien ikke noget imod at du antager, at de er homoseksuelle. De har valgt at naboen og tilfældige mennesker på gaden kan og må tænke, "Årh, der går hende lebben".
De har vendt fordommen til noget positivt.
- I en top 10'er over geniale blogindlæg er du godt på vej i min bog, :)
Ih, altså. Tak! Og ja! Ja! Ja! Det er nemlig lige præcis det, der gør lebbede lebber spændende for sådan en rent repræsentativt og ude-i-virkeligheden ret hengemt lebbe. Jeg har al respekt i verden for lebbelebber. Så længe det drengede udføres med rank ryg og uden undskyldninger. Man skal være stolt (sagde hun lige så meget til sig selv som til lebbe-lebberne). Sgu!
SvarSlet