Jeg synes, det er pissesvært at være i trediverne. Sådan rigtigt i trediverne. Det var herrenemt at være tredive. Og enogtredive. Men treogtredive er altså en kælling.
Pludselig ligger hele resten af ens liv bare en lille smule og viser sig frem på stien foran. Hejhej, sådan ender det!
Jeg har – det ved I – haft en lang periode med stort stress. Over alt det med børn. Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville, og alligevel følte, jeg måtte tage stilling.
Vi snakker stress i en grad, så jeg kunne vågne om natten med hjertebanken over noget, der kun kunne defineres som lige dele 1) ubehag over ikke at have børn og 2) ubehag over ikke at have lyst til at have børn.
Til sidst tog vi en snak. Af den store slags, gjorde LL og jeg.
For måske vil jeg gerne have de børn. Børn er jo pissesøde. Jeg vil bare ikke have dem nu. Der er ikke plads til dem, hverken tidsmæssigt, følelsesmæssigt ... eller pladsmæssigt (for hvor skulle jeg så gøre af mit tøj? Prioriteter.).
Og snakken endte simpelthen så fint. Med et håndslag. Og med kys. Men håndslaget var faktisk vigtigst. For vi besluttede – meget blabla-agtigt – at vi bestemmer os for, hvad vi gør, når jeg fylder 35. Ikke "inden jeg fylder 35", nej – når.
Og det smarte ved den lille sondring mellem "inden" og "når" er, at den betyder, jeg slet ikke behøver stresse mere. Lige nu. Det er helt ok, jeg ikke har lyst til at få børn lige nu, og det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har truffet et stort forkromet valg om resten af mit liv. Jeg kender i øvrigt forbløffende mange, der fødte deres første kiddo omkring de 36-37. Alt i orden.
Det lyder garanteret sygt og hjernespinsagtigt, men det har på en eller anden måde givet mig en gevaldig (og tiltrængt) ro i hovedet. Nu er al metapanikken (panik over ikke at være panikken) lige som lagt på hylden. Indtil jeg fylder 35.
Halvandet skønne, rolige år. Og så tager vi den.
Og jeg ved godt, at I gerne vil spørge, "jojo, men hvad med LL, hvad vil hun?". Og I får ikke svaret, for jeg har lovet min LL at holde hende så vidt muligt ude af bloggen. I hvert fald i den slags store, nære spørgsmål.
Hun er noget mindre ekshibitionistisk anlagt end undertegnede, og jeg øver mig i at respektere, at det ikke er alle, der bare som tommelfingerregel er helt ok med, at man deler deres hemmeligheder online. Og at man ikke altid ved, hvad dem, man elsker, betragter som personligt. Fordi man måske ikke selv ser de samme elementer som synderligt private.
Lige præcis den opsang har jeg fået af samtlige de kærester, jeg har haft i mit voksenliv: At jeg kæfter op om ting, der er fortalt mig i fortrolighed.
Og det skærer mig i hjertet hver gang, fordi jeg vitterligt ikke tænker det som en udlevering, mens jeg ... udleverer.
Det hænger nok sammen med, at jeg personligt er ret okay med, at folk deler mine mere eller mindre pinagtige anekdoter, hvis jeg da ikke oven i købet kommer dem i forkøbet og selv underholder med dem først.
Og derfor glemmer jeg, at det ikke er alle, der er fino-fino med, at jeg hænger deres beskidte (eller bare helt rene og fine men (åbenbart) stadig private) tøj til tørre ude i den del af offentligheden, der udgør min sociale sfære.
Det eneste, der er værre end at blive bebrejdet, at man har fortalt noget, der (i bagklogskabens klare lys) ikke var for alles ører, er at få en hørt tydeligt hemmelig anekdote fortalt af sin significant other – fulgt op med beskeden: "og det er altså ikke noget, du skal sige til nogen."
Som om jeg var sådan en, der gik og gjorde det. Men det er jeg. Jeg nægter åbenbart bare selv at betragte mig som en sådan. Så det.
