En hund - ikke et barn

Min kæreste og jeg har jo købt en hund. Nej. Ikke bare en hund, egentlig, men  verdens  universets mest nuttede franske bulldog.

Af og til er han (ja, jeg er i løbet af fire uger gået fra at omtale alle hunde som intetkøn til at kalde min egen for 'han') med på arbejde. Især i disse dage, hvor min kæreste har fået en freelance-tjans derinde, så hun også holder til på kontoret.

---

Et lesbisk øjeblik

Noget, jeg virkelig elsker, er når jeg - i selskab med en anden lebbe - har et såkaldt lesbisk øjeblik. Det kan være, hvis vi aer en kat, eller hvis vi taler lidt for meget om menstruation, babyer, følelser eller tøj.

Så kigger vi på hinanden hen over katten og siger (helst i kor): "lesbian moment!".

---

Sådan!

Jeg nåede at være single i tre måneder. Og derefter nåede jeg at være i et forhold, hvor min (nye) kæreste og jeg ikke havde købt en hund sammen, i to måneder. The Lesbian Way, much?

Og sandsynligvis når jeg at være i et forhold, hvor min (nye) kæreste, vores hund og jeg ikke bor sammen, i rundt regnet en måned endnu. Men all for the better - vi sover alligevel sammen hver nat. The Lesbian Way, much?

---

Ud af skabet eller ej?

Jeg skulle have lavet nyt pas. Jeg skal nemlig på mit livs første vaskeægte forretningsrejse om få uger. Som de, der har læst tidligere indlæg, ved, er jeg ikke bange for at springe ud over for fremmede. Men da jeg sad over for kommunedamen og skulle forklare, at jeg ikke kunne aflevere mit pas, fordi det lå 'hos min kæreste', tog jeg mig selv i så konsekvent at undgå kønsfarvede termer som 'hun' og 'hende', at det næsten virkede demonstrativt:

"Problemet er, at mit pas ligger hos min kæreste. Nåjo, så kunne jeg selvfølgelig bede...min kæreste...om at tage det med. Eller høre om...min kæreste...ville sende det til dig?"

Min gaydar ville have slået over i det røde felt, hvis jeg hørte nogen tale sådan. Men det er nok bare mig.

---

Så for en pause!

Nogle gange sker der bare ganske vidunderligt meget, uden at man egentlig gør spor andet end at være sig selv, som man nu bedst kan.

Jeg blev ringet op, fik tilbudt noget nær drømmejobbet, og pludselig er jeg ikke længere studerende men noget meget sejt et meget sejt sted. Jeg siger ikke hvad og hvor, det passer sig ikke, synes jeg. Men jeg er lykkelig for at være der og føler dyb, dyb taknemmelighed for at være havnet på den hylde efter megen famlen.

Derfor så lang en pause i bloggeriet. Undskyld!

---

Noget om at vælge...

Uha. Nu vil jeg komme ind på noget halvkontroversielt - nemlig i hvor høj grad, det er et valg at være homoseksuel.

For mig lå der nemlig til at begynde med - bilder jeg mig i hvert fald ind - en stor portion valg i beslutningen om at afprøve det Såkaldt Lesbiske Liv.

Det kan være svært at forklare de af mine lesbiske veninder og ikke mindst min fantastiske og højtelskede(!) kæreste, der måske i højere grad har haft en periode (de berømte unge teenageår, hvor man allerhelst bare vil passe ind), hvor de ville ønske, de havde været ganske almindeligt heteroseksuelle unge.

---

Åhhhh

Eksamenslæsning, din gamle kælling. Jeg tror aldrig, umiddelbart uattraktive gøremål virker så tillokkende, som de gør, når man burde læse lange analyser af valgkampsdækning. Mit hjem har fx ikke været så rent i årevis, som det er lige nu.

Jeg er seriøst løbet tør for morsomme hjemmesider at besøge som overspringshandling. Alt virker bare mere fristende end EU-newsroomanalyser.

Suk.

---

Den sidder liiiige i skabet

Jeg har jo tidligere nævnt, at jeg får noget, der næsten kunne minde om nydelse, ud af at omtale min kæreste som netop 'min kæreste' i en sådan grad, at semifremmede til sidst ser sig nødsaget til at spørge hvad han så er for en, ham min kæreste - hvorefter jeg med et skarpt blik fortæller, at hun er sådan-og-sådan.

Et skarpt blik, vel at mærke, der signalerer lige præcist hvor ekstremt ukorrekt hetereonormativt, det er bare at udgå fra, at min kæreste skulle være en mand, bare fordi jeg har langt hår og gerne går med kjole.

---

Kommunikation og lebber

Er der for meget snak i lesbiske forhold? Jeg kan godt lide at snakke. Også at metasnakke om mit parforhold med min kæreste. Hun er ikke helt ligeså tosset med det.

Hvor meget bør man snakke om sit forhold? Er det en lebbeting? Er jeg sygt normativ lige nu?

Jeg hader egentlig at snakke om 'typisk lesbisk', netop fordi vi vel for fanden er en ligeså broget flok som resten af befolkningen. Men igen og igen tager jeg mig selv i alligevel at falde i dybe lesbiske huller (!) af 'er det kun lesbiske forhold, der er sådan her?'.

Snakker heteroer ligeså meget om tingene?

---

Sex på skemaet

Kunne det ikke være helt vildt sejt, hvis homoseksualitet ikke blev italesat som en afvigelse i folkeskolens seksualundervisning (I ved, faget, der traumatiserede eleverne blandt andet med den der gustne kasse med glaslåg, hvori der lå et mørnet pessar, en spiral, der lignede et torturinstrument, og et blisterark med minipiller - minipiller for God's sake!)?

Tænk, hvis læreren trådte ind i madpakkestanken over middag i 6.B. og sagde, "sex er noget, man dyrker enten med en af sit eget, eller en af det modsatte køn."

---