Lige vågnet op med en god dosis af verdens mest privilegerede følelse i maven. Resten af maven er proppet med rødvin og ceviche oven på formidabelt middagsselskab i går aftes.
Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30'erne lidt har indhentet mig efterhånden.
... Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.
I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger "vi" fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.
Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: "Let it go!"
OMG.
Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.
"Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg," spurgte en af bøsserne?
Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.
Kender I det?
At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.
Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der - hey! - havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.
Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.
Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, "I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?", og således stoppede diskussionen.
Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:
Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.
Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.
Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.
Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.
Jeg har brugt de seneste par uger (måske endda måneder?) på at fundere over, at 30'erne lidt har indhentet mig efterhånden.
... Uden at jeg rigtigt har bemærket transitionen, er byture og forfester (det koncept, altså!) blevet afløst af middage og decideret nedskrevne kalenderaftaler alle fredage flere måneder frem i tiden.
I går spiste vi (jeg er apparently blevet sådan en, der bare gør det nemt og siger "vi" fra begyndelsen) på Østerbro hos et par bøsser med et par lebber plus det løse. Endda et par lebber, som jeg ikke blot aldrig tidligere havde hilst på, men også et par lebber, der var omtrent ti år ældre end mig og ret seje. Men heldigvis også helt enormt søde på en aldeles ikke intimiderende måde.
Snakken faldt – naturligvis – i aftnens løb på det vanvittige postyr omkring den der Frozen-koncert, hvortil en af voksenlebberne nævnte, at hele Frozen jo er én stor spring ud-historie: "Let it go!"
OMG.
Jeg havde aldrig hørt den tolkning, men det er åbenbart halv-alment kendt. Elsa, snedronningen gør endelig op med heteroforventningerne og sådan.
"Men hvorfor flytter hun så op på det bjerg," spurgte en af bøsserne?
Fordi hun er kold og frigid. Hun er jo lesbisk, hun har ikke brug for det der sex, det er slut nu, lesbian bed death, lød mit svar, som derfra blev en form for aftnens tørt-ironiske samtale-hjørnesten.
Kender I det?
At der altid er én vittighed, som bliver en slags omdrejningspunkt, man kan vende tilbage til. Jeg elsker det. Det giver samtaleselskaber en harmoni og struktur, der næsten minder om et standup-show. Og næste gang man ses er det glemt. Så det gælder om at gribe fast og presse den citron for al saft og kraft, mens man kan.
Som aftnen skred frem steg selskabets promille, som det sig hør og bør, men den her lille arbejdslebbe (der - hey! - havde været oppe klokken 06 for at løbe) var mest bare træt.
Så mens resten af selskabet snakkede om Nevermind, pakkede hun lige så stille sammen.
Eller, først blev der faktisk snakket Jolene og Kødbyen, indtil en af voksenlebberne skar igennem og sagde, "I ved jo, at vi ender på Nevermind alligevel, så hvorfor ikke bare tage den direkte vej og droppe svinkeærinderne?", og således stoppede diskussionen.
Men jeg tog min LL og 2xBulldog (der ikke blot var inviteret men krævet medbragt) og gik mod Nørreport. Men Nørreport var lukket, LLs cykel punkteret, og taxaerne ignorerede benhårdt vores lille menageri, så det endte med følgende noget usikre men dog ret nuttede set-up:
Mig på min cykel med Homohunden i kurven og LL på bagagebæreren med mindstehunden i favnen.
Noget slingrende (både i hovedet og på cykelstien) nåede vi Vbro i godt behold. Så det.
Og tænkt så ellers lige lidt mere over det der med Frozen, mens jeg pakker tømmermænd og hvad-har-vi sammen og får konstrueret en indkøbsseddel til i aften, hvor det er hos os middagsselskabet skal stå.
Middagsselskabermiddagsselskabermiddagsselskaber.
Hvor er det typisk, at jeg netop sidder og hører Frost-albummet, mens jeg læser dette. Jeg har faktisk ikke set filmen så alt det med coming out og at hun flytter op på et bjerg, kan jeg ikke genkende, men sangene er sygt ørehængende (fængende?) og lige til at synge med på.
SvarSletMå vist hellere se at få filmen set!
LETITGOOOOOOOOOO!
SletEr nu set. Det er noget pis det med coming out! Folk skal virkelig stoppe med at overfortolke Disneyfilm...
Slet