Og derfor må I gætte jer til LL's børnestandpunkt (jeg kan bare give et lille hint: Det er verdens sødeste).
Pludselig ligger hele resten af ens liv bare en lille smule og viser sig frem på stien foran. Hejhej, sådan ender det!
Jeg har – det ved I – haft en lang periode med stort stress. Over alt det med børn. Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville, og alligevel følte, jeg måtte tage stilling.
Vi snakker stress i en grad, så jeg kunne vågne om natten med hjertebanken over noget, der kun kunne defineres som lige dele 1) ubehag over ikke at have børn og 2) ubehag over ikke at have lyst til at have børn.
Til sidst tog vi en snak. Af den store slags, gjorde LL og jeg.
For måske vil jeg gerne have de børn. Børn er jo pissesøde. Jeg vil bare ikke have dem nu. Der er ikke plads til dem, hverken tidsmæssigt, følelsesmæssigt ... eller pladsmæssigt (for hvor skulle jeg så gøre af mit tøj? Prioriteter.).
Og snakken endte simpelthen så fint. Med et håndslag. Og med kys. Men håndslaget var faktisk vigtigst. For vi besluttede – meget blabla-agtigt – at vi bestemmer os for, hvad vi gør, når jeg fylder 35. Ikke "inden jeg fylder 35", nej – når.
Og det smarte ved den lille sondring mellem "inden" og "når" er, at den betyder, jeg slet ikke behøver stresse mere. Lige nu. Det er helt ok, jeg ikke har lyst til at få børn lige nu, og det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har truffet et stort forkromet valg om resten af mit liv. Jeg kender i øvrigt forbløffende mange, der fødte deres første kiddo omkring de 36-37. Alt i orden.
Det lyder garanteret sygt og hjernespinsagtigt, men det har på en eller anden måde givet mig en gevaldig (og tiltrængt) ro i hovedet. Nu er al metapanikken (panik over ikke at være panikken) lige som lagt på hylden. Indtil jeg fylder 35.
Halvandet skønne, rolige år. Og så tager vi den.
Og jeg ved godt, at I gerne vil spørge, "jojo, men hvad med LL, hvad vil hun?". Og I får ikke svaret, for jeg har lovet min LL at holde hende så vidt muligt ude af bloggen. I hvert fald i den slags store, nære spørgsmål.
Hun er noget mindre ekshibitionistisk anlagt end undertegnede, og jeg øver mig i at respektere, at det ikke er alle, der bare som tommelfingerregel er helt ok med, at man deler deres hemmeligheder online. Og at man ikke altid ved, hvad dem, man elsker, betragter som personligt. Fordi man måske ikke selv ser de samme elementer som synderligt private.
Lige præcis den opsang har jeg fået af samtlige de kærester, jeg har haft i mit voksenliv: At jeg kæfter op om ting, der er fortalt mig i fortrolighed.
Og det skærer mig i hjertet hver gang, fordi jeg vitterligt ikke tænker det som en udlevering, mens jeg ... udleverer.
Det hænger nok sammen med, at jeg personligt er ret okay med, at folk deler mine mere eller mindre pinagtige anekdoter, hvis jeg da ikke oven i købet kommer dem i forkøbet og selv underholder med dem først.
Og derfor glemmer jeg, at det ikke er alle, der er fino-fino med, at jeg hænger deres beskidte (eller bare helt rene og fine men (åbenbart) stadig private) tøj til tørre ude i den del af offentligheden, der udgør min sociale sfære.
Det eneste, der er værre end at blive bebrejdet, at man har fortalt noget, der (i bagklogskabens klare lys) ikke var for alles ører, er at få en hørt tydeligt hemmelig anekdote fortalt af sin significant other – fulgt op med beskeden: "og det er altså ikke noget, du skal sige til nogen."
Som om jeg var sådan en, der gik og gjorde det. Men det er jeg. Jeg nægter åbenbart bare selv at betragte mig som en sådan. Så det.
Og derfor må I gætte jer til LL's børnestandpunkt (jeg kan bare give et lille hint: Det er verdens sødeste).
