torsdag den 4. april 2013

Koste-rettelse. Vigtigt.

Verdens (aller)bedste Bedstebøsse har bedt mig komme med en VIGTIG rettelse.

Jeg skrev jo nemlig forleden dag om mit rendez-vous med kostekalderen. Og Bedstebøssen og dennes (enorme) manddom var noget stødt over, at jeg havde udeladt en vigtig detalje:

Nemlig faktum, at Bedstebøssi - da jeg sagde "ham der kaldte mig vist lige en kost" - vendte sig om, og sagde henvendt til fremmed Kostekalder:

"Du skal ikke kalde min veninde en kost!"

Bedstebøssi insisterer på, at fremmed mand, der viste sig at have kaldt mig "smuk" og ikke "kost", blev meeeeget bange, fordi han troede BB var min store, stærke kæreste.

onsdag den 3. april 2013

Booooring Blachman

Hold kæft, hvor var Blachman-programmet kedeligt. Og her var jeg taget hele vejen hjem til Bedstebøssen for at se det på et rigtigt tv (hvor billedet dog bølgerystede så meget, at det lignede, at de nøgne damer dansede rockblomst-dans).

Nå. Så måtte jeg jo nøjes med at spise Bedstebøssens appelsiner (i bogstavelig forstand. Intet seksuelt pun her).

Nu jeg tænker efter, var det egentlig ikke så meget programmet, som det var Blachman, der var kedelig. Jan Sonnergaard havde faktisk en masse ret spændende input, hvis bare navlepiller #1 kunne lade ham tale ud uden at afbryde.

Fx ville jeg gerne have hørt, hvorfor han besvimede, første gang han så en fisse.


tirsdag den 2. april 2013

Homovennedate = succes

OMG. Venne-date gik over al forventning!

Vi begyndte med en gåtur ved femtiden i går. Sådan en klassisk let-at-komme-ud-af-igen-med-en-plausibel-undskyldning-hvis-det-bliver-akavet-aftale.

Man kunne fx pludselig komme i tanker om, at "man havde middagsplaner".

Men sådan endte det så sandelig ikke: Gåtur blev til kaffe på en bænk nede på Sønder Boulevard, til mere gåtur, til mere kaffe på Bang & Jensen og til sidst fan'me til en middag på Fu Hao, der for de uindviede er Danmarks sandsynligvis både bedste og mindst prætentiøse dim sum-restaurant. Vi kunne ikke få nok. Hverken af snak eller dumplings.

Bøsse-M (skal snart finde på nogle ordentlige pseudonymer til alle de aldeles forskellige gode bøsser med navne, der begynder med det samme skide bogstav, M. og M. og M.) er klog, refleksiv og - viser det sig - interesseret i omtrent samtlige de samme ting som mig. Og værdsætter samme menneskelige egenskaber. Det var bare så let at snakke.

Og det var faktisk en ret vild oplevelse for en socially awkward penguin som undertegnede. At så lang tid med et - relativt - fremmed menneske var så ukompliceret. Jeg bliver altid bange. Det er noget med angst for tavsheden, tror jeg.

Nå.

Men M. troede i øvrigt, at jeg havde en overvejende heteroseksuel vennekreds. Sikkert fordi jeg har langt hår. Hvilket både er sandt og ikke sandt - altså det med vennekredsen. Jeg er langhåret.

For jeg har mange heterovenner, bestemt ja, men de af mine venner, jeg ser oftest, er homoerne. For eksempel har min påske - med undtagelse af Karriereveninden og Gode Gamle K. - udelukkende været fejret (påske er noget man fejrer) i selskab med homofile. Som vi kalder dem. Altså os. Homofile. (Shut up).

Jeg kan ikke forklare hvorfor.

Men at skilles efter en første (venne-)date med ordene: "Tak for i aften, jeg kan faktisk ikke vente, til vi ses igen" - det er da optur.

mandag den 1. april 2013

Du er en kost

Kom lige i tanker om et lille optrin på Bakken i fredags.

Jeg sidder i baren og forsøger at samle tankerne om en sms, idet en fyr læner sig hen mod mit øre:

"Du er en kost," siger han.

"Undskyld, hvaffor noget?", svarer jeg høfligt.

"Du er en kost," gentager han, hvorefter jeg - semi-vantro - prikker Bedstebøssen på skulderen og siger henvendt til ham:

"Jeg tror fanme lige, ham der kaldte mig en kost."

"Nej, nej!", siger den fremmede mand, mens han ryster heftigt på hovedet og fortsætter:

"Jeg sagde, at du var meget smuk."

Man hører, hvad man vil høre. Og hold så kæft, Freud.



