Uha. Nu vil jeg komme ind på noget halvkontroversielt - nemlig i hvor høj grad, det er et valg at være homoseksuel.
For mig lå der nemlig til at begynde med - bilder jeg mig i hvert fald ind - en stor portion valg i beslutningen om at afprøve det Såkaldt Lesbiske Liv.
Det kan være svært at forklare de af mine lesbiske veninder og ikke mindst min fantastiske og højtelskede(!) kæreste, der måske i højere grad har haft en periode (de berømte unge teenageår, hvor man allerhelst bare vil passe ind), hvor de ville ønske, de havde været ganske almindeligt heteroseksuelle unge.
Jeg havde min første lesbiske oplevelse, da jeg efter et forlist heteroforhold og utallige ligegyldige hetero-one nighters tænkte, at det var på tide at prøve noget nyt. Jeg var 24 år, hvis jeg husker rigtigt, og på vej i byen på Stengade med min yndlingsbøsse, lad os kalde ham M., og ytrede de siden så mindesværdige ord, "i aften vil jeg score en pige."
Jeg er privilegeret, fordi jeg har et sæt forældre, der er omtrent det stik modsatte af konservative. Jeg husker, at min mor spurgte mig - midt i et af mine utrøstelige grådanfald som 16-årig og (så godt som) never been kissed - om, jeg måske kunne tænkes at være lesbisk?
Dengang grinede jeg af det, hånligt, - for hvordan kunne min mor tro sådan om mig! Men siden har jeg tænkt, hvor rummeligt det faktisk var af hende. Hun ville jo med sit spørgsmål bare signalere, at alt var okay - at der var plads til at jeg var lige præcis sådan som jeg var.
Nå. Men tilbage til Stengade den efterårsnat. Med talrige homovenner lå det lige for at prøve også den side af, det virkede ikke fjernt. Og så mødte jeg på Stengade en af M.'s perifære bekendtskaber, en kvinde, der sjovt nok var i byen på præcis samme mission. Hun var pæn og sød - omend ung, 18 år og tynde lår - og der gik ikke mange øjeblikke, før der var både kys og famlerier. Jeg tog alene hjem den nat, men husker stadig følelsen i kroppen, da jeg vågnede om morgenen. Jeg var ét stort:
"Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?"
Det føltes så rigtigt. Som om jeg endelig havde tilladt mig selv at følge min lyst. Derfra gik der ikke lang tid, førend jeg havde oprettet en profil på Boyfriend.dk (dengang eksisterede Girlfriend.dk ikke, online homodating var gråt og ikke irriterende lyserødt) og været på et par dates, nogle mere vellykkede end andre.
For mig var det i høj grad til at begynde med et valg at være homo. Det førte til megen usikkerhed i starten - fordi et valg ligger så tungt på ens egne skuldre. Men efter nogle år i fast parforhold med en kvinde, lå intet mig fjernere end at være sammen med en mand, og da jeg efter tre år blev single, havde jeg overhovedet ikke lyst til at dyrke sex med en mand. Overhovedet ikke, virkelig.
Så selvom det til at begynde med var et valg, kan den ophidselse, det vækker i mig at røre ved min (nye) kærestes krop, ikke på nogen måde betegnes som et valg. Det er begær, som jeg aldrig har oplevet det med en mand.
Valg eller ej? Der kommer nok flere indlæg om det emne i fremtiden.
For mig lå der nemlig til at begynde med - bilder jeg mig i hvert fald ind - en stor portion valg i beslutningen om at afprøve det Såkaldt Lesbiske Liv.
Det kan være svært at forklare de af mine lesbiske veninder og ikke mindst min fantastiske og højtelskede(!) kæreste, der måske i højere grad har haft en periode (de berømte unge teenageår, hvor man allerhelst bare vil passe ind), hvor de ville ønske, de havde været ganske almindeligt heteroseksuelle unge.
Jeg havde min første lesbiske oplevelse, da jeg efter et forlist heteroforhold og utallige ligegyldige hetero-one nighters tænkte, at det var på tide at prøve noget nyt. Jeg var 24 år, hvis jeg husker rigtigt, og på vej i byen på Stengade med min yndlingsbøsse, lad os kalde ham M., og ytrede de siden så mindesværdige ord, "i aften vil jeg score en pige."
