Greb lige det sidste luftkys, før LL lukkede døren til sin Uber. Hun har lovet at komme hjem igen snart. I morgen er der svar på en masse prøver og biopsier. Lige så skønt som det var at have hende hjemme, lige så kvalmefremkaldende ækelt og smertefuldt var det at sende hende af sted igen. Og så lige før sengetid.
Så nu tuder jeg. I vores lejlighed, der faktisk lidt holder op med at føles som hjem uden hende. Selvom jeg godt ved, det er en kliche, og a chair is not a chair. I ved.
LL, der almindeligvis er næsten lige så udpræget B-menneske som undertegnede, er blevet decideret morgentype af daglige vækninger og derpåfølgende blodtapninger ved 06.30-tiden.
I morges da vi vågnede gudsjammerligt årle, havde jeg for første gang i 19 dage (nitten dage!) en følelse af, at det nok skulle blive godt igen det hele. Sådan, rigtigt godt. Hun virkede friskere og – endnu vigtigere – vi var sammen på en måde, der vækkede mindelser om hverdag. Den følelse trækker sig i sømmene nu. Hun fik det værre hen mod aftentide. Det er tydeligt, hvor meget de ret så hampre doser smertestillende medicin gør en forskel. Når virkningen tager af, bliver hun skidt.
Hun har tabt sig. Jeg havde godt set det på hospitalet, men det blev først rigtigt tydeligt hjemme i vores eget køkken blandt kendte proportioner. Hvor emhætten fungerede lidt som den der tændstik-målestok fra billederne i biologibogen.
Men hun har lovet at blive rask. At det ikke er noget alvorligt. At hun snart kommer hjem. Det har hun fucking bare at holde.
Så nu tuder jeg. I vores lejlighed, der faktisk lidt holder op med at føles som hjem uden hende. Selvom jeg godt ved, det er en kliche, og a chair is not a chair. I ved.
LL, der almindeligvis er næsten lige så udpræget B-menneske som undertegnede, er blevet decideret morgentype af daglige vækninger og derpåfølgende blodtapninger ved 06.30-tiden.
I morges da vi vågnede gudsjammerligt årle, havde jeg for første gang i 19 dage (nitten dage!) en følelse af, at det nok skulle blive godt igen det hele. Sådan, rigtigt godt. Hun virkede friskere og – endnu vigtigere – vi var sammen på en måde, der vækkede mindelser om hverdag. Den følelse trækker sig i sømmene nu. Hun fik det værre hen mod aftentide. Det er tydeligt, hvor meget de ret så hampre doser smertestillende medicin gør en forskel. Når virkningen tager af, bliver hun skidt.
Hun har tabt sig. Jeg havde godt set det på hospitalet, men det blev først rigtigt tydeligt hjemme i vores eget køkken blandt kendte proportioner. Hvor emhætten fungerede lidt som den der tændstik-målestok fra billederne i biologibogen.
Men hun har lovet at blive rask. At det ikke er noget alvorligt. At hun snart kommer hjem. Det har hun fucking bare at holde.
Jeg kender dig ikke, men jeg har fulgt med i årevis. Jeg vil bare lige sige at jeg hepper og krydser alt, hvad der krydses kan. Håber der kommer gode svar i dag.
SvarSletHej, jeg krydser også fingre og tænker på dig i løbet af dagen og forstår ikke at man kan blive så syg ud af det blå og at de ikke kan vide hvad der er galt efter så lang tid! Håber du orker at fortælle det endnu en gang her, jeg ved godt at man fortæller de samme ting mange gange når man er den der ikke er syg.
SvarSletNu er det mandag aften, og jeg - som slet ikke kender dig - tænker på jer og håber sådan, at I har fået godt nyt i dag! Hvor lyder det uhyggeligt, at man kan blive så forpint og heftigt medicineret sådan tilsyneladende uden grund. Håber og krydser og sender gode tanker og varme til dig og din kære!
SvarSletÆh tirsdag aften mener jeg jo. Så det var jo i går ---
SletDenne overskift var på ingen måde fair. Jeg måtte mod alle min principper, med det samme beroliges af sidste hun-er-her-endnu -linje.
SvarSletJeg kender dig ikke, men har fulgt dig længe. Denne periode er ubegribeligt smertelig at læse. Det gør mig ondt.
Denne overskift var på ingen måde fair. Jeg måtte mod alle min principper, med det samme beroliges af sidste hun-er-her-endnu -linje.
SvarSletJeg kender dig ikke, men har fulgt dig længe. Denne periode er ubegribeligt smertelig at læse. Det gør mig ondt.