Fast computer is fast

Jeg har netop rengjort muse-touchpad-feltet på min mac. Og det går i dette øjeblik op for mig, at det var så beskidt, fedtet og generelt uappetitlig, at det har sænket musens responstid.

Ja, det jeg prøver at sige er, at jeg har svinet min computer så omhyggeligt til, at den er blevet langsom af det. Nu er den hurtig igen.

De kan ikke holde fingrene fra hinanden. Som man siger.

Havde lebberne K. og E. til middag i går.

(Køkkenalrummet bliver, hvis det skulle være gået nogens næser forbi, indviet med manér i disse dage.)

K. og E. har fundet sammen igen efter otte måneder hver for sig. De kyssede første gang (i anden omgang altså) til min indflytterfest i december og har ikke rigtigt kunnet holde fingrene(!) fra hinanden siden. Selvom "vi er altså ikke kærester, vi dater bare". Right.

Men så - klokken tre i nat på Lesbisk Kaffe - kunne E. (med heftigt sejlende øjne) proklamere, at K. havde spurgt om de skulle være kærester (igen). Sødt og meget rigtigt. Og - nå ja - tillykke.

Vi spiste og snakkede om livet, døden, kærligheden og Blachman, og aftalte engang over midnat at mødes med et par flere på Lesbisk Kaffe.

Jeg har, som nævnt, tendens til angst, når mange lebber er samlet på et sted. Jeg har undersøgt det tidligere, men lige nu er jeg for doven til at spore linket til et evt. tidligere indlæg desangående. Jeg tror, det handler om, at deres - lebbernes - blik på en eller anden måde er mit male gaze. Det blik, jeg spejler mig i, og altså det blik, der vejer mig og potentielt finder mig for let (I wish. I ved, hvad jeg mener).

Da vi ankom til LK var der proppet. Vi overså vist et skilt i vinduet om "Lukket - privat arrangement" og trådte direkte ind i mit værste lebbemareridt:

Totusind (plus/minus) unge, smukke damer, der gjaldede gigahøjt, spillede sære (øl)spil og fyldte så meget, at man ikke kunne klemme sig forbi dem uden at påberåbe sig deres opmærksomhed. Scary shit.

Men vi fik møvet os op i baglokalet, fandt et bord, købte et hold mango dreams (hvad er det med lebber og tacky drinksnavne - "jordbærkys", anyone?) og kævlede derudaf. Vi var asociale. Men det var resten af gæsterne også, så det er vel fint nok.

søndag den 31. marts 2013

Velsmurte muffinforme (det sagde hun også i går)

Påsken er forsvundet mellem hænderne på mig. Jaja, siger du, det er jo stadig påske og fridag i morgen, men jeg er græshoppen, der spillede en lille smule violin på arbejde i onsdags, så mandag bliver desværre delvist inddraget.

Karriereveninden tog videre på familiebesøg i går eftermiddags, men fredag aften nåede vi dog lige at tilberede og til-livs-sætte fire retter i selskab med Bedstebøssen og gode gamle K., der er en fælles Århus-ven (jeg nægter det med dobbelt-a'et) from way back.

Mit nye fungerende(!) køkken-alrum indbyder, viser det sig, til præcis de middagsselskaber, jeg havde håbet, det ville. Og når jeg ser mig omkring derude kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er det mest voksne rum, jeg i mit liv har beboet. Inklusiv skiftende bopæle i barndom og ungdom.

Således var vi alle fire i køkkenet. K. tog styring på thaisuppe og vietnamesiske forårsruller, mens jeg klarede sushien og i tæt parløb med Bedstebøssen også de - i teorien - fineste miniatur-tartes au citron (i bakspejlet og praksis skulle vi nok lige have smurt muffinformen...).


Vi valgte desserten først, og da temaet for resten af menuen langsomt tog form fra sin mest asiatiske side, nedlagde karriereveninden veto - "vi dropper ikke citrontærten. Så hellere ændre resten af menuen til finere fransk."

Bevares.

Vi åd til klokken to om natten, cirka, til tonerne af Otto Brandenburg. Og så tog Bedstebøssen og jeg på Bakken (Karriereveninden, der er ret heftigt ude af loopet, fordi hun fx bor i et land, hvor pardans er strafbart, spurgte - helt oprigtigt - om vi klokken to om natten virkelig havde tænkt os at drage til Klampenborg og høre Morten Messerschmidts kæreste synge revy-viser?).

På Bakken gik det pludselig op for mig, da dj'en spillede Blur, at mig og Bedstebøssen måske var de eneste på etablissementet, der rent faktisk var født, første gang Girls & Boys hittede. Cirklen er så småt ved at sluttes. OMG. Gammel.

torsdag den 28. marts 2013

Det der øjeblik

Kender I det?