Jeg er privilegeret, fordi jeg har et sæt forældre, der er omtrent det stik modsatte af konservative. Jeg husker, at min mor spurgte mig - midt i et af mine utrøstelige grådanfald som 16-årig og (så godt som) never been kissed - om, jeg måske kunne tænkes at være lesbisk?
Dengang grinede jeg af det, hånligt, - for hvordan kunne min mor tro sådan om mig! Men siden har jeg tænkt, hvor rummeligt det faktisk var af hende. Hun ville jo med sit spørgsmål bare signalere, at alt var okay - at der var plads til at jeg var lige præcis sådan som jeg var.
Nå. Men tilbage til Stengade den efterårsnat. Med talrige homovenner lå det lige for at prøve også den side af, det virkede ikke fjernt. Og så mødte jeg på Stengade en af M.'s perifære bekendtskaber, en kvinde, der sjovt nok var i byen på præcis samme mission. Hun var pæn og sød - omend ung, 18 år og tynde lår - og der gik ikke mange øjeblikke, før der var både kys og famlerier. Jeg tog alene hjem den nat, men husker stadig følelsen i kroppen, da jeg vågnede om morgenen. Jeg var ét stort:
"Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?"
Det føltes så rigtigt. Som om jeg endelig havde tilladt mig selv at følge min lyst. Derfra gik der ikke lang tid, førend jeg havde oprettet en profil på Boyfriend.dk (dengang eksisterede Girlfriend.dk ikke, online homodating var gråt og ikke irriterende lyserødt) og været på et par dates, nogle mere vellykkede end andre.
For mig var det i høj grad til at begynde med et valg at være homo. Det førte til megen usikkerhed i starten - fordi et valg ligger så tungt på ens egne skuldre. Men efter nogle år i fast parforhold med en kvinde, lå intet mig fjernere end at være sammen med en mand, og da jeg efter tre år blev single, havde jeg overhovedet ikke lyst til at dyrke sex med en mand. Overhovedet ikke, virkelig.
Så selvom det til at begynde med var et valg, kan den ophidselse, det vækker i mig at røre ved min (nye) kærestes krop, ikke på nogen måde betegnes som et valg. Det er begær, som jeg aldrig har oplevet det med en mand.
Valg eller ej? Der kommer nok flere indlæg om det emne i fremtiden.
Interessant læsning, når man sidder her som 23-årig single tøs, som hidtil og kun har været sammen med de der mænd, men altid har fundet kvinder interessante(og kvinders kroppe er sgu bare smukkere!).. Måske skulle jeg snart følge impulsen og se hvad det ender med. :) Det eneste er da bare - når man ikke lige har en særlig homo-omgangskreds; hvordan pokker møder man så potentielle scoringer uden at hive hetro-vennerne med div. homobarer (de behøvers jo ikke lige indvies i alt, når man selv stadig er igang med følehornene)?! Nå ja, jeg kan jo starte med at læse videre i bloggen og reflektere lidt mere. :)
SvarSlet-Birgitte
Jeg ville ønske, jeg kunne svare noget mere begavet end: prøv det. Men gør det, prøv det! Og hvis man er lidt offensiv i sine scoreforsøg, kan man altså sagtens som kvinde gafle kvinder på heterosteder (jf min egen Stengadehistorie).
SletHeld og lykke - og fortæl hvordan det ender!
Jeg sidder i helt samme situation nu... Jeg er i midten af tyverne, og har været single siden sommers ( et kortvarigt forhold med en fyr). Aldrig været sammen med en kvinde (ja okay, isterningeleg med kys for sjov i gymnasiet engang...). Men jeg har simpelthen fået den idé, at jeg bare MÅ prøve at score en kvinde. Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet, men har bare ingen homoseksuelle venner, jeg kan tage ud med, og har som ovenstående ikke lyst til at indvie mine gode veninder endnu.
SvarSletJeg er nu i gang med at læse din blog, som i øvrigt er ganske givende indtil videre!
Jeg tror, jeg må prøve at finde en lesbisk veninde, der kan vise mig Vela eller noget i den dur ;)
Lav en profil på girlfriend.dk - der er masser, der søger lebbevenner af præcis samme årsager, som dem du beskriver!
SletOg 10.000 gange held og lykke med det hele - livet og al den skønne lebbesex.
Slet