fredag den 1. juni 2012

Giv Malene de bryster, Kostbar!


Jeg bliver relativt ofte forarget. Men jeg giver relativt sjældent udtryk for min forargelse. Bilder jeg mig ind. Især ikke, når kilderne til denne forargelse er hentet på Ekstra Bladet og Facebook. Men lad dette være undtagelsen for den selvopfundne regel:

Ned med Kostbar!

For en del måneder siden lancerede Kostbar en konkurrence. Kostbar er en af de mange barer med 10 shots for 100  kr. i Gothersgade (Københavns svar på Jomfru Ane Gade).

Konkurrencen gik i al sin enkelhed ud på, at man ved at uploade et foto af sig selv + en forklaring på, hvorfor man havde fortjent at vinde og siden høste flest Facebook-likes, kunne løbe med førstepræmien: 

Et par splinternye silikonebryster! (Man kan selvfølgelig også argumentere for, at et par brugte ditto ville have været en ret makaber præmie.)

Alt var fint - hvis man ser bort, selvfølgelig, fra det problematiske i at udlodde kosmetiske operationer i en konkurrence - og ganske forventeligt var heatet en ikke så broget skare af solbrune kvinder med lyserød lipgloss og et evigt overrasket udtryk i ansigtet qua overplukkede øjenbryn. Og så et par kvinder, der havde tabt sig halvdelen af deres kropsvægt med hængebryster til følge. 

Men så skete der noget interessant, endnu en deltager meldte sig nemlig til konkurrencen:

Skærmbillede fra Kostbars hjemmeside
På Kostbars hjemmeside ser man således et billede af en velplejet blond kvinde, Malene, med kysmund, flankeret af teksten:

"Jeg er ikke kvinde som andre kvinder. Jeg er transkønnet, og blev født med en drengekrop. Indvendigt har jeg har altid følt mig som kvinde, og ville aldrig kunne se mig selv leve mit liv som mand. Jeg har endnu ikke fået mine egne bryster, så et par silikonebryster ville passe godt min krop, der endnu ikke stemmer overens med min indre oplevelse ;-)"

Malene fik hurtigt rigtig mange stemmer - som i rigtig mange. Med 2243 likes stod Malene faktisk til at vinde (med mere end 500 stemmer til nærmeste konkurrent, endda) - blandt andet, fordi den gode sag blev delt heftigt i LGBTQ-kredse. 

Og det er herfra og fremefter, at mine informationer (også) er hentet i to yderst troværdige kilder: Ekstra Bladets Nationen og på Facebook. Men ikke desto mindre.

Først prøvede folkene bag Kostbar at smide Malene ud af konkurrencen. Sikkert med argumenter om, at hun jo "ikke var rigtig kvinde" - meeeen mon ikke der kom noget ligestillingslovgivning i vejen for den plan? I hvert fald er Malene stadig med i konkurrencen, der slutter i dag. 

Men så skete der noget sært. Den 28. maj entrerede en ny deltager nemlig konkurrencen, med ansigtet delvist gemt bag en blomsterbutik forklarer XX, hvorfor hun har fortjent at vinde:

"Hej, Jeg skal vinde fordi, jeg altid har ønsket mig det og det ville give mig mere selvtillid. Tusind tak."

Denne unavngivne kvinde har på to dage opnået et godt stykke over 3700 stemmer (vel at mærke i en konkurrence med flere end 50 deltagere, hvor mindre end en håndfuld har fået blot flere end 1000 stemmer på fire-fem måneder).

Det lugter langt væk af fusk - især fordi rygterne (på Ekstra Bladets Nationen samt Facen, host host) går, at hun opnåede de mange stemmer i løbet af 24 timer, hvorefter hendes stemmetal har ligget så godt som stille siden.

Det pisser mig af af mange årsager. Dels stikker det til min helt grundlæggende retfærdighedssans, at meget tyder på, at vinderen ikke bliver den, der har fortjent sejren. Dels pisser det mig af, at man overhovedet finder på at uddele bryster i en konkurrence. Som om der ikke er nok fokus på kropsidealer i forvejen. Dels pisser det mig af, at Kostbar ikke bare erkender, at deres forsøg er mislykkedes, erkender at de skylder en trans et par patter, og så ellers bare går stille med dørene.

Der er flere ting, du kan gøre, hvis du vil bidrage:

1. Stem på Malene på Kostbars hjemmeside. Det kan nås et par timer endnu. Malenes 'profil' er et godt stykke mod bunden af siden i højre spalte - følg linket: Kostbar konkurrence.

2. Kombinér aftenens Distortion-planer med en demo og et besøg på Lesbisk Kaffe & Ølbar, der foruden DYKEstortion byder på en demo-happening, hvor Malene får overrakt en præmie, hvorefter alle lebber går i samlet flok (det lyder lidt uhyggeligt) mod Kostbar for at vise  deres  vores utilfredshed. 
Tid & Sted: Lesbisk Kaffe & Ølbar, Enghavevej 56, kl. 16.30.



1 kommentar:

  1. Det var dog et prisværdigt initiativ! Sejt! Hvilken sikkerhed har man som indbetaler for, at pengene havner rette sted?

    SvarSlet

Skriv noget sødt (eller sjovt eller klogt eller dumt og snedigt eller såkaldt lesbisk)!