Det der øjeblik, hvor ens karriereveninde (hende der residerer i Sudan these days) kommer hjem på påskebesøg ved middagstid medbringende to flasker god champagne der så udmærket flankerer de to man allerede har i sit køleskab gemt til en særlig lejlighed som denne og der går hvad der føles som to sekunder så sejler tre mand høj rundt til Boney M's Rasputin og nogen aflyser deres togtur til Provinsen og påske og en kaster op og og en anden lægger sig til at sove og det er vel hvad man kan forvente når tre kvinder sætter fire flasker bobler til livs på to timer og tom mave og vi ringer efter vores venner men de kan ikke komme med så kort varsel for de er på vej til påskefrokost hvilket nok egentlig er meget heldigt for pludselig sover alle og vågner igen og så er klokken fem minutter i syv.

Og nu er overboens fest gået i gang og karriereveninden sover stadig. Dunk. Dunk. Dunk.



onsdag den 27. marts 2013

Novra! Venneflirt!

Der er sket det fantastiske, at jeg er blevet venne-kurtiseret. Det sker ikke så tit, og jeg er totalt smigret.

Bøsse-M. (en af to forrygende yndlings-M.-bøsser - og potentielt fremtidigt af tre, forklaring følger) havde fødselsdag og havde samlet en god flok til en god middag med rigelige mængder gooood rødvin.

Kender I de der af ens venners venner, som man altid glæder sig helt vildt til at se til årligt tilbagevendende begivenheder? De der venners-venner, man nærmest kun ser til sine venners fødselsdagsfester? Men som man praktisk talt elsker?

Sådan en ven har M. Vennen er - for at gøre forvirringen totalt - også bøsse og hedder også M. Et andet M.-navn, godt nok. But still. Forbogstavet er det samme.

Og til fødselsdagsfejringen snakkede og snakkede vi og dansede siden alt, hvad remmer og jerseykjoler kunne holde til Kifak-fest (og sikken fest).

Dagen efter fik jeg følgende besked på Facebook:

"Du fa'eme sød, du er!"

Hvortil jeg naturligvis svarede:

"Åh, M! I fucking lige måde. Tak for i går - gange tusinde."

Han skrev:

"Jeg havde en fest! Jeg har et lille drenge-pige-crush på dig...på den der måde, hvor jeg tænker, at vi skal flette hinandens hår?! There, I said it!!"

...og nu skal vi drikke kaffe kun os to på mandag. Det er SÅ spændende. What to wear!?

I øvrigt fedt, hvordan det i samtalen mellem de to homoer bliver til noget andet en et heterocrush, når man har et 'drenge-pige-crush'. Det er ret sødt.

Men hey + jubii! Potentielt endnu et klogt, sjovt, dejligt og sympatisk menneske til vennestalden! Not bad. Not bad at all.

Skod-påske fra fronten

Herlig uge so far.

Først faldt jeg over Steubenville-voldtægtssagen og over, hvordan victim blaming finder vej helt ind i CNN. Jeg blev en lille smule syg af at læse om det.

Det er sjældent, jeg føler mig decideret fysisk påvirket, når verden viser mig grelle eksempler på, hvor lang vej, der er endnu, før vi kan kalde vores samfund ligestillet, men Steubenville-sagen gjorde det.

Især fordi jeg samme dag hørte om det nye DR2-koncept "Blachman ser på nøgne damer"(!). I programbeskrivelsen finder man blandt andet følgende guldkorn af et citat fra X-factordommeren, som jeg egentlig altid (hidtil) har synes ganske godt om:

"Kvindekroppen tørster efter ord. En mands ord. Det er derfor, jeg er her nu - for at påbegynde et meget nødvendigt stykke arbejde: Nemlig den noble ambition at ’repositivere’ kvindens syn på mandens syn på kvinden.”

HVAD FANDEN?

Jeg var målløs - mundlam - da jeg læste om programmet. Mener Blachman seriøst, at kvinder tørster efter at få deres kroppe beskrevet med mænds ord? I hvilket udgave af verden sker det ikke allerede i afsindig målestok?

Anyways, de seneste dages onlinemediesurfen returnerede flere triste hits. Men jeg giver jer kun ét eksempel yderligere og satser således på ikke at ødelægge mere af jeres påske end til og med Skærtorsdag:

En mand i et JetBlue-fly mente nemlig, at hans medpassager var noget snerpet, idet han - da hun sov under flyvningen - lige synes, han ville massere hendes lår oppe under nederdelen. Da hun vågnede og skældte ham ud for overgrebet, var hans kommentar:

"Det er jo ikke som om, jeg forgreb mig på dig. Jeg stak jo ikke en finger op i din fisse, eller tog dig på brysterne."

Han blev heldigvis dømt. Men fucking hell, der er lang vej igen.