Jeg er i Århus. Hos mine forældre.
Egentlig flot, at jeg efterhånden (i en alder af 31 og efter godt 10 år med bopæl i København) er holdt op med at kalde det 'hjemme'. Nu hedder det bare 'i Århus'.
Jeg har aldrig rigtigt været lesbisk i Århus. Jeg har selvfølgelig haft kvindekærester med hjemme hos mine forældre, jeg har været på G-Bar (findes det stadig?) med den ene og også hængt ud med Livslebben i midtbyen (ja. "Midtbyen").
Men jeg har aldrig rigtig hørt til i Århus og været lesbisk. Ikke boet her og knaldet damer og sådan.
Selvom den første kvinde, jeg var i bukserne på, var en jeg mødte i forlængelse af en våd julefrokost for alle os hjemvendte eksiljyder hos min gamle flatmate i Århus C.
Det havde jeg nærmest glemt indtil dette øjeblik. Den historie får I en anden gang.
Jeg ved med andre ord slet ikke, hvad her foregår af homosager. Er der barer? Klubber? For lebber? Og hvad med bøsserne?
Jeg kender faktisk en lebbe fra Århus (ikke i Århus - hun er også rykket fra byen), som først sprang ud, efter hun flyttede til København. Hun vidste godt, hun var homo, allerede da hun gik i gymnasiet her i Smilets By. Men hun sagde det ikke højt. Kyssede endda med et par mænd hist og her. For at holde facaden og passe ind.
Og Dico-bukser og korte læderjakker, der ikke var spor vintage men gerne måtte ligne. Og diskotek M/S Broen og Kurts Mor.
Sådan var Århus. Jeg ved ikke, om Århus stadig er sådan, men da jeg og min omgangskreds voksede op her og var unge og gik til privatfester i hinandens forældres kældre i midt-/sluthalvfemserne, var der ikke særlig meget plads til at træde uden for den smalle og temmelig tyndslidte sti, der var trådt af et ret provinsielt normsæt om, hvad der var rigtigt og forkert.
Man skal nok ikke helt glemme, hvor privilegeret man faktisk er i hovedstaden. Misforstå mig ikke. Jeg er ingenlunde en provins-hater. Århus kan uendelig meget godt. Men da jeg boede her, var Århus ikke så dygtig til åbensindet mangfoldighed.
Det kan snildt have ændret sig siden da. Der er trods alt gået ti år.
Ikke, at jeg tror, man er meget mere synlig som homo herovre i Danmarks næststørste by, men jeg tror alligevel, man er lidt mere synlig.
Jeg kan godt huske, hvordan det var at være, hvad der føltes som, Århus' eneste halvfemserhippie dengang i 1994. Alle de Dico-bukser og så mig med mit partisanertørklæde fra Boutique Fatme og genbrugsbukser med svaj, som jeg selv havde batikfarvet på Husets værksted.
Men fortæl mig - hvordan er det at være homo i Århus i dag?
God weekend!
Kh. N
Egentlig flot, at jeg efterhånden (i en alder af 31 og efter godt 10 år med bopæl i København) er holdt op med at kalde det 'hjemme'. Nu hedder det bare 'i Århus'.
Men jeg har aldrig rigtig hørt til i Århus og været lesbisk. Ikke boet her og knaldet damer og sådan.
Selvom den første kvinde, jeg var i bukserne på, var en jeg mødte i forlængelse af en våd julefrokost for alle os hjemvendte eksiljyder hos min gamle flatmate i Århus C.
Det havde jeg nærmest glemt indtil dette øjeblik. Den historie får I en anden gang.
Jeg ved med andre ord slet ikke, hvad her foregår af homosager. Er der barer? Klubber? For lebber? Og hvad med bøsserne?
Jeg kender faktisk en lebbe fra Århus (ikke i Århus - hun er også rykket fra byen), som først sprang ud, efter hun flyttede til København. Hun vidste godt, hun var homo, allerede da hun gik i gymnasiet her i Smilets By. Men hun sagde det ikke højt. Kyssede endda med et par mænd hist og her. For at holde facaden og passe ind.
Og Dico-bukser og korte læderjakker, der ikke var spor vintage men gerne måtte ligne. Og diskotek M/S Broen og Kurts Mor.
Sådan var Århus. Jeg ved ikke, om Århus stadig er sådan, men da jeg og min omgangskreds voksede op her og var unge og gik til privatfester i hinandens forældres kældre i midt-/sluthalvfemserne, var der ikke særlig meget plads til at træde uden for den smalle og temmelig tyndslidte sti, der var trådt af et ret provinsielt normsæt om, hvad der var rigtigt og forkert.
