Jeg er bombet. Vanvittigt bombet. Heldigvis har jeg ferie. Hele denne uge, faktisk. Og så en uge tilbage på work. Og så ti dages ferie. Og så starter jeg fanme nyt job. Et nyt og temmelig ambitiøst og lidt angstprovokerende men virkelig sejt sted.
For første gang i min såkaldte karriere skal jeg ikke arbejde i en iværksætteragtig mellemstor virksomhed, men derimod i en af de virkelige store. På corporate-måden. Sygt nok.
Jobskifte fik i øvrigt min fantastiske veninde A til at skrive følgende. Hendes med gråt:
Min talrige pops skyldes, at A på daværende tidspunkt var bristefærdigt gravid. Og burde poppe. Straks. Så jeg bidrog med lidt facebook-heppekor.
Måske virkede det, for nu er hun ikke gravid længere. Nu har hun nemlig født en lille datter, der med A's vanligt forfejlede (og afsindigt elskelige!) sms-tasterier var "54 kg ved fødslen".
Mon ikke damen mente centimeter?
Og bare fordi hun helt sikkert har for meget ammehjerne til at indvende noget – Endnu et eksempel på hvor meget dechifrering, det kræver at chatte med A:
Nå. Men nok om navnet på mit potentielle afkom. Ville i øvrigt have foreslået A det skønne dobbeltnavn til sin (på daværende tidspunkt) ufødte datter. Hvis ikke det var fordi, hun allerede havde lagt sig fast på noget (endnu) pænere. Og fordi hun pure havde ignoreret undertegnedes talrige opfordringer til at opkalde ungen efter ... mig, selvfølgelig.
Anyways.
Fordi mit nye liv som konsulent (apropos arbitrære jobtitler) begynder lige om lidt, tager LL og jeg simpelthen helt spontant til Berlin i morgen. Den der med at trænge til at instagramme lidt fra et fremmed land. I ved. Og drikke noget apfelschorle + det, der er stærkere.
Egentlig ville vi bare have været på kanotur i vores miniferie. Fordi Susåen virkede som et overskueligt feriemål, og fordi det var på høje tid, at den her lille lesbiske husholdning føjede en Trangia og noget myggespray med datostempel efter 2011 til maskinparken.
Men så så vi vejrudsigten. Der simpelthen ser så ærgerlig ud, at det kun er dens egen mor, der kan elske den.
... Og - huhej - fik vi homohundene afsat til en fast passer (af den type, der klapper i hænderne, når vi spørger, om hun har tid, og tak for det!), booket et par billetter og et temmelig fancyt hotelværelse mellem Mitte og Kreuzberg, og nu tager vi simpelthen til Berlin.
Og det føles faktisk meget godt at bevæge sig sådan semirigtigt væk. LL og jeg trænger lidt til noget hånd-i-hånd-tid under (trods alt lidt) varmere himmelstrøg.
For første gang i min såkaldte karriere skal jeg ikke arbejde i en iværksætteragtig mellemstor virksomhed, men derimod i en af de virkelige store. På corporate-måden. Sygt nok.
Jobskifte fik i øvrigt min fantastiske veninde A til at skrive følgende. Hendes med gråt:
Min talrige pops skyldes, at A på daværende tidspunkt var bristefærdigt gravid. Og burde poppe. Straks. Så jeg bidrog med lidt facebook-heppekor.
Måske virkede det, for nu er hun ikke gravid længere. Nu har hun nemlig født en lille datter, der med A's vanligt forfejlede (og afsindigt elskelige!) sms-tasterier var "54 kg ved fødslen".
Mon ikke damen mente centimeter?
Og bare fordi hun helt sikkert har for meget ammehjerne til at indvende noget – Endnu et eksempel på hvor meget dechifrering, det kræver at chatte med A:
Nå. Men nok om navnet på mit potentielle afkom. Ville i øvrigt have foreslået A det skønne dobbeltnavn til sin (på daværende tidspunkt) ufødte datter. Hvis ikke det var fordi, hun allerede havde lagt sig fast på noget (endnu) pænere. Og fordi hun pure havde ignoreret undertegnedes talrige opfordringer til at opkalde ungen efter ... mig, selvfølgelig.
Anyways.
Fordi mit nye liv som konsulent (apropos arbitrære jobtitler) begynder lige om lidt, tager LL og jeg simpelthen helt spontant til Berlin i morgen. Den der med at trænge til at instagramme lidt fra et fremmed land. I ved. Og drikke noget apfelschorle + det, der er stærkere.
Egentlig ville vi bare have været på kanotur i vores miniferie. Fordi Susåen virkede som et overskueligt feriemål, og fordi det var på høje tid, at den her lille lesbiske husholdning føjede en Trangia og noget myggespray med datostempel efter 2011 til maskinparken.
Men så så vi vejrudsigten. Der simpelthen ser så ærgerlig ud, at det kun er dens egen mor, der kan elske den.
... Og - huhej - fik vi homohundene afsat til en fast passer (af den type, der klapper i hænderne, når vi spørger, om hun har tid, og tak for det!), booket et par billetter og et temmelig fancyt hotelværelse mellem Mitte og Kreuzberg, og nu tager vi simpelthen til Berlin.
Og det føles faktisk meget godt at bevæge sig sådan semirigtigt væk. LL og jeg trænger lidt til noget hånd-i-hånd-tid under (trods alt lidt) varmere himmelstrøg.
