Jeg ville så sindssygt gerne sige noget klogt om transkønnethed. For fucking hell hvor jeg sympatiserer med transkønnede.
Men. Netop når det drejer sig om transkønnethed ved trofaste læsere godt, at jeg tit vakler lidt. Er tøvende usikker. Jeg har funderet over, hvorfor jeg har svært ved at nærme mig emnet, og er nået frem til, at det handler om, at jeg er sygt bange for at træde forkert.
Jeg betragter mig selv som - nej,
fuck it, jeg ER - feminist, ligeretsforkæmper, helt ude yderst på den røde fløj, ret så politisk korrekt og 100 pct. sexpositiv.
Men jeg er også bearbejdet gennem 34 år til at passe ind i det her binære kønssystem med dets til tider triste normer og og dumme benspænd. Og derfor har jeg kartofler i munden, der gør at jeg nogle gange kommer til at bruge forkert pronomen om transkønnede.
Fordi jeg er en klovn til at tale før jeg tænker. Og jeg er ikke modig/tålmodig nok i min hverdag til at bruge "hen" og skulle forsvare/forklare hver tredje sætning til fremmede samtalepartnere i mit professionelle liv.
Og jeg er også typen, der synes at
den der Jannick-dokumentar var virkelig rørende, lige indtil jeg læste, at mit store idol Mads Ananda Lodahl
kritiserede den i Information. Og så følte jeg mig simpelthen så dum og banal og ukristisk. Selvom jeg faktisk havde tænkt et par af de samme tanker - netop at vinklingen på, at det var Michelle, der "slog Jannick ihjel" var liiige skarp nok. For at sige det mildt.
Jeg kender ingen transkønnede. Gid jeg gjorde. For det ville nok afhjælpe lidt af mit dårlige selvværd omkring at tale om transkønnede. Give mig en større naturlighed.
Og jeg ved ikke nok om sexologisk klinik og udredningsprocesserne forud for kønsskifteoperationer. Faktisk er jeg i tvivl, om kønsskifteoperation er den korrekte term?
Jeg er bare en stor mundkartoffel, for fanden.
Jeg har ikke på egen krop oplevet så meget som en lillebitte flig af de udfordringer, der følger med livet som transkønnet. Der er jeg virkelig en hvid heteroseksuel mand til sammenligning. Og det gør mig bange for at italesætte/gøre mig klog på det liv, som jeg forestiller mig må være så uendeligt hårdt. Og som kræver et mod at leve i, som jeg faktisk er i tvivl om, hvorvidt jeg ville være i stand til at mønstre, hvis jeg i stedet for at være så relativt cis'et var transkønnet.
Men det rører mig ikke desto mindre dybt, at der ikke bare kan være plads til, at køn (gender) er et spektrum - eller endnu bedre: så flydende, at det faktisk ville være nemmere slet ikke at tale om det som noget, der hænger sammen med de kønsdele, der gemmer eller ikke gemmer sig i fremmede menneskers trusser.
Det lyder banalt, men KAN FOLK IKKE BARE LADE ANDRE FOLK VÆRE I FRED FOR HELVEDE?
Snæversyn giver mig ingen mening. Jeg forstår ikke, hvorfor det kan være så vigtigt, hvordan andre mennesker lever deres liv, det gældende både seksualitet og kønsselvforståelse (i mangel af bedre ord). Når de ikke generer nogen. Og her skal "generer" erstattes med fx "er voldelig over for"/"chikanerer" ... og ikke med fx "provokerer mig af uforklarlige årsager"/"er ikke pænt at se på".
Men jeg vil så gerne blive klogere - og
sidst, jeg skrev om transkønnethed gjorde I mig klogere med jeres kommentarer. Jeg lærte fx
endelig forskellen på "transkønnet" og "transseksuel" ... og glemmer den aldrig igen (og heller ikke hvorfor det er vigtigt at holde sig til termen "transkønnet", når man snakker kønsidentitet - se
kommentarfeltet).
Så fortæl mig gerne alt hvad I ved. Eller henvis til gode websteder med sympatisk information. Al viden er velkommen.
