Det er vildt. Jeg er 34 år. Jeg har været lebbe de seneste ti. Som helt sikkert har været mine mest klarsynede år. Alligevel er jeg stadig yyyyyderst bevidst, når emnet "min kæreste" kommer op i professionel sammenhæng. Og jeg tilføjer et "hun".
Jeg sidder altid et minuts penge efter og tænker over, om min samtalepartner mon tænker over, at min kæreste ikke er en mand.
Men lige nu spekulerer jeg på, om det i virkeligheden mest bare handler om mig - ikke om min seksualitet.
Om jeg bare ofte lige er en tand mere selvbevidst end flertallet?
Om jeg ville tænke lige så meget over det, hvis min kæreste hed ... (ha, og her gik jeg så totalt i stå - apropos selvbevidsthed. Jeg kunne pludselig ikke finde det helt rigtige drengenavn til mit eksempel. De første tre eksempler, jeg kom på, var ægte navne på ægte mandlige eks'er. De næste tre var mine bøssevenner, og derfra røg jeg i tankestrømmen forbi to navne, som jeg ikke engang tror, en eneste perifær bekendt i min omgangskreds bærer - hvilket fik mig til at granske dybt i mindebanken ... for hvor fanden kom de SÅ fra, de navne?)
Er jeg bare overdrevet selvbevidst, og burde jeg bare stikke alle overvejelser - og i det hele taget den her lillebitte blog - langt op i røvi?
Sover lige på det.
Jeg sidder altid et minuts penge efter og tænker over, om min samtalepartner mon tænker over, at min kæreste ikke er en mand.
Men lige nu spekulerer jeg på, om det i virkeligheden mest bare handler om mig - ikke om min seksualitet.
Om jeg bare ofte lige er en tand mere selvbevidst end flertallet?
Om jeg ville tænke lige så meget over det, hvis min kæreste hed ... (ha, og her gik jeg så totalt i stå - apropos selvbevidsthed. Jeg kunne pludselig ikke finde det helt rigtige drengenavn til mit eksempel. De første tre eksempler, jeg kom på, var ægte navne på ægte mandlige eks'er. De næste tre var mine bøssevenner, og derfra røg jeg i tankestrømmen forbi to navne, som jeg ikke engang tror, en eneste perifær bekendt i min omgangskreds bærer - hvilket fik mig til at granske dybt i mindebanken ... for hvor fanden kom de SÅ fra, de navne?)
Er jeg bare overdrevet selvbevidst, og burde jeg bare stikke alle overvejelser - og i det hele taget den her lillebitte blog - langt op i røvi?
Sover lige på det.
Nej, ik stik blog op i røvi. Write more! Du er min eneste homorelaterede overspringshandling. Og den eneste blogger, jeg nogensinde har fulgt. Som i følge med i en andens liv uden helt at vide hvorfor.
SvarSletOg mht. selvbevidsthed om "hun"-kæreste-benævning i professionel så har den også stadig. Lidt mindre end i begyndelsen men stadig markant. Og hvorfor lige i professionel sammenhæng og ikke rigtig i andre sammenhænge? Lige begyndt på nyt arbejde, og der kom det hele op igen. Fordi ingen af dem vidste "det" før jeg startede (havde ikke fået sagt "hun" ved samtalen) og så selvfølgeligt tog mig for en hetero. Og blev overrasket / pinlige, da de spurgte til "ham" og jeg sagde "hun". Og bagefter var vildt selvbevidst om, at de nu så mig gennem lebbe-filter. Og at selvom kun to kollegaer var til sted ved "hun"-benævnelsen har jeg ikke siden fået et "ham"-spørgsmål af nogen - pludselig vidste alle det tydeligvis, men ingen turde rigtig spørge til "hun", fordi det ikke ville vise, at de vidste det, før jeg selv nævnte det (sådan tolkede jeg det). Nå apropros selvbevidsthed. Og jeg er altså ikke sindssygt selvbevidst ellers. I begyndelsen kunne jeg næsten lide denne situation / position, men nu synes jeg det er så trættende med den fase, hvor man skal sige "hun" første gang og derefter rode sig på plads med folks opfattelse af en som lebbe, men ikke sådan en lebbe eller whatever. Først nu efter tre måneder, synes jeg at mine kolleger spørger naturligt til mit privatliv og ikke forventer / ikke forventer bestemte ting af det / mig.
og undskyld de manglende ord her og der...
SletManglende ord er totalt tilgivet og jeg ELSKER din kommentar. Den rammer plet og beskriver lige præcis al den trælse action, man sætter i gang med sit lille bitte uskyldige "hun" som man kun kommer uden om, hvis man lægger totalt låg på sig selv og som arbejdspladsens eneste ikke-single aldrig nævner sin significant other. Hovedet på sømmet/sømmet på hovedet. Og tak for søde ord om bloggis.
SletEnig med anonym om at du ikke skal belemre røvi med din blog. Jeg vil her advokere for at man godt må være navlepiller etc på sin egen blog. Folk kan jo bare lade være med at læse med.
SvarSletOg som totalt flaming straight person vil jeg gerne sige undskyld over at jeg kommer til at studse når nogen ikke lever op til mine heteronormative forventninger. Jeg er _virkelig_ ligeglad med om nogen er hetero eller homo eller asexuel, eller skifter lidt rundt. Altså ikke "ligeglad", jeg har bare ikke så svært ved at se at folk også har en dagligdag og nogle svigerforældre og nogle drømme og er meget mere end deres sexualitet. Det er vi heteroer i kernefamilier jo også. Vi har nok bare bedre plads til at vise alt det vi også er, fordi ellers er så "normale".
I øvrigt er jeg skidebange for at støde nogen med denne kommentar, eftersom jeg ikke er helt inde i lingoen. Så belær mig gerne, men gør det helst lidt venligt.
Jeg elsker din blog, og det med at du er lesbisk er kun en biting som ikke er uinteressant men som ikke er det eneste der er interessant.
Dit svar er spot on og seriøst det helt rigtige svar (og sådan som jeg drømmer om, alle en dag vil have det med homoer). Tak for den største kompliment - nemlig at du læser med pga "mig" og ikke pga "lebbe". Det er sgu stort.
SvarSlet