Man skal nok ikke helt glemme, hvor privilegeret man faktisk er i hovedstaden. Misforstå mig ikke. Jeg er ingenlunde en provins-hater. Århus kan uendelig meget godt. Men da jeg boede her, var Århus ikke så dygtig til åbensindet mangfoldighed.
Det kan snildt have ændret sig siden da. Der er trods alt gået ti år.
Ikke, at jeg tror, man er meget mere synlig som homo herovre i Danmarks næststørste by, men jeg tror alligevel, man er lidt mere synlig.
Jeg kan godt huske, hvordan det var at være, hvad der føltes som, Århus' eneste halvfemserhippie dengang i 1994. Alle de Dico-bukser og så mig med mit partisanertørklæde fra Boutique Fatme og genbrugsbukser med svaj, som jeg selv havde batikfarvet på Husets værksted.
Men fortæl mig - hvordan er det at være homo i Århus i dag?
God weekend!
Kh. N
”Hjem til Aarhus – åh åh”… Jeg bliver sgu helt sentimental, da jeg stiger af toget og dribler op ad Park Alle. Jeg har været en tur i København. Planen var at tage på Vela og banke de der københavnere i bordfodbold, og så virkede lortet sgu ikke. Heldigvis er jeg hjemme i Aarhus igen. Ja, borgmesteren har besluttet, efter en meget medieomtalt og heftig debat (der var sgu demonstration og alt muligt), at Aarhus er med 2 a’er. Så vi kan ikke lide bolle-å længere, kan vi vel?
SvarSletNå, skal jeg tage Ringgaden (udtales Ringgaaajen) eller over Nørreport (udtales Nørrepåårt) hjem. På den anden side kunne jeg godt nå en tur på Cafe Sapphos (i daglig tale bare Ernas). Så jeg danser kækt op af Mejlgaaaje med kurs med byens bar for lesbiske…
I Mejlgade ligger den. Sapphos. En lidt anonym facade med et beskedent regnbueflag i vinduet og matterede ruder på det nederste stykke. Man skulle tro, at der foregik noget skummelt… Men nej, snydt.
Uden for står rygerne og griner og snakker. Inden for er der en god slat af ”de sædvanlige”. Blandt andet Birthe Kjær papfiguren. Hun står over i hjørnet og blinker til mig. Birthe, din frækkert. Birthe oplever meget. Hun er med ved alle væsentlige begivenheder, som dronningens ankomst til Aarhus og Bibis søsters konfirmation. Vi samler løbende ind i Birthes dåse, så vi kan købe en ny Birthe, når hun bliver slatten i det. Ved festlige lejligheder sniger Birthe sig af og til ud på toilettet og ifører sig blinkende lyskæder.
Sapphos er prydet med alverdens herligheder. Platter og gamle pladecovere for 80’er musik på væggen, gamle sofaer, perleplader med lesbiske motiver, en hylde med pokaler (aner ikke, hvem der har vundet dem), lesbisk litteratur, gamle lamper, dæmpet belysning (undtagen over bordfodboldbordet, for denne ekstremsport er vi meget seriøse omkring).
I baren hænger en flok lebber. De frivillige bartendere har derfor, som vi betegner som travlt på Sapphos. På skærmen kører håndbold uden lyd (kvindehåndbold naturligvis). Skønne 80’er hits spilles der i aften. Det er helt afhængigt af bartendernes smag. I sofaerne sidder en anden flok lebber. Bordfodboldbordet er i gang hele aftenen. Af uvisse grunde danser 2 kvinder tango midt i det hele.
Sapphos er et fristed. Et sted med masser af traditioner. Et sted at ”varme op” inden turen på gbar.
Åh. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har overset de her kommentarer. Det er jo verdens fineste beskrivelse af, hvad jeg bilder mig ind, Århus (holder sgu fast i bolle-å'et) kan, som København måske ikke altid er lige så god til. Noget hjemligt og trygt. Jeg må altså komme forbi Sapphos næste gang, jeg rammer den jyske hovedstad - kan ikke blive ved på denne måde.
SletErnas - et fristed
SvarSletJeg tror at de mest brugte og kendte steder er som sagt G-Bar, som stadig er der ;), og så Café Sapphos som også er nævnt.
SvarSletDer er jo bare ikke andre steder end g-bar og sapphos.. Sidstnævnte er så vidt jeg ved for 50+. Ret mig hvis jeg tager fejl.. :-)
SvarSlet